Årets forskellige skikke og traditioner opstiller nogle overordnede rammer for vores samvær og er med til at bekræfte og styrke de sociale relationer. Forskere i danske skikke og traditioner har hovedsagelig kredset om det gamle bondesamfund, men der er ikke belæg for, at vi skulle være mindre traditionsbundne nu end tidligere. Derimod kan man tale om, at samfundsmæssige forandringer gennem tiden har været med til at skabe relevans for nye eller ændrede skikke og traditioner.
Kirkebrylluppet er et eksempel på en af livets fester, hvis ritualer både bærer præg af kontinuitet og fornyelse. Deltager man i dag ved et dansk bryllup, vil man således typisk opleve, at begivenheden markeres med elementer, der har rødder i ritualer fra begyndelsen af 1900-tallet. Det gælder fx brudedansen og iturivningen af brudens slør. Den hvide bryllupskjole blev derimod først for alvor udbredt efter 1. Verdenskrig. Andet – fx at brud og gom mader hinanden med bryllupskage og andre ritualer, der spiller på parrets seksuelle relation – er også først kommet til sent i 1900-tallet.
Forandringerne i bryllupsritualet korresponderer med værdimæssige ændringer i det danske samfund – særligt i forhold til vores opfattelse af kærlighed og idealer for pardannelser. På samme vis indeholder livets øvrige danske højtider, fx konfirmationer, jubilæer og begravelser, også både gamle og nye rituelle elementer.
Selv om over 90 % af de danskere, der deltog i en opinionsundersøgelse udført i år 2000 af Socialforskningsinstituttet, angav, at de opfattede vores traditioner som national kulturarv, og mange af de adspurgte helst så, at disse blev beskyttet mod udefrakommende påvirkning, er vores traditioner opstået og udviklet i nært samspil med udlandet. Danmark er et lille land, og vi har især i 1900- og i begyndelsen af 2000-tallet været inspirererede af impulser fra først grænselandene Tyskland og Sverige og senere – i takt med mediernes udvikling og udbredelse – især Storbritannien og USA. Det danske kalenderår indeholder en række tilbagevendende højtider, der kan illustrere denne tendens.
