Rudolph Tegner
Faktaboks
Rudolph Tegner
- Født
- 12. juni 1873, København
- Død
- 5. juni 1950, Esbønderup
- Kilde
- Kunstindeks Danmark
- Titel
- Billedhugger
- Nationalitet
- Dansk
- Virkested
- Grækenland, Danmark, Frankrig
Biografi
Rudolph Tegners kunst er kendetegnet af hans tro på, at "det største og det skønneste ligger i det tragiske". Som ganske ung blev han ved et besøg på Akropolis voldsomt fascineret af den antikke græske kunst, som livet igennem blev en uudtømmelig inspirationskilde, om end dens ro og harmoni ikke satte sig spor i T.s egen kunst. Hans formsprog var præget af voldsomme bevægelser og en stærk dramatik, der stod i skarp modsætning til den stilfærdige realisme, som prægede størstedelen af dansk skulptur omkring århundredeskiftet.
T. gennemgik sin uddannelse på Akademiet på rekordtid, 21/2 år, og havde fra begyndelsen en forkærlighed for store formater, en tendens, der sammen med et ofte spekulativt indhold ses parallelt hos den norske Gustav Vigeland og den islandske Einar Jónsson. Fra 1893-97 opholdt T. sig i Paris, hvor han kom i kontakt med andre danske kunstnere som Niels Hansen-Jacobsen, Jens Lund, Johannes Holbek og J.F. Willumsen, og blev som dem snart optaget af tidens dominerende kunstretning, symbolismen. Men samtidig følte han sig tiltrukket af det dramatiske og følelsesmæssige udtryk hos både Michelangelo, Auguste Rodin og Stephan Sinding.
Symbolistiske ideer og trangen til det store format forenedes i trilogien Guddommen og mennesket, men T.s mest helstøbte symbolistiske værk blev Frigjort. På en søjle, hvis kapitæl dannes af stridende mennesker, sidder sejrherren og stirrer tomt frem for sig. Skulpturen afspejler klart tidens diskussioner om både overmennesket, kunstneren som undtagelsesmenneske, darwinistisk overlevelseskamp og opfattelsen af kvinden som femme fatale. Kvinden, som forhindrer manden i at realisere sine drømme, ses både i Nutiden, Jordbunden og Lykke. I 1904 vandt T. konkurrencen om et monument for Niels Finsen. Værket blev kaldt Mod lyset, og på baggrund af egen sygdom skabte T. en symbolsk illustration af Finsens opdagelse af lysets helbredende virkning. Skulpturens voldsomme kropssprog var bl.a. inspireret af Friedrich Nietzsches tanker om det sunde og stærke menneske, men samtiden fandt det både svulstigt og forkert i forhold til Finsens person.
Kritikken mod T.s arbejder kulminerede, da han præsenterede sit forslag til en indgangsskulptur til Fælledparken, Livets Port, som i forskellige tableauer skildrede menneskelivet fra fødsel til død. Den tilbagevendende kritik fik T. til i 1926 at forlade Danmark og bosætte sig i Frankrig, men han havde inden da udført, hvad han betragtede som sit hovedværk, Herakles og Hydraen, et billede på kunstnerens kamp mod kritikken. T. havde en stor beundrer og mæcen i brygger Carl Jacobsen, hvis kunstneriske smag gik i retning af det opdragende og fortællende, og for T. havde indholdet altid samme prioritet som formen. Det bragte ham til gengæld på kollisionskurs med de modernistiske billedhuggere. I mange år var T. en kuriøs parentes i dansk kunsthistorie, men de senere års kunsthistoriske forskning har givet ham en anden plads. Han har ydet et meget væsentligt bidrag til den danske symbolisme, og de senere års kropsfascination, også inden for billedkunsten, har gjort sit til en fornyet interesse for hans vitalistiske, muskelsvulmende figurer som tidstypiske eksempler på kropsdyrkelsen omkring og lige efter århundredeskiftet. T. lod i 1937-38 for egen regning opføre et museum til hele sin produktion.
Genealogi
Tegner, Rudolph Christopher Puggaard, 1873-1950, billedhugger. *12.6.1873 i Kbh., ?5.6.1950 i Esbønderup, begr. i Kildekrog (Tegner-museet). Forældre: Premierløjtnant, kammerjunker, senere gross., bankdir. Jørgen Henry August T. og Signe Elisabeth Puggaard. ~14.10.1911 i Kbh. med maleren Elna Jørgensen, *17.2.1889 på Fr.berg, ?8.6.1976 i Kbh., datter af skibsfører, senere rumænsk vicekonsul, driftsinsp. i Em. Z. Svitzers Bjærgnings-Entreprise Carl Adolph J. og Elisabeth (Lisa) Berg.
Uddannelse
Dimitt. af J.P. Pedersen; Kunstakad. Kbh. 1890-93.
