Faktaboks

Jørgen Carlo Larsen
Født
10. december 1954, Hørsholm
Titel
Billedhugger
Virkested
Danmark

Biografi

Jørgen Carlo Larsen begyndte som maler, men arbejdede fra 1980ernes midte med forskelligartede materialer og ready-mades, der i sammenstillingen fremstod som nye selvstændige objekter med referencer til hverdagen. L. ønskede at overføre registreringen af omgivelsernes form- og rumdannende komponenter til et kunstnerisk sprog. Opdagelsen af den tidligere industribygning Tapko i Københavns Nordhavn blev afgørende for det videre arbejde. Med afsæt i den industrielle bygnings vilkårlige vækst overførtes iagttagelserne til undersøgelser af skulptur i relation til den omgivende arkitektur. I slutningen af 1980erne opstod en række større lukkede arkitektoniske konstruktioner, hvor geometriske grundfigurer omformedes til utopiske arkitekturmodeller og større skulpturelle installationer. Anvendelsen af installationer betød en mere aktiv inddragelse af beskueren som f.eks. i Pavillon, hvor en åben bygning af brugte materialer, udstyret med gammelt tapet på en væg og stole-objekter på gulvet, fremstod som en arkitektonisk skulptur, der samtidig fungerede som konkret opholdssted. I Rekonstruktion overførte L. materiale fra en tom villa til Fiatværkstedet, hvor mødet mellem det stedspecifikke og det tilførte skabte en absurd fortælling. Installationen Just Before dinner omformede rummet til en scenografi, hvori indgik både lyd og 8 mm film. Sammen med Tapko har L. arrangeret udstillinger og performances med udenlandske kunstnere i Kbh., ligesom kunstnerne sammen har deltaget i aktiviteter i udlandet.

Genealogi

Larsen, Jørgen Carlo, *1954, billedhugger. *10.12.1954 i Hørsholm. Forældre: Specialarbejder Hjalmar Tcherning Carlo L. og Dagmar Hansen Thomsen. Samliv fra 1978 med sygeplejerske Birgitte Kjær, *17.6.1952 i Hedehusene, datter af politiass. Ib Jens Michael Emil K. og Grethe Wisbom.

Uddannelse

Glyptoteket (Egon Bjerg Nielsen) 1983-85; Kunstakad. Kbh. (Richard Winther, Bjørn Nørgaard) 1985-91.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links