Det er med andre ord ikke lykkedes at få alle med på trods af udbygningen af uddannelsessystemets kapacitet, den fortsatte sikring af fri og gratis adgang til uddannelse og udbygningen af SU-systemet og på trods af klare politiske målsætninger på uddannelsesområdet. Det kan der være mange grunde til.
Undersøgelser viser, at der er en sammenhæng mellem forældrenes uddannelsesniveau, og hvordan deres børn klarer sig i uddannelsessystemet.
Siden 1993 har det under overskriften Uddannelse Til Alle været en mål- sætning, at 95 % af en ungdomsårgang skal have gennemført mindst en ungdomsuddannelse, dvs. enten en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse.
Det mål har aldrig været opfyldt. I 2017 genoptog de politiske partier målsætningen og reducerede på den ene side målet til at være, at 90 % af en ungdomsårgang skulle have gennemført en ungdomsuddannelse, mens der på den anden side blev formuleret et mål om, at andelen af unge op til 25 år, der ikke har tilknytning til uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet, skal være halveret i 2030, og at alle unge under 25 år, der ikke er i gang med eller har fuldført en ungdomsuddannelse, får ret til en uddannelsesplan.
Ser man nærmere på sammenhængen mellem disse målsætninger og børnenes forældres uddannelsesmæssige baggrund, tegner der sig et tydeligt billede (se figur).
De unge, hvis forældre har en lang videregående uddannelse, opfylder målsætningen om, at 90 % af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse som 25-årig. Alle andre unge ligger under målet, og for de unge, hvis forældre har grundskolen som højest fuldførte uddannelse, er det omkring 60 %, der har en ungdomsuddannelse som 25-årige. Det forhold, at der er en sådan sammenhæng mellem forældrenes uddannelsesmæssige baggrund, og hvor langt de unge når i uddannelsessystemet, omtales til tider som den sociale arv.
Der har gennem tiden været flere tiltag fra politisk side med henblik på at skabe et grundlag for en større grad af lighed i forhold til uddannelsessystemet.
I 2004 indførtes der ved lov pædagogiske læreplaner på dagtilbudsområdet, bl.a. med det formål at få et større fokus på børn med særlige behov og helt generelt at have fokus på børnenes læring og udvikling. På baggrund af erfaringerne siden da blev der med virkning fra d. 1. juli 2018 indført en styrket pædagogisk læreplan, der som noget nyt også omfatter private dagtilbud til børn.
Ser man på dette tiltag i relation til målsætningen om de unges uddannelsesmål som 25-årige, vil resultaterne først vise sig i løbet af 2020’erne, hvor de børn, der har gået i daginstitution, efter at læreplanen blev indført, når 25-årsalderen.
Folkeskolereformen fra 2014 indeholdt også en række elementer om bl.a. længere skoledage, større veksling mellem boglig og fysisk aktivitet og obligatoriske lektiecaféer, der havde til formål at løfte børn med særlige behov.
Mens det fortsat er en udfordring at leve op til målsætningen om, at langt hovedparten af de unge som 25-årige som minimum skal have en ungdomsuddannelse, så er der gennem tiden ved siden af det ordinære uddannelsessystem opbygget et system for personer med særlige behov og et omfattende voksen- og efteruddannelsessystem.
Det nyeste skud på stammen fra 2019 er den forberedende grunduddannelse (FGU), der er skabt med det formål at tage sig af de unge under 25 år, der ikke er i gang med en ungdomsuddannelse eller er i beskæftigelse, og på den måde bidrage til opfyldelsen af målet om, at de fleste unge skal have gennemført en ungdomsuddannelse som 25-årige. FGU-uddannelsessystemet blev etableret ved fusion af en række institutioner, bl.a. produktionsskoler, og funktioner, bl.a. vejledere fra kommunerne, der tidligere havde til formål at hjælpe de unge, der var udenfor, ind i og gennem uddannelsessystemet.
Ved siden af dette og det ordinære uddannelsessystem findes voksen- og efteruddannelsessystemet, der indeholder både studieforberedende og kompetencegivende uddannelser. Et formål med denne del af uddannelsessystemet er at give mulighed for, at man når som helst i sit liv kan komme videre i uddannelsessystemet og fx som voksen kan tage en studieforberedende højere forberedelseseksamen (HF) som alternativ til en studentereksamen og akademi-, diplom- og masteruddannelser som alternativ til de videregående uddannelser.
Som nævnt er lighed en ofte fremhævet værdi i forbindelse med det danske velfærdssamfund. Og uddannelsessystemet har længe været set som den del af velfærdsstaten, der skal bidrage til at leve op til værdien om lige muligheder for alle. Som det ses, er det en målsætning og en værdi, som det på trods af de bedste intentioner har været svært at leve op til.
Man kan konstatere, at det ikke har været tilstrækkeligt at udbygge uddannelsessystemet. En af årsagerne til det er, at børn og unges uddannelsesparathed hænger sammen med de uddannelsesmæssige forudsætninger, som de har med hjemmefra. Børn af uddannede og især børn af veluddannede forældre klarer sig godt i det danske uddannelsessystem, mens det kniber mere for børn af forældre med korte uddannelser, fx grundskolen som højest fuldførte uddannelse.
Læreplanerne i børnehaverne og folkeskolereformen fra 2014 er her nævnt som forhold, der er etableret i et forsøg på at imødegå denne skævhed. Man kan måske formulere det sådan, at når børnene møder det frie og gratis uddannelsessystem med forskellige forudsætninger, så må man, for at få det bedste ud af det, behandle dem ulige og gøre en særlig indsats for, at de med de ringeste forudsætninger får den største støtte. Det har imidlertid vist sig vanskeligt, og det er derfor fortsat en af velfærdsstatens helt store udfordringer.
