Sankt Olaigade 9

Helsingørs bygningskultur har været tæt forbundet med byens politiske og økonomiske historie. Opførelsen af nye bygninger har været tæt forbundet med de svingende indtægter byen fik fra Øresundstolden og forskellige kongers byggeaktiviteter på Kronborg samt med militære konflikter i nærheden af byen. Helsingør har været i tidernes løb været forskånet for store brande, hvilket betyder, at byen har bevaret en kerne med mange middelalderlige bygninger. Helsingør by bliver nævnt i kilderne første gang i 1231 og beskrives som et lille fiske- og færgeleje. Byen voksede frem omkring Sankt Olai Kirke, den senere domkirke, og udviklede sig langsomt, indtil Erik af Pommern i 1425 pålagde alle handelsskibe, som passerede igennem de danske farvande en afgift, den såkaldte Øresundstold. Samtidig med indførelsen af Øresundstolden opførte Erik af Pommern borgen Krogen på den yderste del af næsset for bedre at kunne håndhæve sin kongelige myndighed og for at sikre gode betingelser for opkrævningen af Øresundstolden. I 1577 fik Krogen sit nuværende navn, Kronborg. Erik af Pommern udlagde også Helsingørs byplan, hvis hovedstruktur er bevaret til i dag, og som er kendetegnet ved en regulær inddeling i nogenlunde regelmæssige firkantede karreer. Karreerne var lette at opdele i gode byggegrunde, der kunne anvendes til gavlhuse med side- og baghuse, samt brede grunde til huse med langsiden mod gaden. Fra byens centrale gade, Stengade, anlagde man en række smalle stræder ned mod stranden, hvor Strandgade senere blev anlagt. I dag er husrækken på Strandgade et eksempel på, hvordan velhavende borgere havde råd til at opføre prægtige bygninger. Opførelsen af borgen og ikke mindst Øresundstolden fik stor betydning for den lille by, fordi hundredevis af skibe ankrede op ved byen og provianterede der. Det blev grundlaget for en rivende udvikling, hvilket kom til at sætte sine spor i en rig bygningskultur. Helsingør fik købsstadsrettigheder i 1426, og byens borgere fik skattefrihed på enten fem eller ti år, når de byggede nye huse, alt efter om huset var opført i træ eller sten. Indbyggerne i Helsingør ernærende sig ind til ophævelsen af Øresundstolden i 1857 primært ved handelen med de opankrede handelsskibe, og byen havde som følge heraf indbyggere fra hele verden, særligt englændere, skotter, hollændere og tyskere. Efter ophævelsen af Øresundstolden mistede Helsingørs borgere en stor del af deres indtægtsgrundlag, og bygningskulturen blev herefter mere enkel, mindre ekstravagant og mindre international.

Sankt Olaigade 9 med både for- og baghus blev i sin nuværende form opført i 1822. Inden da lå et hus af bindingsværk på samme sted, der menes at stamme tilbage fra før 1682, der blev revet ned inden opbygningen af den nuværende ejendom.

Sankt Olaigade 9 ligger i begyndelsen af Sankt Olaigade og består af et forhus og et fritliggende baghus med trappehus. Bag baghuset ligger en mindre græsplæne afgrænset af grøn beplantning, hvor der bagved åbner sig et større sammenhængende og organisk udformet grønt område med adgang fra de omkringliggende bebyggelser. Forhuset er fem vinduesfag langt og to etager højt med gavlkvist over tre fag mod både gaden og gården. Huset har en høj kælder og udnyttet tagetage. Forhuset står på en sokkel af granit, har grundmurede, pudsede og rødmalede facader, mens gavlene i bindingsværk fremstår med pudsede tavl. Huset bærer et heltag belagt med røde teglsten, og i rygningen ses to skorstenspiber med krave og sokkel, i tagfladen mod gaden ses flere nyere tagvinduer og mod gården sidder to kviste. Facadens tre midterfag har en halv murstens fremspring i forhold til resten af facaden. Stueetagen og førstesal adskilles af en bred, flad kordongesims, og facaden afsluttes på hver side af gavlkvisten af en kraftig, profileret hovedgesims. Frontispiciens spids omkranses af en bred, flad gesims, mens siderne har en let, profileret hovedgesims. Gårdsiden ligner gadesiden med undtagelse af gavlkvisten, hvor de to flunker ingen gesims har. I de yderste fag sidder henholdsvis en portgennemkørsel med ældre dobbelte fyldingsdøre under et halvrundt overvindue med sprosseværk, slutsten og en tofløjet luge. Døre og luge er grønmalede. På gårdsiden ses i midterfaget en nyere småtopsprosset dør med adgang til kælderen. Portgennemkørslen er åben mod gården, belagt med brosten og i den bagerste del sidder en ældre to-fløjet fyldingsdør. Vinduerne udgøres af nyere, men traditionelt udførte to- og firerammede vinduer med en tværsprosse. Mod gården er alle vinduerne torammede og småtopsprossede. Alle vinduer er hvidmalede.

I det indre er der adgang til forhusets tre lejligheder via en trappeopgang med mure af bindingsværk og en ældre trappe med balustre og håndliste. Lejlighederne har delvist traditionelle planløsninger med stuer mod gaden og de sekundære rum mod gården. Lejligheden i stueetagen har via en mindre trappe med adgang til to mindre værelser over portgennemkørslen. Det værelse, der vender mod gaden er åbent mod den nærliggende stue, kun adskilt af en trækonstruktion. I den øverste lejlighed er der delvist åbent til kip. Enkelte ældre bygningsdele og -detaljer er bevaret, herunder gerichter, fyldingsdøre med dørgreb, skorsten, brystningspaneler og stukkatur. Overfladerne er en blanding af ældre, traditionelle og nyere, herunder bræddegulve, pudsede vægge, vægge af bindingsværk, fliser og klinker. Kælderen med en delvist åben planløsning har vægge af rød, blank mur og synligt bjælkelag samt gulv af teglsten. Baghuset er otte fag langt og to etager højt med udnyttet tagetage. I de to yderste fag er påbygget et trappehus med trin af granit foran. Baghuset står på en sortmalet sokkel og er i bindingsværk med rødtopstolpet træværk og gulmalede tavl. Bygningen bærer et heltag belagt med røde vingetegl og brandkamme, og i rygningen ses en skorstenspibe med krave samt to kviste mod forhuset og fire kviste mod haven. Udover trappehuset med en traditionelt udført fyldingsdør under et overvindue ses i midten af facaden mod forhuset en nyere rammedør, mens en nyere glasdør skjules af en to-fløjet rammedør mod haven. Vinduerne er traditionelt udførte to- og firerammede vinduer med enten tværsprosser eller småtopsprossede. På havesiden ses over vinduerne på førstesal et halvcirkulært bemalet felt med radiære sprosser. Vinduerne har sålbænke og på facaden ses enkelte stabler. I det indre rummer baghuset tre lejligheder, en på hver etage. Der er adgang til lejlighederne enten direkte fra gården eller fra trappehuset via en ældre trappe. Lejlighederne har forskellige planløsninger med forskellige grader af åben rumstruktur. Få ældre bygningsdele og -detaljer er bevaret, herunder enkelte fyldingsdøre med greb og skorsten. Herudover er der nyere glatte døre og gerichter. Vinduerne har koblede rammer og forsatsrammer. Overfladerne er en blanding af ældre, traditionelle og nyere, herunder bræddegulve og laminatgulve samt pudsede vægge og vægge af bindingsværk.

Den miljømæssige værdi ved Sankt Olaigade 9 knytter sig til forhuset som et væsentligt bidrag til kvarteret og de omkringliggende gaders husrækker, der domineres af ældre huse i stort set samme skala, form og materialeholdning. Sankt Olaigade 9 er således med til at fastholde det bevarede kulturmiljø i kvarteret. Endvidere er der miljømæssig værdi knyttet til sammenhængen mellem for- og baghuset, der sammen med det grønne område bag baghuset skaber et enestående og stemningsfuldt gård- og havemiljø i midten af Helsingør.

Den kulturhistoriske værdi ved Sankt Olaigade 9 er i det ydre relateret til forhusets fremtræden som et gedigent og stateligt borgerhus i Helsingør, der afspejler datidens velstand samt vidner om de tendenser, der gjorde sig gældende i Helsingør i første halvdel af 1800-tallet, hvor forhuset fik sit nuværende udseende. Fra omkring 1800 og frem blev klassicismen det fremherskende ideal. For arkitekturen betød det, at bygningernes mure skulle fremstå glatte, pudsede og malede. I Helsingør gør en særlig håndværkerklassicisme sig således gældende og kommer især til udtryk i to etages huse som Sankt Olaigade 9. Hertil kommer, at der er værdi knyttet til forhusets fremtræden i både grundmur og bindingsværk, der vidner om, at erfaringerne fra store bybrande ikke mindst Københavns brand i 1728, talte for, at tæt bebyggelse i byer skulle opføres i mursten, i hvert tilfælde facaden, således som det blev påbudt i hovedstaden. Dette faldt sammen med et kraftigt økonomisk opsving for Danmark og i særdeleshed Helsingør, nemlig den florissante periode, hvor handlen blomstrede, så der var råd til det dyrere teglstensbyggeri.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til hierarkiet mellem form og materialeholdning, der klart adskiller forhuset fra baghuset, hvor forhuset i grundmur med facadeudsmykning fremtræder repræsentativt, er baghuset både i det ydre og indre tydeligt en sekundær bygning, hvis berettigelse tidligere har været funktionspræget. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig i forhuset til de delvist bevarede grundplaner med stuer mod gaden. Dertil kommer de bevarede bygningsdele og -detaljer, herunder vægge af bindingsværk, skorsten, brystningspaneler og stukkatur, der vidner om bygningens alder.

Den arkitektoniske værdi ved Sankt Olaigade 9's forhus knytter sig i det ydre til den velproportionerede bygningskrop, hvor det røde heltag afslutter bygningsvolumenet, og får forhuset til at fremstå som en helhed på trods af blandingen mellem grundmur og bindingsværk. Det overordnede udtryk er roligt og afbalanceret med en enkel, samlende farvesætning og mange fine bygningsdetaljer, herunder de let fremspringende midterfag med gavlkvist, vinduernes svage tilbagetrækning fra facaden og gesimserne. Især vekslen mellem facadedetaljer, der springer frem eller er trukket tilbage giver liv til den ellers enkle facade. Hertil kommer, at gavlkvisten og de tre midterfags halve murstens fremspring skaber en vertikal bevægelse, der modvirkes af en horisontal betoning i form af de mange gesimser, der får huset til at fremstå roligt og harmonisk.Den arkitektoniske værdi ved baghuset knytter sig til bygningens fremtræden i bindingsværk og farvesætningen af denne, der sammen med det afsluttende røde heltag får baghuset til at fremstå som en helhed på trods af det påbyggede trappehus.

Læs videre om

• Iver Pedersens Gård, Helsingør
• Nordre Strandvej 140, Hellebæk
• Romerhusenes Friarealer

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen