LEGO House ligger i forlængelse af Billunds handelscentrum i gaderne omkring Hovedgaden og Gammelbro. Bjarke Ingels Group (BIG) har rendyrket konceptet ved at tegne en bygning bestående af 21 klodser, og det 12.000 m2 store oplevelseshus blev indviet i september 2017.

.
Det kæmpemæssige træ i LEGO House er håndbygget i sektioner på koncernens modelværksted i Tjekkiet. Træet bliver her finjusteret af en medarbejder i klatresele. LEGO House er åbent for alle og tilbyder lektioner til folkeskolens elever fra 1.-6. klasse, hvor undervisningen er baseret på at lære gennem leg.
.
På dette luftfoto fra 1958 fremgår det tydeligt, at legetøjsfabrikken LEGO, som ses bagerst i billedet med logo på den ene bygning, dominerer bybilledet. Bygningen med den høje skorsten er Billund Andelsmejeri. En begyndende udbygning af Billund med parcelhuse har fundet sted.
.
I 1958 blev der taget patent på den originale LEGO klods, en støbt plastikklods med knopper og indvendige rør, der fæstnede godt og gav mange byggemuligheder. Nu fik navnet LEGO, hvis latinske betydning kan oversættes til jeg samler, en ny dimension. Det afbildede sæt var i handelen i perioden 1961-65.
.
Miniland i LEGOLAND Billund består af miniaturemodeller af kendte småbyer og bygningsværker fra hele verden. Miniland udgør den primære udstilling i LEGOLANDs 17 forlystelsesparker verden over, og de mange modeller bygges på lokale LEGO-værksteder.
.

Verdensfirmaet LEGO blev stiftet i 1932 i Billund, da Ole Kirk Kristiansen begyndte at producere trælegetøj fra sin tømrer- og snedkerforretning. Under mottoet »Det bedste er ikke for godt« var Ole Kirk Kristiansens fokus fra begyndelsen at skabe kvalitetslegetøj til børn. Navnet LEGO blev indført i 1934 som en forkortelse af LEg GOdt.

Kort efter 2. Verdenskrig købte LEGO den første plaststøbemaskine, og i 1949 lanceredes de første klodser i systemet. Ole Kirk Kristiansen døde i 1958. Året før var sønnen Godtfred Kirk Christiansen tiltrådt som direktør.

En international aktør

Med lancering af DUPLO i 1969 rakte man for alvor ud mod de mindste børn. De første byggefigurer blev lanceret i 1974. Figurerne fik ansigter og bevægelige arme og ben. Med LEGO Technic fra 1977 var det større børn, som var målgruppen, og med de meget komplekse modeller, bl.a. LEGO Architecture fra 2008, en serie med berømte bygningsværker fra hele verden, omfatter målgruppen i dag også voksne.

Kjeld Kirk Kristiansen indtrådte gradvis i ledelsen fra midten af 1970’erne og i 1979 som direktør. I de år udvikledes mange samarbejder – på forskningsmæssigt plan med Massachusetts Institute of Technology, hvor computere og LEGO blev koblet, men også med fodboldklubber, ishockeyligaer og anden sport, og især med filmserier, fx Star Wars og Harry Potter. LEGO var i slutningen af 1900-tallet blevet en international virksomhed med et meget stort produktsortiment.

Lego og Billund

Byen Billund er formentlig det bedste danske eksempel på en moderne company town. LEGO har været initiativtager og deltager i langt størstedelen af Billunds udvikling siden 2. Verdenskrig, herunder i byggeri af bl.a. boliger, idrætsanlæg og institutioner. Billund Lufthavn var oprindelig landingsbane til LEGO og er i dag landets næststørste lufthavn.

LEGOLAND Billund, der åbnede i 1968, er blevet den mest besøgte danske turistattraktion uden for Københavnsområdet. LEGOLAND har siden 1996 været en kæde og blev i 2005 frasolgt til Merlin Entertainments. KIRKBI har siden købt 50 % af aktierne i Merlin (i 2020).

Krise og vækst efter årtusindskiftet

Fra LEGOs grundlæggelse i 1932 til de tidlige 1990’ere var virksomhedens vækst konstant. Fra 1993 begyndte en stagnation i salget at sætte ind. I årene omkring årtusindskiftet var der ikke længere tale om eksponentiel vækst, skønt det stadig var gode år. Men i 2003 faldt nettoomsætningen med 26 %, hvilket betød et underskud på den primære drift på næsten 1,5 mia. I 2004 fortsatte krisen med nyt stort underskud, og antallet af medarbejdere i koncernen faldt fra 6.659 i 2002 til 5.321 i 2005.

Krisen blev vendt efter en styrkelse af kerneværdierne omkring klodsen og et større fokus på at nedbringe omkostningerne. Fra 2004 var det med en ny koncernchef, Jørgen Vig Knudstorp, i spidsen for den daglige ledelse. Den post bestred han i 12 år og blev afløst af Bali Padda, der dog kun kortvarigt var øverste direktør. Posten blev i oktober 2017 overtaget af Niels B. Christiansen.

Den nye it-teknologi er blevet brugt til at knytte kunder og de mange fans tættere til LEGO. Der er også udviklet communities, hvor hjemmedesignere kan diskutere LEGO og komme med idéer. Samtidig har LEGO en stor og velorganiseret tilstedeværelse på sociale medier, der styres fra mediecentre i flere verdensdele.

I LEGO House, der i 2017 åbnede i Billund, er der også rig mulighed for at få og dele idéer. Her er der over 25 mio. klodser at bygge med og masser af figurer at lade sig inspirere af. Selve huset er tegnet af Bjarke Ingels Group (BIG), og hele dets arkitektur er – ligesom det nye hovedsæde LEGO Campus – et eksempel på, hvordan det kan se ud, hvis klodserne bliver virkelig store. Oplevelse og design er smeltet sammen.

LEGO gik ind i 2010’erne med en hidtil uset stejl vækst. Omsætningen blev i perioden 2009‑12 fordoblet, og antallet af medarbejdere kom i 2012 op over 10.000. Samme år var resultatet før skat et plus på 7,5 mia. Tendensen fortsatte de næste år, og i 2015 rundede LEGO 35 milliarder i omsætning med et overskud før skat på 12 mia. Globalt er LEGO en af verdens fem største aktører inden for legetøjsproduktion, og målt på omsætning var det i 2016 verdens største legetøjsfirma.

2010’erne blev også en periode, hvor LEGO gik ind i filmverdenen, både med LEGO-filmene i 2014 og 2019 og med nye samarbejder om bl.a. Harry Potter og The Simpsons. Den stejle vækst fortsatte ikke helt i samme grad i årtiets anden del. I 2017 var der en omsætningsnedgang, men stadig et overskud før skat på godt 10 mia. kr. Der investeres aktuelt i digitalisering, e-handel og udvikling af især det indiske og kinesiske marked.

LEGO Koncernen beskæftigede i 2019 ca. 16.000 medarbejdere (omregnet til fuld tid) på verdensplan, men havde ved årets udgang samlet set næsten 19.000 ansatte. I 2019 var der ca. 4.000 fuldtidsansatte i hovedkvarteret og produktionen i LEGO System A/S i Billund. EJERSKAB LEGO blev et aktieselskab i 1944, og LEGO er fortsat et familieejet selskab med base i Billund. I dag ejes 75 % af KIRKBI og 25 % af LEGO Fonden. KIRKBI er familien Kirk Kristiansens private holding- og investeringsselskab. Kjeld Kirk Kristiansen er formand for KIRKBI, mens sønnen Thomas Kirk Kristiansen er formand i LEGO Fonden.

Videre læsning

Læs mere om Erhverv og arbejdsmarked i Billund Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked