I sommerhalvåret kan man få indrammet vandreturen i Svanninge Bjerge og Bakker af en af de store guldrammer, som Faaborg Museum opstiller i området. Rammerne markerer den præcise synsvinkel, som landskabsmalerne havde, da de malede i bakkerne. Her er det et af Jens Birkholms motiver ved Lerhøj i Svanninge Bjerge, som er blevet indrammet. Det oprindelige maleri kan ses på Faaborg Museum.

.

Kommunens store naturarealer giver gode muligheder for et varieret friluftsliv. Der er afmærkede stier i mange af naturområderne, heriblandt i Svanninge Bjerge samt i de statsejede Svanninge Bakker, som ved Gåsebjerg Sand også huser det velbesøgte Troldeland, der er en af Danmarks største naturlegepladser. Blandt de længere vandreruter er Øhavsstien, der gennemløber kommunen fra Faldsled i vest til Vester Åby i øst. Den får selskab af en rute fra Øhavsmuseet i Faaborg Havn til Svanninge Bjerge. Desuden er jernbanen Korinth-Ringe omdannet til cykelsti. Der er anlagt mountainbikespor i Svanninge Bakker og Pipstorn samt ved Ringe og Tarup-Davinde, mens Riderute Sydfyn, der åbnede i 2011, byder på et 75 km stort netværk af ridestier gennem kommunens skove og bakkeland.

Kysten har mange gode badestrande, og i 2020 vajede det Blå Flag over Havnebadet, Klintestranden og stranden ved Bøjden Camping. Desuden er det muligt at bade i bl.a. Lille Ibjerg Sø i sølandskabet mellem Tarup og Davinde.

Ønsker man at overnatte i det fri, kan man benytte de sheltere, der fordeler sig jævnt ud over kommunen. Blandt de mere bemærkelsesværdige er sheltere som Havtasken, Stenbideren, Ulken, Hornfisken og Skrubben på Horne Næs og Millinge Klint, der er inspireret af fiskernes hyttefade, samt shelterpladsen i Dyreborg Skov, der er bygget som en kopi af skovens tidligere foderhus.

En stor del af naturformidlingen foregår på Naturskolen Åløkkestedet ved Tarup-Davinde og i Trente Mølle mellem Faaborg og Vester Hæsinge, der begge tilbyder undervisning til institutioner og private. Trente Mølle driver desuden lejrskolerne Lærkedal, Millinge Klint og Bittenhus.

Videre læsning

Læs mere om Natur- og landskabsforvaltning i Faaborg-Midtfyn Kommune

Se alle artikler om Friluftsliv