På et stort område i Padborg ligger Padborg Transportcenter, hvor flere firmaer i branchen har kontorer. På dette udsnit af transportcenteret, nær det store kryds Omfartsvejen og Lejrvejen, ses firmaet Thermo-Transits lastvognscontainere til venstre.
.

I Padborg tæt på den dansk-tyske grænse ligger et af Nordeuropas største transport- og logistikcentre ud til motorvej E45. Omkring 100 virksomheder fra området gik i 2015 sammen om at danne foreningen Padborg Transportcenter for mere effektivt at varetage fælles interesser over for bl.a. kommunen og statslige myndigheder. Transportcenteret omfatter et område på ca. 350 ha, og alle virksomheder har noget med transport, lager eller logistik at gøre. Langt de fleste er transportvirksomheder, men hertil kommer en stribe virksomheder, som servicerer og reparerer lastbiler og køleanlæg og sørger for spedition. Omkring 7.000 biler kører ifølge Padborg Transportcenter igennem området hver dag, og ca. 5.000 personer (inklusive udenlandske chauffører) har deres daglige arbejde i og ved transportcenteret.

Mange af Danmarks og Tysklands største transport- og logistikvirksomheder har afdelinger i Padborg. Blandt de større virksomheder er E3- Gruppen. Transportfirmaet havde i 2019 ca. 450 ansatte i Danmark og Tyskland og rådede over ca. 200 lastbiler. H.P. Therkelsen A/S er specialiseret i at opbevare og transportere levnedsmidler over hele Europa. Virksomheden beskæftigede i 2019 ca. 290 medarbejdere.

Transportfirmaet Andreas Andresen Holding A/S havde samme år knap 500 medarbejdere. Firmaet ejes af Nagel Gruppen, der er tysk og en af Europas største koncerner inden for transport af fødevarer. Ligeledes tyskejet er Krone Fleet Danmark A/S og Krone Scanbalt A/S, der arbejder med udleje og salg af især containere. Den tyske trailervirksomhed Schmitz Cargobull har også sit danske hovedkvarter i transportcenteret. Virksomheden Thermo-Transit Danmark A/S er ekspert i køle- og frysetransport og arbejder over hele Europa. En af de store servicevirksomheder er FDE A/S, der har specialiseret sig i at servicere transportbranchen med momsrefusion og betalingsløsninger til motorvej, tunnel, bro og færge. FDE beskæftiger ca. 100 medarbejdere.

Videre læsning

Læs mere om Erhverv og arbejdsmarked i Aabenraa Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked