Høj, 1,5 x 18 m. Nedgravning i Ø-siden af top, kartoffelkælder i Ø-fod. Græsgroet i kanten af ager.
Rundhøje er den mest almindelige type af gravhøje, der kendes i Danmark, og de findes overalt i landet. Rundhøjene har fået deres betegnelse efter deres kuplede form. I Danmark findes der tusinder af fredede rundhøje, men mange er overpløjede og enten helt forsvundet eller kun til at finde ved en arkæologisk udgravning. Læs videre her.
Brandgrav er en betegnelse for en gravlæggelse, hvor den døde person er blevet kremeret og derefter gravlagt enten i en nedgravning i jorden eller i en urne. Brandgravene var en kendt gravform i oldtiden, men blev først for alvor udbredt fra yngre bronzealder (ca. 1100-ca. 500 f.v.t.) og frem. De ældste kendte brandgrave stammer fra jægerstenalderen (ca. 12.800-3950 f.v.t.). Læs videre her.
Stenalderen er den første periode af oldtiden. Den har fået sit navn efter de mange stenredskaber, der er så karakteristisk for perioden. Samtidig med indførelsen af landbruget skete et skifte i stenalderfolkets kultiske og rituelle forestillingsverden, og store samlingspladser blev opført samt ikke mindst de i dag meget karakteristiske langhøje, stendysser og jættestuer. Læs videre her.
Bronzealderen afløste stenalderen. Den har fået sit navn fra de mange bronzegenstande, der bl.a. er fundet i gravhøje samt nedsat i moser og åer som ofringer til guderne. Særlig karakteristisk for ældre bronzealder er rundhøjene, hvorfra flere opsigtsvækkende arkæologiske fund kendes, idet særlige bevaringsforhold i visse af gravhøjene har betydet, at den eller de gravlagte er yderst velbevarede. I yngre bronzealder gik indbyggerne fra jordfæstegrave til at brænde de døde på et ligbål og begrave dem i brandgrave. Læs videre her.
