Det danske sprog

Artikelstart

Dansk er officielt sprog i Danmark, på Færøerne og i Grønland. I dag tales dansk af ca. 6 mio. mennesker i Danmark, og derudover bruges omkring 120 andre sprog i Danmark, fx dansk tegnsprog, urdu og somali.

Det danske sprogs opståen og udvikling

Det danske sprog har sin oprindelse i indoeuropæiske stammer, som omkring 4000 f. Kr. vandrede fra et område nord for Sortehavet mod øst og mod nordvest. Fra urgermansk (ca. 1200 f. Kr.-200 e.Kr.) og siden urnordisk (ca. 200‑800 e.Kr.) udviklede dansk sig til et selvstændigt sprog (olddansk) i perioden 800-1100.

Nogle af ordene fra disse gamle sprog bruger vi stadig. Fra indoeuropæisk har vi fx far, mor, ko, søvn, varm, sol, måned, ulv og fjærte. Fra urgermansk har vi bevaret ord som skjul, jul, lyve, byde og syg. Fra urnordisk kender vi bonde, skov, fattig og rune, og fra olddansk er fx øl, kristne, kirke og præst stadig en del af vores ordforråd.

Dansk er fjernt beslægtet med de slaviske og de romanske sprog, fx russisk og fransk, som også har indoeuropæiske rødder, og er nærmere beslægtet med andre germanske sprog, fx tysk, nederlandsk og engelsk. Det tætteste slægtskab finder vi til norsk og svensk. Derfor er det forholdsvis nemt at forstå hinanden i Danmark, Norge og Sverige, mens det er noget vanskeligere for danskere at forstå de vestnordiske sprog islandsk og færøsk.

Påvirkning udefra

Det dansk, som vi kender i dag, er blevet formet under påvirkning af mange forskellige sprog. Med kristendommens indførelse omkring 960 blev dansk stærkt påvirket af latin og græsk, idet kirkens sprog var latin indtil Reformationen i 1536. Latin fungerede også som et videnskabeligt sprog helt op i 1800-tallet. Østersøhandelen, Hanseforbundet og samhørigheden med hertugdømmerne Slesvig og Holsten gav en kraftig påvirkning fra tysk. Fra midten af 1200-tallet til Reformationen var det middelnedertysk, som blev talt i den nordlige del af Tyskland. Selv om Reformationens sprog var dansk, kom der i midten af 1500-tallet stor påvirkning fra højtysk, som var Martin Luthers sprog. I slutningen af 1600-tallet og i 1700-tallet var det fransk, der blev talt ved hoffet og i de toneangivende kredse i hele Europa, og som dannede forbillede ikke kun for dansk, men for alle europæiske sprog.

Påvirkningen fra tysk har været stærkest, dels fordi de to nabosprog har mange fælles træk, dels fordi man tilpassede de tyske ord til dansk i stedet for at bruge dem direkte. Derved blev det mindre påfaldende, at ord som bestræbe, fornemme, genstand, lidenskab og overdreven, efterhånden og græsenke oprindelig kom fra tysk.

I 1700- og 1800-tallet opstod der modstand imod den udenlandske påvirkning, og forskellige purismebevægelser forsøgte at rense ud i de fremmede ord og udtryk. I begyndelsen af 1800-tallet udviklede H.C. Ørsted danske ord som ilt, brint, vægtfylde og rumfang. I slutningen af århundredet satte bl.a. Georg Brandes en ære i at udskifte udenlandske ord med danske og danne nye, mere mundrette ord. En del af dem er stadig i brug, fx bedsteborgerlig, fornuftsægteskab, knaldroman og massemorder.

Grundloven af 1849 og den voksende nationalfølelse gav anledning til, at en del franske ord inden for politik efterhånden blev erstattet af mere danskklingende. Amendement blev til ændringsforslag, comité blev til udvalg, og præsident blev til formand. Først i 1915 ændrede man betegnelsen konseilspræsident til statsminister.

I takt med industrialiseringen i midten af 1800-tallet og siden den stigende globalisering begyndte engelske ord at optræde med større hyppighed. Et ord som nice kan spores tilbage til 1910, hvor det dog oftest blev skrevet nejs eller najs. Også ordet smart blev gængs i dansk i denne periode. Indflydelsen fra engelsk tog dog først for alvor fart efter 2. Verdenskrig.

Påvirkningen fra engelsk består først og fremmest af nye ord. Udtalen, sætningernes opbygning og bøjningsreglerne er kun påvirket i mindre grad. En undtagelse er bøjningsendelsen -s i fx bodyguards, highfives og muffins, som er fulgt med de engelske låneord, og som hyppigt bevares.

Ser man på det samlede almene ordforråd i dag, sådan som man fx kan finde det i en mellemstor ordbog, udgør lån fra andre sprog ca. 13 % af ordforrådet. De største långivende sprog er tysk (3,8 %) og latin (3,4 %) efterfulgt af fransk og italiensk. Analyser af, hvilke nye ord der er kommet ind i dansk efter 1945, viser, at engelske ord udgør ca. 35 % af de nye låneord, mens ca. 2 % kommer fra norsk og svensk, ca. 1 % kommer fra tysk og endnu færre fra andre sprog. Det betyder dog ikke, at det danske ordforråd er domineret af engelsk. Engelske låneord efter 1945 udgør i dag kun ca. 0,5-1 % af ordene i en almindelig avisartikel. Engelske låneord i talesproget ser ud til primært at være et ungdomsfænomen.

Når man hører flugfreyja i stedet for stewardesse på islandsk og minnepinne i stedet for USB-stik på norsk, kan man få det indtryk, at folk i de andre nordiske lande er mere optagede af at finde lokale erstatninger for de engelske ord.

Danskerne er imidlertid ikke mere tilbøjelige til at bruge udenlandske lån end vore nordiske broderfolk. Andelen af importerede ord fra andre sprog, især fra engelsk, er nogenlunde den samme i dansk, norsk og svensk, og den er kun en anelse lavere for islandsk og finsk.

Domænetab

Diskussionen om det såkaldte domænetab har været aktuel siden begyndelsen af 2000-tallet. Domænetab kan opstå, når man i bestemte dele af samfundet skifter det etablerede sprog ud med et andet sprog. Det ses fx i danske virksomheder, hvor Dansk Industri i en rundspørge i 2016 kunne konstatere, at 61 % af virksomhederne brugte engelsk som koncernsprog, dvs. som det sprog, der bruges i den interne skriftlige og til dels også mundtlige kommunikation.

En anden udvikling kan ses på universiteterne, hvor man altid har skullet læse udenlandske tekster. Men siden 1980’erne er man først på naturfagene og siden også på samfundsfag og humaniora tillige begyndt at undervise studerende på engelsk (først og fremmest på de videregående niveauer). Formålet var at tiltrække udenlandske studerende og at ruste de danske studerende til bedre at kunne deltage i internationalt forskningssamarbejde.

Et sprogudvalg, som regeringen nedsatte under ledelse af professor Jørn Lund, advarede imidlertid allerede i 2009 om, at konsekvensen af en sådan udvikling kunne være, at forskere og studerende fik svært ved at udtrykke sig på dansk om deres fag og fx ikke længere dannede nye danske fagudtryk.

En europæisk undersøgelse fra 2012 viste ikke desto mindre, at Danmark lå i front sammen med Holland og Finland med hensyn til brugen af engelsk på naturfagene i de videregående uddannelser.

I 2014 iværksatte Nordisk Ministerråd en kortlægning af brugen af engelsk ved nordiske universiteter, som førte til anbefalinger om at styrke brugen af de respektive nordiske sprog parallelt med engelsk.

I 2017 besluttede regeringen at reducere optaget på engelsksprogede erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser med ca. 25 % i forhold til optaget i 2015. I 2018 blev det yderligere besluttet, at 1.000‑1.200 studiepladser på engelsksprogede universitetsuddannelser enten skulle nedlægges eller omlægges til dansk. Det blev understreget, at universiteterne skal understøtte dansk som levende fag- og formidlingssprog inden for alle hovedområder, og der blev indført skærpede krav ved oprettelsen af nye engelsksprogede uddannelser.

Georg Brandes' holdninger til dansk

»(…) siger man Sendefærd for Deputation eller Stedfortræder for Repræsentant, ler Folk En jo kun op i Øjnene. Værre er de græsselige tyske og plattyske Former. Hvilket Uhyre af et Ord, det Ord »Forfatter«, og hvordan skal vi blive af med det! Og alle de rædselsfuldt slæbende Endelser paa else eller hed, der faar Stilen til at klinge som et Slag med en Karklud!«. (Brandes 1902, efter Skautrup 1968, BD. 4, s. 61).

»Andre grimme Ord og Vendinger skyldes de Halvdannedes Hang til, naar de i et eller andet Sprog, særligt et Nabosprog, finder noget, der er dem nyt og synes dem malende, saa uden videre at optage det i Dansken, klaske det ind i Dansken som med Murske, selv om det efter Dansk Sprogbrug aldrig kan betyde, hvad det i et andet Sprog eller en anden Mundart betyder (…).« (Brandes, 1911, efter Skautrup 1968, BD. 4, s. 61).

Dansk i andre lande

I vikingetiden havde dansk sammen med norsk en betydelig indflydelse på De Britiske Øer, især i området omkring York, og mange nordiske ord er stadig bevaret i engelsk, fx ship, knife, they og same.

Dansk har også været et vigtigt sprog i det øvrige Skandinavien. I 1300-tallet samlede Margrete 1. Danmark, Norge og Sverige i Kalmarunionen. Da den blev opløst, var store dele af Skandinavien imidlertid under den danske krone og dermed under dansk skriftsprogligt styre. Det gjaldt Norge, Slesvig, Holsten, Grønland, Island, Færøerne, Shetland, Skåne, Halland, Blekinge, Bohuslen, Härjedalen og Jämtland. Uden for Norden havde den danske krone et antal oversøiske kolonibesiddelser, hvor man stadig kan finde danske stednavne. Dansk var skriftsprog i Norge frem til 1814, hvor Norge kom i personalunion med Sverige, og der er den dag i dag store ligheder mellem norsk bokmål og dansk skriftsprog.

Island erklærede sig som selvstændigt i 1944, men først i 1999 afløste engelsk dansk som første fremmedsprog i Island. I Grønland og på Færøerne er hhv. grønlandsk og færøsk officielle sprog, men der skal undervises grundigt i dansk, og på Færøerne er dansk derudover også et officielt sprog. I Slesvig i Tyskland er der både børnehaver og skoler, hvor der undervises i og på dansk, og med Øresundsforbindelsen hører man igen mere dansk i Skåne. Mange unge sydsvenskere går til danskundervisning for at forbedre muligheden for at få et job i Københavnsområdet.

I de tidligere danske kolonier vidner kun enkelte gade- og personnavne om den danske tilstedeværelse.

I Argentina har efterkommere af danske udvandrere i snart fem generationer holdt fast i dansk og danske traditioner, men det er tvivlsomt, hvor længe sproget vil overleve efter femte generation. Dansk-argentinerne bruger ikke dansk som skriftsprog, og ordforrådet er størst, når de taler om hjemlige sysler, kirkegang og skole, mens de har vanskeligere ved at udtrykke sig om emner som politik og arbejdsliv. De danske udvandrere til Nordamerika skiftede derimod hurtigt til engelsk.

Det danske sprogs påvirkning af andre sprog

Dansk er ganske vist blandt de større sprog målt i antal af talere, men i forhold til de toneangivende sprog i dag har dansk ikke sat sig nævneværdige spor. Blandt undtagelserne er ordet køkkenmødding, der på fransk hedder kjoekkenmoedding, på engelsk kitchen-midden.

H.C. Ørsted lagde længe efter sin død navn til den internationale måleenhed ørsted/oersted/örsted, og Wilhelm Johannsen dannede i 1909 ordet gen, som ligeledes har fået international udbredelse. Ordet ombudsmand er et gammelt nordisk ord, som nu bruges i mange andre lande, inspireret af de ombudsmandsinstitutioner, som blev oprettet i Sverige (1950) og i Danmark (1953).

Omkring 2015 fik ordet hygge sit internationale gennembrud, måske fordi danskerne i flere år var blevet udnævnt til verdens lykkeligste folk, eller fordi danske tv-serier som Forbrydelsen (2007-12) fik stor succes i udlandet. Der udkom bøger om fænomenet hygge på mange forskellige sprog, og ordet var samme år blandt kandidaterne til årets ord i England. I Tyskland er der endda udkommet et tidsskrift med titlen hygge, som i detaljer forklarer, hvordan man hygger sig.

Nordisk sprogforståelse

Det fælles historiske udgangspunkt har skabt en tæt samhørighedsfølelse mellem de nordiske lande, og både på det politiske og det kulturelle plan holdes der liv i samarbejdet bl.a. gennem Nordisk Råd. Samarbejdet styrkes af, at de tre sprog dansk, norsk og svensk med en begrænset indsats er nogenlunde gensidigt forståelige, og at de andre nordiske lande typisk har haft et af disse tre sprog som officielt sprog eller første fremmedsprog. Ifølge folkeskolens fagformål for dansk skal eleverne have adgang til de skandinaviske sprog og det nordiske kulturfællesskab.

Samarbejdet i Norden udmøntes bl.a. i den nordiske sprogkonvention fra 1981. Den slår fast, at man som nordisk statsborger har mulighed for at bruge dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk over for myndighederne i de andre nordiske lande. Derudover kan nordiske studerende søge ind på danske universiteter på lige fod med danske studerende og omvendt. Der er generelt stor mobilitet i uddannelses- og erhvervssektoren, ligesom der samarbejdes på kryds og tværs inden for forskning og kultur.

Flere undersøgelser har dog antydet, at sprogforståelsen især blandt de unge er blevet ringere i de seneste årtier, og alle undersøgelser er enige om, at dansk er det sprog i Norden, der er vanskeligst at forstå. Det kan skyldes flere faktorer. Dels fortsætter dansk udtale med at udvikle sig i en anden retning end norsk og svensk. Dels har engelsk udviklet sig til det dominerende kontaktsprog overalt, og undervisningen i de andre nordiske sprog er trængt i baggrunden. Endelig er det vanskeligt for nordisk indhold at gøre sig gældende i medierne i forhold til udbuddet på engelsk. Blandt undtagelserne er svenske kriminalromaner og fælles tv-serier som Broen (2011-18). Den norske ungdomsserie SKAM (2015-17) demonstrerede, at det ikke er umuligt for danske unge at forstå norsk ungdomssprog, hvis de vil.

Dansk er mangfoldigt

Når man bevæger sig rundt i Danmark, opdager man hurtigt, at sproget ikke lyder ens overalt. Sprogtonen er forskellig i Aarhus og København. På Fyn hører man ikke så meget stød, og i Sønderjylland tales der stadig egentlig dialekt. I Vendsyssel og på Bornholm taler mange ældre dialektalt, mens de unge ikke bruger dialekten selv, men kender den og benytter den på de sociale medier. Det kan somme tider være lettere for en københavner at forstå en svensker, end det kan være for en vendelbo at forstå en person fra Bornholm. Derfor slår dialekttalende i mange situationer over i en mere alment forståelig udtale.

Der kan være store forskelle på, hvordan unge og ældre bruger sproget. Særlige fagjargoner blandt fx håndværkere, advokater eller piloter kan gøre det vanskeligt for lægfolk at følge med. Derudover kan man høre specielle accenter hos grupper af indvandrere og flygtninge, som har slået sig ned i Danmark i løbet af de seneste 50 år. Variationen findes i talesproget og især i intonationen.

Dansk udtale

I modsætning til norsk og svensk har dansk udtale forandret sig væsentligt fra den oprindelige udtale. Det har været en løbende udvikling siden middelalderen. Karakteristisk for dansk er de såkaldte lukkelydssvækkelser, hvor p, t og k udvikler sig til at blive halvvokaler, så løbe udtales som løve og bage med et langt a og ikke andet. R-lyden nedtones i slutningen af ordet, især i forbindelse med bogstavet -e, så det er umuligt at høre forskel på lære, lærer og lærere i en sammenhængende talestrøm.

Et særligt dansk træk er stødet, som gør det muligt at høre forskel på fx stien og stigen. Endelig har dansk mange forskellige vokallyde, som ikke altid modsvares af tilsvarende bogstaver i skriftsproget. Således kan man høre tre helt forskellige o-lyde i hhv. bod, komme og dog.

Den særlige danske udtale, som ikke altid afspejles i retskrivningen, skaber løbende debat om det danske sprog, og af og til lyder der ønsker om en mere gennemgribende retskrivningsreform. Det fremføres, at det tager længere tid for danske børn at lære at tale end for børn i andre lande, og at skolebørn har sværere ved at lære at læse og skrive. Den yngre generation beskyldes jævnligt for at mumle og tale for hurtigt. Ikke overraskende melder også mange udlændinge, at det er vanskeligt at blive fortrolig med det danske sprog.

Der er imidlertid ingen grund til at frygte, at dansk ender med at blive uforståeligt selv for danskerne. Faktum er, at danske børn stadig lærer at tale dansk, at de yngre altid har været beskyldt for at tale utydeligt i forhold til den ældre generation, og at forbløffende mange udlændinge lærer at tale endog glimrende dansk.

Dansk sprogpolitik

Danmark har tiltrådt forskellige internationale konventioner, der garanterer grundlæggende rettigheder vedrørende sprog. En FN-konvention fra 1966 garanterer etniske, politiske og sproglige minoriteter ret til at benytte deres eget sprog, og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Europarådets Rammekonvention indeholder ligeledes bestemmelser om retten til at anvende ens eget sprog.

Sammenlignet med andre lande har Danmark derudover meget lidt sproglig regulering. Der står ikke noget i Grundloven om, hvilket sprog vi skal tale, og der findes heller ikke en særlig lov, der fastlægger, hvor og hvordan sproget skal bruges. I stedet fremgår det direkte eller indirekte af andre love. Det fremgår fx af Retsplejeloven, at retssproget er dansk. I Forvaltningsloven står der, at offentlige institutioner skal bruge et klart og forståeligt dansk i kontakt med borgerne. Folkeskoleloven kræver en særlig tilladelse, hvis man vil undervise på andre sprog end dansk, og der er krav om, at man kan begå sig på dansk, hvis man vil have dansk statsborgerskab.

Den eneste direkte regulering af det danske sprog vedrører retskrivningen. I Retskrivningsloven fra 1997 slås det fast, hvem der skal følge dansk retskrivning. Stavning af stednavne er siden 1910 blevet reguleret af Stednavneudvalget under Kulturministeriet. Stavning af personnavne reguleres ikke, men hvilke for-, mellem- og efternavne man må bruge, er reguleret i Navneloven.

Krav til sprog i lovgivningen

I Jyske Lov, som blev givet af kong Valdemar Sejr i 1241, stilles der krav om, at alle skal kunne forstå sproget i landets love, men der står ikke direkte, at de skal affattes på dansk.

»Loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven sige. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet.« Jyske Lov, moderniseret ortografi.

Fremtiden for det danske sprog

Et sprog overlever kun, hvis det udvikler sig og følger med tiden og opleves som et nyttigt og fleksibelt redskab til forståelse og formidling af ønsker, tanker og idéer. Derfor undervises der i langt de fleste sammenhænge på dansk, og der er opbakning til institutioner, der indsamler og formidler viden om det danske sprog og dokumenterer sproget gennem dansk tekst og tale, ordbøger og grammatikker.

Den teknologiske udvikling med automatisk oversættelse, talegenkendelse og samtalerobotter samt brugen af kunstig intelligens, robotteknologi og big data har også skabt nye sproglige udfordringer. For at danskerne ikke skal begrænses til kun at bruge den nye teknologi på engelsk i fremtiden, begyndte man derfor i 2019 som et led i regeringens strategi for kunstig intelligens at indsamle store mængder talt og skrevet dansk til udvikling af dansktalende apps og programmer.

Dansk vil også i fremtiden være et livskraftigt og samfundsbærende sprog, der kun bliver stærkere, jo mere det bliver brugt – i erhvervslivet, i uddannelserne, i forskningen, i kulturlivet, i fritiden og derhjemme – så længe danske forældre opdrager deres børn på dansk og til at tale dansk.