Storbyerne i Danmark

København regnes traditionelt for grundlagt af Absalon i 1167 med anlæggelsen af borgen på det nuværende Slotsholmen, hvor Christiansborg ligger i dag. Nyere forskning har dog vist, at der har været beboelse langt tidligere, og allerede omkring år 1000 havde byen omfattende bymæssige aktiviteter, to kirker og formentlig også befæstelse. Det var den strategisk gode placering ved handelsruter ind i Østersøen, de store mængder af sild i Øresund, overfarten til Skåne og en beskyttet havn, der sammen med god landbrugsjord gjorde beliggenheden attraktiv. Herefter voksede byen hurtigt, men blev først kongelig residensstad i løbet af 1400-tallet. I 1479 fik den et universitet som en af de første byer i Nordeuropa.

Middelalderens København lå i store træk inden for det, der svarer til Vester Voldgade, Nørre Voldgade, Gothersgade og havneløbet.

Den første store udvidelse af København foregik under Christian 4. i begyndelsen af 1600-tallet. Kongen gjorde en stor indsats for at styrke rigets position og for at få del i den globale handel. Borgerne, især købmændene, nød godt af handelens ekspansion. De fik stigende betydning og sad bl.a. på bystyret i København – dog med stor kongelig indflydelse på valget af borgmestre og rådmænd. Omkring 1660 boede der hen ved 30.000 mennesker i København. I Christian 4.s tid blev der taget initiativ til mere end en fordobling af byens areal med en udvidelse af Slotsholmen, etablering et nyt flådearsenal (Tøjhuset og Proviantgården), Gammelholm, Nyboder, et nyt byareal nord for byen inden for en udvidet befæstning, og ikke mindst Christianshavn. Disse udvidelser havde stor betydning for hovedstadens udvikling over de næste 200 år.

Planerne om at etablere Christianshavn, en ny bydel, der skulle anlægges på opfyld i løbet mellem København og Amager, blev først og fremmest begrundet i militære hensyn. Den endelige plan fra december 1617 prioriterede dog økonomi og handel frem for militære formål. Det blev derfor muligt at lade privat kapital foretage en del af investeringerne i udviklingen af den nye bydel. Kronen anlagde gader og bastioner, mens grundene blev givet til velhavende københavnere og embedsmænd, der lovede at opfylde og bebygge deres grunde inden for en årrække, hvorefter de blev tilskødet grunden. Kanaler var indladningsplads for varer til pakhusene. I dag er de bydelens rekreative midtpunkter og vigtigste identitetsbærende element.

Planen var stringent og rummelig – og måske netop derfor overlevelsesdygtig over lang tid. Bydelen blev udvidet nordpå over de næste par hundrede år, og med Holmens omdannelse fra flådebase til et område med boliger og kulturinstitutioner fra 1990’erne er det nu en funktionel bydel med omkring 10.000 indbyggere. Christianshavn rummer i dag bygninger fra hele dets historie: Det ældste hus er fra 1624, og det nyeste boligbyggeri ved Krøyers Plads blev færdiggjort i 2016.

Efter at Københavns omfang var blevet fastlagt midt i 1600-tallet, holdt byen sig inden for disse rammer de næste 200 år. Der skete forandringer inden for voldene – Frederiksstaden blev anlagt, og byen blev flere gange hærget af brande – men omfanget ændredes ikke.

Befolkningstallet i byen var steget fra ca. 30.000 i 1650 til ca. 130.000 i 1850, hvor indbyggerne boede meget tæt. På grund af det militære demarkationsterræn – hvor der var forbud mod at etablere permanente bygninger på et større areal foran voldene – skete der kun spredt, tilfældig og midlertidig byudvikling omkring hovedstaden. Som et led i liberaliseringen efter Junigrundloven af 1849 blev demarkationen delvis ophævet i 1852, og selve voldene faldt som administrativ og fysisk afgrænsning i 1856. Byen var sat fri. Det gav mulighed for en stærk byudvikling. De privatejede dele af Nørrebro, Vesterbro, Østerbro og Amagerbro voksede frem i stærkt tempo. Selve fæstningsterrænet mellem volden og Søerne blev først bebygget lidt senere. Her var der uenighed om mål og midler. De private grundejere og militæret, som ejede selve volden, ønskede området bebygget så tæt som muligt, mens Københavns Kommune ønskede i hvert fald dele af voldterrænet bevaret som en grøn ring om København.

I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet gjorde nye transportmidler som sporvogne og cykler det muligt at pendle længere mellem hjem og arbejde. Den gamle bykerne blev delvis omdannet til kontor- og finanscentrum, og presset for boligområder nær byen var stort. I slutningen af 1800-tallet var fællederne uden for København nogle af de sidste åbne arealer. Udnyttelsen af dem blev igen bremset af uenighed mellem stat og kommune, men i 1893 nåede man til enighed. Der blev anlagt en kaserne på Østerfælled, og Rigshospitalet blev opført på Blegdamsfælleden. I 1908 blev en del af fælleden omlagt til Fælledparken, som i dag er et af byens største åndehuller.

I 1901 blev de omliggende sognekommuner Brønshøj, Valby og Sundbyerne indlemmet i Københavns Kommune. Det betød op mod en fordobling af kommunens areal, og kommunen kunne indlede en helt ny byplanlægning, hvor man ønskede at undgå de problemer, der var skabt under de foregående fire årtiers byudvidelser i brokvartererne. Et halvt århundrede med ureguleret, privat ejendomsdannelse i byudviklingen havde ikke sikret grønne områder i boligkvartererne. To hovedpunkter for den nye byudvikling var derfor, at kommunen skulle kontrollere jorden gennem ejerskab, og en byplan, der i første omgang skulle udpege de områder, hvor der ikke skulle bygges, og der i stedet kunne placeres parker. Ejerskabet til jorden betød, at kommunen kunne lægge servitutter på de nye bydeles matrikler.

I løbet af de næste fire årtier gjorde den offentlige styring af byudviklingen det muligt at sikre store grønne områder i tæt kontakt med boligområderne. Udviklingen i de indlemmede distrikter blev inspireret af de bidrag, der indløb til en byplankonkurrence, som blev udskrevet i 1908. Alle forslag havde havebyer som bærende element, med udlæggelse af parkstrøg langs de laveste dele af landskabet. Vigerslevparken, Grøndalsparken, Damhus Sø og Damhusengen samt Utterslev Mose blev i de kommende årtier udlagt som grønne områder i Københavns nye distrikter.

I 1925 var indbyggertallet i København og Frederiksberg steget til næsten 700.000, og det stod klart, at Københavns Kommune ville vokse så hurtigt, at området inden for bygrænsen ville blive udfyldt i løbet af 1930’erne. Kommunen stod uden mulighed for at påvirke den samlede arealudvikling i hovedstadsregionen. Til gengæld stod både private kræfter og staten klar til opgaven. Dansk Byplanlaboratorium tog i 1928 initiativ til at skabe en plan for det samlede hovedstadsområde med nedsættelsen af et Egnsplanudvalg, der skulle se på alle sektorer af byudviklingen og lave en sammenfattende plan. Udvalget behandlede først det mest presserende problem, nemlig byudviklingen mod nord, der truede med at udslette netop de landskabelige værdier, som i første omgang tiltrak bebyggelsen.

Med Den Grønne Betænkning præsenterede udvalget i 1936 en principiel skitse til en række fredede områder omkring København, der skulle forbindes med byen gennem et netværk af rekreative stier. Betænkningen blev to år senere fulgt op med vedtagelsen af en fredningsplan, der blev realiseret gennem de næste to årtier af et udvalg under Statsministeriet med bl.a. statsminister Thorvald Stauning som en ivrig fortaler. Staten påtog sig således ansvaret for egnsplanlægningen, mens man samtidig besluttede at opretholde den kommunestruktur, der delte den sammenhængende metropol i mange mindre enheder.

Den del af arbejdet, der vedrørte byudvikling, måtte vente til efter 2. Verdenskrig, hvor formanden for Dansk Byplanlaboratorium, arkitekten Steen Eiler Rasmussen, i 1945 genindkaldte Egnsplanudvalget. Med økonomisk støtte fra Arbejdsministeriet blev det besluttet at oprette et Egnsplankontor, som i samarbejde med amter, kommuner og interessegrupper udarbejdede et Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn – i daglig tale kaldet Fingerplanen.

Den var klar i 1947. Navnet opstod af planprincippet, som foreskrev, at byudviklingen skulle ske langs eksisterende indfaldsveje og S-baner i smalle »fingre«, hvor der var god trafikal tilgængelighed for de fremtidige beboere, som også ville få kort vej til de grønne, rekreative områder, der blev friholdt fra bebyggelse mellem fingrene.

Planen blev aldrig formelt vedtaget i sin oprindelige form. Men gennem skiftende kommunale og lokale plantyper, som blev godkendt centralt, har dens hovedprincipper dog i store træk styret udviklingen i Københavnsområdet. Den har også dannet bagtæppet for en intensiv planlægning og et stærkt statsligt engagement i de store udviklingsplaner i Københavns vestegn, særligt i fingrene langs Køge Bugt og i Vestskoven.