Gothersgade 160, København

I 1870 blev voldene omkring København ophævet og byen udviklede sig med et nyt stort kvarter, der blev anlagt på det tidligere demarkationsområde mellem søerne og gamle voldterræn. Et centralt omdrejningspunkt i dette kvarter er Søtorvet, med de to hjørnebygninger, Søtorvet 5 og Gothersgade 160, der er nøje anlagt i samspil med de to midterste bygninger, som flankerer Frederiksborggade. Det helstøbte anlæg med de fire bygninger er opført fra 1873 til 1876. Bygherre for Søtorvskomplekset var Det Københavnske Byggeselskab og bygningerne indgik som centrale og kendetegnede dele i den nye bydel, der blev opført på arealet imellem de gamle volde og søerne. Planen og hovedanslaget til hele dette nye kvarter omkring de gamle volde blev tegnet af tidens store arkitekt Ferdinand Mehldal (der vel og mærke også var medlem af Det Københavnske Byggeselskab). Kvarteret blev anlagt efter en arkitektonisk klar hovedidé med et dobbelt boulevardsystem; dels Øster- Vester- og Nørre Søgaderne og de modsvarende Farimagsgader og den indvendige grønne ring ved Botanisk Have og H.C. Ørstedsparkerne, der elegant udnyttede de vandfyldte grave i det det gamle voldterræn som landskabelige elementer i de nye landskabelige parker. Søtorvet er et knudepunkt i denne nye bydannelse, der er inspireret af de bymæssige ændringer, som var sket i Paris i midten af 1800-tallet, med etableringen af boulevarder, regulære veje, der mødes i anlagte og bearbejdede pladser. Det var byplanlæggeren Haussmann, der stod for de store radikale ændringer i Paris's byplan, som kom til at danne skole for mange europæiske byer, herunder København. Meldahl havde været otte måneder i Paris i 1857, og indtrykkene fra de store boulevarder og samspillet mellem anlagte lineære gader, pladser og brede boulevarder, hvor bebyggelse og beplantning danner en sammenhængende helhed, blev omsat til virkelighed i det københavnske projekt på demarkationsarealerne. Søtorvet blev fuldendt 10 år efter opførelsen, da Dronning Louises bro, der er tegnet af Wilhelm Dahlerup blev opført. Ti år senere kom de to figurgrupper med Nilen og Tiberen, som er med til at give boulevarden det store internationale præg, der stadig kendetegner den. Bygningerne og hele anlægget, der voksede op udenfor voldene, brød med Københavns hidtidige skala, og man måtte ligefrem ændre på byggeloven for at kunne gennemføre den stejle tagrejsning. Meldahl var tidens store arkitekt, og han fandt inspiration til sine bygninger i de store europæiske historiske stilarter og det var også disse strømninger, som afspejles på bebyggelsen på Søtorvet, der er inspireret af fransk renæssance. Byplanen derimod er med dens boulevarder og grønne parker anlagt helt i tidens egen stil, og på nationalt plan er området og ikke mindst Søtorvet, det ubetinget fineste og bedst bevarede byrum vi har fra denne periode. Det er Ferdinand Meldahl, der fører pennen i den store bymæssige skala, men er det de to arkitekter Ferdinand Vilhelm Jensen og Vilhelm Petersen, der er ansvarlige for bygningernes udformning og opførelse, begge var uddannede af Meldahl, og prægede af de samme strømninger. I den bymæssige skala og i eksteriøret fremstår ejendommen usædvanligt velbevarede og i facaderne er kun sket få ændringer, enkelte vinduer og døre er udskiftede og skorstenene er nedlagte. Det oprindelige hovedanslag er intakt, og understøttes af de seneste facadeistandsættelser. I det indvendige er bygningens struktur med hovedtrappe og køkkentrapper som den primære vertikale forbindelse, der giver adgang til lejlighederne, bevaret. Hovedtrapperummet er væsentligt ombygget med elevator og nyere træbeklædning, der antagelig er opsat i 1960'erne. Lejlighedernes struktur er i det væsentligste bevaret i flere af etagerne, men alle er prægede af efterfølgende ændringer. Døre, stuklofter, paneler med mere er i vid udstrækning bevarede. I forhold til Kulturhistorien skal det nævnes at skuespillerinden Johanne Louise Heiberg har boet i Gothersgade 160 på anden sal i lejligheden med balkonerne. Hun har beskrevet bygningerne således i et brev til vennen Bjørnstjerne Bjørnson: prægtige store bygninger, med høie spidse taarne paa, ere nu byggede her omkring, især i maaneskin see de heel pragtfulde og romantiske ud. I min arbeidsstue har jeg to balconer ud til søen. Til Meldahl skriver hun lidt mindre romantisk og beklager sig over hvordan alle familier bliver standardiserede i disse lejligheder. Meldahl svarer overraskende tilbage at: De boliger vi bygger, de ligner vor tids mennesker, de er lige så kedelige, tomme indholdsløse som disse (..) Tænk dem nu vore forhold, hvor man laver hundereder af boliger, hvor forskellen kun er antallet af værelser. For Meldahl har bygningerne været vigtige spillebrikker i hans nye byplan, mens de enkelte lejligheder eller detaljerne i facadens udsmykning tydeligvis ikke har været så vigtige for ham.

Gothersgade 160 der flankerer Søtorvet er opført som tvilling bygning til Søtorvet 5. Tilsammen indgår de to bygninger i en stærk symmetrisk komposition omkring Søtorvet med Frederiksborggade og Dronning Louises Bro som hovedakse og med Vester Søgade som tværakse. Ejendommen er en hjørnebygning. Hjørnebygningen er ni fag bredt mod Gothersgade, på hjørnet tre fag bredt og mod Vester Søgade seks fag bredt. Ejendommens facade er malet gul over en lav granitsokkel. Der er portgennemgang ind til gården i tredje fag fra hjørnet mod Gothersgade. Portrummet er belagt med træ, væggene er malede grå med halvpaneler. På sydvæggen er der en blændet dør, hvorover et konsolbåret dørstykke. Der er ligeledes et stort ældre kort over København, opsat i ramme. Derudover er der ud mod gaden en nyere glasdør ind til butik. På nordvæggen af portrummet er der ligeledes mod gaden en nyere glasdør ind til butik. Derudover er der indgang gennem et stort parti, indfattet af en profileret gerigt, afsluttet i fladbuet form med en slutsten ind til hovedtrappen. Omkring indgangspartiet er der opsat stiliserede, gråmalede søjler og der er listefelter i variabel størrelse. Porten lukkes midtpå af en nyere, dobbelt smedejernsport isat glasruder. Loftet i porten er fladt, opdelt i tre kassetter hvori der er opsat listefelter. Facaden opdeles af refendfuget facade i stueetagen, en profileret kordongesims over stueetage, altaner omkring hjørnet på anden etage samt på yderste fag på Gothersgade på samme etage, en profileret sålbænksgesims, hvorunder løber en tandsnitsfrise under tredje sals vinduer, øverst en profileret hovedgesims. Vertikalt er facaden inddelt med rustikerede hjørnekvadre og kvaderliséner omkring de to tårnfag, mens de syv fag og seks fag her imellem er prydede med gennemgående lisener over to etager med rigt udsmykkede, støbte kapitæler. Lisenerne spejles igen på tredje etage, dog simplere udført med reliefvirkning. Facaden er desuden dekoreret med konsolformede slutsten over stueetagens vinduer og profilerede slutsten over de øvrige etagers vinduer, der derudover har trukne vinduesindfatninger. Der er frisefelter med bladranker mellem første og anden sals vinduer. Vinduerne er delvist ældre, brunmalede, trerammede, fladbuede vinduer langs bygningens sider samt ældre, brunmalede, fladbuede korspostvinduer i de fem fag der omkranser hjørnet. Enkelte af vinduerne er nyere, men i samme ældre stil som de øvrige. Vinduerne i stueetagen er nyere butiksvinduer. Bygningen bærer et mansardtag hængt med skiffer på den nedre mansard og tagpap på den øvre del. I tagfladen er isat tolv nyere zinkbeklædte mansardkviste. Omkring hjørnet er der i tagfladen to spidse hjørnetårne klædt i tagfladen med skiffer, lanternerne der afslutter tårnene er af zink. Der er i hvert tårn seks kvistvinduer. Ejendommens gårdside fremstår i blank mur i varierede røde og gule sten og i modsætning til gadefacaden, er gårdsiden knap og uden andre dekorationer end de konstruktivt betingede murede stik, samt en udkragede hovedgesims med tandsnit. Vinduerne er ældre, brunmalede, fladbuede trerammede og korspostvinduer med tværsprosse i de nederste rammer. I tagfladen er der isat tolv nyere zinkbeklædte kviste. I gården er et samtidigt grundmuret baghus i blank mur over to etager, der indeholder garager i underetagen samt bolig i den øvre etage. Facaden er dekoreret med muret gesims under første sals vinduer. Vinduerne er ældre, torammede vinduer. Bygningen bærer et mansardtag hængt med skiffer i den nedre del og tagpap på de fladere tagflader. I tagfladen er der, i den nedre del, en nyere kvist samt et tagvindue. I den øvre mansard er isat seks nyere, kuppelformede ovenlysvinduer.I ejendommens indre er en ældre planløsning, delvist bevaret. Der er, fra terræn, adgang til de øvre etager via et trapperum. Trappen er en ældre halvsvingstrappe med simple runde smalle balustre og profileret håndliste. Trapperummet er præget af en nyere materialeholdning, da det er indrettet med senere tilføjelser, der dels stammer fra en ombygning foretaget i 1931, hvor der blev opsat elevator i durchsicht, og hvor man reducerede bredden på trappen. Elevatoren blev inddækket med glas i 1960'erne og på dette tidspunkt blev også de nuværende teaktræsindgangspartier antageligt også opsat. Hver etage er oprindelig indrettet med centrale og repræsentative stuer en suite i hjørnepartiet og en langsgående korridor, med repræsentative rum mod gaderne og domestik og funktionsrum mod gården. I enkelte etager er denne planløsning dog opbrudt med murgennembrydning, således at korridor og rum mod gården er slået sammen. De forskellige lejligheder er i dag præget af de forskellige ændringer, der er foretaget siden opførelsen. Flere rum fremstår dog forholdsvis uantastede og der er bevaret et stort antal stukgesimser, fodlister, fyldingsdøre med mere. Flere oprindelige fyrretræsgulve er bevarede og flere gulve er belagt med parket i forskellige kvaliteter, og enkelte gulve er skjult af tæpper og belægninger. En stor del af de oprindelige lofter er bevarede. De indskriver sig i bygningens hierarki, med de rigest udsmykkede i de repræsentative rum i tårnene og mod gaden, samt spisestuerne, og er kendetegnede af en stor hulkelgesims. Flere steder er der reetableret stuk, men uden den præcision og håndværksmæssige kunnen, som kendetegner de oprindelige lofter. I enkelte lejligheder er væggene beklædt med samme teakstræsudsmykning som i trapperummet. Ligeledes er døre, gerigter og vindueslysninger udskiftet til teak. Stueetagen huser butik, hvor enkelte lofter er bevaret fra ældre tid, og der er installeret indvendig trappe til kælderen, som fremstår med en nyere materialeholdning, men den oprindelige bærende konstruktion anes i tykkelsen af væggene. Tagetagen er indrettet til lejligheder og kollegium.

Gothersade 160 og 160A er sammen med resten af Søtorvsbebebyggelsen og Dronning Louises Bro et væsentligt og karakterskabende byggeri og udgør en pladsdannelse i København, på linje med andre markante byarkitektoniske elementer som Rådhuspladsen, Knippelsbro, Vesterport Station, hvor pladser og bygninger sammen markerer særlige overgange og giver byen en egen identitet. I den store urbane skala indgår bygningen sammen med Søtorvet som et markant hængsel mellem de to forskellige bydele, og bebyggelsen omkring Frederiksborggade som en stort anlagt port ind til København. Dette opleves særligt fra Nørrebro og Dronning Louises Bro. Bygningerne indgår ligeledes som en vigtig karaktergivende del af hele det homogene bebyggelsesforløb, der ligger langs Søgaderne fra Kommunehospitalet og ned til H.C. Andersens Boulevard og som modsvares af Farimagsgaderne ind mod de gamle volde. I den lokale skala omkring Søtorvet – er bygningen med til at definere pladsdannelsen og koble den til karrebyen.

Gothersgade 160's kulturhistoriske værdi er i det væsentligste knyttet til fortællingen om Københavns udvikling og til fortællingen om tidens arkitektoniske strømninger. Sammen med den øvrige bebyggelse på Søtorvet er bebyggelsen en tydelig fortælling om tidens arkitektoniske idealer på både by- og bygningsniveau, samt et af de bedste eksempler på den internationale historicisme. Der er ligeså en stærk kulturhistorisk værdi forbundet med facadens fortælling om tidens arkitektoniske strømninger og den internationale historicisme, som særligt skulle komme til at præge de nye byudviklingsområder i den sidste halvdel af 1800-tallet. Den rige brug af støbte katalogvarer i kombination med de trukne og pudsede dekorationer i portlandcement, vidner om tidens byggeskik, når den er bedst, ligesom de fint bearbejdede metalarbejder på kviste, spir og tårne. Den klare forskel mellem de rigt dekorerede facader og de enkle prunkløse gårdsider fortæller om tidens arkitektoniske strømninger, hvor facaden og dekorationen var i højsædet og fortæller dermed også noget om samtidige samfundsforhold. Derudover bærer baghusets ydre en kulturhistorisk værdi, der forlener det repræsentative oprindelige gårdmiljø i København. Den kulturhistoriske værdi kommer til udtryk i ejendommens overordnede disponering der angiver tidens boligkultur og om det interne hierarki i lejlighedernes opbygning. På detailniveau fortæller bygningen om tidens industrialiserede byggematerialer med færdigstøbte katalogvarer og industrifremstillede bygningsdele, industrihøvlede profiler, døre og færdigstøbte stukgesimser. Derudover kan man forbinde den kulturhistoriske værdi til det, i 30'erne og 60'erne ændrede interiør, der på fornem vis repræsenterer den meget karakteristiske danske modernisme, både den tidlige og den sene.

Facadens udprægede historicistiske udtryk skaber stor arkitektonisk værdi, der karakteriseres ved den rige brug af dekorative elementer som de støbte katalogvarer og trukne og pudsede dekorationer. De horisontale gesimser og friser har dels en dekorativ og dels en kompositorisk funktion, idet de skaber en visuel balance mod de dominerende vertikale dekorative elementer, herunder pilastre. Hertil kommer at de refendfugede partier, der sammen med en granitsokkel, sørger for at skabe en naturlig tyngde til den nederste del af facaden. De mange detaljers fremspring skaber tillige en reliefvirkning som gør facaden livlig. Samlet set bidrager de malede murflader, de enkle horisontale linjer, de taktfaste vinduer og hele den symmetriske placering af de dekorative elementer til facadens imposante og pompøse fremtræden. Den arkitektoniske værdi er tæt sammenkoblet til gårdsidens facades prunkløse udtryk og regelmæssige vinduessætning. De ældre vinduer har i deres udførelse og farveholdning stor arkitektonisk værdi. Derudover knytter der sig arkitektonisk værdi til baghusets ydre, der forlener den håndværksmæssige tradition i perioden. I det indre kommer den arkitektoniske værdi til udtryk i de velproportionerede stuer og den aflæselige planløsning, herunder den bevarede hovedtrappe med alle snedkererede detaljer. Ydermere gælder det de ældre bygningsdele, som har en høj håndværksmæssig kvalitet, herunder døre, gerigter, stukarbejder, og paneler. Detaljernes kunstfærdige forarbejdning forlener rummene med historicismens dekorationsrigdom. Derudover knytter der sig arkitektonisk værdi til de i 30'erne og 60'erne ændrede interiør der i materialevalg og stilistisk udtryk forlener det udtryk der karakteriserer den danske modernisme. Hele det unikke Søtorv forbinder de bærende fredningsværdier til ejendommen, der på nationalt plan er det ypperste eksempel på tidens byplanmæssige

Læs videre om

• Esplanaden 15-17, København
• Olfert Fischers Gade 5, København
• Sølvgade 20, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen