Stevns Kommune har ca. 200 registrerede foreninger, hvoraf 75 er godkendte folkeoplysende foreninger, heraf ni aftenskoler. Stevns Frivillighedscenter rådgiver og hjælper foreningerne med alt, lige fra rekruttering af frivillige og afholdelse af kurser til rådgivning om, hvordan de kan søge fonde og offentlig støtte.

Siden 2012 er der indviet en ny svømmehal, en kunstgræsbane, idrætshallen Sydstevnshallen samt to mindre idrætssale. Derudover har kommunen sammen med foreningslivets frivillige kræfter etableret et foreningsdrevet mountainbikespor på en nedlagt losseplads og indrettet et kampsportscenter samt et mindre udendørs træningsanlæg med fitnessudstyr.

Med kommunens 43 km lange kystlinje er der rig mulighed for sport ved, på og under vandet. Der er fx terrænløb langs den sydlige kystlinje, jollesejlads, svømning på åbent vand samt lystfiskeri.

Rødvig er årligt omdrejningspunktet for Stevns Jernmand, og i havnen har været afholdt DM i trollingfiskeri. Siden 2018 har kommunen lagt asfalt til fire forskellige danmarksmesterskaber i landevejscykling, et cannonball-maratonløb samt et europæisk folkedanserstævne for unge.

Stevns Kommune har en foreningsdrevet biograf og koncertsal samt flere teaterforeninger.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Stevns Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Foreninger og frivillige