Kunst på Holmen

Sejlskibenes glansperiode falder i Danmark stort set sammen med enevældens. Det er da heller ikke nogen tilfældighed, at udsmykningen af orlogsskibet i samtiden blev opfattet som suverænitetssymboler. Skibene var så at sige den enevældige kongemagts visitkort. Gennem de store og overdådigt udsmykkede skibe kunne kongen i nationale og især i internationale farvande demonstrerer sin magt og rigdom. Alle tegninger til skibenes udsmykning skulle da også godkendes af kongen selv, og de blev efterfølgende forsynet med hans underskrift.

Mens fabrikmesteren havde ansvaret for skibets konstruktion og bygning, udførtes tegningerne til ornamenterne i et frugtbart samarbejde med Kunstakademiets professorer, og det praktiske arbejde med udhugningen af de store figurer foregik under ledelse af en billedhuggermester på et af Holmens værksteder. Udsmykningen havde ofte relation til skibets navn eller skulle på værdig vis symbolisere kongen og hans magt. Gennem de smukke håndkolorerede tegninger og de ornamenter, som endnu er bevaret i Rigsarkivet, kan vi følge datidens kunstsmag fra 1640’erne og helt frem til 1850’erne eller sagt med andre ord fra barok til nyklassicismens afslutning.

Kun ved specielle lejligheder åbnedes Holmens porte. For eksempel når et af flådens skibe skulle løbe af stablen, eller når et større ingeniørarbejde skulle indvies.

Fra alle dele af byen strømmede et festklædt publikum til Toldboden og via "Bommen" over havnen til Holmen. På begge sider af byggebeddingen var der til lejligheden rejst telte. Et kongetelt hvorfra den royale familie og deres gæster kunne overvære stabelafløbningen, og et for de øvrige honoratiores og værftets ledelse. Kongehusets medlemmer blev hentet på Toldboden i en af flådens smukke chalupper, og blev under udfoldelse af hele cermoniellet roet over til Nyholm, hvor de blev modtaget af ministeren, chefen for værftet og en honnørvagt.

Når kongefamilien var steget i land, hejstes kongeflaget. Fra batteriet Sixtus og på Reden blev der afgivet salut blandt og orlogsskibene. Holmens provst holdt derefter en tale, og kongen gav ordre til at skibet skulle sættes i vandet. Under høje og begejstrede hurraråb løb den store skibskrop ud i vandet. Derefter saluteredes der endnu engang, og kongefamilien blev roet tilbage til Toldboden. For det almindelige publikum, og de sammenkaldte håndværkere blev der musiceret, og for civilisterne var der efterfølgende lejlighed til at beundre de mange smukke modeller af skibe og tekniske indretninger i Modelkammeret.

En anden undtagelse fra de gældende adgangsregler gjaldt for en lille og eksklusiv gruppe fra det nærliggende Kunstakademi. C.W. Eckersberg og hans elever var blandt de kunstnere, som mest flittigt udnyttede dette privilegium. På Holmen kunne de finde sjældne motiver, pittoreske miljøer og de store orlogsskibe med skrogenes fine linier og riggens komplicerede mønstre var en udfordring for enhver kunstnersjæl.

Eckersberg tilbragte timer på modelkammeret, og lånte konstruktionstegninger til brug for forstudier til de mange marinemalerier, og hvis lejligheden bød sig rejste han gerne med på skibenes togter i de danske farvande.

En række af tidens mest fremragende kunstnere kom således i forbindelse med den danske flåde og det udviklede sig til et nært samarbejde. I perioden fra 1780 og frem til 1860’erne arbejdede N.A. Abildgaard, Nicolai Dajon, Berthel Thorvaldsen, G.F. Hetch, Vilhelm Dahlerup samt H.W. Bissen med orlogsskibenes udsmykning, og det er vel ret beset de færreste Københavnske arbejdspladser, der kan bryste sig af et lignende samarbejde.

Det skete også, at Holmens faste Stok påtog sig opgaver ud i byen. I 1768 var over 300 matroser udkommanderet sammen med en gruppe håndværkere til at bakse Sallys rytterstatue af Frederik 5. fra Gjethuset på Kongens Nytorv til soklen på Amalienborg slotsplads. Der var desuden tradition for, at man ydede bistand ved større brandslukningsopgaver, havneuddybninger, og transporter.

Først i 1690’erne begyndte man opfyldningen af Refshalens yderste spids, der ved lavvande var tørlagt. Den umiddelbare årsag var, at de skibe, som man byggede på Bremerholmen, efterhånden havde nået en sådan størrelse, at de kun vanskeligt kunne søsættes uden at lide overlast. Allerede i 1692 stod det første orlogsskib færdigt på "den nye holm". I 1694 anlagdes endnu en bedding og en tredje kom til få år efter. Etableringen af det nye værft var i alt væsentligt færdiggjort omkring 1700, og hermed var spiren lagt til den virksomhed, hvor næsten alle den danske flådes skibe skulle blive bygget indtil Orlogsværftets nedlæggelse i 1991.

Tømmeret til nybygningerne blev oplagret udendørs, og kun enkelte nødvendige værksteder opførtes sammen med nogle materialeskure. Der var således ikke tale om noget komplet værft, idet mange af de værksteder, der var selve nerven i skibsbyggeriet, stadig befandt sig på Bremerholmen eller Gammelholm, som denne del af det militære etablissement nu kom til at hedde. Den Store Nordiske Krig kom til at betyde et væsentligt afbræk i den fortsatte udvikling af området, og selv om man efter krigen diskuterede værftsanlæggets komplettering, måtte man opgive disse tanker på grund af den vanskelige økonomiske situation. Der blev dog fundet midler til opførelsen af en ny spanteloftsbygning, og i 1727 færdiggjordes de to takkelhuse.I 1740 fremlagde Frederik Danneskiold-Samsøe, flådens øverste chef, den plan som skulle blive retningsgivende for hele kompleksets udvikling i det følgende århundrede. Hans hovedidé var, at man skulle samle alle de funktioner, som var nødvendige til skibenes bygning, udrustning og vedligeholdelse. Ligesom planen indeholdt projekteringen af en ny matrosby. Det var stort tænkt, men de uhyre summer, som det ville koste at udføre planen i sin helhed, gjorde, at den kun blev realiseret i en modificeret form.

Med tiden udvidedes mod syd med Frederiksholm, Dokøen og Arsenaløen, og en række anlæg samt værkstedsfunktioner føjedes til i takt med den tekniske udvikling. Den danske flåde brugte landets bedste bygmestre og arkitekter og københavnerne var stolte af det store og funktionelle anlæg. En beundring de ikke var alene om. En fransk søofficer, der i 1739 besøgte værftet, omtalte de tekniske anlæg og de store og velindrettede magasinerne rosende, og bemærkede især den orden og nøjagtighed, der hersker overalt på Holmen.

Flåden brugte landets bedste bygmestre og arkitekter. I de bogværker, som blev udgivet om København fik Holmen og dens bygninger en fremtrædende placering. De populære værker var ofte forsynet med kort og stik visende opstalter og planer af de mange forskellige bygninger. I sit illustrerede værk om hovedstaden fra 1748, skriver Laurids de Thurah, således: "Jeg vil hermed beslutte Gammel- og Nye-Holms Beskrivelse. De fleeste, som have seet det bekiendte og berømte saa kaldede Arsenal i venedi, blive gierne for Sædvanes Skyld ved et Mundheld, og sige, at det er det største Arsenal i verden/.../Hvo da af Upartiiske har Leylighed til at see baade det Kiøbenhavnske Arsenal og det Venetianske, og vil giøre en Sammenligning imellem begge, den maatte have tabt sit Syn og sit Begreb, som ey kunde see, at det første i en høy Grad overgaar det sidste, og at følgelig ey det Venetianske, men rettere det Kiøbenhavnske Arsenal, kand med Billighed kaldes det største og fuldkommenste i Europa."

Thuras værk udkom i en parallel dansk, fransk og tysk udgave, hvorfor man må tro, at han ikke uimodsagt kunne slippe af sted med at fremsætte udokumenterede påstande om flådens anlæg midt i København. De herboende gesandter og udenlandske repræsentationer kunne ved selvsyn kontrollere hans beskrivelser, ligesom der på Holmen var en forholdsvis liberal praksis, der tillod tilrejsende udlændinge at bese området.

Det var, som omtalt ovenfor, flådens øverste chef Danneskiold-Samsøe, der med sin helhedsplan udstak de overordnede retningslinier for udviklingen på Holmen, mens det faldt i bygmestrenes lod at udforme anlæg, bygninger og værksteder. En række af tidens bedste arkitekter kom dermed til at sætte deres præg på det store område, fra Nicolas Henri Jardins smukke pavillon på Nyholm, over J.B. Magens særprægede Bohlendachhus på Frederiksholm til Philip de Langes elegante og funktionelle søarsenal.

Læs mere om Databasen Orlogsbasen

Læs videre om

• Orlogsskibene
• Konstruktionstegninger- og modeller
• Holmens historie
• Teknologi og skibe på Holmen
• Videnskab på Holmen

Se alle artikler fra Orlogsbasen