Glastrappen i det panoptiske rum i fløj 9 i Jyske Banks hovedkontor i Vestergade i Silkeborg. Trappen er konstrueret i stål og glas og er tegnet af Årstiderne Arkitekter, som er en del af Sweco Danmark A/S.
.

Jyske Bank er Danmarks tredjestørste pengeinstitut og den næststørste danskejede bank. Hovedsædet i Silkeborg er byens største private arbejdsplads. Gennem årene er Jyske Bank blevet kendt for sin anderledes tilgang til bankdrift og for synspunkter, der ikke altid vinder genklang hos konkurrenterne. Jyske Bank har også vist sin innovative tilgang til bankydelser og filialindretning.

Banken er et resultat af en stribe fusioner af i første omgang jyske banker. Grundlaget var en fusion i 1967 af Silkeborg Bank, Kjellerup Bank, Kjellerup Handels- og Landbrugsbank samt Handels- og Landbrugsbanken i Silkeborg. I årene efter fulgte Banken for Brædstrup og Omegn, Samsø Bank og Odder Landbobank. I 1981 holdt banken for alvor sit indtog i København med overtagelsen af Finansbanken. Siden har der været adskillige udvidelser med sammenlægningen i 2014 med realkreditinstituttet BRFkredit som det mest markante.

I dag er Jyske Bank en finanskoncern, der tilbyder privatkunder og virksomheder alle former for finansielle ydelser. Banken havde i april 2019 ca. 3.800 medarbejdere, heraf 1.500 i Silkeborg. Desuden er Jyske Bank medejer af JN Data A/S og Bankdata A/S, der tilsammen beskæftiger ca. 1.400 medarbejdere i bl.a. Silkeborg.

Videre læsning

Læs mere om Forskning, rådgivning og forretningsservice i Silkeborg Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked