Spøttrup Borg - Slots- og Kulturstyrelsen

Borganlægget Spøttrup ligger for foden af en bakkekam, ned mod den genskabte Spøttrup Sø, ud for vestkysten på halvøen Salling i Limfjorden. Spøttrups trefløjede hovedbygning, samt spærremuren og porttårnet blev bygningsfredet i 1918. Det omkringliggende voldanlæg med voldgrave blev genoprettet omkring 1939 og er fortidsmindefredet.

I dag anvendes Spøttrup til museumsvirksomhed, der har til formål at udbrede kendskabet til borganlægget, samt den historiske kontekst det er bygget i. Spøttrup Borgmuseum er en del af det større museumsfællesskab MUSE®UM, der dækker området på halvøen Salling i Limfjorden.

Tidslinje over Spøttrup Borgs historie
Af .

Bygningshistorie

Bispeborg 1500-1579

I 1404 blev området omkring Spøttrup overdraget til bispen i Viborg, og borganlægget blev opført i begyndelsen af 1500-tallet. Borgen blev bl.a. bygget til beskyttelse af Bispesædets jordegods i de urolige tider op til reformationen. En anden af Spøttrup Borgs vigtigste funktioner var at være centrum i bispedømmets skatteopkrævning, der dengang blev betalt i naturalier.

Borgen blev opført som en trefløjet vandborg omkranset af voldgrave og høje volde, der skulle modstå tidens nyeste, ødelæggende våben: kanonen. Med sin placering ud til søen har en fjende måttet passere lige under voldene for at nå frem til porten mod vest, og derefter skulle man over den smalle dæmning mellem sø og ydre voldgrav. Denne måde at besværliggøre adgangsvejen på var et typisk træk i tiden.

Det kan aflæses på fundamenter og murværk, at anlægget oprindeligt var tænkt som et firfløjet anlæg, og desuden at borgen blev bygget i to faser. Sydfløjen opførtes først, og herefter kom resten. I sammenstødet mellem syd- og østfløj ses en fortanding i murværket, som viser, at den næste byggefase allerede var planlagt, ligesom forskelle i fundamentets opbygning også afslører de to byggefaser.

Den oprindelige etageinddeling i borgen har hovedageligt været som i dag: tre etager i sydfløjen, der blev brugt til opmagasinering af bispesædets indkrævede rigdomme i naturalier, og to etager i øst- og nordfløj, der havde større højloftede sale over den kælderagtige 1.etage. Ovenover alle tre fløje var et ekstra halvt stokværk, som var indrettet til skytteloft.

Nordfløjen var ved opførelsen lige så lang som sydfløjen, og anlægget var altså til at begynde med strengt symmetrisk. Nordfløjen blev forkortet kun kort tid efter opførelsen, sandsynligvis på grund af statiske problemer. Nordfløjens oprindelige gårdfacade indgår stadig i den nordlige del af spærremuren. Det var ved nordfløjens ombygning, at det dobbelthøje køkkenrum blev indrettet i stueetagen.

Efter reformationen i 1536 blev Spøttrup overtaget af Christian III og omdannet til et kongeligt len. Siden skænkede Frederik II i 1579 Spøttrup til adelsmanden Henrik Below.

Rennæssanceborg 1579-1700

Henrik Below forestår en kraftig ombygning af anlægget, og det samlede udtryk vi ser i dag stammer hovedsageligt fra denne tid. Skyttelofterne over fløjene blev revet ned og ombygget til den nuværende tagkonstruktion, og han opførte de to trappetårne i gården til erstatning for de middelalderlige svalegange og trapper i træ, der hidtil havde givet adgang til borgens øvre etager. Udvendigt kom også en lav, rund tilbygning til porttårnet, som dog senere forsvandt igen.

I sydfløjen indrettede han den store dansesal, med jævnt placerede, store vinduer og grathvælvet loft, i stedet for de mørke magasinrum. På sydfløjens 3. etage indrettedes herskabets beboelseslejlighed med den planløsning vi ser i dag. Nordfløjen fik en lav indskudt etage og hvælvede lofter, hhv. kryds- og grathvælvede, både på 1. og 2. etage.

Barokstil og Studegård 1700-1848

I begyndelsen af 1700-tallet overtog slægten Rosenkrantz godset, og fandt borgen i en særdeles forfalden tilstand. Anlægget blev i løbet af 1700-tallet restaureret og moderniseret efter barokkens mode. Borgens murværk blev pudset hvidt, og i 1760’erne fik lejligheden sin nuværende barokke detaljering.

Fra 1776 kom Spøttrup i borgerligt eje, og gennemgik herefter flere mindre ombygninger. De store omkringliggende engarealer sikrede stedets økonomi som en velfungerende studegård. Den mest kendte ejer i denne periode var Nis Nissen, der blev særdeles rig på studeopdræt og var kendt som ”Kongen af Salling”. Nis Nissen vedligeholdt hovedbygningen og ladegården smukt i hans tid som ejer 1803-1848.

Forfald og restaurering 1848-1941

I 1848 solgtes gården på auktion til et konsortium. Fæstegodset blev solgt fra, mens selve borgen overgik til en af konsorterne, Niels Breinholt. Han talte om at rive borgen helt ned, men nøjedes heldigvis med at rive hvælvene ud af nordfløjen for at indrette brændevinsbrænderi og mejeri.

I sidste halvdel af 1800-tallet led borgen under et accelererende forfald, og godset skiftede ejer flere gange. I denne periode blev den vestlige og sydlige side af voldanlægget nedbrudt, og voldgravene blev opfyldt, således at borgen nu var landfast. Nordfløjen stod ubenyttet hen og var i voldsomt forfald. Øst- og sydfløjene var inddelt på kryds og tværs med skillevægge.

I 1899 blev borgen under ledelse af Hack Kampmann målt op for Nationalmuseet af arkitekterne Harrild og Thorkel Møller. Disse opmålinger førte til en diskussion om borgens bevaring, men ejeren havde ikke ressourcer til vedligeholdet og ønskede nordfløjen nedrevet. Efter en overenskomst med ejeren om istandsættelse og efterfølgende fredning af den truede nordfløj i 1915, sikredes bygningen delvist. Først efter en lang dialog og en retssag blev hele Spøttrup Borg som en af de første i landet bygningsfredet i 1918.

I 1923 udgav arkitekt Mogens Clemmesen en udførlig analyse af borgens bygningshistorie, bl.a. på baggrund af opmålingerne fra 1899, samt et sæt nye opmålinger. Udgivelsen blev af stor betydning for den senere restaurering. I 1937 nedbrændte avlsgården syd for hovedbygningen, og i maj samme år overtog staten ejendommen. Gårdens jord blev udstykket og solgt i smålodder.

Efter statens overtagelse blev det besluttet at gennemrestaurere borgen, et arbejde der løb fra 1938-1941. Mogens Clemmensens arbejde dannede udgangspunkt for restaureringen, der blev udført under ledelse af arkitekt Arne Nystrøm.

Nu blev borgen grundigt istandsat, og de indvendige rumligheder blev rekonstrueret, hvor de manglede. Man valgte ikke at lade huset føre tilbage til et tænkt, ”oprindeligt” udseende, men bevarede de ”senere Tilbygninger og Enkeltheder af historisk og arkitektonisk Værdi, for at anskueliggøre Bygværkets Udvikling i Tidens Løb”. I dag kan det dog være svært at skelne mellem, hvad der er nyt, og hvad der er gammelt. Facadernes røde murværk blev renset for tilbageværende puds, og man genskabte flere af de udvendige hemmeligheder ud fra bygningsarkæologiske spor.

Indvendigt fjernedes nyere skillevægge og etageadskillelser, således at Dansesalen og Bispesalens store rum blev genskabt. I nordfløjen var der indvendigt meget få oprindelige bygningsdele at arbejde med. Kapellet og køkkenrummet blev genskabt ud fra arkæologiske fund, og oven over køkkenet indrettedes et lille museum bl.a. med genstande fundet under restaureringsarbejdet. I nordfløjens østende genskabtes ribbehvælvene på 1. etage, muret op på bevarede søjleskafter.

Voldanlægget med de dobbelte voldgrave blev genskabt ved udgravning med håndkraft. Der blev opført et brohus i murværk ved ankomsten gennem volden i vest.

I 1941 blev borgmuseet og det genskabte voldanlæg indviet, og restaureringsarbejdet blev senere grundigt beskrevet i en bog af Arne Nystrøm fra 1944.

Haveanlægget og genskabelse af Spøttrup sø (1941-2018)

Borgens lukkede anlæg levner ikke plads til et haveanlæg i umiddelbar nærhed til borgen. De fornødne køkkenhaver har derfor altid været anlagt uden for voldene på arealet øst for anlægget. Som en del af restaureringen i 1938, anlagde man derfor et større haveanlæg med urte-, buksbom- og lavendelhaver, hvor de tidligere køkken- og frugthaver havde ligget.

Øst for den historiske have inddrog man et større område, der blev udlagt som store plæner til afholdelse af folkefester. Mødepladserne blev smukt indrammet af tæt beplantning med træer og blomstrende buske, og der blev opsat en talerstol af kampesten. I 1960’erne blev mødepladserne omlagt til en blomstrende løgpark med romantiske slyngede stier, men blomsterparken blev opgivet efter kun få år. I 1970’erne blev der igen etableret en skovlignende beplantning af egetræerh på hver side af et plæneareal.

I 1994 blev Spøttrup Sø genskabt. Ved udstykningen i husmandssteder havde man etableret et fælles pumpelaug til afvandingen, men efterhånden var driften blevet for dyr. Efter et samarbejde mellem lodsejerne, kommunale myndigheder og Naturstyrelsen lykkedes det at samle 110 ha jord i statsligt eje, som nu henligger i sø og eng.

I 2011 indviedes en ny velkomstbygning øst for haveanlægget, og ankomstvejen omlagdes hertil. Bygningen markerer ankomsten til Spøttrup, og man føres nu igennem havens anlæg i stedet for uden om, hvilket skaber en flot optakt til borganlægget i det åbne landskab.

Bygningsbeskrivelse

Eksteriør

Ankomstvejen til Spøttrup ligger langs anlæggets sydside og strækker sig mod øst. På sin vej ned mod borgen passeres et område med velvoksne egetræer, inden man når ned til engarealets flade, åbne horisont.

Borgen er opført på et kvadratisk voldsted, der er omkranset af to voldgrave. De to voldgrave adskilles af ni meter høje voldbanker, der skjuler borgen til tagskægget, indtil man når om foran indgangen mod vest. Adgangen til borgen går via lave træbroer og igennem et lille muret brohus, indbygget som en tunnel i voldens vestside.

Selve borgen består af tre korte fløje, som møder hinanden vinkelret og forbindes af en tyk spærremur og et porttårn, mod ankomstsiden i vest. Bygningsanlægget er grundlæggende symmetrisk opbygget, spejlet over ankomstaksen. Nord- og sydfløjene er gennemgående og har gavlflader i begge ender. Den nordlige fløj er efter opførelsen blevet forkortet, hvilket bryder symmetrien og danner en lille plads foran fløjens vestgavl ud mod voldgraven.

Borgen er opført på en sokkel af svære syldsten og rejser sig direkte op af voldgravens vandspejl. Ved sydfløjen er fundamentet lagt jævnt og kun lidt over voldgravens vandflade, mens det under de to andre fløje er højere og ujævnt afsluttet. De stejle, valmede tage er beklædt med røde vingetegl, og tagfladerne er ubrudte med undtagelse af enkelte skorstenspiber i rygningen. Bygningsvolumenet står helt i blankt murværk af rød-gule munkesten, muret i munkeforbandt. Der er bevaret store partier af rødflammede, patinerede sten, der gør murværket meget varieret og levende i sit udtryk.

Porttårnets tøndehvælvede portrum er den eneste adgang til borggården udefra. I portåbningen ses en tofløjet revleport med en lille indfattet dør. Porttårnet er udsmykket på begge sider med enkle hvidkalkede småblændinger af forskellig form i murværket. På porttårnets facade mod voldgraven ses murankre med årstallet 1762 og navnetrækkene MR og CH. Både i porttårnet og i spærremuren til begge sider ses runde skydeskår nederst i murværket.

Borggården er et intimt lille gårdrum belagt med runde piksten. Mod vest er en afvandingsrende, der fører ud til voldgraven. Borggården er udstyret med to trappetårne; et rundt og et firkantet, og der er derudover adskillige indgangsdøre til den halvt nedgravede stueetage. Det runde trappetårn afsluttes af et blytækket tag med et spir, det firkantede har saddeltag og er tegltækket ligesom fløjene.

Facaderne på bygningerne fremstår generelt spartanske med beskedne udsmykninger i murværket, hvidkalkede gesimser og enkelte murankre. Mod voldgraven opdeles langsiderne af taktfast placerede fremspringende hemmeligheder, der nærmest får en karakter af pilastre på facaden.

Vinduernes placering og form afspejler de indre rumligheder. Der er overordnet set to typer vinduer: På sydfløjen ses nyere korspostvinduer med fire rammer, der sidder plant med facaden, mens der på øst- og nordfløjene ses generelt høje, smalle vinduer med buede overkarme indrammet i murværket af enkelt- eller dobbeltbuede blændingsfelter. Derudover ses et par andre varianter i form af mindre vinduer på trappetårne og porttårn, foruden åbne skydeskår og luger. Alle vinduer, luger og døre er rødmalede, og alle vinduerne har små blysprossede ruder.

I facadernes blanke murværk ses adskillige spor efter ændringer og ommuringer. På østfacaden ses eks. to rundbuede vinduer ommuret til skydeskår, og i facaderne ind mod borggården ses bl.a. tre blændede dørfelter, der fortæller om tilstedeværelsen af en udvendigt opsat svalegang i træværk.

Hovedindgangen til borgens indre går via det firkantede trappetårn i sydøsthjørnet. Den lille rundbuede dør er indrammet af hvidkalkede rustikkvadre, formodentlig udført i puds. Op til døren fører en lille granittrappe flankeret af to små granitsøjler. Over døren ses en træplade med Axel Rosenkrantz’ og Karen Reedtz’ adelsvåben, samt årstallet 1702.

Interiør

Fløjenes ydermure er bygget som kassemure og har en dybde på ca. 1 meter ind mod gården og op til 1,75 meter mod voldgraven. Murenes enorme tykkelse opleves særligt i de øvre etagers rum og sale, hvor der dannes dybe nicher ved vinduer i ydermurene mod voldgraven. Etageinddelingen varierer, med tre etager i sydfløjen og kun to i øst- og nordfløj. På alle tre fløje ses en høj tagetage over de øvrige etager.

Bygningens interiører har generelt en enkel og traditionel materialeholdning med hvidkalkede nøgne vægge, lofter i enten hvælvet murværk eller flade bjælkelofter, og gulvene er lagt enten med røde teglstenfliser, ølandsfliser eller brede planker. Dertil kommer, at der kun er få tekniske installationer i bygningen.

1. etage

Borgens nederste etage ligger generelt et par trin under gårdspladsens niveau og består hovedsageligt af aflange kælderlignende rum med lave krydshvælvede lofter. I sydfløjen ses glatte renæssance-krydshvælv, hvor der i øst- og nordfløjen ses gotiske krydshvælv med ribber. Rummene på 1. etage belyses alle stort set kun fra smalle, skydeskårslignende lysspalter ind mod borggården, hvilket forstærker kælderfornemmelsen. Fløjene er ikke internt forbundet på denne etage, og alle rummene har direkte adgang fra gården. Gulvene er belagt med piksten af samme type som i borggården og flyder oplevelsesmæssigt sammen med gårdrummet.

I den vestligste del af nordfløjen ligger et rum, der adskiller sig markant fra de andre rum på 1. etage, idet det tydeligvis har været indrettet til køkken. Køkkenet er dobbelthøjt, har bjælkeloft i stedet for hvælv og er udstyret med et stort overdækket ildsted. Der ses også en dyb, stensat brønd, hvorfra en afløbsrende i gulvet fører ud til voldgraven, samt en udslagsvask i væggen med afløb til voldgraven gennem et aflangt skydeskår.

Forbindelsen til borgens øvrige etager går via de to trappetårne. Det runde tårn mod nordøst har en almindelig muret spindeltrappe, mens trappen i det firkantede tårn har en aflang muret kerne i midten, hvilket skaber plads til en lille repos foran dørene til sydfløjen. Ved østfløjen forbindes trappens skrå trin direkte til en lille stiktrappe.

Øvre etager i øst- og nordfløj

I øst- og nordfløjene er den middelalderlige rumstruktur og karakter fra borgens opførelse genskabt og udgøres hovedsageligt af to større højloftede sale, hhv. Bispesalen i østfløjen og Kapellet i nordfløjen. I begge sale ses høje buede vinduer, og vinduesnichernes hjørner er diskret markeret med en tilbagetrukken sten i hvert andet skifte. I de tykke mure ud mod volden aftrappes bunden af vinduesnicherne skråt nedad.

I Bispesalen ses murede kaminer med enkle dekorationer i det kalkede murværk. På nordvæggen ses også et stykke med afdækkede spor af barokke kalkdekorationer. Bispesalen og Kapellet er direkte forbundet via en lille dør.

Murværket i begge sale er meget rustikt, og der kan aflæses en mængde bygningsarkæologiske spor på væggene. Gulvene er belagt med kvadratiske røde teglstensfliser, og lofterne er udført med kraftige bjælker og brædder malet i en mørk brun farve.

Kapellet afgrænses mod vest af en skillevæg i bindingsværk, og på den anden side (over det dobbelthøje køkken) ligger et mindre, lavloftet rum, med en anden detaljering end i salene. Her er bjælkeloftet grågrønt med røde stafferinger, og der ses en profileret bemalet trækarm om kaminen. Gulvet er et nyere bræddegulv.

Øvre etager i sydfløj

Sydfløjen er karakteriseret ved renæssancens ombygninger til boligfløj. 2. etage udfyldes af Dansesalen, der er én stor, gennemlyst sal i hele fløjens længde. Dansesalens loft er et langt tøndehvælv, men brydes af lange stikkapper udfor de jævnt placerede vinduer, og salen får nærmest karakter af et krydshvælvet rum. I salens vestende ses der en muret kamin af samme type som i Bispesalen.

Sydfløjens 3. etage er indrettet til beboelseslejlighed efter en typisk renæssanceplan. En korridor langs gårdfacaden forbinder to større rum i fløjens ender, mens der er to mindre værelser ud til voldgraven. Der er direkte adgang til ’hemmeligheder’ fra tre af lejlighedens fire værelser. Det store rum i vestenden betegnes som lejlighedens spisestue.

Detaljeringen i lejligheden er generelt barok. Alle dørene er af barok udformning, og fyldingerne er flere steder bemalet med motiver af borgen eller egnen. Dørene har store messingdørgreb og profilerede marmorerede karme med nogle karakteristiske ”kløer” forneden. I spisestuen og de to mindre kamre ses indmurede vægskabe. I væggen mellem det ene kammer og korridoren er indbygget et sindrigt vægur med en urskive til hver side og urværket skjult i væggens tykkelse. Lejlighedens bjælkelofter er gråmalede med røde eller grønne stafferinger. I vinduesnicherne ses bemalede brystnings-paneler.

Porttårn, spærremur og tagetage

I porttårnet er der to vagtstuer over portgennemgangen, og disse nås via en spindeltrappe indbygget i tårnets massive murtykkelse. Portårnet er forbundet med nord- og sydfløjen via vægtergange øverst i spærremuren. Vægtergangene belyses fra begge sider af små lemme i muren. I den øverste vagtstue ses borgens eneste fuldt bevarede kamin med et lille felt af afdækkede kalkmalerier.

Over alle tre hovedfløje er høje tagetager, der står som rå tagrum med blottede trækonstruktioner.

Miljømæssige værdier

Den miljømæssige værdi ved Spøttrup knytter sig til fæstningsanlæggets solitære og afsides beliggenhed ved Limfjorden og Spøttrup Sø for foden af et bakkehæld og omgivet af haveanlæg og marker. Ankomsten gennem parken til voldstedet skaber en effektfuld iscenesættelse af borgens beliggenhed i landskabet.

Hertil kommer det genskabte voldanlæg, hvori borgen ligger i midten på det kvadratiske voldsted. Den høje vold skærmer for bygningen og udgør et stærkt rumdannende element.

De to træbroer, der ligger på borganlæggets hovedakse og fører over voldgravene via brohuset og frem til porten, udgør en imponerende ankomst til borgen.

Kulturhistoriske værdier

Borgen fremstår i dag som et helstøbt trefløjet anlæg. I en vis udstrækning er murene rekonstrueret, men der ses stadig mange bevarede spor af senmiddelalder, renæssance og barok. Spøttrups kulturhistoriske værdier knytter sig især til stilhistoriske spor efter disse tre hovedperioder.

Borgens form og hovedudtryk er middelalderligt. Det samlede borganlæg med vold og voldgrave er en velbevaret repræsentant for middelalderens borgarkitektur og er en af de bedst bevarede bygninger fra senmiddelalderen i Danmark. Anlæggets faseinddelte opførelse kan aflæses i de uens fundamenter og i fortandingen, der ses i murværket mellem syd og østfløj. Tilmuringen af de oprindelige vinduer ved fløjens øverste etage vidner om, at der har været en svaghed i borgens forsvarsværk, og at man i de urolige år i 1520’erne har følt behov for at styrke borgens forsvar ved at lade vinduerne mure om til skydeskår.

Renæssancen ses tydeligst i sydfløjen, hvor den regelbundne vinduessætning i den langstrakte Dansesal, afspejler byggestilen ved Henrik Belows ombygning til herreborg i 1580’erne. De hvælvede lofter og planløsningen i herskabets beboelse på 3. etage er alle bevarede fra perioden. Fra renæssanceperiodens ombygninger stammer også de to trappetårne i borggården, spærremurens overdækkede vægtergang samt en kamin i Bispesalens nordvæg.

Den barokke periode aflæses især på sydfløjens 3. etage. Lejlighedsindretningen fremtræder i dag med barokke detaljeringer som døre, gerigter, paneler og andet inventar. Interiøret eksemplificerer den sene provinsielle barok i Danmark og er overraskende velbevaret.

Endvidere rummer Spøttrup bygningsdetaljer, der vidner om borgens personalhistorie, f.eks. den genmalede træplade med Axel Rosenkrantz’ og Karen Reedtz’ våben, der hænger over hovedindgangen til borgen i det sydøstlige trappetårn. På porttårnets vestfacade ses sønnen, Mogens Rosenkrantz, og hans hustrus navnetræk, samt årstallet 1762, der var det år, de overtog borgen.

Arkitektoniske værdier

Spøttrups arkitektoniske værdier knytter sig i det ydre til det middelalderlige vold- og borganlæg. I kraft af den symmetriske opbygning, den bastante proportionering og den homogene materialeholdning fremstår borgen meget helstøbt.

Borgen har en stærk fæstningskarakter med sin beliggenhed omkranset af volde og grave, og karakteren forstærkes af de tykke mure og spærremure, af skydeskår og -luger, de smalle træbroer samt det fremskudte porttårn. Især mod ankomsten i vest fremstår facaderne massive, kun brudt af enkelte skydeskår. Borgen rejser sig som et klippemassiv direkte af voldgravens vandspejl og har et lukket og uindtageligt udtryk.

Den omsluttede indre borggård fremstår intim og har et homogent udtryk, hvilket styrkes af gårdens ensartede pikstensbelægning. Borgens sluttede form og det spartanske udtryk understreges af det gedigne murværk, de ubrudte sadeltage og facadernes forholdsvis få vinduesåbninger.

I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig overordnet til den traditionelle materialeholdning, der giver rummene et historisk nærværende udtryk. Interiørerne præges ligesom det ydre af en stor homogenitet og fremviser klare konstruktive principper, der er direkte aflæselige i vægge og lofter. Brugen af traditionelle materialetyper som tegl, træ og kalk giver i kombination med det enkle funktions-betingede formsprog rummene en råhed, der opleves meget stemningsfuld. Især de to ”middelalderrum”, Bispesalen og Kapellet, har et nøgternt udtryk, hvor murværkets stoflighed træder smukt frem. I relativ kontrast hertil er detaljeringen i sydfløjens lejlighedsindretning, med laborerede barokke døre og paneler, men også her fremstår rummene alligevel rå og med et stærkt historisk udtryk.

Den halvt nedsænkede 1. etage, med lave hvælv og meget få lysåbninger kontrasteres af salene på de øvre etager, der belyses af store, kirkelignende vinduer (i øst- og nordfløj) eller af taktfast placerede vinduer med et jævnt lysindfald (i sydfløjen). De forskellige typer lyssætning afspejler det indbyrdes hierarki etagerne imellem og markerer også forskellen mellem de ældre middelalderlige rum og de nyere rumligheder fra renæssancen.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om Herregårde og voldsteder

Eksterne links