Sønderportsgade 19, Ribe

Ribe er landets ældste by. Allerede omkring år 700 samlede vikingetidens købmænd og håndværkere sig på dette sted for at arbejde og handle. Det var også i Ribe, at Ansgar opførte Danmarks første kristne kirke omkring 860. Igennem flere hundrede år var Ribe en vigtig handelsby og et magtcentrum for både kongen og den indflydelsesrige katolske kirke. I middelalderen lå der både en kongeborg, Riberhus, hvor kun slotsbanken nu er tilbage, og adskillige kirker og klostre. Efter reformationen i 1536, da kirken mistede sin politiske og økonomiske magt, forsvandt de fleste kirkelige anlæg. Tilbage er Ribe Domkirke og Sct. Catharinæ Kloster.

Grundlaget for Ribes rige handelsliv var åen, der løber igennem byen. Den fungerede som transportvej fra Vesterhavet, og Ribe blev på den måde porten til Østersø-området. Selv store skibe sejlede op ad åen og lagde til ved Skibbroen. Men i løbet af 1500-tallet begyndte det at gå ned ad bakke. Skibene tog i stigende omfang turen rundt om Skagen, og andre byer, først og fremmest København, blev efterhånden førende inden for fjernhandelen. Også kongemagten rykkede ud af byen, og i de følgende århundreder var Ribe en kriseramt by med faldende befolkningstal. Åen sandede til, og havnen mistede sin betydning.

Efter den dansk-tyske krig i 1864 kom den nye grænse til at gå lige syd om Ribe. Byen lå nu i den yderste udkant af kongeriget og havde mistet sit hidtidige opland mod syd og vest. Ved genforeningen i 1920 var Esbjerg for længst blevet landsdelens førende havne- og industriby.

Den centrale del af Ribe er usædvanlig velbevaret. Det middelalderlige gadenet af små, let krogede gader er bevaret intakt med domkirken liggende i midten. En stor del af husene – nogle bygget af mursten, andre i bindingsværk – er fra 1500-1600-tallet, og enkelte bygninger er endnu ældre. Byen blev i 1580 hærget af en storbrand, og de fleste af de gamle huse er opført i årene derefter. God byggekvalitet har sammen med den økonomiske krise reddet dem fra nedrivning og brutale renoveringer.

Sønderportsgade 19 indgår i et oprindeligt 12 fag langt bindingsværkshus i to stokværk, som formentlig blev opført omkring 1600. I 1682 blev bygningen omtalt som to lige store huse, der blev lejet ud. På et ukendt tidspunkt før 1761 blev de to østligste fag lagt til gavlhuset, Sønderportsgade 17 og i 1770 blev de fire vestligste fag lagt til Sønderportsgade 21B. Fra 1798 til 1810 havde de seks midterste fag samme ejer som Sønderportsgade 21B, men efter denne tid blev de seks fag en selvstændig ejendom. Omkring 1997-1999 blev ejendommen restaureret og den øverste lejlighed indrettet med den nuværende indretning og udstyr.

Sønderportsgade 19 indgår i den markante, gamle husrække på Sønderportsgade, som er karakteriseret ved toetages bindingsværkshuse med udkraget øvre stokværk med Ribe-knægte og store, stejle tagflader. Ejendommen er i dag indrettet til to boliger.

Som det allerede kan erkendes ved at se på nabobygningerne i gaden, og som det yderligere bekræftes af bygningshistorien, er Sønderportsgade 19 en del af et meget større bindingsværkshus, nemlig de to fag vest for og de fire fag øst for. I dag består Sønderportsgade 19 af seks fag bindingsværk, i to etager med en lille kælder under og med et teglhængt heltag. Over en sorttjæret sokkel er underetagens bindingsværk erstattet af grundmur, idet stolperne er bortskåret fra underkant af vinduerne og nedefter. Murværket er pudset og hvidmalet. Den udkragede overetages bindingsværk står sorttjæret med mønstermurede tavl af de såkaldte mopper, en særlig smal og mørkbrændt mursten. De udstikkende bjælkeender understøttes af sparremønstrede knægte, og overgangsfoden er udmuret med et svungent led af teglsten, der her er hvidmalet ligesom murværket. Op mod taget, ved topremmen, sidder også en række knægte. Mellem de kraftige stolper er der korte skråstivere, men naglehuller fortæller om, at der tidligere også har været løsholte, som er fjernet for at give plads til de nuværende vinduer. På gårdsiden er der højstolper, som dog er afskåret for neden i underetagen og erstattet af grundmur op til overkanten af underetagens vinduer. Alt er malet hvidt over stok og sten, bortset fra soklen, som er sortmalet. Vinduerne er hvidmalede, firerammede i underetagen og torammede i overetagen, mens den fornyede gadedør er tofløjet, med fem bosserede fyldinger, dobbelte slaglister og med et overvindue med fem ruder. Mod gården er vinduerne overvejende torammede, hvidmalede med tre ruder i hver ramme. Her er også en nyere, hvidmalet, revlelignende pladedør med et overvindue med tre ruder. I tagfladen, som er uden skorsten, er mod gaden fire GVO-vinduer og mod gården, to nyere kviste med zinkbeklædte flunker og forside. Der er en række udluftningshætter i tagfladen både mod gade og gård.

Fra gadedøren er en gennemgående forstuegang til gården. Fra forstuegangen er indgang til boligen i stueetagen, som har værelser mod gade og gård. Køkkenet er placeret mod gaden. I gulvet er en lem med nedgang til en ældre muret kælder, der dog har bæringer i loftet af I-jern. I den gennemgående forstuegang er en ældre ligeløbstrappe, der fortsætter op i tagrummet. Den fører op til boligen på første etage. Også her ligger køkkenet mod gaden, mens bad og toilet ligger mod gården. I begge etager er alle indvendige overflader nyere på gulve og vægge, men der er synlige loftsbjælker med gipsplader mellem i overetagen. Her er også bevaret tre af de kraftige, indvendige kopbånd, som afstiver samlingen mellem højstolpe og bjælke. De indvendige døre er overvejende nyere og glatte, men vinduerne i stueetagen har nogle hulpost-formede vinduer, så de er nok af ældre dato. Tagværket har en betydelig alder, men er forstærket mellem spærene. Taget er ikke undertag, men er understrøget. Der er ingen spor efter skorstenen.

Sønderportsgades nuværende forløb ligger på samme sted som i 1400-årene, men gaden ligger i dag ovenpå et tre til fem meter højt kulturlag. Gaden er dog meget ældre, for fra 1100-årene og igennem hele middelalderen fungerede Sønderportsgade som én af Ribes hovedfærdselsårer. Sønderportsgade rummer flere af Ribes fineste bindingsværksbygninger, blandt andet en hel række huse fra tiden omkring år 1600 fra hjørnet og vestpå fra Puggaardsgade og Sønderportgade.

Den miljømæssige værdi ligger i Sønderportsgade 19s klare tilhørsforhold til Ribes ældste bebyggelse med sin bindingsværkskonstruktion, materialeholdning og proportioner samt længeformen. Den indgår sammen med nabobygningerne i det historiske gadeforløb og understøtter fortællingen om 1600-årenes Ribe og er derfor ekstra betydningsfuld for miljøet på det sted.

Den kulturhistoriske værdi ligger i hustypen, som er længehuset, der sammen med gavlhuset var fremherskende i 1500- og 1600-tallets Ribe. Bindingsværkets konstruktion, det kraftige, gode tømmer og håndværkets høje kvalitet er kendetegnende for denne type Ribe-bindingsværk. Det var karakteristisk, at de øvre etager eller stokværk, som de også kaldtes, sprang frem over den underliggende etage. Dette fremspring blev understøttet af de stærkt profilerede knægte, som med deres sparremønster gav facaden liv og dekoration. Bindingsværket på Sønderportgade 19 har de typiske, stærkt profilerede knægte i sparremønster, som giver en stærk virkning i facaden; en raffineret tømmerdetalje, som var særlig populær ved overgangen mellem 1500- og 1600-årene. Hertil kommer højstolperne på gårdsiden, som er delvis bevaret, da de er skåret af i højde med overkanten af stueetagens vinduer. De viser sig også ved de synlige, indvendige kopbånd i øverste etage mod gården.I det indre afspejler plantypen (længehus med gennemgående forstuegang) en tidlig udvikling i dansk boligkultur i bybebyggelser, hvilket også er en væsentlig kulturhistorisk værdi.

Den arkitektoniske værdi ligger for Sønderportgade 19 i ejendommens samlede fremtræden som et markant længehus i kraft af sit taktfaste og rige bindingsværk med stokværksfremspring og de dekorative, sparremønstrede knægte. Der ligger også stor arkitektonisk værdi i bygningens meget gamle konstruktionsmetode med højstolper med kopbånd på gårdsiden. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. Det relativt stejle tag er med til at give bygningen en profil, som er kendetegnende for bygninger fra 1500- og 1600-årene.I det indre ligger den arkitektoniske værdi i overetagens synlige loftsbjælker, hvoraf flere har bevaret særligt kraftige kopbånd. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning.

Læs videre om

• Farup Missionshus, Kærbøl
• Præstegade 25, Ribe
• Sønderportsgade 37, Ribe

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen