Maribo Domkirke (Birgittinerklosteret)

Initiativet til stiftelsen af Maribo Kloster kan knyttes til Margrete 1., der havde et nært forhold til birgittinerordenen, som var grundlagt af den hellige Birgitta af Vadstena. Planerne om at oprette et dansk kloster af ordenen på Lolland synes at gå tilbage til 1408, men da Margrete 1. døde i 1412, var det op til fostersønnen kong Erik af Pommern at gennemføre stiftelsen af klosteret, som blev indviet i 1416. De første år kaldtes det Skimminge Kloster efter den landsby, der hidtil havde været på stedet, men ca. 1418 indførtes navnet Mariebo, opkaldt efter Jomfru Maria, som alle birgittinerordenens klostre var indviet til.

Sankt Birgittas orden afveg fra de fleste klosterordener ved, at der til hvert kloster skulle være knyttet et konvent af såvel nonner som munke, der i et nøje beregnet arkitektonisk system levede ærbart adskilt i to separate sideklostre forbundet med en fælles klosterkirke. Det var i første omgang munke udsendt fra hovedklosteret i Vadstena, der forestod det nye kloster på Lolland, men snart fik det en rig tilstrømning af både munke og især nonner fra den danske adelstand. Ud over fortsat at være unionskongefamiliens yndling formåede birgittiner ordenen også hurtigt at opnå en over vældende popularitet i den danske adel. Foruden at levere døtre (og enker) til nonnekonventet skænkede adelen en strøm af godsgaver til klosteret, som på kort tid blev et af de rigeste i landet. Ligesom de andre klosterordener kunne birgittinerne gengælde gavmildheden med sjælemesser og gravsteder, men den helt store tiltrækningskraft for resten af samfundet var Sankt Birgitta selv, idet der ved alle ordenens klostre var placeret nogle af hendes jordiske rester, som i middelalderens religiøse opfattelse blev tillagt stor hellig kraft. Maribo Kloster blev således et oplagt pilgrimsmål for alle, der gerne ville bønhøres af Birgitta. Klosteret blev formentlig et af de mest velbesøgte pilgrimsmål i 1400-tallets Danmark. At dette var ventet, afspejles i den samtidige oprettelse af en købstad ved klosteret, hvis primære opgave var at sørge for de mange tilrejsende pilgrimme med overnatning, bespisning, proviantering, sygepleje m.m.

Mens landets øvrige klostre helt eller delvis lukkede ved Reformationen i 1536, fortsatte det katolske klosterliv lidt endnu hos birgittinerne. Først i 1551 måtte den sidste præstemunk forlade klosteret, og selv om Christian 3. i 1556 formelt omdannede stedet til et adeligt jomfrukloster under den lutherske lære, synes nonnerne at have fortsat deres katolske praksis frem til 1580’erne. 1620-21 lukkede klosteret endeligt, og dets store jordegods blev i 1623 overdraget til Sorø Akademi.

Klosteret i Maribo var sammen med klosteret i Mariager ordenens eneste to klostre i landet. Klostrenes arkitektur var i høj grad bestemt af den hellige Birgittas åbenbaringer; hun så for sig enorme dobbeltklostre for både søstre og brødre, der som nævnt levede strengt adskilt. Denne krævende vision blev en stor succes , og det lykkedes at tiltrække så mange midler, at der i Maribo blev opført et af landets største klostre beliggende på begge sider af den endnu bevarede klosterkirke, i dag Maribo Domkirke.

Klosteret blev placeret med udsigt over Søndersø. Den bevarede klosterkirke er en ca. 70 m lang treskibet hallekirke på otte fag under ét fælles tag. I vest lå brødrenes kor på to fag af samme bredde som midtskibet. Kirken blev opført over en lang periode af 1400-tallet og er et af landets fineste eksempler på teglstensgotik. Ottekantede arkadepiller imellem midt og sideskibe bærer midtskibets elegante stjernehvælv, hvis to forskellige udformninger skyldes, at de tre vestlige fag er opført først.

For at imødekomme kravet om adskillelse af søstre og brødre var der i kirken indrettet et adskilt nonnekor placeret på et hævet pulpitur i skibets østende, mens munkene holdt til i et lukket område af skibets vestende. Desuden besøgtes klosterkirken af mange pilgrimme, som havde adgang til kirkens skib. På den måde var klosterkirken opdelt i tre skarpt adskilte områder, og i kirken er der fortsat en række bevarede spor efter disse hvælvede gallerier.

Kirken rummer flere interessante inventarstykker fra tiden før Reformationen, heriblandt Margretebægeret i forgyldt sølv fra begyndelsen af 1400-tallet samt Nordens muligvis ældste temperamaleri på lærred fra slutningen af 1400tallet. Det er monteret i et middelalderskab og viser Bebudelsen som en formodet reference til Birgittas åbenbaringer, hvor »Gud havde talt direkte til hende«.

Birgittinerklostre omfattede ifølge forskrifterne 60 søstre og 25 brødre og krævede således store bygninger. I dag er det omfattende klosteranlæg nedrevet, men på baggrund af tegningen til Resens Atlas fra ca. 1670 og forskellige udgravninger i begyndelsen af 1900-tallet kan anlægget beskrives i hovedtræk. De fundne ruiner er i dag udlagt som ruinpark.

Søstrene boede nord for kirken. Østfløjen, som gav adgang til nonnekoret og må have rummet sove salen, ligger under nutidens Klostergade og er ikke udgravet. Vest herfor er udgravet rester af en kvadratisk klostergård med korsgang og vest herfor en yngre, ligeledes kvadratisk gård omgivet af bygninger, hvis nedre stokværk havde hvælv båret af en række piller i midtaksen. Tilsammen udgjorde de kendte dele af søstrenes kloster et anlæg, som strakte sig mere end 100 m i øst-vestlig retning og noget over 50 m i nord-sydlig retning.

Brødrenes kloster kendes primært fra Resens byplan og ses at have været noget mindre, men alligevel opdelt i tre adskilte gårde.

Da byens sognekirke nedbrændte i 1596, begyndte Maribos borgere at benytte klosterkirken som deres sognekirke. Højkoret blev ved den lejlighed indrettet i det tidligere brødrekor, der således modsat i de øvrige danske domkirker er placeret i vest.

I 1641 blev den nuværende altertavle, et storladent bruskbarokarbejde, opstillet i højkoret. Det var udført af den tyske billedskærer Henrik Werner, der få år forinden var indvandret til Lolland. Den ældre sengotiske altertavle fra ca. 1510 blev i forbindelse hermed nedtaget og sendt til Engestofte Kirke (Guldborgsund Kommune), hvor den endnu hænger.

Kirken rummer også gravminder fra både middelalderen og de følgende århundreder. Af væsentligst historisk betydning er fragmenterne af Leonora Christina gravsten, der ses indmuret i vestenden af den nordre gang.

Da Lolland-Falsters Stift endelig blev udskilt af Fyens Stift som et selvstændigt stift i 1803, fik kirken sin nuværende status som domkirke. Et længerevarende forfald efter Reformationen betød, at kirken i 1860’erne undergik omfattende restaureringsarbejder, og i årene 1890-92 fik kirken sit middelalderlige udseende igen. Det var også ved den lejlighed, at vesttårnet blev opført.

Læs mere om kirker i Lolland Kommune

Læs også om

• Nakskov Helligåndskloster

Se alle artikler om Kirkegårde

Se alle artikler om Kirker