Frederiksdal (Lyngby-Taarbæk Kommune)

I 1668 ombyggede Frederik den III et ældre landsted til et nyt lystslot. Området nord for København havde en rig natur med skove til jagt, søer til fiskeri, og med kongevejen som direkte forbindelse til hovedstaden. I 1739 skænkede Christian den VI lystslottet og et stort jordareal til sin nære rådgiver og embedsmand Johan Sigismund Schulin, der allerede i 1731 var blevet optaget i den danske adel. J.S. Schulin anlagde herefter Frederiksdal Slot som sommerbolig. Dette såkaldte maison de plaisance blev opført af arkitekt Nicolai Eigtved i 1744-47. Eigtved tegnede ligeledes et gennemført rokoko interiør. Allerede i 1750 døde Schulin og slottet gik i arv til han enke, Catharine Marie von Møsting, der i 1752-53, ved J.G. Rosenberg, fik ombygget tagkonstruktionen fra et tidligere sandsynligvis afvalmet tag til det nuværende mansardtag. Allerede inden 1800 ændrede sommerboligen status til helårsbolig for familie Schulin, der har ejet Frederiksdal gennem alle årene.

Frederiksdal slot ligger nord for København, omgivet af enkelte marker og mindre skovarealer. Hovedbygningen er grundmuret i én etage over en høj kælder og med en tagetage i det høje mansardtag. Bygningen har mod gårdspladsen to korte sidefløje og et let fremspringende midterfag, der afsluttes af en sandstenskartouche med våbenskjold. Havesiden har en let fremspringende trefags midterrisalit, kronet af en balustrade, og to etfags siderisalitter med hver sin sandstenskartouche. Bygningens sokkel er grå, mens murene er hvidkalkede og taget belagt med sorte vingetegl. I rygningen ses seks skorstenspiber. Murene er dekoreret med blændingsfelter under vinduerne og kvadrede lisener ved alle hjørner. Tillige findes detaljer udført i sandsten, herunder kordongesims, hovedgesims samt rammer omkring alle vinduer og døre. Vinduerne er alle kurvehanksbuede og firrammede og både hoved- og havedør er tofløjede med kurvehanksbuet overvindue. I selve mansarden ses kviste med rundbuede tagflader, murede flunker og mindre, firerammede, kurvehanksbuede vinduer. Kældervinduerne er alle torammede. Alle vinduer og døre er ældre, hvidmalede og har småtsprossede ruder. Foran både hoved- og havedør ses en bred sandstenstrappe med smedejernsværn.

Indvendigt er den oprindelige næsten symmetriske grundplan bevaret med en midterskillevæg, og stuer en suite hvoraf den største af stuerne, havesalen, ligger midt for. I stuerne er alle overflader oprindelige, herunder plankegulve, feltopdelte vægge, paneler, stukkatur både lofter og på flere vægge, samt originale tofløjede fyldingsdøre med låsetøj og dørstykker. I tagetagen findes værelser, mindre stuer og badeværelser, samt en trappe til spidsloftet. I kælderen er alle de oprindelige og ældre, funktionsbetingede rum bevaret med interiør. Omkring hovedbygningens gårdplads ligger to pavilloner. De to pavillon er i store træk ens. De er grundmurede og opført i én etage. Over den gråmalede sokkel er murene hvidkalkede og afsluttes af en trukket gesims samt et mansardtag med mønstrede, sorte teglsten i mansarden samt skiffer i den øverste del. I rygningen findes murede skorstenspiber og i mansarden kurvehanksbuede kviste, der i den vestlige pavillon har træluger mens den østlige pavillon har torammede vinduer. Den vestlige pavillon har mod nord små staldvinduer og to tofløjede porte, mens der mod syd er firrammede, hvidmalede vinduer, en fyldingsdør mod gårdspladsen og en todelt revledør mod haven. Alle døre og staldvinduer er malet mørkegrønne. Indvendigt findes mod nord en stald med hestebokse, mens der mod syd er indrettet bolig med nyere overflader. Den østlige pavillons gårdside domineres af to mørkegrønne, tofløjede fyldingsdøre med overvindue og en række hvidmalede, firrammede vinduer. Både døre og vinduer har sandstensindramning og vinduerne tillige kraftige sålbænke. Havesiden har en tofløjet dør og firrammede vinduer, der er grønmalede og uden indramning. Indvendigt er indrettet bolig med køkken, fadebur og bryggers mod nord, mens der mod syd er værelser og stuer. Ved fadeburet findes en lille krybekælder. Loftet står uopvarmet med flere lette skillevægge. Gartnerboligen, der ligger et stykke fra hovedbygningen, i udkanten af skoven, er en hvidkalket, grundmuret længe i én etage over en høj sortmalet sokkel af kampesten. Taget er et opskalket heltag med nyere, røde vingetegl og enkelte støbejernsvinduer. I facaden ses to fyldingsdøre med udhæng af træ, mens der i havesidens østlige del og i vestgavlen findes en havedør. Alle vinduerne er torammede og flere af dem er ældre. Både vinduer og døre er malet mørkegrønne. Fra havesiden er der nedgang til kælderen gennem en ældre, skråtstillet revleluge.

Indvendigt er indrettet to boliger. Her er bevarede bindingsværksvægge, ældre fyldingsdøre og gerichter, samt flere overflader, der er præget af nyere materialer. Bortset fra værelser i gavlene, står loftet uudnyttet. Under bygningen findes den oprindelige kampestenskælder med lerklinet gulv.

Den miljømæssige værdi knytter sig til Slottets placering i det naturskønne område nord for København. Slottets solitære placering på en bakketop underbygger den prominente bygning, der er synlig i landskabet omkring. Tillige giver dette en helt unik udsigt fra slottet ud over de tilhørende skove og marker, helt til Fugersøen mod vest. Hertil kommer at selve haveanlægget har stor miljømæssig værdi, idet bygningens symmetri videreføres på det skrånende terræn mod syd. Mod nord danner den tætte og intakte allé en elegant ankomst til hovedbygningen. Foruden det tilhørende landskab ligger Frederiksdals øvrige bygninger strategisk arrangeret omkring slottets gårdsplads, herunder stalde og tjenesteboliger i sidepavillonerne samt den store bevarede hestestald (indgår ikke i fredningen), hvilket giver et enestående, helstøbt og historisk miljø. Endvidere styrkes den miljømæssige værdi ved gartnerboligens afsides placering tæt på frugthaven og skoven.

Frederiksdals kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et tidstypisk landsted, der har bevaret sin oprindelige, statelige fremtræden. Placeringen og bygningens, for sin samtids ret lille størrelse, afspejler tendensen der satte sig igennem i 1740'erne- og frem til 1800-tallet, hvor et stort antal landsteder voksede frem nord for København. De blev opført af Københavns overklasse, der i efterligning af den enevældige konges eksempel, som Sorgenfri, Frederiksborg og Fredensborg, flyttede fritidslivet ud i det smukke og afvekslende landskab. Frederiksdal er det mest karakteristiske eksempel på den nye form for herregård, der var inspireret af det franske maison de plaisance, et landsted der skulle danne rammer om fritiden og være et supplement til boligen i det centrale København. I modsætning til tidligere normer foretrak man det intime frem for det repræsentative. Det var samtidig vigtigt at villaen lå i en overskuelig radius fra byen, med kongemagten og regeringen, så man til hest, og særligt for Schulin, kunne komme hurtigt frem og tilbage. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til Eigtveds rokoko interiør, der afspejler moden i midten af 1700-tallet, herunder særligt de unikke, lette og svagt asymmetriske stuklofter i havestuen. På førstesalen findes franske tapeter, der var på mode i starten af 1800-tallet. Senere har historicismen præget enkelte af stuerne hvor døre og paneler er ådrede. Hertil kommer, at bygningens grundplan afspejler livet i bygningen, med stuerne mod syd, de private rum mod nord og på førstesalen samt kælderen med funktionsbetingede rum. Herunder særligt kælderens brænderum, vaskerum og køkkenet, under hvælvet loft, med støbejernskomfurer, store fadebure, og bitrappe til anretterkøkkenet, der ligger ved siden af spisestuen. Rummenes funktioner kan ligeledes aflæses i materialernes hierarki. De mest eksklusive findes i stueetagen, herunder trægulve, stuk- og maleriudsmykninger samt brede, høje fyldingsdøre med gerichter. Førstesalens rum har mere enkle overflader og kælderens materialer bærer præg af slidstærke overflader som flisebeklædte vægge og gulve af teglsten eller ølandsfliser samt tunge brede revledøre med kraftige beslag.De to sidepavilloner repræsenterer tillige den kulturhistorie værdi, der fortæller om livet på landet med hestestald og vognport samt bolig for slottets forvalter og andre ansatte. Funktionerne aflæses særligt i størrelsen på døre og vinduer, herunder de små støbejernsvinduer, kviste med træluger til høloftet og de store porte. Gartnerboligen repræsenterer en stor kulturhistorisk værdi som tilhørende bolig til slottet, og afspejler hvordan man har udnyttet og høstet af det landskab, der hørte til slottet. Det tidligere gartneri kan stadig aflæses ud fra placeringen ved skoven og de ældre frugttræer samt den fritstående sydmur, hvor frugttræerne kan vokse opad. Tillige er bygningens kælder, med de lerstampede gulve og kampestensmure anvendelig til opbevaring af frugten, der kan lastes ned gennem lugen ved havesiden og lagers på de mange hylder, som er bevaret i kælderen.

Frederiksdals arkitektoniske værdi knytter sig til hovedbygningens gennemførte rokoko stil, hvilket er et af de allerførste eksempler på denne stilart i landet. Dette kommer til udtryk ved den overordnede symmetri og de velproportionerede facader, hvis detaljer i sandsten har lette og spinkle dekorationer, med rokokoens asymmetri der skaber liv og lethed. Murenes mange fremspring, blændingsfelter og kvadrede lisener danner en reliefvirkning, som endvidere giver bygningen en lethed og et skyggespil i facaden. Hertil kommer vinduernes sprosseopdeling, der ligeledes er let og spinkel, i kontrast til de brede sandstensrammer, som markerer vinduerne og underbygger facadens taktfasthed. De to trapper op til hoveddøren og havedøren fuldender det lette udtryk med de enkle gelændere og hele trappens svejende form, der elegant griber landskabet.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de gennemførte rokokointeriører, herunder særligt havesalen med den hvide spinkle og sprøde stukkatur, der får rummene til at fremstår lette og elegante. Som på facaden er det i de små detaljer, at asymmetrien kommer frem som ved figurerne i havestuens dørstykker. Stukken former sig om de slanke høje døre, om de to pejse, samt om rummets malerier, hvilket underbygger at dette er et helt igennem unik interiør. Lyset er samtidig en stor del af arkitekturen og underbygger slottet som et sommerpalæ. Dette ses ved de lyse interiørs i de sydvendte stuer, der ligger en suite med døre placeret en filade og med store vinduer og direkte udgang til haven. Stuernes store loftshøjde, og de karakteristiske afrundinger ved overgangen mellem vægge og lofter, bevirker ligeledes at stuerne fremstår harmoniske og lyse. Den arkitektoniske værdi for de to sidepavilloner knytter sig til deres enkle materialeholdning, der lægger sig op af hovedbygningen med hvidkalkede mure og sorte mansardtage. Hertil kommer den østlige bygning, der som hovedbygningen står med kraftige sandstens-rammer, hvilket giver denne et yderst elegant udtryk, som understøttes af den symmetriske opbygning.

Læs videre om

• Frederiksdal, Trap Danmark

Læs også om

• Christianelyst, Ny Frederiksdal
• Raadvad Vandrehjem
• Sorgenfridal, Kongens Lyngby

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen