Koldinghus Slot - Slots- og Kulturstyrelsen

Koldinghus Slot er, med sin placering højt over Kolding centrum, byens dominerende vartegn. Slottet ligger hævet over byen, knejsende på toppen af en mægtig borgbanke. Banken er anlagt på den naturlige morænebakke, som lå her mellem Kolding Å mod syd og den opstemmede slotssø mod nord. Syd for banken vokser den historiske bykerne frem, og øst for slottet ligger Koldinghus Staldgård på et lidt lavere plateau, men stadig ophøjet i forhold til byen.

Foruden at være bygningsfredet er anlægget også fortidsmindefredet. Slottets udtryk og historie er stærkt præget af branden i 1808, hvorefter slottet stod som ruin i over 100 år, inden det blev restaureret/genopført i dets nuværende skikkelse af Inger og Johannes Exners tegnestue. Slottet anvendes og drives af Museet på Koldinghus.

Tidslinje over Koldinghus Slots historie
Af .

Bygningshistorie

Koldinghus har i store træk gennemgået seks udviklingsperioder: Den gotiske/ middelalderlige, Christian III, Christian IV, Frederik IV, ruinperioden inkl. de første restaureringstiltag og slutteligt Exners restaureringsprojekt.

Store dele af det bygningshistoriske afsnit er citeret fra tekster skrevet af den tidligere museumsdirektør for Koldinghus Poul Dedenroth-Schou.

Middelalderborg 1268-1500

Omkring midten af 1200-årene blev grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig lagt fast ved Kolding fjord, Kolding Å og Kongeåen. Ved denne grænse opstod Kolding som en handelsby, der hurtigt fik købstadsrettigheder. Ved det betydningsfulde overgangssted anlagde Erik Glipping i 1268 det første Koldinghus som værn af rigets sydgrænse, først og fremmest vendt mod Slesvig-hertugerne, der gennem generationer var fjendtligt stemt over for den danske konge.

Der er i dag ingen synlige spor af det allerældste Koldinghus, men arkæologiske undersøgelser antyder, at der allerede tidligt har stået et stenhus på slotsbanken. Med rimelig sikkerhed kan de to nederste etager af nordfløjen henføres til Christoffer af Bayerns regeringstid (1441-48), imens store dele af vestfløjen kan dateres til omkring 1470’erne. Vestfløjen var efter tidens forhold et pragtfuldt udstyret hus med fremspringende liséner og buefriser mellem gårdfacadens vinduespartier, der gav lys til de store sale. Trods senere ombygninger er vestfløjen stadig en af de største bevarede verdslige stenbygninger fra middelalderens Danmark.

Sammen med et system af voldgrave, der omkransede borgen og byen, samt en vindebro over den inderste voldgrav, har Koldinghus udgjort en stærk fæstning ved rigets sydgrænse.

Danmarks første renæssanceslot 1536-59

I 1536 besteg Christian III den danske trone efter den blodige borgerkrig Grevens Fejde. Efter at have befæstet sin magt over for indre og ydre fjender foretog Christian III og hans dronning Dorothea en civil ombygning af Koldinghus. Alle middelalderlige forsvarsindretninger blev fjernet, og borgen blev ombygget og udvidedet til et residensslot for kongen og hans familie i den vestlige del af riget. Koldinghus blev det første rent civile slot i Danmark, og næst efter Københavns Slot var Koldinghus det mest benyttede danske kongeslot i Christian III’s tid.

I årene omkring 1550 blev den middelalderlige voldgrav om Koldinghus kastet til og vindebroen erstattet af en dæmning. Skytteloftet over vestfløjens to sale blev forhøjet og indrettet til festsal, og syd- og østfløjen blev opført på fundamenterne af den gamle ringmur. På den ældste tegning af Koldinghus fra 1585 ses det, at Christian III desuden udstyrede slottet med adskillige trappetårne i gården, der blev afsluttedet af høje spir. For at skjule de forskellige byggeperioder blev slottets mure pudsede og hvidkalkede. Tagene blev lagt med grøn skifer.

Christian III gennemførte reformationen i Danmark og lod i sydvesthjørnet af Koldinghus indrette det første protestantiske fyrstekapel i riget. Christian III’s Kapel var to etager højt med en gallerigang, og sporene efter de høje, rundbuede kirkevinduer er stadig tydelige i murværket både inde og ude.

Christian IV’s Koldinghus

Som dreng og ung mand opholdt Christian IV sig i lange perioder på Koldinghus med en lille hofstat. Da han i 1596 var blevet kronet, foretog han som sit første større byggeri en ombygning af Koldinghus, til dels foranlediget af en brand i nordfløjens køkken. Slottet skulle ikke blot være en bekvem kongebolig, det skulle tillige tjene til rigets repræsentation, som den første hilsen til sydfra kommende gæster. Ombygningen omfattede bl.a. opførelsen af Kæmpetårnet, der skulle give slottet dets karakteristiske profil.

Han byggede også en ny og større kirke som ramme om de kirkelige embedshandlinger, idet farfarens beskedne kapel ikke svarede til Christian IV’s forestillinger om fyrstemagtens omgivelser. Kirken blev bygget på slotsbankens nordvestlige hjørne, til dels ud på bankens skrænt, som en forlængelse af vestfløjen. Det blev et prægtigt udstyret kirkerum, indrettet efter det skema for fyrstekapellers indretning, som havde udviklet sig blandt de nordtyske protestantiske fyrster. Kirken blev en forsmag på den endnu bevarede Frederiksborg Slotskirke, omend i mindre skala. Et bredt hovedskib var omgivet på tre sider af et pulpitur, hvor kongens lukkede stol fandtes. Alteret stod på den fjerde side, foran det store vindue, der senere blev tilmuret.

På etagen over den nye kirke lod Christian IV indrette en 57 meter lang festsal, der strakte sig gennem hele vestfløjen og videre over kirkerummet. Det var en festsal, der i længde kun stod tilbage for Kronborgs. Over kirke og festsal rejste Christian IV Kæmpetårnet, og på toppen blev anbragt fire store skulpturer af antikke helteskikkelser, hver med et våbenskjold for kongens vigtigste landområder: Hannibal med det danske, Scipio med det norske, Herkules med det svenske og Hector med Slesvigs våben. Kun Herkules står i dag tilbage med Sveriges våben, de tre kroner, der på Christian IV’s tid symboliserede den nordiske union og således var en understregning af Christian IV’s krav på overhøjheden i Norden.

Den lange ubrudte festsal, også kaldet Riddersalen, gjorde, at Kæmpetårnets ene side hvilede på en kraftig tømmerkonstruktion over salen, en dristig konstruktion, der medvirkede til tårnets delvise sammenstyrtning ved branden. I slotsgården fornyede Christian IV alle trappetårne og lod de nye tårne udsmykke med oliemalede og forgyldte sandstensportaler.

Frederik IV’s Barokslot

Middelalderens og renæssancens danske konger var til stadighed på rejse rundt i landet, men efter enevældens indførelse i 1660 blev Danmarks konger fast bosiddende i København og Nordsjælland. Alligevel blev Koldinghus efter 1600-årenes krige mod Tyskland og Sverige, og de dermed følgende ødelæggelser, opretholdt som det sidste kongelige slot i Jylland. En stor del af Frederik IV’s regeringstid domineredes af Den store nordiske Krig (1709-20) mellem Danmark og Sverige. Samme år, som freden var sluttet, indledtes en gennemgribende modernisering af Koldinghus.

Slottet var allerede da et resultat af generationers byggeaktivitet. De middelalderlige fløje og renæssancefløjene havde ikke samme etageinddeling, hvilket naturligvis afspejledes i facaderne. Frederik IV søgte nu at bringe Koldinghus i overensstemmelse med barokkens krav til arkitekturen om orden og regularitet. Størstedelen af renæssancens gavle og kviste blev fjernet. Etagerne blev ensartede, og slottet fik nye vinduesåbninger anbragt i vandrette bånd og med en ensartet rytme langs hele facaden. Kun grundplanens skæve firkant lod sig ikke ændre.

Med Frederik IV’s ombygning forsvandt den store riddersal. Tiden havde ikke længere brug for sådanne store repræsentative rum på Koldinghus, da officielle statshandlinger ikke længere blev udført uden for landets hovedstad. Det sidste afgørende spor efter Frederik IV ses på vestfløjens gårdfacade, der centralt på fløjen blev udstyret med en fornem sandstensportal udsmykket med kongens kronede dobbeltmonogram.

Brand og ruin

Natten mellem 29. og 30. marts 1808 udbrød den brand, der på to dage lagde slottet øde. På brandens anden dag styrtede den sydlige del af Kæmpetårnet ned og knuste slotskirken nedenunder. Koldinghus blev efterladt som en sodsværtet ruin. I 1808 var Danmark i krig, København var bombarderet, og landets økonomi var i en elendig forfatning. Der var ingen, der for alvor tænkte på at bygge Koldinghus op igen, og kun den lokale befolkning brugte slottet – som stenbrud.

I takt med romantikkens sværmeri for den maleriske ruin fremkom efterhånden flere og flere sympatiudtalelser for ruinens beskyttelse, f.eks. udtalte H.C. Andersen sig omkring 1830 for bevarelse og beskyttelse af slotsruinen, og i 1831 blev ruinen lukket ved Kgl. Resolution for at beskytte de tilbageværende rester.

Først i slutningen af 1800-tallet kom der alvor bag genopbygnings-tankerne. Bygninginspektør Winstrup udførte i 1880’erne vigtige beskyttelsesforanstaltninger og reparationer af ruinen. Museet på Koldinghus blev stiftet i 1890, og det har siden da været en drivende kraft bag restaureringen. Man begyndte beskedent med et par rum i nordfløjen, der stadig var nogenlunde intakte efter branden, men efter få år var hele nordfløjen under tag.

Under 1. verdenskrig blev vestfløjen genopbygget, til dels med genbrug af materialer fra Det Kongelige Biblioteks gamle bygning i København. Den Hvide Sal i vestfløjen og spindeltrappen i Kirketårnet er fra denne periode. Denne første istandsættelse af ruinen var præget af (national)romantiske strømninger, hvor man stadig lod sig betage af ruinens skønne forfald. Ruinudtrykket blev fastholdt udvendigt ved at opføre flade tage der var usynlige fra jorden.

I begyndelsen af 1930´erne truede resterne af Kæmpetårnet med at synke i grus. I 1934 udfærdigede Kgl. Bygningsinspektør Viggo Norn et storstilet genopførselsforslag, der skulle ’genrejse slottet i den skikkelse, som det havde før branden’. Norn argumenterede imod den ruin-romantiserende tilgang der – i hans optik – ville resultere i en forfalsket ruin-attrap, og at det sande historiske monument derved ville være forsvundet for altid. Han argumenterede bl.a. ved at skrive ’Vi har ikke så mange fortidsminder, at vi har råd til at ofre Koldinghus på romantikkens alter’. Han fremhævede det faktum at ruinen allerede var halvt genopbygget, idet både nord- og vestfløjen var taget i brug, og belyste det urimelige i at én halvdel blev bevaret imens den anden halvdel forfaldt.

I Norns forslag skulle samtlige mure repareres og/eller genopføres så slottet kunne få sin oprindelige storhed tilbage. I forslaget nævnes det, at en del detaljer er umulige at skaffe sikker dokumentation for, og der her skulle gendigtes stilhistoriske analogier for at sikre et helstøbt og færdigt udtryk. Denne inkonsekvente – men friske – tilgang til restaurering var kendetegnende for perioden. Udbruddet af 2. Verdenskrig udbrud satte en stopper for gennemførelsen af Norns store projekt, men det lykkedes dog at skaffe penge til, og at realisere, Kæmpetårnets genopførelse.

Derpå indtrådte en lang periode med kun beskedne restaureringsarbejder på grund af verdenskrig og lavkonjunktur, og først i 1970´erne iværksattes den endelige og fuldstændige restaurering af Koldinghus.

Exners’ restaurering

I 1964 nedsatte boligministeriet et udvalg, som i 1969 afgav en betænkning om slotsruinens fortsatte skæbne. Betænkningen belyste usikkerheden og faldgruberne ved at skulle vælge mellem enten genopbygning eller ruin, og den indeholdt en stor grad af kreativ frihed for de udvalgte arkitekter, Inger og Johannes Exner, der fik overdraget opgaven i 1972.

Exners foretog et møjsommeligt og grundigt detektivarbejde, der kortlagde ikke kun de store kongers byggeperioder, men i lige så høj grad de nyere tiders bygningsinspektører og arkitekters arbejde på slotsruinen. Johannes Exner kaldte det ’at finde murværkets alfabet’, og det realiserede projekt behandler alle foregående tidsperioder med lige stor respekt og nænsomhed. Løsningen på Koldinghus’ beståen blev både genopbygning og ruin.

Koldinghus slotsruin er bevaret som en vigtig kilde til viden om slottets bygningshistorie, og projektet er i sin helhed et arkitektonisk storværk. Restaureringen blev tildelt EUROPA NOSTRA-prisen i 1993.

Bygningsbeskrivelse

Eksteriører generelt

Den historiske ankomst til slottet går gennem kongeporten i Staldgården mod øst, hvor man får et direkte kig op mod slottet. Mellem slot og staldgård ligger et stykke af den oprindelige – nu tilgroede – voldgrav, som man passerer via en brolagt jorddæmning.

Selve slottet er et massivt lukket anlæg i solidt murværk, og består af fire uregelmæssige fløje i tre etager omkring en slotsgård. Fløjene har blottede sokler i granit langs ydersiden. Slottet er primært opført i røde munkesten og afsluttes af et højt valmet tag beklædt med nye røde vingetegl. I det nordvestlige hjørne hæver det kvadratiske Kæmpetårn sig op og giver slottet en karakteristisk profil, der kan ses på lang afstand.

Såvel inde som ude er slottets udtryk karakteristisk ved den mangfoldige historiske lagdeling. Murværket er som et patchwork-tæppe af nye og gamle stenformater, der er forskellige i både farve, format, forbandt og forvitringstilstand. På en stor del af facaderne ses rester af lys puds. Variationerne spænder tidsmæssigt fra spor af gotiske spidsbuestik på vestfløjen til Exners nye røde teglsten. Der ses også buestik i gule Flensborgsten fra barokken, og Kæmpetårnets murværk afslører sig som nyere (fra 30’erne) ved fraværet af murankre.

Vinduerne er generelt ensartede og sidder taktfast i facaderne. Alle er nyere vinduer udført efter et barokt forbillede med seks småsprossede rammer på 1. og 2. etage, og fire rammer på 3. etage. Alle vinduerne er oliebehandlede/ brune udvendigt. Der ses en minutiøs forskel på vinduerne fra de forskellige restaureringsperioder, men det overordnede udtryk er, at vinduerne er ens. Kirkens vinduer adskiller sig dog fra de andre ved at have en anden dimension og ved at sidde meget dybt i den ekstra tykke mur.

De mest markante forskelle i facaderne opstår i mødet mellem den nyeste restaurering ved Exner og alle de forudgående byggeperioder, da Exner bevidst bruger materialer og formgivning, der adskiller sig fra de historiske.

Slottets bygningskrop i mursten lukkes mod syd af en ophængt facade beklædt med kløvede egetræsspån. Hvor opmuring har været påkrævet, f.eks. ved vinduesindfatninger og som øvre afslutning på de fire bevarede tårne i gården, er der anvendt mursten i moderne format og med en klar rød farve, der tydeligt adskiller det nye murværk fra det gamle. Hvor det har været nødvendigt at isætte nye murankre er disse specialtegnede og markerer sig igen tydeligt som nye, selvom både form og farve ligner de gamle fra lang afstand.

I gårdrummet tæller de nye tilføjelser bl.a. en gitterport i portens vestlige åbning, Dronningetårnet, den brede indgangstrappe syd for porten samt de to overdækkede kældertrapper i nordfløjen. Disse nye elementer er skulpturelt formgivet i et nutidigt formsprog og er udført i materialer som tombak, bronze, stål og glas.

Fløjene

Slottets grundform er amorf og har små knæk langs nord- og sydfløjenes forløb. Nord- og vestfløjen møder hinanden i en rektangulær sektion, der rummer kirken og danner base for Kæmpetårnet. Tårnet afsluttes i toppen af en sandstensbalustrade omkring en udkigsplatform. I det nordvestlige hjørne står den tilbageværende statue af Herkules og skuer udover søen. De tre forsvundne kæmper er markeret i udkigsplatformens belægning med bronzeplaketter.

Kirken er opført som en forlængelse af vestfløjen, men overgangen er tydeligt markeret i vestfløjens yderfacade med et fremspring på ca. 1,5 meter. Kirken og Kæmpetårnet er delvist opført ud over bankens stejlt skrånende terræn mod nord, og er derfor bygget op på en meget høj granitsokkel, forstærket med korte stræbepiller. Overgangen mellem kirkens rum og de øvre etager er markeret i facaden med en sandstensgesims. På kirkens nordfacade ses et højt tilmuret vindue.

Sydfløjen starter sit forløb retvinklet på vestfløjen, men kort efter knækker den svagt nordover, og fløjen fortsætter i denne retning, indtil den møder slottets sidste og korteste fløj mod øst. Det eneste, der bryder voldsiderne, er et lille rundt badstuetårn samt en hemmelighed, placeret hhv. i sydfløjens vestlige og østlige ende.

I østfløjen er der en rundbuet portgennemgang, hvori der sidder en patineret simpelt udført træport i den østlige åbning. Over porten findes et lille sandstenrelief indfældet i murværket. Porten er den eneste adgang til Slotsgården udefra, og den er dermed hovedankomstvejen til slottet. Træporten slås op i museets åbningstid.

Slotsgården

Slotsgårdens niveau ligger væsentligt højere end terrænet langs yderfacaderne. Den har en let aflang vifteform, der breder sig fra den korte facade ved ankomsten i øst og op mod vestfløjens facade. Gården er belagt med knoldebro med striber af større marksten og nyere gangbaner af brosten langs facaderne. Mod øst er en afvandingsrende kantet af bordursten. I midten af pladsen står en nyere vandkunst.

Gårdrummet præges af mange indgangsdøre og trappetårne. Der er i alt fem tårne; Kirketårnet i nordvest, Klokketårnet midt på nordfløjen, det nyere Dronningetårn i nordøst, Kongens Tårn midt på sydfløjen og Kronprinsens Tårn i sydvesthjørnet. Alle undtagen Dronningetårnet er delvist bevarede fra før branden og er afsluttet på toppen af nye sten. Kirketårnet, Klokketårnet samt Kronprinsens Tårn er udstyret med sandstensportaler med huggede dekorationer. Sandstensportalerne er stærkt forvitrede og beskyttes af overdækninger af hærdet glas.

Trappetårnene gemmer på spindeltrapper af forskellig udformning og materialer, f.eks. beton, egetræ eller rødmalet støbejern. I flere af tårnene ses også bevarede rester af sandstenstrin fra før branden. Dronningetårnet har en trappe, der slynger sig om to spindler som et ottetal.

Ud over tårnene er der langs nordfløjen to overdækkede kældernedgange samt to døre til stueetagen. Sidstnævnte er fremhævet med refendmurede pilastre med sandstenskogler på toppen.

Midt på vestfløjen findes en markant indgangsdør omkranset af en barokportal i sandsten, der bærer Frederik IV’s kronede monogram. På sydfløjen findes foruden en dør i trappetårnet en ny, større åbning til ruinsalen. Begge er dækket med glas og gitterlåger. Der findes også en enkelt kældernedgang. På østfløjen er der en stor fritstående trappe syd for indgangsporten, der fører ind til Ruinsalen.

Interiører generelt

Slottets indre rum bærer også præg af den komplekse bygnings-historik. Bygningen afslører sig som tidligere fæstning ved, at ydermurene er væsentligt tykkere end murene mod gårdsiden i vest- og nordfløj. De ekstra tykke vægge i kirken – næsten tre meter – fortæller desuden om de konstruktive vanskeligheder ved at bygge på kanten af den stejle borgbanke.

Den overordnede oplevelse af slottets interiører domineres ligesom i det ydre af todelingen mellem Exners projekt og alle de forudgående perioder. Exners projekt markerer sig bevidst med materialevalg og detaljer, der adskiller sig fra de historiske, og som tilsammen danner en klart aflæselig palet af virkemidler.

Palettens mest fremtrædende ’farver’ er rød- og hvidmalet stål/støbejern, limtræ, gulvbelægning af gule teglsten lagt på højkant, lysinstallationer i blank messing samt anvendelsen af luft som tilpasningsmateriale. Dertil kommer en række sekundære, men ligeså genkendelige motiver, bl.a. egetræsgulve med gummifuger, hvid liste- og pladebeklædning, stål, specialtegnede beslag, håndtag, værn og lamper, samt koboltblå accentueringer i lofterne enkelte steder. Overgangene mellem tidligere restaurerede rum og Exners restaurering opleves meget tydeligt i vandringen gennem slottet.

Nordfløjens interiør

Rummene i nord- og vestfløjen samt rummene over kirken var allerede istandsat inden Exners store restaurering, og de er i vid udstrækning bevaret som de stod i 1970’erne.

Nordfløjen slap bedst fra branden, og den havde stadig nogle intakte stjernehvælv i stueetagen og et par bevarede kaminer og skillevægge på de øvrige etager. De bevarede bygningselementer har dannet udgangspunkt for ruminddelingen i nordfløjen, som vi ser den i dag. På alle tre hovedetager er fløjen inddelt i fem ensartede regulære rum, der spænder fra facade til facade; fire i den oprindelige nordfløj og et i den let drejede del mod øst. På 2. sal er der etableret et gangareal langs gårdfacaden, men hovedinddelingen følger de øvrige.

Materialiteten i nordfløjen domineres af hvidkalket murværk. Det ses i både skillevægge, i stjerne-, tøndehvælvede og flade lofter samt i ydermurene, der står med ruinens rå struktur under det hvide kalklag. I stueetagen er der stenfliser på gulvene, på de øvrige etager er der nyere, slidte parketgulve. Den østlige del bærer præg af gentagne ombygninger gennem tiden.

Vestfløjens interiør

I vestfløjen er der store, åbne sale på alle tre etager. Ligesom i nordfløjen står ydermure og vinduesnicher med en kalket rå murværksoverflade, men i vestfløjen er der i højere grad benyttet træ til indretningen, muligvis som følge af adgangen til genbrugsmaterialer.

I stueetagen understøttes et rustikt bræddeloft af en langsgående søjlerække af kraftigt tømmer med simple udskæringsdetaljer. Tømmeret ser ud til at have en høj alder, men det er uvist hvornår det stammer fra. Gulvet i dette rum er et nyere støbt gulv.

På 1. sal ses Den Hvide Sal, der – sammen med egetræstrappen i Kirketårnet – stammer fra ombygningen af Det Kgl. Bibliotek i København. Den Hvide Sal er et nyklassicistisk fuldt panelleret interiør med en lav gallerigang båret af korintiske søjler. Al træværk er hvidmalet med enkelte gyldne profileringer. Gulvet er et mønsterlagt bræddegulv.

På 2. sal står udstillingsrummet helt frit; det er i dag udstyret med nutidige museumsinstallationer.

Kirken og Kæmpetårnets interiører

Kirkerummet, der betegnes som Christian IV’s Slotskirke, er et stort rektangulært rum i to etager, og det var det første rum, der blev bearbejdet i Exnerprojektet. Rummet står i dag ruinøst, råt og åbent, og det kan tilpasses skiftende udstillinger. Gulvet er belagt med svensk kalksten, og de tidligere gallerier langs siderne er markeret med forhøjede egetræsgulve. På væggene ses synlige rester af sandstensudsmykninger. Sidegalleriernes søjlerække er markeret med høje tredelte standerlamper i rødmalet stål. I rummets sydlige ende er der en indskudt balkon i egetræ, hvis højde svarer til galleriets oprindelige højde.

I loftet hænger tre store lysinstallationer elegant udformet i smalle messingrør. Lysinstallationerne markerer de forsvundne stjerneribbehvælv over kirkerummet. I loftet over lamperne ses tværgående bjælker i beton. Over kirkerummet ligger Riddersalen, der har en tilsvarende udstrækning. Loftet er båret af rødmalede betonbjælker, placeret og dimensioneret som om det var tømmer. Væggene er glatpudsede og hvide, og gulvet er belagt med gule mursten i et kvadratisk mønster. For enden af Riddersalen, i fløjens nordgavl, ses resterne af et bevaret kaminstykke fra Christian IV’s tid.

Over Riddersalen ligger Kæmpetårnets kvadratiske rum, som ensartede kassetter opefter, med vinduer der orienterer sig mod hvert verdenshjørne. Lofter og vægge ligner Riddersalens, blot er betonbjælkerne her malet hvide.

Østfløjens interiør

Østfløjen er rumligt og funktionsmæssigt delt i to halvdele; en del nord for porten der hører til nordfløjen, og en sydlig del der indgår i sydfløjen. I stueetagen ligger ankomstrummet med billetsalg, i direkte forbindelse med udstillingen i nordfløjen. Rummet præges af en stor bindingsværkinstallation, der er en af museets udstillingsgenstande. På 1. og 2. sal ligger museets administrationslokaler, der indgår i Exners restaureringsprojekt. Lokalerne består af kontorer, toiletter og frokoststue, og er udført ved en komplet foring med hvide træpaneler på vægge og lofter. Paneleringen er dekoreret med enkle udfræsede, grafiske mønstre, og rummene er skabt som en moderne fortolkning af Den Hvide Sals klassicistiske panelering.

Sydfløjens interiør

Sydfløjen, der var den mest medtagede efter branden, rummer i dag museets ubetingede højdepunkt: Ruinsalen. Salen spænder åbent ud både på langs og på tværs, og i fire etager. De eneste ruminddelinger i den fire etager høje sal udgøres af de massive tværgående vægrester i hver ende af fløjen.

I dette kæmpemæssige åbne rum er der indskudt tre etagedæk i både den vestlige og østlige del. Dækkene forbindes langs nordfacaden af smalle svævende gangbroer, og de er lodret forbundet af en skulpturel vindeltrappe i øst, foruden ligeløbstrapper mellem etagerne i vestenden.

Dækkene bæres af gennemgående krydsformede limtræssøjler, der forgrener sig i bærestykker ved etagerne. I den åbne del af rummet står to kæmpemæssige, fritstående limtræssøjler, der forgrener sig mod loftet og giver rummet en kirkelig karakter. Over de to fritstående søjlers forgrening ved loftet hænger hvide nedadpegende pyramider med en forgrenende listeudsmykning, der minder om profileringen på stjerneribbehvælv.

Ruinsalen rummer skiftende udstillinger på de indskudte dæk, men den er også i sig selv en udstillingsmontre for ruinen. Her kan man betragte de forvitrede rester af murværk såvel som senere tilførte beskyttelsesforanstaltninger af ruinvæggene, og man bliver ført rundt i – og igennem – ruinen i fire etager, fra kælder til 2.sal.

I den vestligste ende af sydfløjen, i hjørnet til vestfløjen, ligger et dobbelthøjt rum, der markerer Christian III’s kapel. Rummet er i direkte forbindelse med ruinsalen fra stueetagen, og det kan beskues fra en lille balkon på 1. sal, der markerer kongens tidligere indgang til kapellet. Rummet er indrettet til auditorium med en indskudt platform med bænkerækker, der også markerer højden (ikke placeringen) af fyrstekapellets tidligere pulpitur. Adgangsvejen til bænkerækkerne på platformen går via en ny spindeltrappe i det udvendige Badstuetårn.

Kapellet hører udtryksmæssigt sammen med Ruinsalen, men er mere eksklusivt detaljeret, f.eks. har rummet et skakternet marmorgulv. Rummet belyses af en stjernehimmel af små messinglamper, der svæver i forskellige højder fra loftet. Lampernes ledningsudtag er brugt/camoufleret i et dekorativt mønster af koboltblå listebeklædning i det hvide pladeloft.

Materialiteten i både Ruinsalen og Christian III’s kapel er meget kontrastrig med sammenstillingen af tungt murværk over for spinkle stålkonstruktioner og gamle ruinøse overflader mod nye og glatte.

Loftetage- og kælderinteriører

Loftsetagerne på øst-, nord-, og vestfløj bruges af museet til opmagasinering. Den nye tagkonstruktion er udført i kraftige limtræsbjælker. Over Ruinsalen i sydfløjen står tagrummet åbent, og man kan iagttage den gigantiske, hvidmalede stålgitterkonstruktion, der er båret af limtræssøjlerne i salen, og som bærer både taget, træfacaden mod syd samt gangbroerne i salen nedenunder.

Kælderen under nordfløjen blev indrettet til restaurant under Exners restaurering, og under kirken, dybt nede i den kølige undergrund, ligger det tidligere fangehul.

Miljømæssig værdi

De miljømæssige værdier for Koldinghus knytter sig først og fremmest til slottets beliggenhed højt hævet over byen. Slotsbanken rejser sig stejlt syd for søen og krones på toppen af slottets kompakte bygningskrop. Anlægget er et pejlemærke for byen og området og har været det ligeså længe Kolding har eksisteret.

Tilknytningen til den gamle Kongevej og placeringen ved det, der dengang var rigets grænse, gjorde, at Koldinghus spillede en vigtig symbolsk rolle for kongens magt – også længe efter, at slottet ikke længere blev brugt til kongeresidens. Det kan aflæses i anlæggets bearbejdning, f.eks. den iscenesættende ankomst gennem Staldgården og Kæmpetårnets karakteristiske profil, der udstråler magt og storhed over omgivelserne.

I dag fungerer slottets græsklædte bakketop som en tilgængelig og populær park midt i byen, hvor brugerne kommer på ganske tæt hold af slottets historierige mure.

Kulturhistorisk værdi

Koldinghus rummer flere forskelligartede kulturhistoriske værdier. En af dem er fortællingen om, hvordan de danske konger har udviklet og tilpasset deres ejendomme efter tidernes skiftende stil og behov. Om- og tilbygningskulturen finder vi spor af, eller hører historier om, på næsten alle historiske ejendomme i landet, men Koldinghus er særlig, fordi den afslører alle sine lag for beskueren på en nøgen og mere afslørende måde, end man typisk ser. Da slottet er bevaret i sin ruinøse tilstand, kan vi med egne øjne se de mange forskelle og nuancer i murværket, og ved selvsyn se f.eks. vinduer og etageskels tidligere placeringer. Denne oplevelse er særdeles stærk både ude og inde på Koldinghus, og det viser med al tydelighed, hvor frimodig man tidligere har været mht. ændringer i bygningsmassen.

En anden og meget væsentlig kulturhistorisk værdi på Koldinghus er den udvikling inden for restaureringsfaglig praksis, der kan aflæses i slottet. Udviklingen ses tydeligst i interiørerne.

Der er i dag bevaret tydeligt definerede eksempler på tre forskellige typer af restaureringspraksis i Koldinghus; istandsættelsesperioden omkring år 1900, genopbygningen af Kæmpetårnet fra 1930’erne og slutteligt Exners store projekt, der begyndte i 1970’erne. De tre perioder er karakteriserede ved forskellige tilgange til restaurering, hvilket stadig kan aflæses i de bevarede interiører.

Istandsættelsen fra omkring århundredeskiftet ses bevaret i nord- og vestfløjenes udstillingsrum. Her er brugt traditionelle materialer, og rummene bærer præg af en romantisk, stilmæssig tilgang, der bl.a. kommer til udtryk i de stjernehvælvede lofter i nordfløjen og stolperækken i vestfløjens stueetage.

Den næste tydeligt dechifrerbare restaureringsperiode ses i genopbygningen af Kæmpetårnet – og de tilhørende rumligheder – der bliver udført i 1935. Disse rum er istandsat med flittig brug af tidens nye materiale; beton. Tårnet er genopført med glatpudsede vægge, og loftsbjælkerne er udført i in-situ støbt beton. Trappen til udsigtsplatformen på Kæmpetårnet samt trappen i Kronprinsens Tårn blev ligeledes udført i beton støbt med skureringstekstur. I Riddersalen blev der lagt et gulv af gule tegl. Den restaureringsholdning, der kan aflæses i disse rum, er en pragmatisk og ambitiøs tilgang, hvor man vil genskabe slottet fra inderst til yderst. Her er det ikke et autentisk historisk udseende, der søges, men en gendigtning og genoprettelse af slottets storhed.

Den sidste markante og tidstypiske restaureringsholdning, der kan aflæses på Koldinghus, ses i Exners projekt, der påbegyndtes i 1972. Exners blev fascineret af slottets lagdelte fortælling og ønskede at bevare den så intakt som muligt. Projektets restaureringstilgang udsprang af en filosofi, hvor bygninger sammenlignes med levende væsener; de fødes, lever, bliver syge, kureres, ældes og dør, og alle historiske lag i slottet behandles som ligeværdige. Konsekvent søgte projektet at undgå nedrivning eller fjernelse af bygningsmateriale, uanset historisk oprindelse, og der blev argumenteret imod at udskifte forvitrede bygningsdele, hvis ikke det var konstruktivt nødvendigt. Forvitrede mursten og sandsten skal i videst mulig udstrækning have lov til at ’dø i skønhed’.

Nye tilføjelser er tydeligt aflæselige som nye, og restaureringen er så vidt muligt udført reversibelt, således at ruinen i princippet ville kunne tilbageføres til sin tilstand før Exners bearbejdning. Inger og Johannes Exners projekt på Koldinghus eksemplificerer det dogmeskifte, der efter udgivelsen af Venezia-chartret i 1964 skyllede igennem hele den Europæiske restaureringsbranche.

De tre restaureringsperioders særegne karakteristika, og den fortælling de bærer, er en særlig kulturhistorisk værdi på Koldinghus.

Arkitektonisk værdi

De arkitektoniske værdier for Koldinghus knytter sig landskabsmæssigt til den ophøjede placering i byen, dets magtfulde udstråling i kraft af murmasserne og Kæmpetårnets voluminøse fremtoning, samt den effektfulde ankomstvej via aksen i staldgården.

Slotsgården har arkitektonisk værdi som et veldefineret, fint proportioneret og oplevelsesrigt uderum. Det opleves intimt, omsluttet af 3-4 etagers høje fløje med de mange tårne, indgange og trapper, og det fungerer som en optakt til interiørerne. Slotsgården er adgangsgivende til samtlige fløje, og de mange trappetårne og indgangsdøre giver gården en tydelig karakterforskel fra den tillukkede yderside. Her er liv og leben, uden at de mange elementer bliver forstyrrende. Den patinerede, toppede belægning passer godt til murenes arrede overflader, og den danner et smukt mønster set fra tårnvinduerne.

For selve slottet, såvel inde som ude, ligger den mest markante arkitektoniske værdi i oplevelsen af de historiske lag. De mange lag er iscenesat, kontrasteret og fremhævet af Exners enestående projekt, der er et hovedværk inden for dansk restaureringsarkitektur. Projektet bevarer ruinen som et stærkt historisk monument, hvor den er indkapslet og beskyttet af en ny arkitektur, der indrammer og understreger dens fortælleværdi. Ruinen er museets største og fornemste genstand, hvilket opleves stærkest i Ruinsalens virtuost bearbejdede rum. Salen gennemsyres af en enorm spændstighed, der opstår i de kontrastfyldte materialemøder mellem tung klippefast ruin og lette ophængte elementer i stål. Spændstigheden understreges af de tre gangbroers kurver, der er spændt sammen mod midten, således at den underste bro buer let opad, den midterste er vandret, og den øverste buer lidt nedad. De store limtræssøjler forankrer det nye projekt i jorden og giver rummet en kirkelig og højtidelig atmosfære.

Overgangene mellem Exner/ikke-Exner er markante, hvilket giver en arkitektonisk oplevelsesmæssig kvalitet i gennemgangen af slottet. Exners katalog af byggematerialer og virkemidler er klart dechifrerbare, og de tilførte elementer søger bestandigt at bevare mest muligt af ruinen, f.eks. ved hjælp af murværksbeslag tilpasset hver enkelt sten, og ved brugen af luft som tilpasningsmateriale. Mængden af detaljer er overvældende. Man kan gå på opdagelse i alle hjørner af værket og opdage nye omhyggeligt gennemtænkte løsninger, alle af stor arkitektonisk værdi.

Exners stil kan betegnes som nutidig skønvirke, hvor selv de mindste bestanddele er nøje bearbejdede dele af helheden – et gesamtkunstværk. De tilførte elementer har et industrielt formsprog, men er i høj grad specialtegnede.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om Slotte

Eksterne links