Bladejer Frederik Opffer med stab foran Kjøge Avis i Kirkestræde ca. 1896. Avisen udkom første gang i 1851 og var byens første egentlige avis. I en fusion med to andre Højreblade indgik den i år 1900 i Østsjællands Avis, men måtte efter 100 års udgivelse lukke i 1951. Det blev Østsjællands Folkeblad, der vandt den lokale bladkrig.

.

Den daglige avis i Køge, DAGBLADET, kan skrive sin historie tilbage til 1876, hvor den opstod som Østsjællands Folkeblad, der havde daværende folketingsmand Viggo Hørup som medstifter og første bestyrelsesformand. I 1962 indgik avisen i en fusion med to andre sjællandske Venstreaviser, Folketidende i Ringsted og Roskilde Dagblad under navnet DAGBLADET med de gamle avisnavne som undertitler for de tre udgaver. I 2008 blev avisgruppen en del af Sjællandske Medier A/S med hovedsæde i Ringsted.

Siden 2020 har Ugeavisen Køge været kommunens eneste lokale printmedie, da LørdagsAvisen og Køge Onsdag blev sammenlagt. LørdagsAvisen var udkommet siden 1981, Køge Onsdag siden 1990. Læsertallet er 35.000 (2020), og ugeavisen er dermed en af landets mest læste.

Det første dagblad i Køge var Østsjællands Avis, der har rødder tilbage til 1851 (oprindeligt med navnet Kjøge og Omegns Nyheds- og Avertissementstidende og senere Kjøge Avis) og udkom for sidste gang i 1951. Den socialdemokratiske presse var repræsenteret med Østsjællands Social-Demokrat fra 1899 til 1971, de sidste 11 år dog kun som en lokalredaktion for Aktuelt Roskilde-Køge.

Køge Kommune dækkes også af de regionale medier DR Sjælland – i mange år bedst kendt som Regionalen – i Næstved samt TV 2 LorryFrederiksberg.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Køge Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Medier