Larsbjørnsstræde 5, København

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan den forelå 48 timer efter, og den blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere, og der måtte skabes pladser, som kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller, og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der ikke dispenseret, som det var sket efter branden i 1728. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murer- og tømrermestrene om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Larsbjørnsstræde, i hvert fald den sydlige halvdel, er et af Københavns ældste stræder, der allerede opstod kort efter at Absalon grundlægger byen i 1167. Det var nærmest et baggårdsstræde, hvortil mange af de fine ejendomme i Vestergade havde bagudgang. Navnet Larsbjørnsstræde stammer fra omkring 1460 hvor en Laurids Bjørnson og hans kone Sidse Mikkelsdatter var ejer af en grund i strædet. Selvom Larsbjørnsstræde er en af Københavns ældste gader, stammer husene næsten alle fra tiden efter bybranden i 1795. Der er mange af de klassicistiske forhuse, der nærmest på samlebånd af entreprenante murer- og tømrermestre blev opført til afløsning af de nedbrændte. De havde dybe baggårde, hvor der først lå haver, men siden blev bygget tæt slumbeboelse og værksteder. Larsbjørnsstræde 5. I 1377 var ejendommen en del af en større grund, der var ejet af en Gödeke Hinsch. Derefter ejede Vor Frue kirke og indtil reformationen Æbelholt Kloster grunden. Før branden i 1728 stod der tre bindingsværkshuse på grunden, herunder en garvergård fra 1600-tallet og to smalle våninger inklusive side- og baghuse. Husene har for det meste været kontorer, værksteder og boliger for ejere og lejere. Det nuværende forhus og de to sammenbyggede sidehuse blev opført i 1797-98 af Johan Christopher Wahl. Huset står som dengang det blev bygget, bortset fra en à la grecque bortfrise på facaden, der for halvanden hundrede år blev udskiftet med en “løbende hund-frise. Mellemhuset med sidehus blev opført i slutningen af 1800-tallet.

Forhuset er beliggende i Larsbjørnsstrædes søndre husrække, og er på gårdsiden bygget sammen med et langt sidehus mod nord på seks vinduesfag plus et smigfag ved overgangen til forhuset, og et kort sidehus mod syd på to vinduesfag. Der er tillige et sammenbygget mellemhus på tværs af grunden og endnu et sidehus mod nord. Dermed ligger bygningerne omkring to gårdrum. Forhuset er grundmuret og opført i otte fag i tre etager over en høj kælder. Facaden er malet i en mørkebrun oliefarve med sorttjæret sokkel og rosa sandstensudsmykninger. Bygningen afsluttes af et rødt, teglhængt heltag. De to yderfag er fremhævet i svage siderisalitter, og mellem stueetagen og første sal er en gennemgående kordongesims. Vinduerne i yderfagene er desuden dekoreret med indfatninger og sålbænke, og på første sal er endvidere brystningsblænding og en konsolbåret, rundbuet fordakning. Bygningens midterste seks fag har en gennemgående sålbænks-gesims under vinduerne på første sal, og mellem anden og tredje sal er et blændingsfelt med ornamentbort af løbende hund. Øverst afsluttes hele facaden af en pudset, sandfarvet hovedgesims. I facaden er en bred, rundbuet portåbning med en ældre, mørkegrøn, tofløjet port mod gaden. Over porten er en porthammer med mæanderbort og et tredelt, ældre rundbuet overvindue. I terrænet foran bygningen findes to nedgange til kælderen. Nedgangene lukkes af tofløjede bræddeluger, der dækker for trapperne og for nyere kælderdøre. Facadens har hovedsageligt ældre korspostvinduer med hjørnebånd, dog er vinduerne i kælderen nyere, etrammede butiksvinduer. Alle vinduer er malede i en mørk, brun farve, dog er vinduerne i yderfagene malet i en lysegrå farve. I tagfladen ses seks rødmalede pultkviste med zinktage og -flunker samt to eller trerammede vinduer. Forhusets gårdside er udført som de øvrige bygninger i gårdrummet: Kendetegnet er at de grundmurede ydervægge er filtset og gulkalkede. Soklen er flere steder rødmalet, og alle mure afsluttes af en enkeltledet gesims. All vinduer og døre mod gårdrummene er rødmalede, og de er enten ældre eller traditionelt udførte med kitfals og hjørnebånd. Dørene mod gårdrummene er udført som bræddebeklædte eller revledøre, og flere af dørene har ældre overvinduer. Sidehusene har teglhængte halvtage med kviste. I forhusets gårdside er vinduerne både udført som korspostvinduer med seks ruder og som vinduer med to lod- og en tværpost og ni ruder. Det lange sidehus har hovedsageligt korspostvinduer og er desuden forsynet med en dør til en bagtrappe, en kældernedgang med dør og to luger af forskellig udformning og alder. Det korte sidehus har ældre kors- og krydspostvinduer med småtopsprossede ruder samt en nyere dør i yderfaget til en bagtrappe. Det lange nordlige sidehus er ved et skråfag forbundet med det grundmurede mellemhus, der har en portgennemkørsel til den anden baggård og det hertil liggende sidehus på tre fag. Mellemhuset og det tre fag sidehus danner en vinkelformet bygning, der er opført i tre etager. Vinduerne er opsprossede, fladbuede jernvinduer af varierende størrelse. Portfaget har mod første gård en hejsekvist og i hver etage en dobbeltfløjet fyldingsdør med seks ruder foroven. Mansardtaget, der er dækket med skifer, indeholder endvidere adskillige små tagvinduer i jern samt i skråfagene mellem sidehusene og mellemhuset kviste af ældre dato. Endelig er der indsat et nyt kvadratisk vindue i sidehusets gavl i tagetagen. Alle vinduer er malet i samme røde farve som vinduerne i de øvrige bygninger mod gården. I det indre er der fra forhuset adgang til de hermed sammenbyggede sidehuse mod nord og syd. Grundplanerne er ældre og indeholder én lejlighed i stueetagen og én på første sal, mens tredjesal har to lejligheder og tagetagen en enkelt lejlighed. På alle etager ligger stuerne en suite mod gaden, mens hovedtrappen er placeret i forhuset mod gården, og i smigfaget mellem forhuset og det nordlige sidehus er på de fleste etager bevaret en smigfagsstue. Et enkelt sted er køkkenet rykket ud i smigfaget. I sidehusene er hovedsageligt pigekamre, køkkener, spisekamre, badeværelser og køkkentrapper. I stuelejligheden er adgang til et lavloftet rum over porten. Tagetagen er helt ændret fra pulterrum og pigekamre til en moderne lejlighed. Hovedtrappen er en ældre bred treløbstrappe, med et kvadratisk durchsicht. Trappens forvanger har fyldinger, balustrene er af kvadratiske stokke med drejede partier, håndlisten er afrundet, og mægler samt hovedstykker er kannelerede. Trappens trin er beklædt med linoleum, og undersiden af løbene er pudsede. Køkkentrapperne i de to sidehuse er tillige velbevarede med alle bygningsdetaljer bevaret. Generelt er der i lejlighederne en traditionel materialeholdning bestående af bræddegulve samt pudsede vægge og lofter med stukdetaljer. I en enkel stue er bevaret en ældre malet stukgesims. Enkelte vægge fremtræder med overkalket bindingsværk. En alvorlig sætning i ejendommens sydøstlige hjørne har nødvendiggjort nye gulve med forskellige niveauer i det korte sidehus og en del af forhuset. I det andet sidehus er hovedparten af gulvene gamle bræddegulve. I forhusets stuer er bevaret mange lysnings-, hel og brystningspaneler, feltinddelte vægge, samt et- og tofløjede fyldingsdøre med profilerede gerichter. Mange af de ældre døre har bevaret hængsler, greb og låseskilte. Der er tillige lister, som danner feltinddelte vægstykker, og pilastre eller vægfelter indikerer placeringen af tidligere kakkelovne i rummenes hjørner. De ældre vinduer har anverfere og stormkroge samt nyere forsatsruder. I det indre af mellemhuset og dettes sidehus ses en søjle/drage-konstruktion med kappehvælv. De oprindelige grundplaner for mellembygningen og det bagerste sidehus kendes ikke. I dag har alle etager et stort åbent rum, der strækker sig over mellem- og sidehus, og enkelte mindre rum til køkkener, toiletter og mødelokaler. Adskillelsen sker med lette skillevægge. Nordmuren mod naboejendommen står i det indre med sparenicher. Dørene er af forskellig type og alder. Gulvbelægningen varierer fra brædde- og masonitgulve til tæppebelægning.

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Larsbjørnsstræde, i Nørre Kvarter, hvor der stadig er gader med et mere snoet forløb, hvilket påviser, at kvarteret stammer fra middelalderen. Forhuset i Larsbjørnsstræde 5 indgår som en integreret del af husrækken, der består af tilsvarende bygninger opført i samme periode og med samme overordnede klassicistisk præg. Hertil kommer den miljømæssige værdi af den traditionelle bebyggelsesstruktur med for-, side- og baghuse omkring lukkede gårdrum med portgennemkørsel fra gaden. Denne struktur er karakteristisk for den tætte, indre by og er således med til at opretholde Københavns ældre gadestruktur.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til at ejendommen Larsbjørnsstræde 5, i sin proportionering, struktur og facadedetaljering er et velbevaret og iøjnefaldende eksempel på de standarder og krav, som blev stillet til byens nye bygninger efter den anden store brand i København i 1795. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse. Kendetegnene for perioden ses af forhusets dekorerede facade med betoning af yderfagene samt vandrette delinger med kordongesims mellem stueetagen og første sal, ornamentbånd mellem første og anden sal samt sålbænks- og hovedgesims. Indfatningerne og de konsolbårne fordakninger over vinduerne i beletagens yderfag er tillige typiske klassicistiske træk, ligesom anvendelsen af korspostvinduer med opdelte nedre rammer. Kontrasten mellem facaden og gårdsiderne er ydermere et karakteristisk træk for perioden, idet den afspejler vigtigheden af, at ejendommen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Hertil kommer de to brede gennemgående portrum, hvor igennem man kunne fragte varer fra gaden til gårdrummene. Hermed er det stadig muligt at aflæse, at der har været lager, produktion og andre funktioner placeret i mellemhuset og det bagerste sidehus. Forskellen i anvendelsen af ejendommens bygninger ses tillige af vinduesformaterne og af mellemhusets hejsekvist med hejsebom, de brede pakhusåbninger samt støbejernsvinduerne. Bygningsdelenes traditionelle udførelse er tillige et vigtigt aspekt, der gør, at denne del af ejendommen er en velbevaret repræsentant for en typisk københavnsk baggårdsbebyggelse fra slutningen af 1800-tallet. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til 1790ernes borgerlige bygningsideal, der afspejles i såvel planløsning som interiør. Den oprindelige planløsning kendetegnes ved det gennemgående trapperum mod gården, stuernes placering mod gaden og smigfagsstuen, der var den oprindelige spisestue, som lå tæt på de funktionsbetingede rum i sidehuset. De mange oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Eksempler på dette er især hovedtrappen med alle detaljer, stuernes lysnings- og helpaneler på ydervæggene, brystningspaneler på de øvrige vægge, der også er feltinddelte samt stukdekorerede lofter. Hertil kommer de mange et- og tofløjede fyldingsdøre med gerichter og øvrige detaljer samt alle de ældre vinduers anverfere og stormkroge. Tilsammen er de mange bevarede detaljer et vidnesbyrd om bygningernes alder og de høje håndværksmæssig standard, der er kendetegnet for datidens borgerskab. Sidehusene derimod har altid haft en sekundær betydning og dermed en mere beskeden udstyrelse og materialeholdning. Den kulturhistoriske værdi i det indre i mellemhuset og dettes sidehus knytter sig til, at man på samme måde som i det ydre også kan aflæse den oprindelige anvendelse til lager- eller værkstedsbrug. Den bevarede søjle/-dragerkonstruktion har muliggjort store åbne rumforløb, og den enkle, robuste materialeholdning uden videre dekoration har været at fortrække.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til facaden med alle detaljer. Facaden fremstår velproportioneret grundet betoningen af yderfagene samt de vandrette opdelinger. Tilsammen skabes en vellykket visuel balance mellem horisontale og vertikale linjer. Hertil kommer den regelmæssige placering af vinduer, der sørger for, at facaden har en overordnet rolig og taktfast fremtræden. For at understrege de mange akitektoniske detaljer vægter det højt, at der er en farvekontrast mellem murfladerne og bygningselementer som gesimser, indfatninger og bånd. Mod gården knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidernes enkle gulkalkede murværk og de røde vinduer og døre. Den relativt taktfaste placering af vinduerne, deres ens udførelse samt farveholdningen sørger for at de forskellige bygninger visuelt bindes sammen og opfattes som en helhed. I det indre er den arkitektoniske værdi hovedsageligt relateret til de velproportionerede stuer, hvor de fint forarbejdede snedkerdetaljer giver rummene en borgerlig elegance. Hertil kommer at brystningspanelerne og loftgesimsen skaber en velproportioneret deling af de højloftede stuer. Yderligere er der stor arkitektonisk værdi ved den brede hovedtrappe, hvor trin, vanger, og håndliste danner en elegant ramme omkring den gennemgående durchsicht.

Læs videre om

• Elers Kollegium, København
• Haveanlægget, Grønnemose Allé, København
• Kronprinsensgade 5, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen