Koldinghus Staldgård - Slots- og Kulturstyrelsen

Koldinghus Staldgård er et 3.100 m2 stort trelænget anlæg på den østlige del af Koldinghus Slots borgbanke. Borgbanken er anlagt oven på den naturlige morænebakke, som har ligget her mellem Kolding Å og Slotsøen mod nord.

Anlægget er fortidsmindefredet. Staldgården lejes i dag ud til bl.a. Museet på Koldinghus, Kolding Kommune og Hjemmeværnet.

Tidslinje over Koldinghus Staldgårds historie
Af .

Bygningshistorie

1500-tallet

I slutningen af middelalderen var Koldinghus Staldgård opført som en del af borgslottet Koldinghus’ ydre befæstningsværker. Staldgårdens historie hænger uløseligt sammen med slottets, idet store ombygninger på slottet som regel også omfattede staldgården. Staldgården var en vigtig del af det samlede anlæg, da det var her, man opstaldede først kronens og siden lenets heste.

Staldgårdens placering på plateuet foran slottet og ankomstvejene gennem øst og sydfløj har været uændrede siden 1500-tallet. De tidligste opførte bygninger på stedet var af bindingsværk.

1600-tallet

De første angivelser af større forandringer på staldgården finder vi i forbindelse med Christian IV’s ombygning af slottet i begyndelsen af 1600-tallet. Slottet blev gennemgribende forandret, bl.a. ved opførelsen af det mægtige Kæmpetårn. Christian IV’s ombygning af staldgården omfattede bl.a. hovedporten i østfløjen, der blev ommuret med behuggede sandstenskvadre. Porten var den officielle ankomstvej til slottet fra kongevejen i øst, og opgraderingen af denne port var med til at styrke iscenesættelsen af kongens magt. Med samme formål blev der lagt planer for to lave borglignende hjørnetårne på staldgården, men disse blev først realiseret i sønnen Frederik III’s tid.

Hjørnetårnene blev bygget i massivt murværk, hvor resten af gården formodentlig stadig stod i bindingsværk på dette tidspunkt. Resterne af disse tårnmure kan stadig spores i bygningens hjørner, hvor vægtykkelsen er en anelse større end i resten af bygningen. De to ’terrasser’, som Christian IV kaldte dem, gentog Kæmpetårnets kvadratiske motiv med en flad, balustrade-omkranset top, og bandt derved slot og staldgård visuelt sammen i et stærkt helhedsudtryk. Præcist hvornår tårnene forsvandt er uvist. Ifølge samtidige afbildninger fandtes de endnu omkring 1690, men på 1700-tallets tegninger er de ikke længere at se.

Bindingsværket blev i slutningen af 1600-tallet gradvist erstattet med grundmur, men det er uvist præcist hvornår alle murene var udskiftet til murværk. Den ældst bevarede grundplan fra 1740, publiceret i Den Danske Vitruvius, viser et strengt symmetrisk anlæg, helt i murværk.

1700-tallet

I 1715 blev landet inddelt i såkaldte rytterdistrikter, der fik hovedkvarterer i byerne, herunder også i Kolding. Det medførte en ny staldindretning på staldgården. Koldinghus Slot blev på dette tidspunkt ikke længere benyttet til store officielle formål, og det var derfor naturligt at opstalde rytterdistriktets heste her.

Efter en brand i 1737 blev arkitekten Nicolai Eigtved indblandet i genopbygningen. Eigtved indordnede staldgården i en streng baroksymmetri, der modsvarede slottets barokke ombygning i samme periode.

Sidelængerne blev udstyret med tre symmetrisk placerede porte langs hver facade, der supplerede den allerede eksisterende gennemkørselsport i sydlængens vestende. Således blev der skabt tre klare tværakser til hovedaksen fra kongeporten, foruden tværaksen gennem endefagene mod vest. For at opnå fuldendt symmetri og orden blev den midterste tværakse ført igennem med en port på hver af de ydre facader, men disse var ren staffage og planæstetik. Terrænet var for stejlt til, at disse porte kunne anvendes til andet end udluftning af staldrummet. I dag er terrænet mod syd hævet så tilpas meget, at der er isat en anvendelig dør i portens sted, men mod nord blev porten muret til efter kun få år.

Store dele af Eigtveds facader og akser kan stadig genfindes i længerne i dag. Ved denne ombygning bliver tagene med al sandsynlighed også udskiftet fra skifer til røde vingetegl.

Frem til i dag

Efter nedlæggelsen af Koldinghus rytterdistrikt i 1764 husede staldgården fra 1772-1842 to eskadroner af Det Holstenske Rytter-/Lanserregiment.

I 1845-1862 var staldgården hjemsted for hærens opdræt af avlshingste, og det er sandsynligvis i denne periode, at østfløjen blev indrettet til bolig. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet afholdtes desuden årlige dyrskuer i staldgården.

Fra 1907-1923 var der Remontedepot for militæret (tilridning af unge heste inden de fordeles til afdelingerne). Nedlæggelsen af Remontedepotet afsluttede en 500-årig periode af stort set uafbrudt hestehold på staldgården.

Fra 1926-1990 holdt Forsvarets Bygningstjeneste til i Staldgården, dog afbrudt af Gestapos overtagelse af bygningerne fra oktober 1943 til maj 1945. Den ene af Gestapos fængselsceller ”Zelle II”, hvor tilfangetagne modstandsfolk var indespærret, findes stadig i sydfløjen. På væggene i cellen ses flere af fangernes inskriptioner. Gestapo etablerede en ekstra vognport i sydlængens sydfacade, men porthullet blev tilmuret igen straks efter krigen for at udslette besættelsesmagtens spor.

Forsvarets Bygningstjeneste stod for mange af de ombygninger og nyindretninger, der præger staldgården i dag. Kolding Kommune har også foretaget flere mindre ombygninger og nyindretninger i østfløjen, dog er der stadig historiske spor tilbage.

I 1914 pudsede man de udvendige facader med cementbunden puds, der blev malet med en oxydrød emulsionsmaling. Tagene blev skiftet til sortglaserede tegl i 1980’erne. Facadernes cementpuds blev i årene 2008-2012 nedhugget, og efterfølgende pudset med kalkmørtel og hvidkalket til det udtryk vi ser i dag.

Ved nedhugningen blev det registreret, at staldgården er opført i mursten i mange ulige formater, men primært munkesten. Flere mindre undersøgelser kunne tyde på, at bygningerne, eller dele af bygningerne, er opført i genbrugssten – muligvis fra det nedbrudte Haderslevhus, eller fra nedbrudte konstruktionsdele fra den oprindelige borg på Koldinghus.

Bygningsbeskrivelse

Eksteriør

Bygningsanlægget består af tre sammenbyggede længer omkring et aflangt gårdrum, der åbner sig mod slottet i vest. I bygningsanlæggets centerakse, midt på østfløjen, er en stor port omkranset af en nyhugget sandstensportal. Der er en sekundær, men mere benyttet gennemkørselsport i sydfløjens vestligste fag.

Gårdspladsen er belagt med piksten i et bredt bælte langs facaderne og med nyere bånd af bordursten i granit og kørebanesten. Midten af pladsen er udlagt med grus, omkranset af hækbevoksning med opstammede lindetræer. Grusarealet bruges i dag til parkering.

Terrænet falder kraftigt omkring anlægget, hvilket medfører, at de ydre facader har store højdeforskelle. Mellem Staldgården og slottet ligger en tørlagt voldgrav, der passeres via en brolagt jorddæmning.

Bygningernes massive murede facader er opført i munkesten, pudset og hvidkalket. På ydersiden af alle tre længer løber et muret sokkelfremspring, der på østfløjen har en profilering ved overgangen til facaden. Gesimsen er profileret og hvidkalket. Taget er helvalmet, opskalket og beklædt med sorte glaserede tegl.

Anlægget er homogent i sit udtryk og sine materialer, men der er små forskelle i detaljeringen mellem den kortere østfløj og de to lange sidefløje mod nord og syd. Facaderne på de to sidelænger er udstyret med jævnt placerede, rundbuede staldvinduer i støbejern, samt rundbuede plankedøre og porte. Østfløjens facader er derimod forsynet med større hvidmalede og småsprossede korspostvinduer, samt døre med flammeret beklædning og halvrunde viftesprossede vinduespartier over. De stort set ubrudte tagflader er ind mod gården forsynet med ti stakluger i alt – fire langs hver af sidelængerne og to på midterfløjen. Østfløjens tag er derudover forsynet med otte jævnt placerede skorstene, en flagstang samt en del små tagvinduer.

Portalen om østfløjens centrale port er opbygget af indmurede sandstenskvadre med S-formede udhugninger. Indfanget i kvadrene sidder på hver side af porten en dorisk pilaster, og slutstenene er udsmykket med en vrængemaske mod øst og et figurhoved mod vest.

Den sekundære gennemkørselsport i sydfløjens vestende er mere enkelt udsmykket med kalkede profileringer. Begge porte er forsynet med store rammeportfløje med fyldninger. Alle øvrige døre og porte vender ind mod gårdspladsen, på nær en enkelt port midt på sydfløjens ydre facade. Alle porte og døre er malet sortgrønne.

Interiør

Indvendigt præges staldgården af mange ombygninger og nyindretninger. Særligt østfløjens stueplan og de indrettede loftområder er gennemgribende ombygget. Der er indrettet kontorer, værksteder og depotrum for museet, og både planløsning og materialeholdning har en lidt sammenblandet karakter.

Der er dog stadig mange synlige historiske bygningsspor tilbage, bl.a. i form af bevarede tømmerkonstruktioner i nord- og sydlængen, hvor store dele af en dobbelt stolperække er vidnesbyrd om ridehusindretningen i 1700-tallet. I den vestlige ende af sydlængen ses også en ridehal, der sandsynligvis er indrettet i første halvdel af 1800-tallet. Rummet har et bevaret, profileret bræddeloft.

Gulvene er enten betondæk på terræn eller træbjælkelag med strøer og plankegulve, til dels lagt over lave ventilerede krybekældre. Tidligere kældre er tilkastede. Ca. 110 cm under de nuværende gulve, finder man rester af staldgårdens oprindelige gulve.

Miljømæssig værdi

Hele anlægget ligger prominent i landskabet. Slottet og staldgården hæver sig op over byen og er et vartegn for området. Terrænet og dets udformning er en del af fortidsmindet og har høj formidlings- og bevaringsværdi.

Selve staldgårdens miljømæssige værdier ligger i dens understøttende og iscenesættende rolle i forhold til slottet. Staldgården ligger på et lidt lavere plateau og holder afstand til slottet, men skaber samtidig en effektfuld ankomst via midteraksen i anlægget, der peger op mod slottet. Hovedporten i østfløjen skaber således en fin optakt til slottet, som anes bag træerne for enden af det åbne gårdrum.

Kulturhistorisk værdi

Staldgårdens kulturhistoriske værdier er uløseligt forbundet til Koldinghus slot. Da Slottet i 1808 brændte og blev forvandlet til en ruin, sluttede en næsten 600-årig æra som jysk kongeslot. Staldgården har siden middelalderen og frem til branden 1808 været en del af denne udvikling, og slottet har gennemgået de stilmæssige forandringer, der naturligt har fulgt med tiden.

Staldgårdens samlede udtryk er i dag domineret af en forholdsvis intakt barokstil, hvor Nicolai Eigtveds stramme akser og symmetri stadig kan genfindes i placeringen af porte og døråbninger. Selvom der er forekommet ændringer siden, bl.a. udskiftningen fra røde sten til sortglaseret tag, giver det samlede anlæg set udefra, stadig et troværdigt indtryk af Eigtveds elegante bygninger.

Staldgårdens oprindelige funktion som stald er stadig tydeligt aflæselig både i det ydre og i det indre, og den er dermed et kulturhistorisk vidnesbyrd om det store behov for understøttende funktioner et kongeslot bragte med sig. Hierarkiet mellem slot og staldgård er i dag forvredet lidt, fordi staldgården med det glaserede tag fremstår unødigt fornemt i forhold til det ruinøse afdæmpede slot.

Staldgårdens bevarede Gestapo-celle, ’Zelle II’, fortæller en nyere, væsentlig historie om tyskernes besættelse og den danske frihedskamp. Cellen er en del af Museet på Koldinghus.

Arkitektonisk værdi

De arkitektoniske værdier viser sig først og fremmest i anlæggets symmetri og homogene helhed, det tydelige hierarki fløjene imellem samt samspillet med slottet.

Gårdrummet har arkitektonisk værdi i kraft af dets proportioner, den rytmiske og serielle karakter af de lange facader samt dens stoflige belægning. Gårdspladsen er en effektfuld forplads til slottet.

Anlægget spejles over midteraksen, og den symmetriske opbygning understreges af sandstensportalen om hovedporten i østfløjen. De ubrudte tagflader og facadernes stoflige kalkede overflader binder alle tre længer sammen i et stærkt helhedsudtryk.

Der er i dag tydelige forskelle mellem detaljeringen på den tidligere beboelsesfløj i øst og de to staldlænger. Staldlængernes rolige gentagelse af kviste, portåbninger og små vinduer understreger fløjenes længde og den tidligere funktion. Østfløjens større vinduer, finere døre, midterporten samt de mange skorstene danner tilsammen et mere herskabeligt udtryk.

Østfløjen har tydeligt en anden karakter end staldlængerne. Indvendigt har bygningerne gennem tiden gennemgået kraftige forandringer, men flere steder ses konstruktioner i form af f.eks. en dobbelt søjlerække, der antyder den staldinddeling, som er gengivet på tegningen i Den Danske Vitruvius fra 1749. Mange steder må det forventes, at denne tømmerkonstruktion er lukket inde i skille- og forsatsvægge.

Den gamle ridehal i sydfløjens vestlige ende har rumlige kvaliteter i kraft af sin størrelse og det originale profilerede loft. Det nuværende lagerrum i nordfløjens vestlige ende er ligeledes forholdsvist intakt, og det fortæller om den tidligere benyttelse som stald.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om Herregårde og voldsteder

Eksterne links