Alling Å løber lige vest om Allingåbro, som derved bliver et godt udgangspunkt for kanosejlads på åen. De fleste følger åen opstrøms til Gammel Estrup, hvor der ud over herregårdsmuseum er både bålplads og sheltere. Mere erfarne sejlere kan også følge åen nedstrøms til Grund Fjord og derfra fortsætte gennem fjorden til Uggelhuse ved indgangen til Randers Fjord.
.

Kommunen gennemskæres af et fintmasket netværk af markerede stier. To nedlagte banestrækninger er i dag omdannet til cykelstier, og langs hele nord- og østkysten kan man følge Nordsøstien, som er en del af en 1.500 km lang vandrerute, som strækker sig fra den tyske grænse i syd over Thyborøn og Skagen til Grenaa og Ebeltoft i nordøst.

Vandet tiltrækker både lokale og turister, og især de brede strande syd for Grenaa er meget populære. På nordkysten er de fleste strande børnevenlige sandstrande. Vil man smide snøren i vandet og teste fiskelykken, byder særligt de østvendte strande ved Gjerrild, Karlby, Sangstrup og Glatved på gode fiskemuligheder direkte fra stranden. Man kan sejle i kano på Randers Fjord, Grenaaen og Alling Å, hvor der også er mulighed for kajaksejlads, og for dem, som ønsker at overnatte i naturen, findes der sheltere spredt over hele kommunen

Naturvejledningen i Norddjurs Kommune koordineres af Kyst- og Fjordcentret, som driver tre faste baser: Fjordcentret ved Voer Færgested, Fjellerup Naturcenter (Blå Flag-stationen) og Grenaa Naturskole. Centerets naturvejledere arrangerer ture året rundt, og det samme gør en række grønne foreninger. Baserne er et godt udgangspunkt for at opleve naturen både for kommunens institutioner og private brugere.

Videre læsning

Læs mere om Natur- og landskabsforvaltning i Norddjurs Kommune

Se alle artikler om Friluftsliv

Eksterne links