Der har været behandlet patienter i Ringsted helt tilbage til sygehuset Sankt Jørgensgården. Det blev oprettet i 1200-tallet til behandling af spedalske patienter og lukkede igen i 1632. Et egentligt sygehus blev etableret i 1902, og senere kom også et garnisonssygehus tilknyttet den militære kaserne. Efter at en brand ødelagde det kommunale sygehus, overtog garnisonssygehuset i 1923 dets opgaver.

Ringsted Sygehus har været under Sorø Amt, men har, siden Strukturreformen trådte i kraft i 2007, været ejet af Region Sjælland. Sygehuset er administrativt blevet sammenlagt med sygehusene i Næstved og Slagelse.

Ifølge Region Sjællands sygehusplan skal Ringsted Sygehus ikke længere behandle somatiske patienter. Indtil 2020 varetog sygehuset regionens kirurgiske behandling af brystsygdomme, herunder især brystkræft. Funktionen blev i 2020 flyttet til Sjællands Universitetshospital, Roskilde, men det er fortsat muligt at få taget blodprøver og elektrokardiogram på sygehuset. Derudover har distriktspsykiatrien behandlingstilbud på sygehuset.

Koncern IT, der yder service og support til brugere, der arbejder i regionen, er med over 300 medarbejdere flyttet ind i sygehusets bygninger, der således stadig bliver udnyttet.

Videre læsning

Læs mere om Uddannelse, sundhed og omsorg i Ringsted Kommune

Se alle artikler om Uddannelse, sundhed og omsorg