Trådruller på rad og række ved NKT’s fabriksanlæg omkring 1960. Aktieselskabet NKT blev stiftet i 1898 på grundlag af virksomheden Nordiske Kabel- og Traadfabriker, der var etableret af H.P. Prior i 1891 under navnet Nordisk Elektrisk Ledningstraad- og Kabelfabrik. Som navnet antyder, producerede NKT bl.a. elkabler, ledninger, rør og profiler, og virksomheden blev en af landets første elektrotekniske fabrikker. Med tilskud fra Marshallhjælpen opførte NKT i årene 1951‑54 et fabriksanlæg i Brøndbyøster. Det store fabriksareal er i dag udviklet til erhvervsparken Priorparken & Vibeholm, og det præges stadig af NKT’s store fladebygninger i beton.

.

Brøndbyvester huser hovedkvarteret for et af de store danske industriklenodier – NKT. Med navnet Nordiske Kabel-og Traadfabriker blev virksomheden i 1898 et børsnoteret aktieselskab. Koncernen bestod i mange år af tre produktionsområder: kabelværket, valseværket og trådværket.

Et af de kendte produkter fra NKT var søm og skruer, der blev produceret på trådværket i Middelfart. De bærer stadig navnet NKT, selvom trådværket i 1998 blev solgt til amerikanske ITW. Heller ikke valseværket er længere en del af NKT.

Fra slutningen af 1980’erne til hhv. 1999 og 2017 ejede NKT også LK (i dag Schneider Electric) og Nilfisk. I dag fokuserer NKT på to hovedaktiviteter. Mest fylder fremstilling af energikabler til bl.a. vindmølleparker, byggeindustrien og transmissionsnetværk. Gennem en række opkøb i Nord- og Mellemeuropa og opførelsen af en ny fabrik i Tyskland er NKT i dag en global leverandør. Den anden hovedaktivitet er NKT Photonics i Birkerød, der udvikler højteknologisk fiber- og laserudstyr.

NKT beskæftiger i alt ca. 3.400 medarbejdere på sine fabrikker og kontorer verden over. I Danmark er de største aktiviteter på kabelfabrikken i Asnæs. Tidligere havde man også en større produktion i Brøndbyøster i Priorparken & Vibeholm, men her er alene hovedkvarteret og salgs- og installationsafdeling for højspændingskabler tilbage. I Brøndby Kommune havde NKT i 2017 ca. 120 ansatte.

Videre læsning

Læs mere om industrien i Brøndby Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked