Rønne Elværk og Badeanstalt

I 1909 blev det besluttet at opføre et elværk i Rønne. Anlæggets placering var praktisk bestemt. For at undgå tab af elektricitet fra værket til forbrugerne, skulle elværket placeres så centralt som muligt. Anton Rosen (1859-1928) blev valgt som arkitekt, i første omgang til elværket, men umiddelbart efter også til at tegne en bestyrerbolig og en badeanstalt til et samlet anlæg. På tegninger og på badeanstaltens vestfacade benævnes denne Badstue.

Anlægget blev opført mellem 1910 og 1912. J.P. Spangenberg var ingeniør for byggeriet, og på nordfacaden af mellembygningen sidder et skilt med teksten: "RØNNE ELEKTRICITETSVÆRK ANLAGDES AAR 1910 VED RAADGIVENDE INGENIØR J.P. SPANGENBERG KØBENHAVN". På Rosens tegninger er 1911 det gennemgående årstal, og 1911 fremgår på tegningerne også som årstal hugget i sten i en drikkefontæne ved badstuen. Det endelige årstal, der ses i dag, er rettet til 1912, hvor det oprindelige anlæg har stået færdigt. Selv om mange af tidens industribygninger har en vis grad af arkitektonisk bearbejdning og forskellige udsmykninger, så havde man i Rønne alligevel ikke ventet noget særligt af en så funktionsrettet bygning, og i et af Rønnes blade skal der i 1910 have stået, at man kan vente at få en bygning, der, selv om den skal være tarvelig, dog vil blive net.

Der er af to omgange foretaget udvidelser af elværket mod øst. Der er jf. tegninger bygget til mod øst i 1925 med en bygning, der er bredere og højere end den oprindelige. Igen i 1938 er elværket bygget til mod øst i form af en forlængelse af 1925-bygningen. Begge tilbygninger er opført i samme udtryk som og med respekt for den oprindelige arkitektur og materialeholdning. Indenfor danner de tre dele af bygningen ét stort, sammenhængende maskinrum. Badstuen er også blevet udvidet mod øst. De oprindelige tegninger viser en bygning, der slutter stort set i flugt med elværkets vestfacade, hvorimod bygningen i dag fortsætter mod øst med en tilbygning fra enten 1935 eller 1944 jf. tegningsmaterialet. Murværket ser en anelse anderledes ud, mens tagrender og forsirede rendejern er fortløbende; bygningen opfattes som én sammenhængende bygning. Fra gaden er der et godt overblik over bygningsensemblets hovedbygning og længer omkring pladsen, der ifølge tegningerne har været et haveanlæg med rette stier og felter med beplantning, men i dag er asfalteret og bliver brugt til parkering.

Der er endvidere bygget nogle senere småbygninger til, som ikke er omfattet af fredningen: Mod nordøst på hjørnet af elværket er der en muret lagerbygning og mod sydøst en let pladehal. Der er omkring 1970 foretaget en større renovering indvendigt i maskinhallen (bl.a. et nedsænket loft i de tilbyggede dele) og andre af elværkets rum, der har fået nye overflader og indretning, lige som der er etableret enkelte nye vinduesåbninger og nye vinduer. I badstuen er interiøret ændret med nye vægge, gulve og overflader. Funktionen som elværk ophørte i 1950'erne. I dag bruges anlægget til kulturelle formål, kontorer med kommunale rådgivningstilbud samt privat lager. Store dele af selve elværket inkl. maskinrummet er ubenyttede.

Rønne Elektricitetsværk og Badeanstalt er placeret i udkanten af Rønnes historiske centrum på en gade, Lille Madsegade, der primært omkranses af lave, enetages bygninger til beboelse. Langs det oprindelige anlægs nordfacader er der fortovsbelægning af hasleklinker med diagonalmønster inden brolægning på en lille stikvej, der går fra Lille Madsegade langs anlæggets nordside. Anlægget består af elektricitetsværk, bestyrerbolig og badeanstalt. Herudover er der en fritliggende garagebygning og to mindre tilbygninger til elværket: en muret lagerbygning mod nordøst og en pladehal mod sydøst; disse sekundære bygninger er ikke en del af fredningsomfanget og beskrives ikke nærmere.

Elværket og bestyrerboligen er bygget sammen via en lille mellembygning, der mod nord er muret og mod syd er en let træbygning. Badeanstalten er fritliggende og forbundet med elværket med en lille, muret bue. Badeanstalten består af en tårnagtig bygning med pyramidetag i facaderækken i Lille Madsegade mod vest og en lav, énetages længe i matrikelskellet mod syd. Bygningerne fremstår i blank mur af røde teglsten i krydsforbandt, de har markante sokler af kampesten i forskellige størrelser, og tagene er dækket med røde vingetegl bortset fra badstuens lave del, der har fladt tag dækket med tagpap. Vinduerne er hvidmalede, og de oprindelige vinduesåbninger afsluttes for oven af et muret stik, forneden af et løberskifte af glaserede mursten over en muret sålbænk. Elektricitetsværket er den primære bygning i anlægget i kraft af sin størrelse og markante vestgavl. Gavlen er karakteriseret af en stor, fladbuet vinduesåbning med granitindfatning og -sålbænk og med et muret stik, der hviler på en tilhugget tryklejesten af granit og to vederlagssten af granit: den ene med stenhuggerudsmykning, den anden med en rustikeret overflade. Vinduet er af hvidmalet træ og består af en komposition af karme og rammer i forskellige størrelser og opsprosning; den nederste del er småsprosset og danner en visuel base for det resterende vindue, der får en opadstræbende virkning i den brede, tunge gavl. I den murede gavltrekant er der fem smalle, lodrette åbninger, der muligvis har været vinduer, men som i dag set indvendigt fra er blændede. Murværket afsluttes af strømskifter i en præcis afslutning mod taget uden udhæng.

I nordfacaden ses bygningens tre faser. I den ældste bygning findes de oprindelige muråbninger stadig med døre og vinduer i forskellige størrelser; enkelte vinduer er nye termovinduer af træ med opdeling som de oprindelige. Bag en trappe med granittrin og kampestensværn er en flammeret hoveddør med et vindue på spidsen. Den flankeres af to små vinduesskår med afrundet lysning. Til venstre for døren hænger en bæring til et udhængsskilt; skiltet mangler, men bæringen er sandsynligvis oprindelig. I overgangen til 1925-tilbygningen, der er bredere end den oprindelige, er der en kældernedgang mod vest. I nordfacaden er der en flammeret adgangsdør af samme type som i den ældste bygning og på hver side heraf to store, oprindelige vinduer med blændingsfelter med mønstermurværk ovenover. I 1938-tilbygningen er der et stort, rundbuet vinduesparti med en integreret dør og med et stort vindue ovenover. Facadepartiet flankeres af to skorstene. 1938-tilbygningen er smallere end den fra 1925. Mod øst er den nyere lagerbygning, der ikke er omfattet af fredningen. Fælles for alle tre bygningsfaser er, at taget er en markant del af facadeindtrykket pga. sin meget store tagflade. Over de to ældste bygninger er der kviste med bræddeklædte gavle og store ovenlysvinduer i tagfladen samt flere skorstene og mindre tagvinduer.

Østfacaden hører til 1938-bygningen og har en komposition som den oprindelige vestgavl. Den er karakteriseret af et stort vindues- og portparti med jernkarme, -rammer og -sprosser afsluttet af et muret, fladbuet stik, der hviler på en tryklejesten af tildannet granit og en vederlagssten af granit med rustikeret overflade. Vinduet er i dag blændet indefra. I gavltrekanten er der fem smalle, lodrette murede åbninger med ventilationsriste, og muren afsluttes med strømskifter. I toppen er der en muret afslutning, der minder om de gavlplacerede skorstene på bestyrerboligen. På hver side af gavlen er de to senere tilbygninger, der ikke er omfattet af fredningen. Sydfacaden er for 1938-bygningens vedkommende dækket af den lette pladehal. 1925-delen er helt lukket uden muråbninger bortset fra en kælderdør med adgang fra terræn via en støbt trappe. I den ældste bygning er der en oprindelig adgangsdør med fyldinger. Der er ændret på nogle af vinduesåbningerne samt isat brune helglasvinduer i 1970'erne. Tagfladen er også på denne side af bygningen meget stor og udstyret med kviste og ovenlysvinduer. Der er et smalt areal mellem elværket og en mur i matrikelskel mod syd, og området er i dag groet til. Der er en snæver passage mellem elværket og den del af badstuen, der er en forlængelse. Elværket, såvel den oprindelige del som den samlede bygning, har en klar plandisponering. I midten er selve maskinhallen, og på hver side heraf er der rum til kontorer, værksteder og det tidligere akkumulatorrum langs facaderne. Sadeltaget opnår sin store tagflade, fordi det ikke blot dækker det høje, centrale maskinrum, hvor en stor rumhøjde er påkrævet for at kunne bruge løbekraner, men fortsætter ubrudt ud over de sekundære rum. Maskinrummet har et stort vindue i hver gavl som beskrevet under facaderne, og ellers er de eneste dagslyskilder de store ovenlysvinduer i tagfladen, hvoraf kun de fire i den oprindelige bygning er synlige; i tilbygningerne er der etableret nedhængt loft, så den oprindeligt synlige tagkonstruktion samt tagvinduerne ikke længere ses. Tagværket i hele bygningen består af stålspær med loftsbeklædning af profilerede brædder. Rummet er ét stort rum med tydelig overgang mellem det oprindelige maskinrum og det tilbyggede rum, der er bredere, men det hænger både funktionelt og visuelt sammen som en helhed pga. niveaufrit gulv, en muret frise i røde sten og vægfladerne, der under en pudset og malet overdel har ensartet flisebeklædning af grønne og brune glaserede fliser med en frise med diamantstillede fliser med puds imellem og rulsten indsat i et vandret bånd. Gulvet er delvist dækket af kvadratiske, sorte fliser og har spor af maskineri og inventar, der er fjernet. I tilbygningerne er både kran og kranspor bevaret ovenover vægfladerne, der har rundbuede nicher.

En række døre skaber forbindelse til nogle af de sekundære rum; nogle døre er nyere, andre er oprindelige fyldingsdøre, herunder adgangsdøren fra syd, der har én stor fylding med et rundt, opsprosset vindue. Af de sekundære rum langs længefacaderne er især den tidligere smedje mod nord interessant, idet essen er bevaret. De fleste øvrige rum står enten tomme uden særlige kendetegn eller er bygget om til nuværende brug som atelier, depotrum o.l., og rummene i nordvesthjørnet er i 2014 bygget om til nye kontorer med forbindelse til bestyrerboligen. Der er delvis kælder. Der er over de sekundære rum en række ubenyttede loftsrum med direkte kig til de understrøgne tagsten.

Bestyrerboligen ligger som den ene længe omkring gårdspladsen foran elværket og er bygget sammen med det via en mellembygning, der mod nord er muret og mod syd er en let træbygning. Bygningen er i en etage med udnyttet tagetage. Sadeltaget er teglhængt med pultkviste symmetrisk placeret i tagfladerne mod nord og syd. Vinduerne i bygningen er placeret af hensyn til den indre disponering, og det er de oprindelige, hvidmalede trævinduer. Der er hovedadgang i nordfacaden; i dag gennem mellembygningen via en nyere dør, men der har i selve bestyrerboligen også været en dør, der i dag er muret til. De to gavle har uprofilerede skorstene symmetrisk placeret med synlige vanger på den øverste del af gavlene.

Sydfacaden består af både den murede bolig og mellembygningen af træ; denne fremstår åben og let med sine store vinduer og en dør, der i dag har forbindelse til en ny let rampe. Plandisponeringen følger den oprindelige opdeling med dagligstue, spisestue, forskellige værelser samt køkken og toilet. De fleste indvendige døre og indfatninger er oprindelige ligesom trætrappen, der forbinder stueetagen med 1. sal. Gulvene er trægulve, der primært er oprindelige. Badeanstalten eller badstuen består af en enetages, øst-vestgående længebygning og et toetages tårn mod vest langs Lille Madsegade. Tårnudtrykket forstærkes af et højt pyramidetag med en skorsten i toppen. Højden er praktisk betinget med bygningens funktion som højdebeholder.

Der er et markant indgangsparti i tårnets vestfacade mod gaden. I en dyb, fladbuet niche med stik og lysning af flerleddet murværk med rulleskifter, der aftrapper indefter, danner tilhuggede granitkvadre indfatninger omkring en oprindelig dør og et oprindeligt vindue samt murfelter med marksten i forskellige størrelser; fladbuens spejl ovenover er pudset. To store bautasten placeret i gadeniveau markerer indgangspartiet, der har fire trin op til døren. Indarbejdet i indgangspartiet er en bænk af granit og herunder en jernplade, der dækker over en sliske til nedstyrtning af brændsel til kælderen. I facaden over indgangspartiet står der med løse jernbogstaver "BADSTUE". Facadens øverste del er dekoreret med en aftrapning af formsten, en muret frise med savsnitdekoration og en muret tandsnitgesims med formsten i overgangen til pyramidetaget, der er dækket med vingetegl og afsluttes med skorstenspiben, der ligeledes har formsten i en vandret markering øverst på skaftet. Lige nord for tårnet står i gadelinjen en drikkefontæne af granitkvadre med årstallet 1912 hugget i topstenen, der både danner overligger og pyramideformet tag. Nordfacaden af tårnet har samme frise, gesims og tag og karakteriseres af et stort, ovalt, småsprosset trævindue med en muret indfatning af standere. Der er nedgang til en kælder langs facaden via en trappe med granittrin og jernværn. Tårnets østfacade er delvist dækket af længebygningen og er herover dekoreret som nord- og vestfacaden, dog uden savsnitfrise; der er et oprindeligt vindue. Sydfacaden er helt lukket og afsluttes af de samme dekorative elementer som nord- og vestfacaden. Nordfacaden på længebygningen er rytmisk opdelt med fem dybtliggende vinduer med skråt affassede, murede lysninger, der danner en spids afslutning med en lodret mursten som nedre afsluttende dekoration. Rytmen understreges af tagrenden, der har opretstående forsiringer for hvert rendejern. Umiddelbart øst for buen, der forbinder badstuen med elværket, ses en overgang i murværket, der antyder forlængelsen af bygningen mod øst. I denne del af badstuen er der nyere vinduer, men tagrende og forsiringer er fortløbende. Gavlen mod øst har et stort vindue, facaden mod syd består af en mur i matrikelskel, og vestfacaden er bygget sammen med tårnet.

Bygningen har fladt tag, og den lave bygning understreger dermed tårnets højde. På tagfladen er der to tværstillede, kvistformede ovenlys med sadeltag og vinduer i langsiderne. I tårnets konstruktion indgår på 2. sal en såkaldt Hennebique-betonkonstruktion (dvs. hvor søjle og bjælke indgår i en monolitisk konstruktion). Tårnet indeholder stadig vandbeholderen af jernbeton, der forsynede badeanstalten med vand; den skulle kunne indeholde 20.000 l vand, der svarer til 20 tons. Vandet blev varmet op fra skorstenen, der står i midten af beholderen. Bortset fra trappen til 2. sal og til kælderen og de dertilhørende trappegange samt indgangspartiet mod Lille Madsegade og rummene umiddelbart i forbindelse hermed er hele badeanstalten ombygget med nye ruminddelinger, nye skillevægge, gulve og overflader. Der er enkelte oprindelige fyldingsdøre med høje, lodrette underfyldinger; beslagene er nye. De oprindelige vinduer i nordfacaden har forsatsruder.

Den miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden, idet anlægget skiller sig ud fra nærområdets små, lave beboelseshuse, men samtidig tilpasser sig yderkanten af byens historiske kerne, hvor også andre store bygninger findes, f.eks. Kulturhistorisk Museum og den tidligere Tekniske Skole. Anlægget har en markant komposition set fra Lille Madsegade med elværket som hovedbygning og de to øvrige bygninger, bestyrerbolig og badstue, som længer omkring en samlende plads. Hertil kommer, at anlægget med sin størrelse og sit udtryk tydeligt signalerer offentligt opført byggeri, og at Badstuen danner et markant fixpunkt i gadebilledet.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til funktionen som elværk og badstue, samt til den arkitektur- og stilhistoriske periode i begyndelsen af 1900-tallet, hvor Anton Rosen var en markant arkitekt. De første elværker i Danmark blev opført i 1890'erne og elværket i Rønne tilhører dermed en forholdsvis ny, industriel bygningstype, der har fået sit eget arkitektoniske udtryk med høje maskinrum med kraner og løbespor, store vinduer til dagslysindtag, flisebeklædte gulve og vægge, samt med forskellige nationalhistoriske referencer. Badeanstalten i Rønne er et vigtigt kulturhistorisk vidnesbyrd om levevilkårene i byerne i begyndelsen af 1900-tallet, hvor der var kommet større fokus på sundhed og hygiejne, men hvor badeværelser i boligerne ikke var noget almindeligt fænomen. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til Badstuens tårn, der fungerer som et fixpunkt i gaden og på afstand indikerer sin særlige funktion som vandbeholder.

Hertil kommer, at der er kulturhistorisk værdi knyttet til anlæggets tidstypiske, arkitektoniske fremtræden med udtryk fra Arts and Crafts-bevægelsen, skønvirke og nationalromantikken, herunder brugen af tegl, tømmer og natursten. Især dele af detaljeringen har træk fra skønvirke, f.eks. badstuens detaljer som det ovale vindue, indgangspartiet og drikkefontænens form og inskription fra 1912. Bestyrerboligen minder med sine uprofilerede gavlskorstene om engelsk cottage-stil og Arts and Crafts-bevægelsen, mens både elværket og bestyrerboligen også peger mod Bedre Byggeskik i proportioner og enkelhed. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den moderne og funktionelle tilgang som blandt andet ses i maskinhallens stålspær samt i vandbeholderens jernbeton. Det er også et moderne træk, at der lægges vægt på velfungerende planløsninger og rumforløb, f.eks. i bestyrerboligen, hvor vinduerne er placeret indefra efter plandisponeringen og ikke udefra i forhold til facaderne.

De arkitektoniske værdier knytter sig både til bygningsensemblet som en veldisponeret og harmonisk enhed og til de enkelte bygningers arkitektoniske udtryk og detaljering. Anlægget er således både funktionelt og dekoreret, både enkelt og ekspressivt og er et velbevaret eksempel på, at Anton Rosen på overbevisende måde formår at kombinere materialer og udtryk til en samlet arkitektonisk helhed med sin helt egen karakter. Selv om de enkelte bygninger har forskellige hovedformer, opfattes de som et samlet anlæg bundet sammen omkring pladsen (den oprindelige have) og af det samme byggemateriale med sokler af marksten, mure af røde teglsten i blankmur og teglhængte tage. Hovedformerne er let aflæselige og har hver deres geometri i en vekslen mellem stort og småt, højt og lavt, horisontalt og vertikalt. Elværket og bestyrerboligen har knappe og skarpskårne hovedformer uden tagudhæng, mens badstuen adskiller sig med bl.a. tagudhæng, rendejern med forsiringer og en større detaljerigdom og ekspressiv form. Det giver et anlæg med både bastant tyngde og lethed i kraft af variationen. Anlæggets og de enkelte bygningers soliditet får modspil af de mange detaljer i murværket skabt af formsten, mønstermurværk eller indarbejdede granitsten i præcist tilhuggede kvadre eller naturligt for-mede marksten. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til især elværkets centrale maskinrum der med sit anseelige volumen, synlige tagkonstruktion og smukke lysindfald dramatisk og stort, og samtidig har det elementer i menneskelig skala i form af flisebeklædningen og fyldingsdørene.

Læs videre om

• Købmand Rønnes Gård, Rønne
• Rønne Tinghus
• Vangegemmerhuset, Nexø

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen