Parlamentarismen og ministerstyret sætter sit stærke præg på regeringen. Under parlamentarismen står de enkelte ministre og regeringen som helhed politisk til ansvar over for Folketinget. Det er et overlevelsesvilkår for ministre og regering ikke at have et flertal imod sig. Samtidig udnævner statsministeren ministrene og bestemmer, hvilke opgaver der hører under dem. Derved opnår regeringen status som en politisk helhed. Ministerstyret betyder dog, at den enkelte minister er politisk forvaltningschef og dermed herre i eget hus. Statsministeren er ikke i nogen normal forstand chef for den snes ministre, der udgør regeringen, men han eller hun har dog det sidste ord i mange sager.
Danske regeringer har siden accepten af det parlamentariske princip i 1901 ofte været mindretals- og koalitionsregeringer. Begge forhold har stor betydning for regeringsarbejdet. En mindretalsregering har sjældent flertalssikkerhed i Folketinget. Derfor spiller forholdet til Folketinget en stor rolle i danske regeringers udvikling af deres politik, fx lovforslag og forslaget til finanslov. Er regeringen sammensat af flere partier, påvirker det tilsvarende statsministerens stilling stærkt. En statsminister skal forhandle mange af de ting, som formelt ligger inden for hans eller hendes kompetence, med lederne af de andre partier. Det gælder ved regeringsdannelsen og for statsministerens ledelse af det daglige regeringsarbejde.
Regeringen holder ministermøde hver uge. Møderne har dog mistet deres reelle betydning som beslutningsfora. Regeringsudvalg har overtaget denne opgave. Udvalgene, der består af et mindre antal ministre, er ikke nogen ny foreteelse. Regeringens økonomiudvalg opstod i 1946, lige efter Besættelsen, i form af Ministerudvalg for Økonomisk Samordning og Forsyning. Siden 1980’erne og 1990’erne har udvalgene fået større betydning. To af dem har udviklet sig til en form for indre kabinetter. De er snævre fora, hvor alle større regeringsanliggender er genstand for drøftelse og reel beslutningstagen. Koordinationsudvalget har statsministeren som formand og centrale ministre som medlemmer, og Økonomiudvalget har finansministeren som formand. Det ligger i navnet, at Økonomiudvalget behandler alle sager af økonomisk karakter. Koordinationsudvalget tager sig af resten, fx udenrigs-, sikkerheds- og den overordnede EU-politik, og tillige politisk følsomme områder som indvandrings- og integrationspolitikken.
Det ligner en klar arbejdsdeling, men er det ikke. Opgavefordelingen har varieret over tid og gør det fortsat, og særlig svære sager er på dagsordenen i begge udvalg. Økonomiudvalget oplevede efter 1993 og frem en styrkelse, som igen smittede af på Finansministeriet. Det gav i slutningen af 2010’erne anledning til uro blandt en række borgerlige ministre, som vendte sig mod Finansministeriets dominans og udvalgets uomgængelighed, og det udløste ved regeringsskiftet i 2019 en tilkendegivelse fra den nytiltrådte socialdemokratiske statsminister om det ønskværdige i at flytte magten væk fra Finansministeriet og Økonomiudvalget og over til Statsministeriet og Koordinationsudvalget. Og det blev ikke kun ved tilkendegivelsen. Magtens fordeling er således variabel over tid og med øjeblikkets regeringskonstellation.
