I slutningen af 1800-tallet var boligforsyningen i alt væsentligt overladt til det frie marked. Bybefolkningen voksede voldsomt, og private spekulationsbyggerier skød op i de større byer. I årene før og under 1. Verdenskrig gik boligbyggeriet imidlertid næsten i stå, men tilvandringen til byerne fortsatte, bolignøden forstærkedes, og de private bygherrers initiativer slog ikke til. Men arbejderbevægelsen var blevet stærkere i perioden, og de første forløbere for de almene boligselskaber blev dannet i de år. Flere af selskaberne udsprang af den socialdemokratiske arbejderbevægelse, men der blev også etableret mere borgerlige, filantropiske boligselskaber. En fælles grundidé var – og er – at sikre gode boliger til overkommelig husleje ved at bygge og finansiere boliger uden for det profitorienterede boligmarked.
Det første almene boligselskab var Arbejdernes Boligforening (senere omdøbt til Arbejdernes Andelsbolig-Forening AAB) fra 1912. De første boligselskaber byggede fortrinsvis relativt tætte, bymæssige etageejendomme med mange små toværelseslejligheder. I løbet af 1930’erne blev kvaliteten af nybyggeriet i byerne afgørende forbedret. Der blev introduceret funktionalistiske etageboliger i parkagtige omgivelser, hvor boligerne havde moderne faciliteter: centralvarme, toilet og bad samt altan. Men de fleste af de almene boliger var stadig små lejligheder med to eller to et halvt værelser.
Under Besættelsen 1940-45 reduceredes omfanget af nybyggeri pga. materialemangel, et problem, der fortsatte ind i de første efterkrigsår. Det betød, at boligstandarden i de almene byggerier ikke udviklede sig ret meget før omkring 1950. Enkelte boligselskaber skilte sig dog ud. Dansk Almennyttigt Boligselskab, DAB, som var blevet etableret i 1942, havde fra begyndelsen en ambition om at bygge almene haveboliger og rækkehuse med minimum tre rum. Det lykkedes i en vis udstrækning. Samme ambition havde en del af provinsens mindre boligselskaber.
Boligmanglen i efterkrigstiden førte til etableringen af gunstige statslige låne- og støtteordninger, som både kom det private og det almene byggeri til gode. Især i 1950’erne blev der opført mange almene byggerier, som stadig rummer nogle af de mest eftertragtede almene boliger, både fordi boligstørrelsen blev mere varieret – der kom fire- og femværelsesboliger med på programmet – og fordi byggerierne fortrinsvis er traditionelt muret byggeri. Men den statslige boligpolitik og økonomiske støtte pressede boligselskaberne til at fremme det industrialiserede byggeri for at øge produktiviteten.