Læsø har flere cykelruter, hvoraf den længste er 60 km lang og går næsten hele vejen rundt om øen.
.

Fra Skovhytten i Læsø Klitplantage udgår der flere afmærkede vandre- og rideruter. Desuden er der en sundhedsplads til fitness og leg, en bålplads og en udstilling om Læsøs brune bier.

Ved de fleste kyster er der gode muligheder for at bade, surfe, ro i havkajak og dykke. Også lystfiskeri fra kysterne er populært, og Læsø Fiskesø tilbyder put and take-fiskeri efter ørred og ål. Desuden er jagt en vigtig fritidsbeskæftigelse på øen. Øens terræn er velegnet til ridning, og der er især mange islandske heste.

Turbåden Seadog bringer turister på fisketure, sælsafari og ture til Nordre Rønner. Naturstyrelsen og en række private personer arrangerer af og til ture forskellige steder på Læsø, og på Rønnerne er der guidede ture med hestevogn og traktor. Under Læsø Turistbureau arrangerer flere læsøboer desuden ture med emner som sten, bier, svampe og sæler.

Videre læsning

Læs mere om Natur- og landskabsforvaltning i Læsø Kommune

Se alle artikler om Friluftsliv

Eksterne links