Skarregaard
.
Skarregaard
.
Skarregaard
.
Skarregaard
.
Skarregaard
.

Skarregaard ligger på Feggesundvej 53 i Morsø Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Gården har tidligere ligget nede ved engene nord for gården, men efter stormfloden i 1839 som følge af det tidligere gennembrud af Aggertange blev gården flyttet til sin nuværende højtliggende placering syd for Skarresøerne og Limfjorden. Gården er et fint bevaret eksempel på de gårde som først og fremmest har levet af opdræt af stude på de fede enge mod Limfjorden. Morsø Kommune modtog i 1978 Skarregaard med bygninger, inventar og 362 tdr. land som gave efter proprietær Carl Overgaard. Frem til 1992 blev gården sat i stand ved hjælp af kommunale beskæftigelsesforanstaltninger. Fra 1. januar 1993 har Morslands Historiske Museum stået for driften af gården ud fra ønsket om både at bevare Skarregaard, at gøre stedet til et åbent besøgscenter og lade gårdens drift ske på økologiske præmisser.

Beskrivelse

Fredningsforslaget omfatter: Den store gård med fritliggende stuehus (1843), tre sammenbyggede avlslænger med to tilbygninger mod nord (ca. 1900), det mod syd tilbyggede maskinhus (ca. 1955) samt omgivelserne i form af gårdspladsen med gruset areal, brolægning og brønd, brolægningen nord for gården samt stendige, aljetank og vandingstrug, brolægningen syd for gården ved indkørslen til gårdspladsen og syd for hestestalden samt mur af kløvet kamp og kalkgraven sydvest herfor, muren og brolægningen mellem stuehus og den tidligere vognport, brolægningen omkring stuehuset, haven med det buksbomafgrænsede bregnebed, græsplænen med stensætning og flagstang i midten, grusgangen mod øst og den klippede tjørnehæk mod syd.

Gårdens stuehus er en lang muret, hvidkalket længe med en rolig vinduestakt over en sorttjæret sokkel på syldsten og med et halvvalmet tag beklædt med røde bølgeeternitplader og med tre skorstenspiber. Mod gårdspladsen er to indgangsdøre, og mod haven fører en dør ud til en lille veranda. I gavlen er den daglige indgang til bryggerset. Den nordlige tofløjede dør og vinduerne mod gården er isat efter kommunens overtagelse af gården. Vinduerne er med enkelt lag glas og kitfals og døren er flyttet fra en anden gård på Mors. Bygningen har oprindeligt haft ståtag. Indvendigt er der stort set intet ændret siden midten af 1950erne.

Fra gavlen er der indgang til bryggerset med forbindelse videre til køkkenet mod øst og den sydlige indgang fra gårdspladsen. I bryggerset er gruekedlen bevaret. Køkkenet har nedgang til to kælderrum samt forbindelse til to mindre opbevaringsrum og en dør ind til folkestuen mod gården. Fra den sydlige indgang er der adgang til et toilet, til forbindelsesgangen mellem bryggers og køkken og den nord for liggende folkestue. Nord for folkestuen ligger (mod gården) den daglige stue, hvorfra der er adgang til soveværelse og stue (begge mod haven) og til den nordlige indgang fra gårdspladsen. Stuen mod haven er den fine stue, hvorfra en dør fører ud til havens veranda. Døren er dog kamufleret som et vindue med vindueskarm og panel. Fra den nordlige entre er der adgang til stuehusets nordligste rum, øverstestuen og til dagligstuen mod syd. Stuer, værelser og køkken har bræddegulve. Flere stue og den fine entré har små gipsplader i loftet. Køkken og bryggers har bræddelofter. Fyldingsdørene er bevaret. Gården står indvendigt med familiens Overgaards møbler, husgeråd og nips, som da den blev overdraget til Morsø Kommune. Siden har museet suppleret med effekter. Den sydlige længe står i gul blank mur med en høj kampestenssokkel. Den har halvvalmet tag beklædt med cementtagsten med én kvist mod gården og én skorstenspibe. I den østlige del er indrettet en aftægtsbolig, som udover en entre og to rum indeholder et badeværelse med badekar! Vest herfor ligger to karlekamre, hvoraf det ene har trægulv, det andet har lerstampet gulv. Herefter følger en stor hestestald. Aftægtsbolig og karlekamre har grønmalede trævinduer, mens port, døre og støbejernsvinduer i resten af længen er malet røde.

Tagets cementtagsten er nye. Museet har selv produceret stenene for nogle år siden. I længen modsat stuehuset ligger den store lade opført i gul, blank mur på en høj, støbt sokkel. Taget er beklædt med pandeplader. Porten mod gårdspladsen, støbejernsvinduer og revledøre er malet røde. Indvendig er højremskonstruktioen bevaret med en køregang ind mod gårdspladsen. Der er spor efter en tidligere klapsejler. I den sydlige del er indrettet en kartoffelkælder. Syd for laden er ca. 1955 tilbygget et maskinhus i gul, blank mur lige vest for ladens sydlige port. Taget har lav hældning og er beklædt med grå bølgeeternit. Mod vest står en skorsten. Port og gavltrekant er malet røde.

Nord for laden ligger to andre tilbygninger. Den vestligste har vægge af kløvede kampesten og et halvvalmet tag beklædt med grå bølgeeternitplader. Væggen i den øverste del af gavlen står i gul, blank mur. Bygningen fungerer som en forlængelse af laden med port mod nord. Indvendigt er højremskonstruktionen bevaret, ligesom i laden. Lige øst herfor ligger den første svinestald opført med vægge i muret kamp og mursten. Østvæggen er kalket hvid. Taget er beklædt med sølvfarvede pandeplader. Den nordlige længe, kostalden har en gennemkørsel, som var lukket og inddraget til stald da kommunen overtog gården. Kostalden er opdelt i to enheder på hver side af en gennemgang. Den vestlige stalddel er mest intakt. Øst for gennemkørslen (tættest mod stuehuset) ligger et selvstændigt rum, som nu indrettet som værksted.

Det nyere svinehus, som ligger selvstændigt nord for gården, er opført i rød, blank mur, har halvvalmet tag beklædt med grå bølgeeternitplader og en kvist mod syd. I forbindelsen med ændringen af gården til museum m.m. er bygningens anvendelse og indretning ændret og der er etableret et folkerum/café med et mindre køkken, toiletter og et møderum. Samtidig er det sat skorsten på bygningen og støbejernsvinduerne er suppleret med udvendige forsatsvinduer. Der er planer om at inddrage tagetagen og i den forbindelse at udskifte tagbeklædningen til tagpap eller pandeplader. Videre er der planer om at flytte forsatsruderne ind i bygningen. Syd for og i forlængelse af stuehuset ligger en tidlige vognport, som nu anvendes til museumsbutik, billetsalg og toiletter. Bygningen er opført i gul, blank mur på en sokkel af kløvet granit. Den har halvvalmet tag, som er beklædt med pandeplader, og en ny skorsten i den sydlige gavl. Porten, døre og støbejernsvinduer er malet røde. Bygningen er i det ydre, når der ses bort fra skorstenen, bevaret som da den var vognport. Udover vognport har der tættest på stuehuset været tørvehus og lokum.

Gårdens umiddelbare omgivelser, der indgår som en væsentlig del af det samlede kulturmiljø, kan groft opdeles i de brolagte flader og haven. Den store gårdsplads har et stort grusbelagt areal mellem hestestald og lade. Her har muligvis været mønstringsplads og springbane (et areal med stabil og sikker bund til bedækning af heste m.m.). Resten af gårdspladsen er brolagt. I det nordvestlige hjørne er en stensat brønd og ud for porten i laden to store kastanietræer. Nord for gården er et andet stort brolagt område, hvor der tidligere også været mødding. Mod øst afgrænses arealet af et stendige, der afslutter haven mod nord. I hjørnet mellem det gamle svinehus og kostalden er et vandingstrug og en nedgravet aljebeholder. Syd for gården er der dels brolægning ved indkørslen til gårdspladsen og langs sydlængens sydside. En mur af kløvet kamp giver læ og afgrænser en køkken- og frugthave. Sydvest herfor findes en kalkgrav. Omkring stuehuset og mellem stuehus og den tidligere vognport er brolagte arealer. Området er mod vest afgrænset af en mur og mod øst af et nyere smedet rækværk, begge med nyere smedede låger.

Haven nuværende udseende er på visse punkter genetableret på baggrund af et luftfoto fra 1940. Det med buksbom kransede bregnebed foran stuehuset er gammelt, mens græsplænens afgrænsning samt det stenkransede bed i midten med flagstang er genskabt. Ligesom den grusede sti, som adskiller græsarealet mod nord og et område med stauder og frugttræer mod syd. Nord for græsarealer står et gammelt kastanietræ. Haven afgrænses mod syd af en klippet tjørnehæk, mod øst af en række frugtbuske og store træer og mod nord af en blandet bevoksning af frugttræer og store træer.

Agger tange blev ved en stormflod i 1825 gennembrudt og Agger Kanal blev dannet, hvilket medvirkede til jævnlige oversvømmelser af engarealerne langs Limfjorden. En ny stor stormflod i 1839 ramte bl.a. den daværende Skarregård. Stormfloden afstedkom udbetalting af stormflodserstatning, og det var for disse midler at den nuværende gård blev opført. En senere stormflod i 1862 gennembrød tangen ved Thyborøn og Thyborøn Kanal har siden været Limfjordens port mod vest.

Familien Overgaard overtog Skarregaard i 1832. Gården og familiens navn er knyttet til avl af dansk korthorn, som er en kødkvægrace. Vedligeholdelsestilstand Gården er velholdt. Planbestemmelser Skarregaard er omfattet af lokalplan nr. 46 fra 1995. Planens formål er, dels at fastholde karakteren af den eksisterende bebyggelse, dels at åbne mulighed for en ny bebyggelse vest for Skarregaard. Denne nye del skal bruges til besøgscenter, naturskole og landbrugsdrift, herunder til beboelse for en daglig ledelse.

Gården ligger højt placeret i landskabet med udsigt over de frodige enge mod nord. En tidligere gård lå nede på engene, hvor den blev ødelagt af en stormflod i 1839. Omkring Limfjorden har engene helt tilbage fra middelalderen været anvendt til givtigt opdræt af stude, som efterfølgende blev drevet af hærvejen og solgt som levende dyr til det tyske marked. Fra midten af 1800-årene blev denne indtægtskilde på gårdene suppleret med et stærkt øget kornudbytte, som medførte et behov for større lader.

Kulturarvsstyrelsen finder at Skarregaard har de kulturhistoriske, herunder arkitekturhistoriske værdier, der kan begrunde en fredning. Gården er en fin og velbevaret repræsentant for de store gårde med studedrift, som tidligere var så karakteristisk for egnen langs Limfjorden. Kulturarvsstyrelsen finder, at de bærende fredningsværdier for anlægget som helhed ligger i bygningernes placering omkring den store og samlende gårdsplads. For stuehusets vedkommende ligger de bærende fredningsværdier især i den prunkløse, men alligevel imponerende lange, hvidkalkede længe, hvis vægge mod tagfladen afsluttes med en helt enkel gesims, og i den bevarede ruminddeling, som allerede i 1960 var historisk.

I avlslængerne ligger de bærende fredningsværdier i de tre længer omkring gårdspladsen: den høje kampestenssokkel under vægge i gul, blank mur med lange rækker af ens støbejernsvinduer samt i de to nordlige tilbygning i kampesten. I fredningen af omgivelserne er de omfattende stenbelagte områder af afgørende betydning, og i haven er det det buksbomkransede bregnebed, som er det centrale og karakteristiske for tiden. Med hensyn til den tidligere vognport og det tidligere svinehus, finder Kulturarvsstyrelsen, at disse bygninger er for ændrede til, at de kan fredes. Bygningerne er imidlertid væsentlige elementer i det samlede gårdanlæg, og Kulturarvsstyrelsen finder det derfor hensigtsmæssigt at sikre disse ved, at udpege dem som bevaringsværdige. Kulturarvsstyrelsen finder imidlertid, at det er distraherende for opfattelsen af bygningernes tidligere anvendelse, at de har fået tilføjet skorstene, og Kulturarvsstyrelsen skal derfor henstille, at opvarmningen af bygningerne ændres, så disse nyere skorstene kan fjernes, ligesom det vil være en fordel, at de ydre forsatsvinduer på det tidligere svinehus fjernes og eventuelt erstattes af indvendige."

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Skarregaard er i det ydre knyttet til det samlede anlæg, bestående af det fritliggende stuehus, de sammenbyggede avlslænger, tilbygninger og maskinhus samt omgivelserne i form af brolægninger og have, som et velbevaret eksempel på en stor gård beliggende ved Limfjorden , der tidligere har haft studedrift. Skarregaard er samtidig et karakteristisk eksempel på en gård med bygninger opført i forskellige perioder og dermed også på forskellige perioders byggeskik og materialeanvendelse. Dette kommer til udtryk i det ældste stuehus, der med sine pudsede facader, valmede tag, sparsomme bygningsdetaljer og fyldingsdøre har et typisk udtryk fra midten af 1800-tallet, samt i de tre sammenbyggede avlslænger, der med deres formsprog og materialer er typisk for funktionsbygninger opført på landet omkring år 1900, hvor især anvendelsen af kampesten er typisk for perioden. Og endelig i det mod syd tilbyggede maskinhus, der med sit knappe formsprog og materialevalg er typisk for en funktionsbygning fra 1950erne. Derudover er den kulturhistoriske værdi i det ydre relateret til det let aflæselige hierarki mellem længerne, der tydeligt afspejler de oprindelige funktioner. Hvor stuehuset har større vinduer og fyldingsdøre, har længerne, der har været anvendt til stald, smedje, lade og hønsehus samt aftægtsbolig, mindre vinduer udført i støbejern samt revledøre og -porte. Skorstenenes placering i tagryggen understøtter tillige hierarkiet og fremhæver stuehuset, som den vigtigste bygning. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi ved Skarregaard sig til de stort set bevarede ældre planløsninger i alle længer. Planen er i stuehuset kendetegnet ved, at funktionsmæssige rum som køkken, grovkøkken og badeværelse er placeret i den ene ende, tættest på indgangen til aftægtsboligen, mens de finere stuer er samlet i den anden ende af huset, hvilket vidner om, hvordan dagligdagen har været på gården. I avlslængerne er planløsningerne kendetegnet ved en opdeling med en lille aftægtsbolig og kamre tættest på stuehuset, og herefter smedje og stalde samt lader, der afspejler, hvordan avlslængerne har været anvendt. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer i både stuehuset og avlslængerne, herunder fyldings- og revledøre med tilhørende gerichter, hængsler og greb, brædde-, terrazzo- og pigstensgulve samt støbte gulve, bræddelofter og synlige loftsbjælker, vægge af bindingsværk, gruekedel, støbejernskomfurer, brændeovne, brystningspaneler samt stald- og ladeinventar. Stuehusets interiør med det fint forarbejdede udtryk vidner om den herskende smag på opførelsestidspunktet og om bygningens status, som den fineste af de fire længer. Avlslængernes grove og funktionelt betingede interiør vidner derimod om, at disse længer havde en rationel og funktionel betydning i det samlede anlæg.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Skarregaard knytter sig til det samlede anlæg, der bindes sammen til en helhed med de fire længers indbyrdes placering omkring det pigstensbelagte gårdrum og med haven placeret bag stuehuset. Helhedsindtrykket forstærkes af bygningskroppenes ensartede og velproportionerede form med halvvalmede heltage. Den arkitektoniske værdi knytter sig desuden til stuehusets enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stort, halvvalmet heltag med ubrudte tagflader. Stuehuset markerer sig som anlæggets vigtigste bygning med sine tre skorstenspiber og mange vinduer. Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der begrænser sig til hovedgesims, vinduer og fyldingsdøre. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til stuehusets stuer, hvor fyldingsdøre, brystningspaneler, pudsede vægge og brændeovne giver bygningen et fornemt og repræsentativt indre.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links