En forstad defineres løst som en bydannelse foran eller uden for byen, og betegnelsen har gennem den nyere historie været anvendt for meget forskellige typer af byområder. Det, man i dag kalder brokvartererne i København, definerede man som forstæder sent i 1800-tallet. I dag bruges begrebet i daglig tale helt overvejende til at betegne efterkrigstidens – og til dels mellemkrigstidens – åbne byområder. Ret tidligt i forstadsudviklingen optrådte områder med villaer, etageboliger og industri som selvstændige områdetyper, og deres udvikling og form danner derfor grundstrukturen i beskrivelsen. Forstadsbegrebet er i dagligsproget også overvejende knyttet til de største byer – og især til København. Man talte oprindelig ikke på samme måde om forstæder, når man karakteriserede de forskellige udviklingsfaser i købstædernes byudvikling, men når man i dag beskriver disse byers nyere kvarterer, anvendes ofte kategorier og typebetegnelser, som stammer fra de største byers udviklingshistorie. Der er altså typisk forskel på en historisk, en typologisk og en dagliglivsbaseret beskrivelse af forstaden – og der er forskel på vurderingen af forstadens rolle og kvaliteter i forbindelse med forskellige bystørrelser og i forskellige perioder.
Den enkelte forstads form og indhold er resultatet af en række forskellige aktørers og strukturers samspil og påvirkning: I hvilken udstrækning og på hvilke måder de offentlige myndigheder har forsøgt at styre udviklingen, beskaffenheden af de sociale og demografiske struktureringer i forskellige udviklingsfaser, hvorledes boligmarkedet og byggemarkedet fungerede, og hvilke typer af aktører der opererede på disse markeder, hvilke strukturer og opdelinger der har været i det landskab, som forstaden blev bygget ud i, hvilke kulturelle og mere specifikke boligpræferencer der fandtes hos forskellige samfundsgrupper, og hvilke økonomiske muligheder og mobilitetsmuligheder de forskellige grupper havde. Alle disse forhold har i forskellige kombinationer haft indflydelse på forstædernes udviklingshastighed, form og indhold – og på vurderingen af dem.