Friboes Hvile
.

Friboes Hvile ligger på Lyngby Hovedgade 2 i Lyngby-Taarbæk Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Frieboes Hvile blev opført som sommerbolig i 1750'erne af den Københavnske apoteker August Günther. Bygningens tag var oprindeligt opført med hollandske træspåner, der fremstod i en blålig farve. I det indre har interiøret ligeledes ændret udseende gennem årene og særligt stuens paneler afslører, at disse er en genanvendelse fra en anden bygning, da mønsteret ikke går op med vægstykkerne. Portbygning, sidehus og baghus var alle opført i bindingsværk, sandsynligvis på samme tid som hovedbygningen. I sidehuset var hestestald og materialedepoter, mens baghuset fungerede som vognskur. I 1795 giftede officer Frederik Caspar Conrad Frieboe sig til ejendommen, der dengang blev kaldt Vildnisset og stadig blev brugt til sommerbolig. I hans tid blev taget ændret til tegl, vestgavlen og sidehuset blev grundmurede og sidehuset endvidere udvidet. Gjertrud Cathrine Frieboe døde i 1814 og langt senere, i 1846, døde Frederik Frieboe. Begge ligger begravet i den tilhørende park, hvor gravstedet i dag ses markeret af et stort jernlåg og en mindesten.

Efter opfordring fra Frieboes testamente fik bygningen navnet Frieboes Hvile, og der blev oprettet et fideicommis, som dengang var det mindste i Danmark. Frieboes arving, hans søsters søn F.C.C. Funch, brugte villaen som helårsbolig og fik lagt skiffertag på hovedbygningen i 1860'erne. Samtidig blev vognporten forhøjet med en etage og afsluttet af et pyramideformet tag. Familien Funch ejede Frieboes Hvile frem til 1953, hvor Lyngby-Taarbæk Kommune købte ejendommen. I 1977 flyttede Byhistorisk Samling, og det lokalhistoriske arkiv ind. I denne forbindelse gennemgik bygningerne en større restaurering, hvor bl.a. taget blev udskiftet. I dag bruger Byhistorisk Samling bygningen til forskellige kulturarrangementer og lokale udstillinger.

Beskrivelse

Frieboes Hvile ligger nord for Kgs. Lyngby, trukket lidt tilbage fra vejen, på en lille stikvej. Bygningen ligger i forbindelse med et porthus og et sidehus samt et baghus.

Hovedbygningen er en skalmuret bindingsværksbygning, der er opført i én etage over en tilhugget kampestenssokkel, der er delvist gråmalet. Murene er hvidkalkede og afsluttes af en trukket gesims. Facadens tre midterste fag har en gennemgående, høj frontgavl, der afsluttes af en profileret frontispice. Taget er et mansardtag af sorte tegl med små buede kviste med torammede vinduer i mansarden og to murede skorstenspiber med krave i rygningen. Facaden er refendfuget og har fremhævede dekorationer i pudsen omkring vinduerne og i frontispicen. I facadens midterste fag sidder en ældre, tofløjet fyldingsdør med buet overvindue, der er indrammet af en sandstensportal samt har en stensat trappe foran. På gårdsiden, der er halvt dækket af sidefløjen, ses en havedør med småsprossede ruder, overvindue og en granittrappe med smedejernsgelænder foran, samt en kældernedgang og en kælderdør med rombemønstret beklædning. Bygningens hoveddør findes i portrummet og udgøres af en ældre, tofløjet fyldingsdør med trætrappe og trægelænder foran. Bygningens vinduer er alle ældre, buede, korspostvinduer, bortset fra kældervinduerne, der er torammede. Alle vinduer og døre er hvidmalede, på nær hoveddøren og kælderdøren, der er gråmalede. Indvendigt er den oprindelige grundplan bevaret i stueetagen og i tagetagen med et stort gennemgående rum i midten og to rum i hver gavl. I det sydøstlige hjørne findes en ældre trappe. Materialerne er overalt velbevarede, herunder trægulve, pudsede vægge og stuklofter samt bygningsdetaljer som brystningspaneler, fyldingsdøre og gerichter. I de gennemgående stuer er en blanding af grå tapeter og helpaneler. Loftet står uudnyttet med understrøgne tegl. I kælderen findes en gennemgående midterskillevæg samt flere små rum med støbte gulve eller gule teglstensgulve.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens solitære placering i de grønne omgivelser langs hovedgaden, der er en forlængelse af Kongevejen, hvor den er med til at skabe en idyllisk, nordlig ankomst til Lyngby. Bygningens primære orientering mod Prinsessestien, der ligger lidt tilbagetrukket fra selve hovedgaden, vidner om bygningens opførelse fra tiden, hvor Kongevejen stadig var forbeholdt kongen, og Prinsessestien derfor var den primære ankomstvej til Friboes Hvile. Brostensbelægningen omkring bygningen og i portrummet, samt sammenhængen med porthus, sidehus og baghus styrker opfattelsen af et autentisk og helstøbt miljø.

Kulturhistorisk værdi

Friboes Hviles kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningens fremtræden som et landsted, der har bevaret sin oprindelige landlige og statelige fremtræden. Placeringen, facadens udsmykning og direkte adgang til haven afspejler den naturromantiske tendensen fra slutningen af 1600-tallet og op til slutningen af 1800-tallet, hvor et stort antal landsteder voksede frem nord for København. De blev opført af Københavns overklasse, der i efterligning af den enevældige konges opførelse af Sorgenfri, Frederiksborg og Fredensborg, flyttede fritidslivet ud i det smukke og afvekslende nordsjællandske landskab. Dette afspejler den samtidig indflydelse af naturromantikken. Hertil kommer værdien ved August Günthers initialer, der ses dels på facaden over døren og dels i stukkaturen i loftet på 1. sal, hvilket fastholder ham som bygningens grundlægger. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig tillige til stuernes velbevarede, franske grå tapeter, der er kommet til i starten af 1800-tallet. Netop disse tapeter med motiver af franske havnebyer, trykt på papirbaner af sammenlimede ark, var af højeste mode på denne tid, og ses i flere samtidige bygninger bl.a. Solstrup Slot. Over dørene og i hjørnerne ses ligeledes bemalinger med fugle og jagtvåben, der underbygger fortællingen om bygningen som et landsted. Hertil kommer loftets spor efter en stor luge samt en tidligere bom i kvisten mod gårdspladsen, hvilket skildrer loftets tidligere opbevaringsfunktion. I portrummet ses tillige et levn fra bygningens tidligere funktioner, hvor toilettet lå isoleret fra de fine stuer, med direkte udgang til portrummet. I kælderen ses spor efter køkkenet, der ligeledes lå afsides i forhold til bygningens primære stuer.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ligger i bygningens fremtræden som en helstøbt bygningskrop i rokokostil, hvilket specielt fremgår af de mange lette og snørklede detaljer, der ses på facaden. Det lette udtryk underbygges af refendfugningen og vinduernes enkle opsprosning med de snørklede, ældre hjørnebeslag. I kontrast til de lette detaljer giver bygningens hovedform, den høje sokkel, og det sorte mansardtag, en tung og kraftig virkning. I det indre viser rokokoen sig ligeledes i den enkle grundplan med døre placeret en filade og i stuernes asymmetriske stukkatur, der sammen med hulkelen giver fornemmelsen af et let og svævende loft. Hertil kommer de bevarede spejlkroge i den fine stue, der tidligere har båret store spejle, for at få rummet til at virke større og mere pompøst. De øvrige indvendige udsmykninger er derimod hovedsagelig udført i klassicistisk stil med pilastre, der indrammer dørene. Fælles for det ydre og det indre gælder, at den farveholdning i sort, hvid og jordfarver, kun med enkelte guldbelagte detaljer i det inde, skaber en overordnet enkelhed, der giver plads til de mange detaljer.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links