Oldtiden er den overordnede betegnelse for den første tidsperiode, der følger efter istidens afslutning. Den indledes med de første jægere, der fulgte i hælene på rensdyrene mod nord til det nuværende danske område omkring 13.000 f.Kr. Dermed blev det sydskandinaviske område befolket med mennesker, der i de første mange år – i den periode, der betegnes som den ældre stenalder eller jægerstenalderen – gik på jagt, fiskede og samlede føde i form af bær og urter i de skove og sletter, der afløste det tidligere tundralandskab fra istidens slutning.
Befolkningen boede i denne mange tusinde år lange del af stenalderen bl.a. i telte og mindre hytter og blev til forskellig tid gravlagt i jordfæstegrave eller brandgrave. Dette ændrede sig ved indførelsen af agerbruget og husdyrhold i anden del af stenalderen – den yngre stenalder eller bondestenalderen. Fra denne periode findes stadig en række synlige fortidsminder i form af langhøje, stendysser og jættestuer, mens bøndernes langhuse kun har efterladt sig spor nede i jorden. Rydningen af skov og indførelsen af landbruget markerede ikke bare en ændring af livsformen, men også en ændring i stenalderfolkets rituelle og kultiske forestillingsverden med opførelsen af store rituelle samlingspladser, langhøje, stendysser og jættestuer. Stenalderen har fået sit navn efter de mange karakteristiske stenredskaber fra denne periode.
I den efterfølgende periode, bronzealderen, påbegyndtes importen af bronze, og der udviklede sig en specialiseret bronzestøbertradition. Karakteristisk for den ældre del af bronzealderen er de mange rundhøje, hvor de døde blev begravet i jordfæstegrave. I den yngre del af bronzealderen blev brandgrave mere udbredte. Perioden er navnlig kendt for helleristningerne på sten og klippeflader, adskillige deponeringer af kostbare genstande i søer, moser og åer samt de særlig velbevarede egekistegrave fra rundhøjene.
Oldtiden afsluttes af jernalderen. Denne periode har sit navn efter jernredskaberne, der stammede fra den hemmelige udvinding af jern, som dominerede den ældre del af jernalderen.
Bebyggelserne begyndte at samle sig i egentlige landsbyer. I den allersidste del af perioden, vikingetiden, grundlagdes de første egentlige byer. I jernalderen etableredes desuden forskellige steder i landet flere mindre fyrstesæder, der til sidst endte med dannelsen af et egentligt samlet rige i løbet af vikingetiden. Denne proces kan bl.a. aflæses i de talrige våbenofferfund i danske moser, etableringen af Dannevirke som landets sydgrænse og endelig anlæggelsen af vikingetidens ringborge strategiske steder i landet. Det er samtidig i denne periode, ordet Danmark første gang ses anvendt som geografisk betegnelse for det område, der blev til den danske stat.
