Sankt Catharinæ Præstegård, Ribe

Ribe ligger på en række holme omkranset af engdrag og åløb, der giver byen en skarp og naturlig afgrænsning. Husene ligger tæt i de små, let krogede brolagte gader og slipper, der kun brydes af de brusende mølleløb, åen samt Torvet, hvor domkirken troner over bygningerne. Ribes historie strækker sig tilbage til omkring år 700, hvor vikingetidens købmænd og håndværkere samledes på den anlagte handelsplads ved den nordre bred af Ribe å for at arbejde og handle. Det var også i Ribe, at Ansgar opførte Danmarks første kristne kirke omkring 860. Igennem flere hundrede år var Ribe en vigtig handelsby og et magtcentrum for både kongen og den indflydelsesrige katolske kirke. I middelalderen lå der både en kongeborg, Riberhus, hvor kun slotsbanken nu er tilbage, og adskillige kirker og klostre. Efter reformationen i 1536, da kirken mistede sin politiske og økonomiske magt, forsvandt de fleste kirkelige anlæg. Tilbage er Ribe Domkirke og Sct. Catharinæ Kloster.

Grundlaget for Ribes rige handelsliv var åen, der løber igennem byen. Den fungerede som transportvej fra Vesterhavet, og Ribe blev på den måde porten til Østersø-området. Selv store skibe sejlede op ad åen og lagde til ved Skibbroen. Men i løbet af 1500-tallet begyndte det at gå ned ad bakke. Skibene tog i stigende omfang turen rundt om Skagen, og andre byer, først og fremmest København, blev efterhånden førende inden for fjernhandelen. Også kongemagten rykkede ud af byen, og i de følgende århundreder var Ribe en kriseramt by med faldende befolkningstal. Åen sandede til, og havnen mistede sin betydning.

Efter den dansk-tyske krig i 1864 kom den nye grænse til at gå lige syd om Ribe. Byen lå nu i den yderste udkant af kongeriget og havde mistet sit hidtidige opland mod syd og vest. Ved genforeningen i 1920 var Esbjerg for længst blevet landsdelens førende havne- og industriby. Ribes stagnering betød, at Ribe i dag fremstår som en yderst velbevaret middelalderby, hvor de fleste gadeforløb kan følges ubrudt tilbage til 1100 årerne. Det nuværende hovedstrøg på Over-, Mellem- og Nederdammen er lidt yngre og ligger på den mølledæmning, der blev lagt over Ribe å i midten af 1200-tallet.

Til trods for en større bybrand i 1580 findes der flere bevarede middelalderlige stenhuse samt nordens ældste daterede bindingsværkshus fra 1490 og selvfølgelig kirken og det meste af klosterbygningerne. I tiden efter branden rejstes byen sig igen, hvor mange bygninger stadig står i dag blandt andet de herregårdslignende stenhuse Porsborg og Tårnborg, begge fra sidst i 1500-tallet samt købmandsgårdene i bindingsværk med udkragede stokværk og gavl til gaden. Op igennem 1700- og 1800-årene udførtes en del om- og nybygninger – oftest i en enkel og velproportioneret klassicistisk stil. De klassicistiske facader præger flere gader, blandt andet Grønnegade og til dels Bispegade. De mindre gader og slipper er kendetegnet af langhuse og boder og småhuse, der er tre til fem fag lange og sammenbygget i lange forløb.

Bispegade kan dateres helt tilbage til 1200-tallet, dog under navnet Sankt Hans Gade efter sognekirken og kirkegården, der lå sydligst i gaden, den blev dog revet ned i 1558, hvor gaden kaldes Bispegårdsgade efter den katolske bispegård, der lå i gaden, men efter reformationen fik gaden sit nuværende navn. Mange af bygningerne, der lå i gaden, forfaldt i løbet af 16- og 1700 årerne, hvorfor mange af bygningerne i gaden er opført efter denne periode. Sankt Catharinæ Præstegård er opført i 1854, som tjenestebolig for sognepræsten i den nærliggende Sankt Catharinæ Kirke, der indtil reformationen var tilknyttet Sankt Catharinæ klosteret, der blev oprettet af dominikanermunke i 1228.

Sankt Catharinæ Præstegård ligger på den vestre side af den brolagte og smalle Bispegade i den sydlige del af det gamle Ribe. Præstegården består af to sammenbyggede forhuse, hvoraf det sydlige er sammenbygget med en mur. Bag forhusene og muren er en større have, der strækker sig ned mod Tårnborg. Begge forhuse samt den sammenbyggede mur er fredet.

Det nordlige forhus er grundmuret i to etager i rød, blank mur over en sorttjæret sokkel. Forhuset afsluttes af et rødt, teglhængt heltag, hvor der i begge tagflader sidder nyere ovenlysvinduer. Facaden prydes mod gaden af en hvidmalet savsnitsgesims, hvorunder der er en frise med halvbuer og dråber. I etageadskillelsen er desuden et hvidt bånd. Hoveddøren sidder i det nordligste fag og er en ældre, hvidmalet og tøfløjet fyldingsdør med dobbelt slagliste og fladbuet overkant. Vinduerne er nyere og firrammede med fladbuet overkant. Over vinduerne og hoveddøren ses murede stik og bryn. Under vinduerne ses sålbænke. Vinduer, bryn og sålbænke er hvidmalede. Havesiden har tilsvarende vinduer men uden bryn og sålbænke. På havesiden er desuden en nyere havedør.

I det indre rummer det nordlige forhus en traditionel planløsning med en langsgående midterskillevæg, hvor der er to stuer en suite mod Bispegade, der blandt andet rummer sognepræstens kontor med indbygget arkiv- og brandskab samt en forstue med en nyere trappe. Mod haven er en større stue samt køkken. Ved køkkenet er en mindre gennemgang til det sydvendte forhus. Førstesalen er disponeret med værelser på begge sider af en lang fordelingsgang. En nyere trappe giver adgang til den udnyttede tageetage. Under den sydvestlige del af bygningen er en mindre kælder. Der er bevaret ældre fyldingsdøre med ældre gangtøj og gerichter samt ældre fodpaneler, men ellers kendetegnes forhuset af nyere bræddegulve. I tageetagen er hanebåndene synlige.

Det sydlige forhus er grundmuret i en etage over en sorttjæret sokkel. Bygningen afsluttes af et rødt, teglhængt og halvvalmet tag. I rygningen sidder en skorstenspibe med sokkel. Facaden er i rød, blank mur i kopforbandt og afsluttes af en hvidtet hovedgesims, der følger tagfladerne. Mod gaden er en nyere, hvidmalet fyldingsdør med opsprosset overvindue. Vinduerne er nyere, hvidmalede og torammede. En lignende dør og vinduer ses i havesiden. I sydgavlen sidder et ældre, rundbuet vindue med jernsprosser.

I det indre er en konfirmandstue, en lille forstue med et bagvedliggende køkken, hvor der er en kældernedgang til det nordlige forhus kælder. I køkkenet er et nyere flisegulv og i konfirmandstuen linoleum. Der er nyere bræddelofter mellem synlige bjælker. Tageetagen er uudnyttet. Muren er i rød, blank mur med hvide rundbuede felter. Muren afsluttes af røde tegl. Havemuren brydes ved det sydlige forhus af to portpiller, der har en hvidtet, profileret afslutning.

Den miljømæssige værdi knytter sig til forhusenes beliggenhed i husrækken på den brolagte Bispegade, hvor bygningerne indgår som en integreret del af Bispegade og Ribes ældre bebyggelse og middelalderlige gadestruktur, og dermed bidrager Præstegården væsentlig til det traditionelle og stemningsfulde bymiljø i Ribes gamle bykerne.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til den samlede bebyggelse med det nordlige forhus, der fortsat er bolig for sognepræsten, det sydlige sidehus, der fungerer som konfirmandstue samt til den bagvedliggende have og afgrænsende mur, der vidner om præsteembedets position i byen. Bygningernes beliggenhed i centrum af Ribe, betød at præsten var tæt på sine sognebørn og samtidig tæt på sognekirken Sankt Catharinæ kirke. Det samlede anlæg af de to forhuse og havemuren udgør tilsammen et helstøbt kulturmiljø af væsentlig kulturhistorisk betydning.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig for det nordlige forhus til dets funktion som præstebolig samt til bygningens størrelse, der skiller sig ud fra de øvrige bygninger i Bispegade og derved vidner om præsteembedets position i samfundet, hvilket understreges af facadens repræsentative dekorationer, der helt traditionelt vender mod gaden. Hertil kommer forhusets tidstypiske udseende med bånd i etageadskillelsen og de næsten friholdte murflader, der er kendetegnede for det klassicistiske stilideal, hvorimod den rundbuede frise og de lidt kraftige bryn er kendetegnende for historicismen, der blev det nye stilideal i den sidste halvdel af 1800-tallet. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den traditionelle planløsning med en langsgående midterskillevæg samt stuer og forstue mod gaden og køkken og havestue mod haven samt værelser på førstesalen. Endvidere kælderen under køkkenet, der kunne bruges til opbevaring. Hertil kommer den direkte adgang til konfirmandstuen, så præsten kunne færdes mellem kontor og konfirmandstue. Endvidere kommer de ældre døre, der vidner om bygningens alder samt arkiv- og brandskabet til opbevaring af kirkebøger.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig for det sydlige forhus til dets funktion som konfirmandstue, der ligger i direkte forbindelse med præsteboligen, men som både i størrelse og dekoration underordner sig præsteboligen. Hertil kommer murværket i kopforbandt samt det halvvalmede tag, der er tidstypiske træk for bygninger fra midten af 1800-tallet. Tillige skorstenspiben i rygningen, der vidner om, at ildstedet var eneste kilde til opvarmning.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til planløsningen med en lille forstue og den større konfirmandstue, der afspejler bygningens funktion.

Den arkitektoniske værdi knytter sig for det nordlige forhus i det ydre til dets velproportionerede volumen med den symmetriske og regelmæssige faginddeling samt til de horisontale linjer i form af båndet i etageadskillelsen, savsnitsgesimsen, den rundbuede frise, sålbænke og bryn, der tilsammen skaber en livlig og dekorativ facade.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til de højloftede rum og vinduerne, der får rummene til at fremtræde lyse og imødekommende.Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre for det sydlige forhus til dets enkle og velproportionerede form, hvor dekorationen begrænses til murværkets forbandt, den hvidtede hovedgesims samt det halvvalmede tag med skorstenspiben i rygningen. Den enkle facade forstærkes af det ubrudte tag, således at bygningen fremstår rolig og værdig til trods for den uprætentiøse fremtræden. Den arkitektoniske værdi for havemuren knytter sig til murpillerne samt blændingsfelterne og de afsluttende tegl, der på fin vis indrammer haven og grunden mod vejen men underordner sig forhusene.

Læs videre om

• Nederdammen 28, Ribe
• Sønderportsgade 19, Ribe
• Tjæreborg Graverbolig

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen