Kronprinsessegade 6, København

Efter Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold (som gik langs Gothersgade), og i stedet anlagde en ny vold langs nuværende Øster Voldgade til Kastellet, opstod Ny-København, og dermed blev København omtrent 40 % større. Med den efterfølgende byplan fra 1649 blev der skabt en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt Borgergade, Adelgade, Gothersgade, Amaliegade, Sølvgade, Dronningens Tværgade m.fl. Efter branden i 1795 anlagdes Kronprinsessegade efter ønske fra kronprinsen, den senere kong Frederik VI (1768-1839), hvortil man inddrog 89 alen (55,8 meter) af Kongens Have. Gaden er opkaldt efter Frederik VI's hustru og senere dronning, kronprinsesse Marie Sofie Frederikke (1767-1852). Anlæggelsen blev ledet af stadsbygmester Peter Meyn (1749-1808) og J. H. Rawert (1751-1823) i 1799, men først fra 1804 blev der åbnet for færdslen, hvor brolægningen var etableret. Rawerts plan var et anlægge en fornem parkgade, hvor indtægten ved salg af de attraktive byggegrunde overfor haven skulle gå til erstatningerne, som måtte udredes til grundejerne rundt om i byen, hvis tomter efter branden flere steder var blevet inddraget til gader og torve. Nogle år tøvede man for ikke at trykke priserne på de mange stadig ubebyggede grunde i byen, men i 1800 blev der meldt auktion over knap halvdelen af strækningen: Først solgtes de mest prominente grunde, det vil sige stykket nærmest Gothersgade og grundene ved Dronningens Tværgade og Sølvgade. Selv her i Kronprinsessegade, hvor muligheden forelå, ønskede man ikke en samlet og ensartet etagehusbebyggelse, sådan som det kendes fra Paris og London. I stedet præsenterer gaden sig med en række individualiserede facader, både med hensyn til bredde, etageantal, materialer og arkitektonisk udsmykning. De har dog samme grundlæggende udtryk og danner tilsammen en af Københavns mest helstøbte og harmoniske gader, der er bevaret til i dag. Kronprinsessegade 6 er tegnet og opført af Johan Martin Quist, ligesom de resterende bygninger i Kronprinsessegade 6-18. Quist var mureruddannet, men fik C.F. Harsdorff som professor på Akademiet. Hans bygninger bærer da også Harsdorffs præg, men i en selvstændig fortolkning. Han var en del af den lille sammentømrede skare af Harsdorffelever, der helt kom til at præge det klassiske København. For-, side- og mellemhuset i Kronprinsessegade 6 er fra 1803-04. Facadeudsmykningen stammer fra 1850'erne, og facaden blev oliemalet i 1860'erne, mens kvaderpudsningen på underfacaden er fra 1880. Den øverste etage er fra 1906.

Ejendommen, der består af et forhus med sidehus, mellemhus og et ufredet baghus, indgår i Kronprinsessegades række af klassicistiske borgerhuse, som ligger overfor Kongens Have. Med side- og mellemhuset danner forhuset rammen om et lille, lukket gårdrum, ligesom der er en anden baggård bag mellemhuset. Forhuset er grundmuret i fem fag og har fire etager over en høj kælder. Taget er et fladt, tagpapbelagt heltag, som mod gårdsiden over for- og sidehus er udformet som københavnertag med stejl mansard behængt med skifer, mens mellemhuset har heltag behængt med røde tegl. Forhusets facade er pudset og hvidmalet, og er herudover kendetegnet ved en sortmalet sokkel, en beige underfacade med kvaderfugning og rustikke vinduesindfatninger samt en profileret hovedgesims. Herudover har vinduerne mindre indfatninger, og der er sålbænksgesims under vinduerne på første og tredje sal, fordakninger over første og anden sals vinduer, murede sålbænke med konsoller under tredje sals vinduer, pilastre og hjørnekvadere på tredje sal, portindfatning med fordakning og ældre plantekasser i smedejern foran yderfagenes vinduerne på første sal. I yderste fag er portrummet med lave gitterlåger og en ældre, gråmalet trefløjet fyldingsport med radialt overvindue, og der er gennemgående, ældre, gråmalet bræddebeklædning til brystningshøjde. Portrummets første del har over brystningshøjde sandstensbeklædning, krydshvælv og kældernedgang med paneleret dørindfatning og fordakning. I det indre har portrummet pudsede og gulmalede vægge, mens det ældre, blåmalede loft er kassetteret med hvide lister og hvide margueritter. Bygningens vinduer er traditionelle korspostvinduer, som dog i stueetagen er empirevinduer, mens der i kælderetagen er ældre butiksvinduer med støbejernsrammer. Mod forhusets rygning er to skorstenspiber. Side- og mellemhus er grundmurede, og gårdsiderne er ens udformet med vandskuret og gulmalet murværk. Her har forhuset to fag, sidehuset fire og mellemhuset tre fag, mens der er smigfag over to fag mod forhuset og et enkelt smigfag mod mellemhuset. I mellemhusets tagflade er mod forhuset en zinkindfattet pultkvist og en stor indeliggende tagterrasse, mens der mod anden baggård er en stor, taskekvist over fire fag. I gården har forhuset et elevatortårn påsat, og der er kældernedgang med fyldingsdør i smigfaget mod forhuset, indgang til bagtrappen i mellemhuset med en tofløjet fyldingsdør og tofløjet fyldingsport til anden baggård sammesteds, som alle er ældre og grønmalede. Vinduerne er som facadens, dog med sprosse i de nederste rammer, og de har alle sålbænk. Dog har fortrappen ældre, blyindfattede vinduer, og der er i kælderetagen nyere, men traditionelt udførte, torammede vinduer med to sprosser i hver ramme. Under tagfoden er en retkantet hovedgesims. Portrummet har pig- og brostensbelægning, en grønmalet liste i brystningshøjde og to kældernedgange med ældre fyldingsdøre. Mod anden baggård er mellemhuset pudset og hvidmalet. Her er ældre, grønmalede korspostvinduer med eller uden sprosse i de nederste rammer og ældre, gitterklædte vinduer i kælderetagen samt en kældernedgang med en nyere, grønmalet revledør. Ejendommen har én lejlighed per etage med boliger i de øverste og erhverv i de nederste etager. I det indre har for-, side- og mellemhus bevaret den oprindelige grundplan med forstue bag entrédøren, to repræsentative stuer mod gaden samt værelse og badeværelse mod gården og oval spisestue i smigfaget. I sidehuset er den oprindelige korridorgang, der løber ind i mellemhuset mod midtskillevæggen, og som giver adgang til de sekundære rum. Generelt set har sidehuset værelser, mens der i mellemhuset er værelser, badeværelse og køkken. Interiøret i særligt for- og sidehuset er kendetegnet ved enten nyere, men traditionelt udførte, eller oprindelige og ældre bygningsdele, -detaljer og overflader. Herunder hører parket, brædde- og plankegulve, brystnings- og lysningspaneler, fuldt panelerede vægge, ovnpilastre, ovnnicher samt én- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler, greb og tilhørende gerichter. Der er tillige i forhuset bevaret ældre kakkelovne og en kamin, loftsstukkatur i form af kantlister med sparrehoveder (nogle steder forgyldt) og rosetter i større og mindre versioner, fordakninger med volutsvungne konsoller i flere stuer og smigfagsstuerne, samt i smigfagsstuerne på første sal pilastre med forgyldte kapitæler og dørstykker, på anden sal feltinddelte vægge med stuklister med nitter samt på tredje sal tapet med scener fra Den Nye Verden, kanellerede døre og marketterigulv i den store stue mod gaden. Hovedtrapperummet har kvaderbemalede vægge og en særlig udformning, da det har en opsadlet trappe med oval durchsicht. Gelænderet har sirligt udformede, drejede balustre med delvis forgyldning placeret på trinene, en fint udformet håndliste og en lotusprydet mægler i bunden. Etagernes indgangspartier har i hele længden mod trappen overvinduer med ældre, cirkeludsmykket strukturglas. I mellemhuset er en toløbet bagtrappe med indstukne trin, kvadratiske balustre, en simpel håndliste og en enkel vangesnirkel med volutsvungen mægler. Over begge porte er rum, hvor forhusets har blotlagt bindingsværkskonstruktion og nyere bræddegulv. Kælderen er indrettet til butik, og her er nyt betongulv, trappe fra portrummet og pladelofter.

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til forhusets beliggenhed i Kronprinsessegades yderst herskabelige og helstøbte, men samtidig meget varierede husrække ud til Kongens Have. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en integreret del af gadens varierede husrække. Forhuset bidrager hermed som et værdifuldt led i rækken af repræsentative og iøjnefaldende forhuse, der fastholder den karakterfulde og historiske gade og danner dermed samlet set en elegant, arkitektonisk ramme om slotsparkens rekreative område. Til gårdsiden har for-, side- og mellemhus miljømæssig værdi, da de med deres konsekvente udtryk og materialer tilsammen danner et helstøbt, traditionelt Københavnsk gårdmiljø.

Ejendommens kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til bygningen som et velbevaret klassicistisk borgerhus bestående af for-, side- og mellemhus. Klassicismen som arkitektonisk ideal vandt indpas i midten af 1700-tallet, i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de ejendomme, der blev opført i perioden fra anden halvdel af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. I det ydre ses de klassicistiske træk i den grundmurede ejendom, hvis symmetrisk opbyggede facade er udsmykket med kvaderfuget underfacade, sålbænksgesimser, sålbænke med konsoller, vinduesindfatninger, fordakninger, pilastre, hjørnekvadere og profileret hovedgesims. Hertil kommer betoningen af yderfagene med plantekasser samt portens indfatning og fordakning. Alle disse bygningsdele og –detaljer er elementer i senklassicismens formsprog, ligesom de traditionelle korspostvinduer, idet formatet er det oprindelige og meget typisk for perioden. Der er ligeledes kulturhistorisk værdi ved facadens plantekasser samt udformningen og udsmykningen af forhusets portrum med krydshvælv og sandstensfliser, bræddebekældte vægge og kassetteret loft, som giver ankomsten til forhuset en herskabeligt iscenesat oplevelse. Hertil kommer ejendommens skorstenspiber og den traditionelle forskel på den præsentable facade og den mere enkle, brugsorienterede gårdside. Her er for-, side- og mellemhus vandskuret og bærer ikke anden udsmykning end den funktionelt betingede hovedgesims, der tjener til at holde vandet væk fra mursiden. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører, hvor der er indrettet én lejlighed per etage med en forstue bag entrédøren, repræsentative stuer mod gaden samt værelse og badeværelse mod gården, oval spisestue i smigfaget samt i side- og mellemhuset korridorgang, som giver adgang til de sekundære rum. Med denne planløsning kunne herskab, gæster og tjenestefolk kunne således mødes i smigfagsstuen uden at gå i vejen for hinanden. Hertil kommer et funktionelsbetonet side- og mellemhus med en smal korridorgang, hvorfra der var adgang til soveværelser i sidehuset samt køkken, bagtrappe og pigekammer. I Kronprinsessegade 6 er planløsningen overordnet set velbevaret, især i forhuset, hvor trappeopgangen, forstuen og stuerne mod gaden samt spisestuen i smigfaget er bevaret. Side- og mellemhuset har mindre ændringer, da der med let varierende placering er etableret badeværelser og større, moderne køkkener. Den nyere indretning giver beboerne moderne lejligheder, men fastholder fornemmelsen af ejendommens tidligere struktur og historie. De bevarede dele af de oprindelige og ældre interiører i for-, side- og mellemhus har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer, der overordnet set havde symmetrien som ideal. Der er således bevaret enkelte brædde- og plankegulve, brystnings- og lysningspaneler, fuldt panelerede vægge, ovnpilastre samt én- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler, greb og tilhørende gerichter. Der er tillige i forhuset bevaret ældre kakkelovne og en kamin, ovnnicher, loftsstukkatur i form af kantlister med sparrehoveder (nogle steder forgyldt) og rosetter i større og mindre versioner, fordakninger med volutsvungne konsoller i flere stuer og smigfagsstuerne, samt i smigfagsstuerne på første sal pilastre med forgyldte kapitæler og dørstykker, på anden sal feltinddelte vægge med stuklister med nitter samt på tredje sal tapet med scener fra Den Nye Verden, kanellerede døre og marketterigulv i den store stue mod gaden. Ejendommens trapper er ligeledes af kulturhistorisk værdi, herunder særligt hovedtrappens fine udformning og detaljer med dens offentlige, repræsentative og herskabelige udformning. Dernæst kommer den bevarede, men mere beskedne, bagtrappe i mellemhuset, hvis udformning klart definerer den som sekundær, hvorfor den er enklere af udtryk.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den udpræget symmetriske facadekomposition, hvor de horisontale linjer i sandstenssoklen, gesimserne, sålbænke, fordakninger og vinduesbåndene kontrasteres svagt af tredjesalens vertikalt orienterede pilasterudsmykning og yderfagenes betoning ved plantekasser og port. Hertil kommer den taktfaste vinduessætning, der i høj grad bidrager til bygningens meget velafbalancerede, værdige og særdeles herskabelige fremtræden. Portrummet har ligeledes arkitektonisk værdi med dets todelte udsmykning, hvilket fremhæver overgangen fra det offentlige gaderum til ejendommens semi-offentlige og repræsentative indre. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til de vandskurede og malede mursider uden detaljer eller dekorationer, den tætte vinduessætning og den ensartede farveholdning, der resulterer i et roligt, enkelt og samtidig meget karakterfuldt udtryk. I det indre er der arkitektonisk værdi ved de bevarede snedkerdetaljer med fortrappe, paneler, døre og gulve. Med fortrappens form, durchsicht og detaljering forstærkes iscenesættelsen af den besøgendes oplevelse. I lejlighedernes indre bidrager panelerne til det fine, diffuse lys, dørene til de gode overgange mellem rummene og gulvene til rummenes struktur og skala, herunder særligt marketterigulvet med dets elegante detaljering.

Læs videre om

• Glacisgaarden, København
• Hotel Astoria, København
• Ved Stranden 16, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen