Kulturen i Danmark

Overordnet set er ansvaret for kulturpolitikken delt mellem staten og kommunerne. Den offentlige kulturpolitik udfolder sig i lovgivning, i rammeaftaler og ved uddeling af midler gennem såkaldte armslængdeorganisationer, hvor selvforvaltning er et afgørende princip. Fra 00’erne til 2010’erne blev flere styrelser med forskelligt ressortområde lagt sammen til Slots- og Kulturstyrelsen, der har til opgave at yde faglig rådgivning til kulturministeren, at betjene de institutioner, der støtter kulturområdet, at indsamle statistik om kulturinstitutionernes aktiviteter og befolkningens kulturvaner samt at drive og vedligeholde statens slotte, haver og kulturejendomme. Kulturministeriet består i 2022 af et departement, Slots- og Kulturstyrelsen, 20 statsinstitutioner samt en række bestyrelser, nævn, råd og udvalg.

Siden Kulturministeriets oprettelse i 1961 har kommunerne i takt med kommunesammenlægningerne fået en større rolle at spille i forhold til at støtte og påvirke kulturpolitikken. Særligt efter Strukturreformen i 2007 øgedes kommunernes økonomiske og administrative ansvar for kulturinstitutioner og aktiviteter. Da amterne blev nedlagt ved Strukturreformen, overgik en række opgaver på fortidsmindeområdet til kommunerne, og fra staten fik kommunerne ansvaret for at drive lokalt forankrede statsanerkendte museer.

Blandt de enkelte kommuner er der stor forskel på, hvor meget kulturmidlerne prioriteres. Folkebibliotekerne er kommunernes primære kulturopgave, og kommunerne er forpligtede til at drive biblioteker og musikskoler. Kommunerne varetager også musik, teatre, museer samt idræts- og folkeoplysningsområdet; men ud over de lovpligtige opgaver kan kommunerne i store træk selv beslutte, hvordan og hvor meget kulturen skal støttes.

Staten spiller dog stadig en væsentlig rolle gennem loven om Kulturministeriets kulturaftaler med kommuner mv. og om regionernes opgaver på kulturområdet, der siden 2007 har sikret koordinering og samarbejde af kulturområdesatsningerne mellem staten og kommunerne. Kulturaftalerne er frivillige, og langt de fleste kommuner gør brug af ordningen ved at slå sig sammen i kulturregioner, der indgår firårige aftaler med staten. Indholdet i aftalerne varierer. Formålet er foruden at understøtte kommuners engagement for kulturen og at styrke samarbejdet mellem stat og kommune og kommuner imellem at give kommunerne større dispositionsfrihed samt at sikre en bedre ressourceudnyttelse gennem kulturregional koordinering og arbejdsdeling.

For at fremme kommunernes prioritering og styrkelse af kulturen opererer staten i et vist omfang med et gulerodsprincip, der tilsiger, at de kommunale kulturinitiativer kan få statslig støtte, hvis kommunen selv yder et tilskud og lever op til en række krav, som lovgivningen dikterer. Især egnsteatre og lokale museer nyder godt af denne ordning.

Siden Kulturministeriets oprettelse har armslængdeprincippet været en grundfæstet idé. Begrebet stammer fra engelsk og kom først ind i det danske sprog i 1990’erne. Princippet herskede dog allerede fra Kulturministeriets begyndelse, hvor Julius Bomholt formulerede sit syn på det offentliges opgave i forhold til kulturlivet med ordene: »Nok støtte, men ikke dirigere.« Ministeren understregede dermed, at den nye socialdemokratiske kulturpolitik ikke havde til hensigt at skabe politisk indblanding eller at kontrollere kulturlivet. Samtidig udviste ministeren stor tillid til de kulturelle eksperters egne værdier og fortolkninger, idet princippet indikerer en politisk vilje til at sikre kunstens uafhængighed.

Synspunktet om armslængde fik varigt liv, og alle kulturministre har siden da anerkendt og forsøgt at efterleve idealet. Selv om armslængdeprincippet således er populært, tildeler det offentlige hovedsagelig midler efter andre principper end armslængde, og i 2002 var det kun omkring 14 % af alle midlerne, der uddeltes ved armslængde. Særligt i kommunerne opstilles kriterier for tildelingen, som ikke følger armslængdeprincippet.

Armslængdeprincippet gælder bl.a. Statens Kunstfond, der består af 12 fagudvalg med tre til fem kunstnere eller kunstfaglige, som uddeler midlerne til de pågældende genrer, samt fire tværgående udvalg. Ministeren udpeger ganske vist medlemmerne, der sidder på skift og ikke kan genvælges, men udvalgene forvalter deres eget mandat. Der er ingen anden statslig indflydelse, end at loven kræver, at fonden tildeler midlerne efter kriteriet om kunstnerisk kvalitet. Støtten kan bestå af arbejdslegater, arbejdsstipendier og rejselegater og gives til forskellige projekter, institutioner og kunstprojekter i det offentlige rum samt dekorationer af offentlige og tilgængelige bygninger. Kritikere har løbende ytret sig bekymrede med hensyn til nepotisme, som på forskellig vis er blevet forsøgt bekæmpet. Kulturminister Brian Mikkelsen oprettede således i 2003 Statens Kunstråd for at gøre op med de problemer og anklager om smagsdommere, som Statens Kunstfond led under. Derved blev forskellige råd slået sammen, og uddelingen af støtte og midler centraliseret. I 2014 blev de to instanser dog fusioneret under navnet Statens Kunstfond.

Støtten til kultur har siden Kulturministeriets oprettelse i 1961 udgjort et sted mellem 0,7 % og 1,4 % af Danmarks BNP. I 2019 lå den på 1 % af det samlede BNP, og samlet set brugte det offentlige omkring 24 mia. kr. på kultur. Kulturministeriets budget udgør omkring 9 mia. kr. om året, medielicensen ca. 4-5 mia. kr. (den afskaffes fra 2022), og kommunernes udgifter til kulturbudgettet beløber sig til ca. 10 mia. kr. Støtten går til at understøtte, vedligeholde og udvikle en bred vifte af kultursektoren: skabende kunst, musik, teater, film, biblioteker, arkiver, museer, bygningsfredning og -bevaring, arkæologi og fortidsminder, folkeoplysningsområdet samt videregående uddannelser inden for de kunstneriske områder. Hertil kommer almenkulturelle formål, ophavsret, radio og tv, idræt samt kulturelle forbindelser med udlandet, herunder Norden og EU.

Statens og kommunernes støtte omfatter hovedsagelig frembringelse af kunst, kulturinstitutioner, kulturuddannelser, radio- og tv-stationer med public service-forpligtelse, støtte til samtidskulturen og til indsamling, bevaring og formidling af kulturarven. Langt den største del af Kulturministeriets bevillinger går til drift af myndigheder og institutioner. Ifølge Danmarks Statistik udgjorde de kommunale kulturbevillinger i 2019 2,8 % af kommunernes samlede budgetter. Samtidig er der en vis arbejdsdeling mellem staten og kommunerne, som gør, at nogle af kulturens institutioner modtager deres primære støtte fra kommunerne og andre fra staten. Kommunerne bruger de fleste af deres kulturmidler på idræt og biblioteker, mens statens udgifter hovedsagelig går til radio og tv samt scenekunst, museer og musik (se figur).

Den offentlige støtte til kunstnere kan foregå som direkte økonomiske tilførsler eller indirekte, hvor udstillingssteder, værksteder og uddannelser modtager ydelser, der er med til at gøre det muligt at arbejde som kunstner. Den skabende kunst støttes direkte gennem Statens Kunstfond, Statens Værksteder for Kunst, Den Jyske Kunstfond, Øernes Kunstfond, Det Danske Filminstitut, ved biblioteksafgiften og udlodningsmidlerne (tipsmidlerne), som Kulturministeriet årligt uddeler 81,2 % af. Indirekte støtter loven om ophavsret de danske kunstnere ved princippet om, at rettighederne følger kunstværkernes skabere, og at skaberen eller rettighedshaveren har eneret til at fremstille og tilgængeliggøre værket indtil 70 år efter kunstnerens død.

For mange kunstnere er det svært at opretholde et selvstændigt livsgrundlag alene ved at sælge deres kunst på markedet. Selv om der kun eksisterer begrænset forskning på området, er det dokumenteret, at den gennemsnitlige indkomst for billedkunstnere er lav i sammenligning med andre indkomstgrupper i samfundet. Samtidig tjener ganske få kunstnere en stor del af den samlede indtjening for de danske kunstnere. Langt hovedparten af kunstnerne tjener således ganske lidt. Offentlig og privat støtte kan derfor have afgørende betydning for mange kunstnere.

Der findes en række forskellige legater, som kunstnere kan modtage eller søge. Statens Kunstfonds arbejdslegat er rettet mod kunstnere, der i deres hidtidige kunstneriske produktion har vist et særligt kunstnerisk talent, og er oprettet med henblik på at give kunstneren ro til at udvikle og arbejde med sin kunst, uden at der stilles modydelser fra staten. Arbejdslegater uddeles både uden og efter ansøgning fra kunstnerne. Legatet ses som en investering i kunst og kulturliv til gavn for landets kunstnere, kulturinstitutioner og alle, som oplever kunsten. Hvert år præmieres et antal aktuelle kunstnere og nye værker, som ifølge Statens Kunstfond fortjener særlig opmærksomhed.

En anden vigtig aktør i finansieringen af kulturlivet er private fonde, hvis støtte svarer til ca. en tredjedel af de offentlige støttekroner. Samtidig går en stor del af de private fondes midler til offentlige kulturinstitutioner eller kulturbyggerier.

Med ca. 14.000 offentlige og private fonde har Danmark den største andel fondsstøtte pr. indbygger på verdensplan. Blandt de 25 største private fonde støtter 13 af dem kunst og kultur, og i 2018 udgjorde kulturlivet det samlede antal fondes næststørste støtteområde efter forskning. Således bevilgede fonde i 2018 ca. 17 mia. kr., hvoraf 1,8 mia. kr. gik til kulturelle formål, eksklusive folkeoplysning, folkehøjskoler, idræt og fritidsaktiviteter. Selv om bevillingerne i 2018 var betydelig mindre end i 2016 pga. ændringer i fondsreglerne, øver fondene en markant indflydelse på kulturudviklingen i Danmark. Det er især museerne, der modtager fondsstøtte, men også udgivelsen af stort set al faglitteratur og noget skønlitteratur er støttet af private fonde.

Fonde og fondslignende foreninger støtter primært kunsten og kulturlivet med hædersbevisninger, projekt- og programbevillinger, anlægsbevillinger og driftsbidrag. Det gælder især anlægsbevillinger, og der findes derfor meget få nye kommunale kulturbyggerier, der ikke har modtaget støtte fra private fonde. Mange støttekroner går til kulturinstitutioner og aktiviteter, der fokuserer på at bevare kulturarven, idet fondene primært støtter kultursektoren for at sikre sammenhængskraften og den nationale identitet.

Fra et økonomisk perspektiv har fondenes finansiering af kulturlivet naturligvis stor betydning. Den offentlige støtte er i høj grad bundet til faste midler, og derfor går mange fondspenge til at finansiere nye projekter, bygninger og udstillinger. Det betyder samtidig, at fondenes bidrag ofte er betinget af, at staten eller kommunen viderefører projektet. Der kan spores en tendens til, at de private sponsorer i højere grad end tidligere øver indflydelse på de projekter, de støtter. Fondene er således tidligt og allerede i ansøgningsfasen en del af projekterne, eller måske er de endda idéudviklere.

Danskerne oplevede igennem 1900-tallet generelt en stigning i den fritid, de havde til rådighed. I århundredets første årtier lå en gennemsnitlig dansk arbejdsuge på 50-60 timer. I begyndelsen af 1990’erne kunne størstedelen af den voksne danske befolkning regne med en hverdag, der var opdelt i nogenlunde lige dele arbejde, fritid og søvn, samt en weekend med to hele fridage. Den øgede mængde fritid dannede i løbet af 1900-tallet grundlag for nye kulturelle aktiviteter. Samtidig blev udviklingen fulgt af en stigende interesse for, hvordan danskerne nu forvaltede de frie timer, og i dag findes en lang række kultur- og tidsforbrugsstudier, der giver et indblik i, hvad danskerne gennem tiden har brugt deres tid og penge på.

I Danmark findes der flere grundige undersøgelser, der over en længere årrække dækker udviklingen af kulturelle strømninger. Kulturministeriet og Danmarks Statistik har bl.a. kortlagt danskernes kulturaktiviteter i form af Kulturvaneundersøgelsen, der er blevet foretaget syv gange i perioden 1964-2012. Fra 2018 bliver undersøgelserne foretaget løbende. Der er tale om interviewbaserede undersøgelser af et repræsentativt udsnit af den danske befolknings kultur- og medieforbrug.

I 2012 var de overordnede tendenser, at danskerne siden 2004 læste mere skønlitteratur, lyttede mere til musik og gik mere på museum, mens næsten det samme antal så film i biografen, og færre lånte bøger på biblioteket og læste faglitteratur. For børnenes vedkommende var udviklingen nogenlunde den samme, selv om børn generelt bruger museerne, bibliotekerne og biograferne mere end de voksne. På stort set alle kulturområder er børnene procentvis hyppigere brugere, dog med undtagelse af koncerter, som det i højere grad er voksne, der går til. Til gengæld spiller børn i højere grad selv musik.

Helt overordnet har digitaliseringen ændret meget på danskernes kulturvaner. Af den seneste undersøgelse af kulturvanerne i 2019 fremgår det, at musik og film på forskellig vis er danskernes foretrukne kulturaktiviteter, da begge dele af kulturlivet er så let tilgængelige på internettet i dag. Samtidig gælder det, at de mange forskellige kulturaktiviteter generelt er mere populære blandt kvinder end mænd, og at folk med længere uddannelser er mere tilbøjelige til kulturforbrug end personer med kortere uddannelser. Ens oprindelsesland spiller ingen rolle for kulturforbruget.

Kulturministeriet og Statens Kunstfond arbejder aktivt for at støtte dansk kultur i udlandet. Siden Kulturministeriets første rapport om kultureksport blev udgivet i 1987, har ministeriet været engageret i at skabe større kulturudveksling for at fremme og udvikle dansk kunst og kultur samt øge kendskabet til kunst fra andre lande. Markedsføringen af dansk kultur gør brug af en bred kulturforståelse og har igennem årene haft flere initiativer.

Siden 2010 har Det Internationale Kulturpanel, som består af repræsentanter fra Kulturministeriet, Erhvervsministeriet og Udenrigsministeriet samt en række centrale kulturaktører, haft til formål at udvikle og forny dansk kunst og kultur, markedsføre Danmark som land, fremme kultureksport og fremme interkulturel dialog.

Statens Kunstfond har bl.a. til formål at udbrede dansk kunst i udlandet og gør det ved samarbejder med en række initiativer. I programmet »Den unge kunstneriske elite« støtter Statens Kunstfond unge kunstneres mulighed for at udvikle deres virke og kompetencer med henblik på at opnå fodfæste nationalt eller internationalt. Til formidling og fremme af dansk musik i udlandet arbejder organisationen MXD Music Export Denmark, der er finansieret af Kulturministeriet.

Det er ikke kun staten, der søger at fremme danske kunstnere og styrke interessen for dansk kunst i udlandet. Fra 2010’erne har en væsentlig del af Ny Carlsbergfondets strategi fokuseret på den internationale satsning. På den baggrund har fondet bl.a. støttet udenlandske museers køb af dansk kunst og udgivelsen af kataloger over danske kunstnere til vægtige udenlandske museer.

Læs mere om Danmarks kultur og trossamfund

Læs videre om

• Film- og tv-serier i Danmark
• Musikken i Danmark
• Scenekunsten i Danmark
• Kulturelle strømninger i Danmark

Læs også om

• Arkitektur, kunsthåndværk og design i Danmark
• Medierne i Danmark
• Foreningslivet i Danmark

Se alle artikler om kulturhistoriske museer og kulturarv