Koncert med elever fra MGK Sjælland på Køge Musikskole i 2021. Formålet med de musikalske grundkurser (MGK) er at uddanne musikudøvere og -skabere, som kan deltage i og stimulere det lokale og regionale musikliv, samt at forberede elever til optagelse på en videregående musikuddannelse. MGK indgår som et væsentligt element i den musikalske fødekæde. Aldersgruppen er 14-25 år, og der undervises i klassisk og rytmisk musik samt i musikproduktion.
.

Køge er en blomstrende korby med 15‑20 voksenkor, både klassiske og rytmiske. Dertil kommer projektkoret Canta Køge, der blev oprettet i 2008, og som hvert år synger et stort klassisk værk ved koncerter i Køge og på resten af Sjælland. Der er desuden en række orkestre, bl.a. Køge Amatør Symfoni Orkester grundlagt i 1926 som Køge Orkesterklub, Køge Byorkester grundlagt i 1999 og Borup Brass Band, der begyndte som et skoleorkester i 1945 med et godt amatørniveau.

Sankt Nicolai Kirke er musikalsk aktiv med dygtige organister og velsyngende kirkekor. Kirken er et vigtigt koncertsted for især klassiske koncerter.

Teaterbygningen, der er Køge Kommunes kulturhus, danner rammen om flere arrangementer med både professionelle og amatører. Teaterbygningen drives som en spillestedsforening, og der afholdes 30‑40 koncerter pr. sæson med både kendte og nyere navne. I Hugo’s Kælder er der hver lørdag om sommeren udendørs livekoncerter med traditionel jazz, blues og rock.

Køge Musikskole tilbyder undervisning helt ned til 2‑24-månedersalderen og op til Musikalsk Grundkursus Sjælland (MGK Sjælland). Hvert år afholdes klaverfestival med professionelle og studerende, en koncert med studerende fra Operaakademiet og meget andet. På Tapperiet under Ungdomsskolen er der et rigt musikliv med gode øvemuligheder for bands. Mange af MGK Sjællands rytmiske årsprøver og koncerter afholdes her.

Køge Kammermusik Festival, der opstod i 2014, arrangerer hvert år i begyndelsen af maj fem koncerter med professionelle sangere. Ved hver koncert optræder også et eller flere MGK-ensembler. Køge Festuge, der løber over en uge i slutningen af august, afholder arrangementer og koncerter hver aften.

Køge Folkedanserforening, oprettet i 1942, optræder indimellem på bl.a. Køge Torv og i de gamle handelsgårde ned mod havnen i folkedragter. Tangoforeningen Køge oprettet i 2009 er populær og danser i Teaterbygningen.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Køge Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans