»Med al Respect for Kjøge, saa har jeg dog aldrig hørt dets Poeter berømmes«, lyder en af replikkerne i Johan Ludvig Heibergs vaudeville Kjøge Huuskors (1831). Men heksejagten i begyndelsen af 1600-tallet, som kulminerede med sagen om »Køge huskors«, har optaget poeter uden for Køge, herunder altså Heiberg, der indleder vaudevillen med skildringen af en murer, hvis profession giver adgang til at udspionere folk. Rygter var en del af forklaringen på hekseprocessen.
En moderne form for heksejagt er rygtesmederiet, men Karl Bjarnhof hævede dette til en kunstart i nøgleromanen Møl og Rust (1935). Bjarnhof var organist ved Sankt Nicolai Kirke i Køge i 1920’erne og kendte byen indefra. Det samme gjorde Harald Bergstedt, som i Under Klokketaarnet (1926) fortæller, hvordan han som degnesøn var født under dette tårn, hvorfra klokken ringede og »rungede milevidt ud over Skorsten og Tagrygge – langt ud over de frie Marker – helt ud til Gammelkjøgegaard’s Skove med Grundtvigs Grav«.
I Ulven (2010), første bind af Katrine Marie Guldagers krønike om Køge, er lillebyens rygter også et tema. Man hører om »Køges kvinder«, der ikke talte om andet end den nye tilflytter. I øvrigt kortlægger krøniken »alle de små forandringer, der skete i Køge«. Selv om byen med Bergstedts ord »var en gammel By med en stærk Middelstand« og derfor »et Bolværk for alle Vækkelser «, så er den moderne tid »skaanselsløs«, »selv i Køge!«, og Bergstedts versificerede kort over det åndelige liv i byen gælder næppe mere: »I Kannikestræde dér døber Baptisterne/ Rundtomkring Savværket bor Socialisterne/Yderst i Nord har Missionen floreret/Men Vantro’n er stærkest i Værtshuskvarteret«. Selv endte Bergstedt med at falde for den nazistiske propaganda.
Klaus Rifbjerg, der i en årrække boede i det nærliggende Tessebølle, førte i Det svævende træ (1984) nye toner ind i den digteriske behandling af egnen.
