Gladsaxe almennyttige Boligselskabs (DAB) bebyggelse Søndergård Park i Bagsværd fra 1949. Bebyggelsen har stadig meget lange ventelister.
.

I slutningen af 1800-tallet var boligforsyningen i alt væsentligt overladt til det frie marked. Bybefolkningen voksede voldsomt, og private spekulationsbyggerier skød op i de større byer. I årene før og under 1. Verdenskrig gik boligbyggeriet imidlertid næsten i stå, men tilvandringen til byerne fortsatte, bolignøden forstærkedes, og de private bygherrers initiativer slog ikke til. Men arbejderbevægelsen var blevet stærkere i perioden, og de første forløbere for de almene boligselskaber blev dannet i de år. Flere af selskaberne udsprang af den socialdemokratiske arbejderbevægelse, men der blev også etableret mere borgerlige, filantropiske boligselskaber. En fælles grundidé var – og er – at sikre gode boliger til overkommelig husleje ved at bygge og finansiere boliger uden for det profitorienterede boligmarked.

Det første almene boligselskab var Arbejdernes Boligforening (senere omdøbt til Arbejdernes Andelsbolig-Forening AAB) fra 1912. De første boligselskaber byggede fortrinsvis relativt tætte, bymæssige etageejendomme med mange små toværelseslejligheder. I løbet af 1930’erne blev kvaliteten af nybyggeriet i byerne afgørende forbedret. Der blev introduceret funktionalistiske etageboliger i parkagtige omgivelser, hvor boligerne havde moderne faciliteter: centralvarme, toilet og bad samt altan. Men de fleste af de almene boliger var stadig små lejligheder med to eller to et halvt værelser.

Under Besættelsen 1940-45 reduceredes omfanget af nybyggeri pga. materialemangel, et problem, der fortsatte ind i de første efterkrigsår. Det betød, at boligstandarden i de almene byggerier ikke udviklede sig ret meget før omkring 1950. Enkelte boligselskaber skilte sig dog ud. Dansk Almennyttigt Boligselskab, DAB, som var blevet etableret i 1942, havde fra begyndelsen en ambition om at bygge almene haveboliger og rækkehuse med minimum tre rum. Det lykkedes i en vis udstrækning. Samme ambition havde en del af provinsens mindre boligselskaber.

Boligmanglen i efterkrigstiden førte til etableringen af gunstige statslige låne- og støtteordninger, som både kom det private og det almene byggeri til gode. Især i 1950’erne blev der opført mange almene byggerier, som stadig rummer nogle af de mest eftertragtede almene boliger, både fordi boligstørrelsen blev mere varieret – der kom fire- og femværelsesboliger med på programmet – og fordi byggerierne fortrinsvis er traditionelt muret byggeri. Men den statslige boligpolitik og økonomiske støtte pressede boligselskaberne til at fremme det industrialiserede byggeri for at øge produktiviteten.

Montage- og tæt-lav-byggerier

I løbet af 1960’erne øgedes byggeriet – bolignøden skulle knækkes – og byggemetoderne blev mere og mere industrialiserede. Montagebyggerier med fabriksfremstillede betonelementer blev almindelige. Lejlighederne blev gradvis større og større, og udstyrsstandarden forbedredes afgørende. I første omgang vakte dette kvalitetsløft begejstring og tiltrak lejere fra den voksende middelklasse, og bolignøden blev knækket. Men konkurrencen fra ejerboligerne i parcelhusene blev mere og mere mærkbar. De økonomiske vilkår i ejerboligerne var sidst i 1960’erne og først i 1970’erne så gunstige, at man næsten »blev betalt for at bo i eget hus«. Konsekvensen for den almene sektor viste sig hurtigt. Beboersammensætningen blev socialt og økonomisk svagere.

Den almene boligsektors modtræk over for beboerflugten var at introducere tæt-lav-boligformen med indbyggede muligheder for stærke sociale fællesskaber. I slutningen af 1970’erne var interessen for denne boligform og dens ideologiske overbygning stor blandt unge familier. Tæt-lav-bebyggelserne klarede sig bedre i konkurrencen om de velfungerende familier end de store etagebyggerier. De almene boliger blev dog i stadig højere grad redningen for de fraskilte, for de stadig flere enlige, for de arbejdsløse og med tiden også for det stigende antal flygtninge og indvandrere. Mængden af (sociale) problemer øgedes. I 1990’erne iværksattes omfattende både fysiske og sociale forbedringsprogrammer i de mest belastede boligområder. Indsatsen bremsede den negative udvikling, men den blev siden nedtonet og skiftede karakter. I dag skal en hårdhændet »ghettoplan « søge at løse problemerne i de socialt belastede boligområder gennem nedrivninger, tvangsflytninger og frasalg. Målet er at få ændret radikalt på beboersammensætningen i boligområderne. Det er endnu uvist, om denne plan vil virke.

Hvad der ofte overses, er, at langt de fleste almene boligbebyggelser fungerer godt og sikrer gode boliger til en overkommelig leje for almindelige mennesker uden høje indkomster. Der er også en tendens til at glemme, at opførelsen af almene boliger kan modvirke de stærke tendenser til økonomisk og social segregation, som i disse år præger boligmarkedet i de store danske byer. Der er dog stigende politisk opmærksomhed om dette forhold, og i de nyere lokalplaner har det været muligt at planlægge for blandede boligområder med op til 25 % almene boliger.

Det almene boligbyggeri har igennem tiderne i stor udstrækning fungeret som forsøgsbyggeri, hvor nye byggemetoder og -materialer er blevet prøvet af. Aktuelt eksperimenteres der med udviklingen af bæredygtigt byggeri. De mange forsøg har af og til givet problemer efterfølgende og nogle gange skabt behov for omfattende renoveringer. Men i det store og hele har de almene boligbyggerier langt hyppigere vist vejen for også det private byggeri, både arkitektonisk og byggeteknisk. Og helt generelt har de danske almene boliger – sammenlignet med de fleste andre landes tilsvarende boliger – en meget høj kvalitet og vedligeholdelsesstandard. Som noget helt enestående, også internationalt, indførte man i 1970’erne og 1980’erne et udstrakt beboerdemokrati, hvor det er de almene beboere selv, som har ansvaret for beslutninger om drift og vedligeholdelse samt nybyggeri.

I 2019 boede næsten 1 mio. mennesker alment, dvs. hver sjette dansker. Beboersammensætningen er dog socialt skæv, især i nogle af de store montagebebyggelser fra 1960’erne og 1970’erne. Den almene sektor ønsker selv at være (eller blive) »almen«, dvs. at sørge for gode boliger til et bredt udsnit af den danske befolkning. Samtidig er sektoren sig sit sociale ansvar bevidst og sikrer boliger til de socialt og økonomisk dårligt stillede. At forene disse målsætninger er til tider en kamp op ad bakke.

Videre læsning

Læs mere om Danmarks samfund og befolkning

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om befolkning og boliger