Af . Begrænset anvendelse

Forstæderne i Danmark

.
.
.
.
.
.
.

Artikelstart

En forstad defineres løst som en bydannelse foran eller uden for byen, og betegnelsen har gennem den nyere historie været anvendt for meget forskellige typer af byområder. Det, man i dag kalder brokvartererne i København, definerede man som forstæder sent i 1800-tallet. I dag bruges begrebet i daglig tale helt overvejende til at betegne efterkrigstidens – og til dels mellemkrigstidens – åbne byområder. Ret tidligt i forstadsudviklingen optrådte områder med villaer, etageboliger og industri som selvstændige områdetyper, og deres udvikling og form danner derfor grundstrukturen i beskrivelsen. Forstadsbegrebet er i dagligsproget også overvejende knyttet til de største byer – og især til København. Man talte oprindelig ikke på samme måde om forstæder, når man karakteriserede de forskellige udviklingsfaser i købstædernes byudvikling, men når man i dag beskriver disse byers nyere kvarterer, anvendes ofte kategorier og typebetegnelser, som stammer fra de største byers udviklingshistorie. Der er altså typisk forskel på en historisk, en typologisk og en dagliglivsbaseret beskrivelse af forstaden – og der er forskel på vurderingen af forstadens rolle og kvaliteter i forbindelse med forskellige bystørrelser og i forskellige perioder.

Den enkelte forstads form og indhold er resultatet af en række forskellige aktørers og strukturers samspil og påvirkning: I hvilken udstrækning og på hvilke måder de offentlige myndigheder har forsøgt at styre udviklingen, beskaffenheden af de sociale og demografiske struktureringer i forskellige udviklingsfaser, hvorledes boligmarkedet og byggemarkedet fungerede, og hvilke typer af aktører der opererede på disse markeder, hvilke strukturer og opdelinger der har været i det landskab, som forstaden blev bygget ud i, hvilke kulturelle og mere specifikke boligpræferencer der fandtes hos forskellige samfundsgrupper, og hvilke økonomiske muligheder og mobilitetsmuligheder de forskellige grupper havde. Alle disse forhold har i forskellige kombinationer haft indflydelse på forstædernes udviklingshastighed, form og indhold – og på vurderingen af dem.

Fra totalsanering til områdeløft

De dårlige boligforhold, såvel i industribyernes arbejderboliger som i de ældste dele af byerne i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, vakte myndighedernes bekymring, og i 1939 blev den første saneringslov vedtaget: Lov om Boligtilsyn og Sanering af usunde Bydele. Der blev hermed stillet krav med hensyn til brandsikkerhed, vand og afløb i boligerne, med mulighed for at påbyde ejeren at udbedre forholdene, eller at boliger eller rum skulle rømmes. Samtidig blev der givet mulighed for med statsstøtte at sanere – det vil sige nedrive og genopbygge – hele områder ad gangen. Trods enkelte store saneringer (fx Adelgade- Borgergade-saneringen i København, vedtaget i 1942 og afsluttet i 1958 med færdiggørelsen af Dronningegården) blev der i tidsrummet 1939-70 kun saneret 5.000 boliger i hele landet, heraf 3.000 i København.

Med Lov om Byfornyelse og Boligforbedring, som trådte i kraft i 1983, skete der et skift fra sanering til bevarende byfornyelse. Loven fulgte op på en stigende utilfredshed med totalsaneringerne, hvor ikke mindst de voldsomme gadekampe i 1980 i forbindelse med rydningen af byggelegepladsen »Byggeren« på Nørrebro i København havde gjort indtryk. Der blev bedre mulighed for renovering og bedre ret til information, høring og klagemuligheder for både ejere og lejere. Baggrunden var også, at der stadig 40 år efter saneringsloven var et efterslæb på godt 400.000 boliger, der havde behov for forbedringer. Statens tilskud til byfornyelse steg til mellem 1 og 2 mia. kr. om året mellem 1984 og 1999. Vesterbro var det første københavnske kvarter, der fik glæde af den nye lovgivning og de øgede midler. Her fokuserede man på at bevare den gamle struktur, dog med nedrivning af bag- og sidehuse for at opnå grønne gårde. Byfornyelsen omfattede 29 karréer med omkring 5.000 boliger og 8.000 beboere og kostede omkring 1 mio. kr. pr. bevaret lejlighed. Det kostede dermed mere end nybyggeri, men et nedslidt slumkvarter blev forvandlet til et relativt grønt boligområde med høj boligkvalitet, som var attraktivt for middelklasse- og børnefamilier. Mange andre kvarterer i danske byer undergik lignende forvandling som led i de store byfornyelsessatsninger.

Fra 1990’erne og frem er der kommet fuld fart på de integrerede indsatser. De allerværste problemer i industribyens boliger blev løst, men der var mange nyere områder med både tekniske og sociale udfordringer. I midten af 1990’erne lanceredes begrebet kvarterløft, der kombinerede fysiske og sociale forbedringer af hele områder med bred inddragelse af beboerne og med særligt fokus på områdets fællesfunktioner og -arealer. Under andre navne, såsom områdeløft og områdefornyelse, har det været en populær form for fornyelse og udvikling af det bebyggede miljø over hele landet. De første ti områder lå primært i de større byer. I dag er områdefornyelse også udbredt i småbyer og landsbyer. Der var 142 projekter i gang ved slutningen af 2019, de fleste og mindste i småbyer i yderområderne, mens der var færre og større projekter i storbyernes problemområder.

Forstædernes historiske udvikling

Selv om områder som de københavnske brokvarterer ikke omfattes af det nutidige forstadsbegreb, så opstod nogle af de bebyggelses- og bygningstypologier og de organisationsformer, der betragtes som typiske for de nyere forstæder, under udbygningen af disse første forstæder. Det var her, at villaen første gang optrådte i større ansamlinger og dannede små selvstændige kvarterer, det var her, at byggeforeninger og dertil knyttede støtteordninger opstod, og det var også her, at fabrikken fremstod som en selvstændig og specialiseret bygningstype, som senere kunne danne »fabrikskvarterer«. Og det var her, at skolen og kirken blev nyfortolket som bymæssige elementer.

Villaen og villakvarteret var de nye skelsættende bygnings- og bebyggelsestyper, som knyttede sig til den tidlige forstadsdannelse. De blev videreudviklet og fik øget udbredelse i de næste udviklingsfaser, men det var etagehuset, i tætte karréformationer, som var den dominerende type i denne første forstadsdannelse.

I forbindelse med brokvartererne blev der bygget det, englænderne kalder model homes, bebyggelser som Lægeforeningens Boliger (Brumleby, 1853-72) på Østerbro i København og De Classenske Boliger (1866- 80) på Frederiksberg, som af velmenende organisationer og industriherrer var tænkt som modeller for sunde arbejderboliger i de nye bydele. De blev ikke umiddelbart brugt som forbilleder, men blev stående som reference for en sundere og mere åben by og genfortolket senere.

Også arbejdernes nye organisationer bød sig til med alternativer til den tætte og høje karrébebyggelse. På B&W dannedes i 1865 Arbejdernes Byggeforening, som byggede den første bebyggelse af 2½-etages rækkehuse på Amager i 1872. Foreningen blev både en organisatorisk og en fysisk model for den videre udbygning af forstæderne og var afsæt for en af de første statslige boligstøtteordninger fra 1898.

Fabrikker blev bygget i kanten af byområdet, både på Frederiksberg, på Amager og på Ydre Nørrebro, og også i udkanten af mange købstæder, som en ny bygningstype, ofte med en definerende rolle for strukturen i den videre forstadsdannelse.

Denne første generation af forstæder voksede frem uden planlægning i nutidig forstand. Bystrukturen blev dannet som et aftryk af de opdelinger og udparcelleringer, der fandtes i det åbne land. Reguleringen foregik ved hjælp af byggelove. I sidste halvdel af 1800-tallet blev der udkæmpet en form for administrativ krig mellem byggespekulanter og Københavns Kommune, som resulterede i en række ændringer og skærpelser af byggelovgivningens bestemmelser om brand og sundhedsforhold i den enkelte bygning og om gadebredder og afstande til nabobygningerne. I København blev der gjort forsøg på at gennemføre en samlet gadeplan, hvilket dog kun lykkedes i begrænset omfang. I 1860’erne og 1870’erne fremkom der imidlertid, med inspiration fra andre europæiske storbyer, planer for bebyggelsen på selve voldterrænet og på Gammelholm, hvormed den fysiske plan trådte ind som en anerkendt form for kommunal styring.

1900-1930

Villabyggeriet begyndte for alvor at tage fart efter år 1900 og især i 1920’erne. Det var den voksende middelklasse, som var bygherrer. En stor del af disse kvarterer var baseret på det, der kaldes parcelforeninger eller haveboligforeninger. Parcelforeningerne var på samme måde som byggeforeningerne en form for opsparingsforeninger, hvor man kunne betale af på grunden over en længere periode. I den periode kunne man bygge et simpelt, midlertidigt hus, og områderne havde derfor i en periode karakter af kolonihaveområder. Når grunden var betalt, og ejeren havde fået skøde på grunden, kunne det »rigtige« hus bygges. Dette system gjorde villaen tilgængelig for flere grupper end tidligere, og det var grunden til, at villabyggeriet voksede kraftigt i områder som Valby, Vanløse, Brønshøj og på Amager. Det var også grunden til, at der allerede på dette tidspunkt skete en social differentiering mellem mere velhavende kvarterer i Gentofte og på Frederiksberg og så disse københavnske middelklassekvarterer.

I et forsøg på at hæve kvaliteten af det voksende villabyggeri oprettede Akademisk Arkitektforening den såkaldte Tegnehjælp i 1907, som senere blev videreført af foreningen Bedre Byggeskik. Derved blev der udviklet nogle relativt faste bygningstyper, som kom til at dominere mange af 1920’ernes middelklassevillakvarterer. Det, der i dag kaldes murermestervillaer, er et resultat af denne aktivitet.

Under og efter 1. Verdenskrig – og som en reaktion på den boligmangel, der fulgte efter det store byggekrak 1907-08 – dannedes de første sociale eller almennyttige boligselskaber. Flere selskaber blev dannet i og uden for København i 1920’erne, og de blev også vigtige aktører i købstæderne under opbygningen af de nye forstæder. Københavns Kommune optrådte selv som bygherre for boliger til mindrebemidlede familier på linje med de sociale boligselskaber. Selskaberne voksede sig snart så store, at de blev i stand til at bygge først hele karréer og derpå hele kvarterer i én operation, hvilket i de større byer ændrede forstædernes bebyggelsesstruktur fra at bestå af tilføjelser af mindre bygninger til at udgøre større ensartede karréer og kvarterer.

Københavns Kommune – og senere også andre af de større byer – forsøgte ved hjælp af bebyggelsesplaner, villaservitutter, jordkøb og en skærpet byggelovgivning at opnå en stærkere styring af de nye forstæders bebyggelsesmønstre. Det var stadig karrébebyggelsen, men nu storkarréen, dvs. en karré med en stor, indre grøn gård som grundelement, der dominerede. Denne åbning af bebyggelsen kulminerede i slutningen af 1920’erne med en række forsøg på at åbne karréen til en U-form, som pegede frem mod 1930’ernes bebyggelsesformer. Storkarréerne havde ikke butikker i underetagerne – kun enkelte hjørnebutikker. Butikker blev oftest placeret langs de eksisterende indfaldsveje i stueetagen på privat opførte etageejendomme eller i tilbygninger til villaer, som lå op til de større veje.

Fabrikskvarteret voksede nu frem som en ny bebyggelseskategori, normalt lokaliseret ved jernbaner eller havne. I København blev der udlagt samlede industrikvarterer ved jernbanen i Valby og på Nordamager. De supplerede de mange små industrienklaver, der var opstået uden regulering.

1910’ernes og 1920’ernes kvartersplaner rummede ofte forhaver og dermed bredere og mere grønne gader end de tidligere bydele, og de anvendte i mange tilfælde skoler og mindre pladser til at skabe lokale mødesteder. I de mindre byer optrådte de samme bygnings- og bebyggelsestyper, men de dannede ikke i samme grad som i de større byer store, homogene kvarterer, da byggeaktiviteten var mindre.

Selv om der blev udarbejdet bebyggelsesplaner og fastlagt villaservitutter, opstod bystrukturen i 1920’er-forstaden som et resultat af den måde, hvorpå disse nye bebyggelsesplaner, eller mindre enklaver af ny bebyggelse, fandt plads inden for den allerede eksisterende struktur af landeveje og ejendomsskel og den bebyggelse, som tidligere var opstået omkring disse veje. Denne generation af forstæder opleves derfor de fleste steder som en organisk udvidelse af den tidligere bydannelse.

1930'erne og 1940'erne

Bestræbelserne på at åbne og regulere byen, som allerede var indledt, kulminerede i 1930’erne, inspireret af den internationale modernisme og af byplanlægningen i andre europæiske byer. Idealet for de nye forstæder blev i Danmark lanceret som parkbebyggelse, med lys og luft som de bærende slagord. De tidlige parkbebyggelser bestod af længehuse orienteret med facader mod øst og vest, placeret med samme indbyrdes afstand og med grønne plæner mellem husene. De blev i løbet af den første halvdel af 1930’erne den dominerende form for etagebebyggelse i både de store og mellemstore byer.

Villaen var fortsat den foretrukne boligform for de mere velstillede og for den fremvoksende middelklasse, men den blev også ændret formmæssigt, påvirket af modernismen. Den såkaldte bungalow – almindeligvis betegnelsen for et kvadratisk hus med høj kælder og lav tagrejsning – overtog murermesterhusets rolle som den standardiserede middelklassemodel, mens de mere velhavende fik tegnet individuelle, skarptskårne gulstensvillaer, som kan ses i velhaverkvartererne nord for København samt i mindre antal omkring de fleste købstæder.

Butikker blev i stigende grad en integreret del af de nye bebyggelser. Det lille butikscenter med 6-12 små butikker blev en fast bestanddel i næsten alle almennyttige etagebebyggelser og tillige i mange af de private.

Rækkehuset, som var kendt fra de tidlige byggeforeninger, var blevet genintroduceret af Københavns Almindelige Boligselskab 1920-21 med Bakkehusene ved Bellahøj i København (se s. 231). Denne bygningstypologi kom i 1930’erne til at udgøre en større del af de nye forstæder, idet både de almennyttige boligselskaber og mange private bygherrer anlagde rækkehusbebyggelser.

I slutningen af 1930’erne blev den skematiske stokbebyggelse erstattet af mere sammensatte bebyggelsesformer, typisk organiseret omkring større grønninger og med husene placeret mere frit, så de kan skabe forskellige former for grønne rum. De sidste år af 1930’erne betragtes ofte som en guldalder for dansk boligbyggeri, hvor mange af landets bedste arkitekter var involveret i boligbyggeriet, især i det almene byggeri. De modeller, der blev udviklet her, blev også opført i de første år af 1940’erne, indtil byggeriet gik i stå under 2. Verdenskrig, hvorefter de blev videreført i den tidlige efterkrigstid.

Efterkrigstiden

Efter 2. Verdenskrig kom boligpolitikken og boligbyggeriet i fokus som et centralt element i opbygningen af den moderne velfærdsstat. Det gjaldt om at bekæmpe »bolignøden«, som var det begreb, der gik igen i politikernes og mediernes beskrivelse af boligsituationen. Under 2. Verdenskrig var byggeaktiviteten lav, og der var tilvandring til de større byer, hvilket skabte voldsom boligmangel. Bolignøden blev set som en potentiel kilde til social uro, og den udløste en række politiske og statslige initiativer, der skulle øge byggeriet – rettet både mod det individuelle og det almene byggeri og mod en generel effektivisering af byggeriet.

Bestræbelserne i efterkrigstiden på at opbygge en velfærdsstat omfattede også forsøg på at modernisere og effektivisere den offentlige administration med planlægning som et vigtigt instrument. Det satte sig igennem i de første byudviklingsplaner – Fingerplanen for Københavnsområdet i 1947 og udviklingsplaner for de tre andre store byer i løbet af det følgende årti. Afgørende ændringer fulgte med Kommunalreformen i 1970 og planlovsreformen i midten af 1970’erne. Der kom hermed mulighed for en langt mere omfattende styring af byudviklingen end tidligere sammen med opbygningen af de nye velfærdsinstitutioner, som var en vigtig del af efterkrigsbyen.

Boligproduktionens indflydelse

En statslånsordning til småhuse havde eksisteret siden 1938 som et statsligt forsøg på at øge boligbyggeriet og gøre parcelhuse tilgængelige for mellemindkomstgrupperne. Byggeriet havde imidlertid været begrænset under 2. Verdenskrig pga. materialeknaphed og generel usikkerhed, og ordningen blev udfaset i slutningen af 1950’erne. Der var en vis stigning i parcelhusbyggeriet efter krigen, men det var først i slutningen af 1950’erne, at der for alvor kom gang i småhusbyggeriet og det øvrige boligbyggeri, i takt med at den nationale økonomi kom på fode, og den statslige intervention i byggesektoren blev intensiveret.

Parcelhusbyggeriet lå i 1950 på ca. 5.000 boliger om året, omkring 1960 blev der bygget ca. 10.000 boliger om året, hvilket steg til det dobbelte i 1970 og toppede med mere end 34.000 i 1973, hvorefter det faldt til 20.000-24.000 i resten af 1970’erne og dykkede helt ned til omkring 4.000 i årene 1982-83, men stabiliserede sig omkring 7.000-8.000 i resten af 1980’erne.

Etagehusbyggeriet steg først i samme takt og lå med hensyn til antal lejligheder på samme niveau som parcelhusbyggeriet, men faldt kraftigt i løbet af 1970’erne til ca. 14.000 lejligheder 1972-73, omkring 8.000 lejligheder 1975-76 og helt ned til ca. 4.000 i de sidste år af 1970’erne – for så at stabilisere sig på 5.000-6.000 i 1980’erne.

Det betød, at nye forstadsområder voksede frem i løbet af 1960’erne og den første halvdel af 1970’erne med en hast og med en udstrækning, der ikke er set tidligere i dansk byudviklingshistorie. Bag den første voldsomme stigning lå en generel forbedring af økonomien fra slutningen af 1950’erne, men især nye reguleringer af bolig- og skattelovgivningen og strukturelle interventioner i byggesektoren.

Staten fremtvang en ny struktur i byggeproduktionen, først med krav om såkaldt utraditionelt byggeri i 1955 og senere i 1960 med et direkte krav om anvendelse af præfabrikerede betonelementer til alle almennyttige bebyggelser og om såkaldt modulprojektering, som er en forudsætning for standardiseringen af byggeelementer. Standardiseringen og industrialiseringen af byggeelementproduktionen betød ikke alene, at produktionen af etageboligerne blev ændret og effektiviseret, men også at der blev skabt grundlag for en mere standardiseret produktion af parcelhuse. Det var den afgørende forudsætning for det, man betegner som typehuse, og for den store vækst i alle dele af byggeproduktionen, også erhvervsbyggeriet. Typehuset blev nu reelt en katalogvare, man kunne købe, på samme måde som man købte bil. Man kunne vælge mellem forskellige modeller, der kunne opføres særdeles hurtigt af standardelementer og inden for en aftalt og sikker økonomi.

Parcelhusområdet

En faktor i den voldsomme vækst i parcelhusbyggeriet igennem 1960’erne og 1970’erne var, at parcelhuset blev tilgængeligt for flere socialgrupper. Det medførte, at man i kommunerne omkring de større byer oplevede – og satsede på – en stigende opdeling mellem dyre og billigere parcelhusområder med en tilsvarende skærpet social opdeling.

1938-lovens krav om dispositionsplaner betød, at de fleste større byer havde mere eller mindre præcise planer for de nye parcelhusområder, men indtil Kommunalreformen i 1970 foregik der i sognekommunerne omkring de lidt større byer ofte en næsten ureguleret udstykning af parcelhusgrunde.

I trafikal henseende blev parcelhusområderne i de fleste byer udformet med afsæt i et såkaldt differentieret trafiksystem, med separate stisystemer til bløde trafikanter (gående og cyklister) adskilt fra køreveje. Også veje i boligområderne blev opdelt i forskellige vejklasser til forskellige hastigheder.

Tæt-lav-bebyggelser

Rækkehuset var som tidligere nævnt blevet en større komponent i de nye forstæder i den sidste del af mellemkrigstiden. Denne tendens blev forstærket ved slutningen af højkonjunkturen, idet de almene boligselskaber i stigende grad byggede såkaldte tæt-lav-bebyggelser, dvs. sammenbyggede en- og toetageshuse, bygget ud fra en samlet bebyggelsesplan. Fra midten af 1970’erne blev der i de nye forstæder bygget flere lejligheder som tæt-lav-bebyggelser end i etagebyggerier. Med denne bebyggelsesform forsøgte man dels at tiltrække nye grupper til det almene byggeri, dels at imødegå den kritik af de store skematiske bebyggelser, som vandt frem i perioden.

Etageboligområdet

Kravet om at anvende betonelementer til det almene byggeri var kombineret med krav om at bygge store samlede enheder og anvende bebyggelsesplaner, som var egnede til montagebyggeri. Det betød, at de bebyggelsesmodeller, der var blevet udviklet i slutningen af 1930’erne og videreført og forædlet i 1950’erne og havde været præget af omhyggelig tilpasning til det lokale landskab, forsvandt til fordel for meget skematiske og meget store bebyggelser. Omkring de større byer var der ofte 1.500-2.500 boliger i én bebyggelse, svarende til en mindre købstad, opført over nogle få år.

Det forhold, at de gunstige økonomiske vilkår og skatte- og boligpolitikken gjorde det muligt for nye grupper at bo i enfamilieshuse, havde også effekt på områderne med alment byggeri, fordi de socialgrupper, som søgte mod de almennyttige bebyggelser, efterhånden blev indsnævret. Denne tendens satte sig igennem i løbet af de sene 1970’ere og de tidlige 1980’ere og kom til at pege frem mod de sociale problemer, som mange af de store montageplaner kæmper med i dag.

Butikscenteret

Butikkerne i de tidligere perioders forstæder var overvejende koncentreret langs de eksisterende indfaldsveje, suppleret med små lokalcentre opført i forbindelse med samlede bebyggelser.

I efterkrigsforstaden blev dette billede forandret på to måder. De store montageplaner blev med hensyn til befolkningstal lige så store som mindre købstæder, og de butikscentre, der blev bygget i forbindelse med dem, var så store, at de overtog hovedparten af butiksforsyningen. I den sidste del af 1960’erne opstod tillige nogle endnu større butikscentre, som kunne konkurrere med købstædernes og også de større byers traditionelle centre.

I 1966 åbnede Rødovre Centrum som landets første butikscenter efter amerikansk forbillede, og i løbet af 1970’erne kom der flere såkaldte storcentre til, både i Københavnsområdet og uden for de større provinsbyer. Disse centre udgør markante fortætningspunkter i de nye forstæders dagliglivsstrømme og forskyder balancen i det samlede byområde væk fra det traditionelle center og ud i forstaden.

Industriområdet

Efter 2. Verdenskrig blev industriproduktionen fornyet og moderniseret og omlagt fra produktionssystemer, der kunne foregå i fleretages bygninger, til systemer, hvor alt foregik i ét plan. Det blev dermed et grundlæggende krav, at der var plads til at udvide bygningerne, i takt med at produktionen blev øget, hvilket krævede større grunde og store reservearealer i forbindelse med de nye industriområder.

Industriområdet blev derfor i løbet af efterkrigstiden – og især i 1960’erne – en meget ekspansiv områdetype i de nye forstæder. De første industriområder fra 1910’erne og 1920’erne var typisk på 20-50 ha. I den tidlige efterkrigstid kom større områder som Gladsaxe Industrikvarter med et areal på 120 ha, mens 1960’ernes store områder som Herstedernes industriområde var på 250 ha.

Udvikling i bystruktur og dagligliv

Det omfattende byggeri var forbundet med en endnu kraftigere stigning i forbruget af byarealer. Større parcelhusgrunde, store etageboligområder, veje og udlæg til rekreative arealer betød, at byarealforbruget pr. bolig var mellem to og tre gange så stort, som det havde været i 1920’ernes parcelhusområder. Også de nye store industriområder og centerdannelser med kæmpemæssige parkeringsarealer bidrog til, at efterkrigstiden fremviste den største byspredning, der nogensinde er set i Danmark.

De enkelte områdetyper blev større og mere ensartede og skabte et bylandskab af store monofunktionelle og homogene øer, adskilt af veje og afstandsbælter, der lukker sig om sig selv og kun opviser sammenhæng, hvis man bevæger sig igennem det på de større veje i bil.

Forstadens rolle i det samlede byområde og arbejdsdelingen mellem de nye og de gamle områder ændrede sig afgørende. Fra at være for-stad, forstået som en del af byen, der var en tilføjelse til og afhængig af staden – den oprindelige by – kom 1960’ernes og 1970’ernes forstadsområder til mere og mere at udgøre en selvstændig ny bytype, »den ydre by« eller »den åbne by«.

Den ydre by fik sine egne centre og arbejdspladser, som til dels brød med afhængigheden af den gamle by. Den fik sin egen funktionsmåde og dagliglivsrytme, og de daglige pendlings- og indkøbsrejser gennem bylandskabet ændrede sig fra primært at pege mod det gamle centrum til at krydse gennem den ydre by, rettet mod arbejdspladser i forstædernes egne produktions-, service- og kontorvirksomheder. De nye forstadscentre konkurrerede i mange tilfælde med de historiske bycentre og svækkede dem, således at balancen også på dette felt ændrede sig.

Nødvendigheden af to indtægter, ikke mindst for parcelhusfamilierne, betød både, at dagliglivsrytmen og indholdet i de nye kvarterer blev anderledes, end hvad man havde kendt tidligere, og at den sociale sammensætning i og imellem de nye kvarterer ændrede sig. Man talte om sovebyer, fordi næsten alle voksne i de nybyggede parcelhuskvarterer var på arbejde i dagtimerne, hvilket gav en ny og meget ensartet dagliglivsrytme og forudsatte, at der var børneinstitutioner og børnepasning i et omfang, man ikke havde set før. Der opstod i løbet af 1980’erne en skærpet social opdeling både mellem forskellige prisklasser af enfamilieshusområder og mellem enfamilieshusområder og almene områder.

Disse ændringer i forstadens indhold, funktionsmåde og dagliglivsrytmer betød desuden, at der igennem 1960’erne og 1970’erne fra forskelligt hold blev rejst kritik af de nye forstæder. De skematiske bebyggelsesplaner, den uniforme arkitektur og det, der blev opfattet som en umenneskelig skala, stod centralt i kritikken af montageplanerne, mens det var ensartetheden, forfladigelsen og konsumkulturen, som var i fokus med hensyn til kritikken af parcelhusområderne.

1980'enre og 1990'erne

Oliekrisen 1973-74 markerede afslutningen på efterkrigstidens boomperiode med den voldsomme byvækst. Den tætte by, som man var flyttet væk fra i de foregående perioder, fik ny opmærksomhed, og bylivet kom atter i fokus. Ejerlejlighedsloven fra 1966 havde skabt et nyt marked og en ny økonomi i de indre bydele, og de stigende priser på lejlighederne her dokumenterede i løbet af 1980’erne og 1990’erne den stigende interesse for at bo i den tætte by.

Men selv om der blev skrevet meget om forstadens krise, så viste en række undersøgelser af boligpræferencer, at parcelhuset og tæt-lav-bebyggelserne stadig var en højtprioriteret boligform for hovedparten af danskerne, dog med varierende begrundelser og vægtninger.

Flere af de store montagebyggerier oplevede allerede tidligt byggetekniske problemer, som i mange tilfælde førte til stigende huslejer, hvilket igen medførte, at de, der havde mulighed for det, flyttede væk. Dermed accelererede den sociale indsnævring af beboergrupperne. Dette problem blev forsøgt imødegået med såkaldte helhedsplaner, som skulle løse både sociale, miljømæssige og byggetekniske problemer.

Den generelle forskydning fra produktionserhverv til kontorbaserede serviceerhverv begyndte også at vise sig i industriområderne fra 1960’erne, hvor det blev vanskeligere at udleje ejendommene, og der blev en omdannelse i form af nybyggeri til kontorerhverv, især i industriområderne omkring de store byer.

2000-tallet, 2010'erne og fremtiden

Fra årtusindskiftet blev det særlige pres på forstæderne, som de demografiske ændringer førte med sig, tydeligere; der kom et skærpet fokus på de sociale forskelle og segregeringer, og forhold som bæredygtighed, klima og ressourceproblematik blev afgørende elementer i samfundsdebatten. Og på mange af disse parametre fremstod efterkrigstidens forstæder som meget problematiske byområder.

Efterkrigsforstaden var med sine lave tætheder og store monofunktionelle områder skabt som en bilby: Et komfortabelt dagligliv kræver, at man råder over en bil – og gerne to pr. husstand. Bilejerskabet og bilbenyttelsen er da også flere gange højere end i tætbyen, og gang- og cykeltrafikken spiller en beskeden rolle i hverdagstrafikken sammenlignet med situationen i de største byers historiske centralområder.

Energiforbruget til opvarmning var højt i 1960’ernes og 1970’ernes parcelhuse, og de byggetekniske og materialemæssige standarder var lave i mange af de billigere typehuse. Det betød, at det i begyndelsen af 2000-tallet er blevet mere og mere almindeligt at nedrive husene fra 1960’erne og 1970’erne og erstatte dem med nye, mere energivenlige typehuse.

Den demografiske udvikling har også stillet efterkrigsforstaden over for nye udfordringer. Både det stigende antal ældre og stigningen i enpersonshusstande rimer dårligt med forstadens boligtyper, struktur og hverdagsrytme. Det er vanskeligt for både ældre og enlige at skabe et komfortabelt dagligliv i mange af efterkrigsområderne, ikke mindst i de meget store parcelhusområder.

I de store etageboligområder fremkaldte koncentrationen af vanskeligt stillede familier en debat om ghettodannelse, som førte til, at der fra 2011 blev udarbejdet en årlig ghettoliste, som definerede en ghetto ud fra forhold som arbejdsløshed, indtægter, kriminalitet, uddannelse og etnicitet. I 2019 kulminerede denne debat med lovbundne krav om, at såkaldte hårde ghettoer, dvs. bebyggelser, som har været på ghettolisten i flere år, inden 2030 skal reducere antallet af almene boliger og ændre beboersammensætningen gennem nedrivninger eller privatiseringer. I 2021 valgte indenrigs- og boligministeren dog at afskaffe den kontroversielle ghettobetegnelse og i stedet anvende termen parallelsamfund.

De principielle løsningsstrategier, som dominerer debatten om forstædernes problemer, fokuserer på relativ fortætning og på dannelse af et netværk af fortætningspunkter eller knudepunkter. Argumentet er, at fortætning generelt kan give plads til flere boligtyper og støtte lokal service og dermed fremme fodgænger- og cykeltrafikken. Fortætning i knudepunkter vil ligeledes støtte lokal service, men tillige bidrage til, at kollektiv trafik bliver både mere rentabel, hyppigere og dermed mere attraktiv.

Fortætning vil være relevant i en eller anden form i de fleste forstadsområder, mens netværk af knudepunkter først og fremmest er en mulighed i de større byregioners forstadsområder. Der er i og omkring de største byer store projekter i gang, som forsøger at opbygge et mere effektivt kollektivt trafiksystem eller supplere det eksisterende med letbaner eller såkaldte BRT-busser, dvs. busser, som kører i eget tracé. Det vil skabe ny tilgængelighed og nye stationer, som kan danne udgangspunkt for omstruktureringer og fortætninger. Problemet med knudepunktsstrategien, som den hidtil er blevet praktiseret, er, at der kun få steder er opnået en bymæssig kvalitet, som gør de nye knudepunkter så attraktive, at de får forstaden til at fungere med mindre bilafhængighed.

Videre læsning

Læs mere om Danmarks bebyggede land

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om byer