Faktaboks

Hein Heinsen
Født
23. juli 1935, Grindsted
Titel
Billedhugger
Nationalitet
Dansk
Virkested
Danmark

Biografi

Hein Heinsens kunstneriske aktiviteter og udviklingslinie er bestemt af hans præcise blik for de ændringer, kulturen, naturvidenskaben og især rumopfattelsen har gennemgået i de sidste ca. 30 år. R. Musils overvejelser over jegets sammenhæng, N. Wieners entropi-begreb, Wittgensteins sprogspil og genoptagelsen af Kants analyser af "det sublime" har haft afgørende betydning for H.s opbrud fra det idealistiske i modernismen. Disse opbrud har inspireret ham til at skabe nye formkategorier og kompositionelle registre, der afdækker afskæringer i rummet, der er uden faste centre. De præfabrikerede objektkombinationer, han skabte i sidste halvdel af 1960erne, f.eks. Stænger og ringe, 1965-66, udtrykte en optagethed af rumrelationer og objekter, der er uden hierarki og faste grænser. De inspirerer beskueren til at opfatte objekterne ud fra forskellige positioner og under varierende omstændigheder. Disse objekter har, skønt skabt ud fra andre forudsætninger, en vis strukturlighed med den amerikanske Minimal Art. Sinuskurver, 1966, danner således både sideordnede figurer og afsluttede flader. Men de har næsten organiske former, et træk, der ikke findes i den amerikanske minimalisme. De forskellige brud med modernismens helhedssyn har befordret de mest originale nyskabelser i H.s kunst. Billedkunstens muligheder for at fortolke forholdet mellem utopi og realitet, fortid og nutid bliver et centralt tema i H.s værker i 70erne. I Hest 76, en nutidig tolkning af George Stubbs romantiske hest fra 1770, bliver vore hævdvundne begreber om billede, virkelighed og ramme problematiseret. Rammen er glaspladen, man kan se igennem den, og dens runde hjørner har ingen afslutning. En hentydning til, at de rammer, vi bruger til at fortolke virkeligheden, hele tiden skifter karakter og befinder sig i et skæringspunkt mellem fortid og nutid. I dette tiår blev H. overbevist om, at "de tydningsrammer, der skal til for at forstå den enkeltes tilværelse, er blevet større og større." Denne opfattelse er visualiseret i det omfattende værk Utopia og 24 andre steder, 1977, og projiceret ned på 3 sydsjællandske kommuner. Det bliver et symbol på vor virkelighed, hvis uendelighed og tomhed inspirerer os til at bruge vor fantasi til at skabe ideer om et andet og mere meningsfyldt samfund. Den skærpelse af skulpturens formkategorier og dens relationer til rummet, som H. foretog i 80erne, fremtræder som et opbremsningspunkt i informationssamfundets voldsomme produktion og cirkulation af stofløse billeder. Netop i dette samfund bliver rummet, stedet, stoffet, nuancerne og forskellene, som skulpturen på en særlig intens og afgjort måde kan fastholde, forflygtiget. I de skulpturer, som H. rejste i dette tiår og i begyndelsen af det næste, er der ingen faste akser, intet centrum og ingen repræsentation. De er spaltede i en uendelighed af præciserede former, brudte og forskudte i forhold til hinanden, og deres skarpe kanter skaber nye afskæringer i rummet og danner en række lokale rum. Hele tiden dukker der nye sammenknytningspunkter op, der stimulerer beskueren til selv at skabe helheder, se, opleve og tænke på andre måder. Den enkle skulptur OR 37, 1984, danner indgangsporten til disse skulpturer, der bryder med både det klassiske rum og den klassiske geometri. Derefter følger med hvert sit udgangpunkt en række skulpturer, f.eks. Skulptur 89, med et kompliceret net af formkombinationer, kompositionelle registre og skalaspring. Siden 1968 har H. også skabt nybrud i kirkekunsten. De skulpturelle elementer i hans monumentale kirkeudsmykninger virker i kraft af deres intensitet og kompleksitet. De peger samtidig på det guddommelige, der aldrig kan begribes gennem billeder af vor verden, men alene kan visualiseres gennem en bearbejdning af de abstrakte, kunstneriske virkemidler, især lyset. H.s monumentale projekt ved det norske hus ved Sophienholm, Eremitagen og Bjergbestigersken, 1993 afdækker både spændvidden og det egenartede i hans kunstneriske talent. Et nyt, åbent rum med en visualisering af vor tids uforudsigelige verden, hvor enhver ny orden træder frem på kanten af kaos, er skudt ind i den romantiske, landskabelige have.

Genealogi

Heinsen, Hein Olaf, *1935, billedhugger. *23.7.1935 i Grindsted. Forældre: Sognepræst Johannes H. og Ruth Helga Sadolin. ~15.9.1962 i Valløby med læge Eva Engberg, *18.3.1933 på Fr.berg, datter af prof. Ernst Andersen og advokat, senere retsassessor Gudrun Engberg.

Uddannelse

Cand.theol., Kbh. Univ. 1962; Kunstakad. Kbh. 1958-60, 1962- 63.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links