Glostrup Kommune har et veludbygget stinet. Således findes der flere vandreruter i Vestskoven, foruden publikumsfaciliteter som bålplads og madpakkehus. Der må cykles på alle stier og skovveje, mens man må ride på de afmærkede ridestier samt i skovbunden, hvor træerne er over 2 m høje. Hunde skal altid være i snor, på nær i de særlige hundeskove. Dertil kommer Vestegnsruten, som er et sammenhængende stiforløb, der snor sig gennem de syv kommuner på Vestegnen. Ruten er 42,195 km lang og godkendt som maratonrute af Dansk Atletik Forbund. Der er også anlagt fire Kløverstier, som giver mulighed for at kombinere oplevelser med motion. Alle Kløverstierne udgår fra Præstegårdshaven ved Hovedvejen i Glostrup og er på hhv. 2,5 km, 5 km, 7,5 km og 17 km.

Glostrup Kommunes naturvejledning og naturskoleundervisning varetages af Naturcenter Herstedhøje i Albertslund Kommune. Naturstyrelsen driver naturcenteret, der servicerer både Glostrup, Albertslund og Frederiksberg Kommuner.

Videre læsning

Læs mere om Natur- og landskabsforvaltning i Glostrup Kommune

Se alle artikler om Friluftsliv