Hvert år i uge 35 afholdes Herlev Festuge, hvor foreninger, kultur- og handelslivet, virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kommunen arrangerer ca. 150 forskellige aktiviteter. Bag festugen står en styregruppe, en koordinationsgruppe og flere aktivitetsgrupper, der tæller erhvervsfolk, kommunalt ansatte og en stor gruppe frivillige. Billedet er fra gadekæret under festugen i 2017.
.
Kalkmaleri i Herlev Kirke fra ca. 1480. Omkring en fremstilling af Nådestolen, flankeret af Jomfru Maria og evangelisten Johannes, knæler i bøn tv. en mand, som ud fra indskriften over ham er Matthis Jensen. Th. knæler to kvinder, der er Matthis’ to hustruer, Gyda og Kristina; begge er malet med nøglepung for at angive status. I våbenhuset er opstillet en gravsten over selv samme Matthis, hvor han omtales som kirkens værge og grundlægger.
.

Herlev er en forstadskommune, og mange traditioner hænger sammen med den omfattende befolkningsudvikling fra 1940’erne til 1960’erne. Bolignød betød, at mange flyttede i socialt boligbyggeri, bl.a. Herlevhuse, hvor der blev grundlagt nye traditioner. I dag afholder boligselskaber og foreninger fx sankthansarrangementer flere steder i kommunen.

I 1920’erne-1930’erne blev der afholdt ringridningsstævner på gårdene.

Lions Club har siden 1976 stået bag Herlev Rundt på Kristi himmelfartsdag. Cykelturen, der er 25 km lang, går bl.a. gennem grønne områder. I 1983 tog kommunen i samarbejde med en række foreninger initiativ til Herlev Festival (oprindelig Herlev Forårs Festival), der i 2011 blev til Herlev Festuge. I 2017 havde festugen 150 aktiviteter på programmet, der var arrangeret af foreninger, erhvervsliv og kommune.

Det er tradition at tænde juletræet foran Herlev Kirke, og til kirkernes menighedsarbejde knytter sig tilbagevendende aktiviteter for børn og voksne. Herlev Kirke blev bygget i 1400-tallet af Matthis Jensen, der ifølge et sagn blev pålagt af en engel at grave, til han fandt et stålkors, og på det sted opføre et alter.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Herlev Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Dagliglivsfortællinger

Se alle artikler om Traditioner og fortællinger