Kongensgade 2 B, C og D, Helsingør

Helsingørs bygningskultur har været tæt forbundet med byens politiske og økonomiske historie. Opførelsen af nye bygninger har været tæt forbundet med de svingende indtægter byen fik fra Øresundstolden og forskellige kongers byggeaktiviteter på Kronborg samt med militære konflikter i nærheden af byen. Helsingør har været i tidernes løb været forskånet for store brande, hvilket betyder, at byen har bevaret en kerne med mange middelalderlige bygninger. Helsingør by bliver nævnt i kilderne første gang i 1231 og beskrives som et lille fiske- og færgeleje. Byen voksede frem omkring Sankt Olai Kirke, den senere domkirke, og udviklede sig langsomt, indtil Erik af Pommern i 1425 pålagde alle handelsskibe, som passerede igennem de danske farvande en afgift, den såkaldte Øresundstold. Samtidig med indførelsen af Øresundstolden opførte Erik af Pommern borgen Krogen på den yderste del af næsset for bedre at kunne håndhæve sin kongelige myndighed og for at sikre gode betingelser for opkrævningen af Øresundstolden. I 1577 fik Krogen sit nuværende navn, Kronborg. Erik af Pommern udlagde også Helsingørs byplan, hvis hovedstruktur er bevaret til i dag, og som er kendetegnet ved en regulær inddeling i nogenlunde regelmæssige firkantede karreer. Karreerne var lette at opdele i gode byggegrunde, der kunne anvendes til gavlhuse med side- og baghuse, samt brede grunde til huse med langsiden mod gaden. Fra byens centrale gade, Stengade, anlagde man en række smalle stræder ned mod stranden, hvor Strandgade senere blev anlagt. I dag er husrækken på Strandgade et eksempel på, hvordan velhavende borgere havde råd til at opføre prægtige bygninger. Opførelsen af borgen og ikke mindst Øresundstolden fik stor betydning for den lille by, fordi hundredevis af skibe ankrede op ved byen og provianterede der. Det blev grundlaget for en rivende udvikling, hvilket kom til at sætte sine spor i en rig bygningskultur. Helsingør fik købsstadsrettigheder i 1426, og byens borgere fik skattefrihed på enten fem eller ti år, når de byggede nye huse, alt efter om huset var opført i træ eller sten. Indbyggerne i Helsingør ernærende sig ind til ophævelsen af Øresundstolden i 1857 primært ved handelen med de opankrede handelsskibe, og byen havde som følge heraf indbyggere fra hele verden, særligt englændere, skotter, hollændere og tyskere. Efter ophævelsen af Øresundstolden mistede Helsingørs borgere en stor del af deres indtægtsgrundlag, og bygningskulturen blev herefter mere enkel, mindre ekstravagant og mindre international.Kongensgade 2 B, C og D blev opført omkring år 1600 og er bortset fra fjernelse af fyldtømmer visse steder i facaden mod gaden ikke ændret væsentligt siden opførelsen. På bagsiden har der gennem tiderne ligget luder af forskellig størrelse.

Kongensgade 2 B, C og D ligger ud mod den stærkt trafikerede Kongensgade og er bygget sammen med et grundmuret hus, Kongensgade 2 A, fra 1978, der ikke er omfattet af fredningen. I gården ligger tillige et baghus, der ikke er omfattet af fredningen. Bygningen består af et fjorten fag langt bindingsværkshus i et stokværk med udnyttet tagetage. Taget er et teglhængt heltag med røde vingetegl. I rygningen ses en skorstenspibe, og i tagfladen mod gaden sidder to kviste samt mod gården fem kviste. Forhuset står på en sortmalet sokkel, hvori der ses kampesten. Bindingsværket står mod gaden med rødtopstolpet tømmer og rødkalkede tavl, på gårdsiden med sortopstolpet tømmer og hvidkalkede tavl. Under tagudhænget på de fire vestligste fag ses en dekoration i form af stiliserede blomstermotiver malet direkte på murværket, herudover har elleve fag udskårne konsolknægte. I gadesidens to yderste fag mod vest ses en portåbning med en todelt, nyere, grønmalet og bræddebeklædt revleport, herudover ses to traditionelt udførte og grønmalede fyldingsdøre med fem fyldinger. Vinduerne udgøres af traditionelt udførte torammede og hvidmalede vinduer med to tværsprosser. Vinduerne mod gården er magen til facadens med undtagelse af, at de er grønmalede. I portåbningen ses bindingsværk med samme farveholdning som på bagsiden. Portåbningen er belagt med pig- og brosten.

Den toetages bindingsværksudbygning på forhusets bagside er fem fag lang og to etager høj med kvartvalmet tag. I rygningen ses en skorstenspibe og i tagfladerne flere nyere tagvinduer. Mod portåbningen er der på dele af østsiden påbygget en grønmalet, bræddebeklædt trappeopgang, under ses dels en kældernedgang dels et mindre udhus i bindingsværk. Udbygningen står på en sortmalet sokkel af kampesten, og bindingsværket fremstår som forhuset med sortopstolpet tømmer og hvidkalkede tavl. Facaden afsluttes af en et-leddet, hvidmalet gesims. I de to yderste fag er to traditionelt udførte, grønmalede døre. Vinduerne er traditionelt udførte torammede vinduer med en enkelt tværsprosse. Vinduer og døre er grønmalede. I det indre ligger der i forhusets stueetage to lejligheder, hvor den ene går ud i udbygningen, og i den udnyttede tagetage ligger to lejligheder. En delvis traditionel planløsning er bevaret i den besigtigede stuelejlighed, hvor køkkenet ligger mod gården og stuen mod gaden. Få ældre bygningsdele og -detaljer er bevaret, herunder synligt bjælkelag, ildsted, vægge af bindingsværk og en skorsten. Herudover ses traditionelt udførte, nyere døre, gerichter, trapper og loftsbjælker. Overfladerne er en blanding af ældre, traditionelt udførte og nyere, herunder fliser og bræddegulve. Kælderen anvendes til opbevaring og her ses mure af kampesten og pigstensgulv samt synlige loftsbjælker.

Den miljømæssige værdi ved Kongensgade 2 B, C og D knytter sig til forhuset som et væsentligt bidrag til de omkringliggende gaders husrækker, der fremstår som en blanding af ældre huse i stort set samme skala, form og materialeholdning som forhuset samt nyere huse i moderne materialer. Kongensgade 2 er således med til at fastholde det stort set bevarede kulturmiljø i kvarteret.

Bygningens kulturhistoriske værdi relaterer sig i det ydre til det velbevarede bindingsværk, hvor formen og dimensionerne på tømmeret sammen med de udskårne konsolknægte under de gennemstukne bjælker og styrterummet er et udtryk for den typiske måde at bygge på i begyndelsen af 1600-tallet. Hertil kommer, at der er kulturhistorisk værdi knyttet til facaden, fordi der i de fire vestligste fag på styrterummets tavl ses næsten kartoucheagtige renæssance-dekorationer i form af stiliserede blomstermotiver. Disse er en sjældenhed, da de i Kongensgade 2 er det sidste hus i Helsingør, hvor de er bevaret.I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder ildstedet, væggene af bindingsværk, loftsbjælkerne samt skorstenen.

Arkitektonisk står forhuset med udbygningen som en enkel og sparsomt detaljeret bindingsværksbygning, der mod gaden fremtræder harmonisk og enkel jævnfør den samlende farvesætning, mens gårdsiden fremtræder kontrastfuld med det sortopstolpede tømmer mod de hvide tavl med grønmalede vinduer og døre. De opsprossede vinduer bidrager tillige til den arkitektoniske værdi, idet de giver et let og sprødt udtryk til den lange bygning. Ligesom vinduerne skaber facadens udskårne knægte og de bemalede tavl et raffineret og elegant udtryk. Hertil kommer, at de røde, teglhængte tage samler forhuset og udbygningen til en helhed.

Læs videre om

• Hellebæk Hammermølle
• Lappen 38, Helsingør
• Rådmand Davids Hus, Helsingør

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen