Det litterære Herlev finder man i poppen. Lise Reinau fik i 1966 et gennembrud med Erik Deigaards besyngelse af forstadslivet i »Herlev«: »I Herlev, op ad trappen/ Fire rum, to børn, min mand og jeg/ Et køkken helt elektrisk, det’ rart/ Udsigt ned mod skoven/ Legeplads hvor græsset lyser grønt/ En der passer på de mindste, det’ skønt/ Dyrt tja, vi er ikke snydt/ Vort hus er lækkert og nyt/ Tænk, og med S-tog kan man komme/ hjem fra byen på nogen få minutter/ Helt hjem, det er faktisk så nemt«.
Steffen Brandt og TV-2 tog tråden op med »Herlev, det er skønt« (2002), hvor første strofe med diskret ironi præsenterer den moderne forstadsidyl: »Aftenstille villavej/ hus i Herlev, du og jeg/ børn der leger og vi har ild i brændeovnen/ Og du, du kommer hjem fra job/ jeg har taget vasken op/ du har parallelparkeret vognen/ Det er ikke vildt, men det er lige her/ et hjem i et hvor som helst kvarter/ Vi er først lige begyndt/ det er vores liv og det er skønt«.
