Afmærkn.: MS på nordsiden. Lille høj, 0,5-0,7 x 9-10 m. Der ses 14 mindre randsten, der lige stikker op over overfladen. Græsklædt på strandbred.
Rundhøje er den mest almindelige type af gravhøje, der kendes i Danmark, og de findes overalt i landet. Rundhøjene har fået deres betegnelse efter deres kuplede form. I Danmark findes der tusinder af fredede rundhøje, men mange er overpløjede og enten helt forsvundet eller kun til at finde ved en arkæologisk udgravning. Læs videre her.
Urnegrav, begravelse, hvor de brændte skeletrester er nedlagt i en urne (lerkar). I forhistorisk tid blev urnegrave almindelige i Danmark fra midten af bronzealderen ca. 1100 f.v.t., da gravskikken gradvis ændrede sig fra jordfæste til ligbrænding i takt med udviklingen i det meste af Europa, se urnemarkskultur. Læs videre her.
Brandgrav er en betegnelse for en gravlæggelse, hvor den døde person er blevet kremeret og derefter gravlagt enten i en nedgravning i jorden eller i en urne. Brandgravene var en kendt gravform i oldtiden, men blev først for alvor udbredt fra yngre bronzealder (ca. 1100-ca. 500 f.v.t.) og frem. De ældste kendte brandgrave stammer fra jægerstenalderen (ca. 12.800-3950 f.v.t.). Læs videre her.
Bronzealderen afløste stenalderen. Den har fået sit navn fra de mange bronzegenstande, der bl.a. er fundet i gravhøje samt nedsat i moser og åer som ofringer til guderne. Særlig karakteristisk for ældre bronzealder er rundhøjene, hvorfra flere opsigtsvækkende arkæologiske fund kendes, idet særlige bevaringsforhold i visse af gravhøjene har betydet, at den eller de gravlagte er yderst velbevarede. I yngre bronzealder gik indbyggerne fra jordfæstegrave til at brænde de døde på et ligbål og begrave dem i brandgrave. Læs videre her.
