Solbakkevej 57 , villa ligger på Solbakkevej 57 i Gentofte Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Huset er opført af arkitektægteparret Clemmesen som kombineret bolig og tegnestue. Huset har været i parrets eje frem til deres nylige død, hvorefter Realdania Ejendomme A/S har købt og istandsat villaen m.h.p. udlejning.

Beskrivelse

Villaen er beliggende på en svagt trapezformet. skrånende grund med udsigt over den fredede Hundesømose og har en trefløjet plan, der følger grundgrænserne med en knækket midterfløj mod øst, hvor hovedindgangen er placeret ud mod Solbakkevej. Villaen er opført som statslånshus, men den normale begrænsning til maksimalt 130 kvm er her øget til knap 200, da villaen samtidig rummer et arbejds-/erhvervsrum, nemlig parrets fælles tegnestue. Valget af byggematerialerne er ud fra bygherrernes ønske om prisbillighed helt enkle: Den forholdsvis lukkede facade mod vejen samt de to sidefløjes ydersider er således udført i ubehandlede letbetonblokke, mens huset ud mod haven åbner sig op i større glaspartier i en mørkt bejdset stolpekonstruktion med gulmalede brystningsplader under vinduerne. Det sammenhængende tag har en forholdsvis lav rejsning og er dækket med tag-pap på brede, gennemgående brædder, lagt på klink. Dette giver taget et meget karakterfuldt udtryk, som forstærkes ved den store, hvidmalede skorsten med dens specielle afslutning i sortmalet jern. Ellers er det især husets sidestillede indgangsparti mod vejen, der er ydet særlig dekorativ opmærksomhed: Indgangsdøren med skab til affald og vareindlevering samt den nærliggende garageport er malet i de originale nuancer af grå, sort, gul og rød i en mondriansk komposition, som bryder facadens nøgterne, grå betonblokke. Haven, der med fløjenes placering helt ud mod skellene mod nord, øst og syd er udnyttet maksimalt, har i den fjerneste ende et ligeledes nyistandsat lysthus/legehus, tegnet og udført af ægteparret Clemmensen i en kulørt, næsten postmodernistisk udformning.

Indvendigt har den velbevarede villa bibeholdt sin oprindelige, åbne og meget fleksible planløsning. Midterfløjen rummer således vindfang, forstue med skabe, køkken og en kombineret spise- og opholdsstue samt tegnestue, alle i åben forbindelse med hverandre ved skydedøre. Fra tegnestuen er der adgang til den sydlige sidefløj, som rummer separat indgang til tegnestuen, kontor samt i et forsænket niveau delvist under terræn; et lille tegnings- og arkivrum. I den nordlige fløj finder man en skabsgang med adgang til to badeværelser samt i alt tre soveværelser; to kamre til familiens sønner og et lidt større værelse til forældrene med egen udgang til en lille altan i nordfløjens gavl. Ligesom planen er husets overflader, farver og faste inventardele omhyggeligt bevaret og istandsat: De oprindelige betongulve er bibeholdt i spise-, opholds- og tegnestuen, mens de i værelsesfløjen hvor de oprindeligt var dækket af linoleum og hestehårstæpper i dag er belagt med en lys træparket. Betonvæggene er pudsede og hvidmalede, havesidens træstolpekonstruktion fremstår brunbejdset, ligesom den længdegående bræddebeklædning af lofterne, der er åbne til kip. Døre og garderobe er bevaret som glatte malede døre i hhv. hvidt, lysegråt og blåt. De to badeværelser har til dels bibeholdt den originale, hvide sanitet og de tidstypiske stiftmosaikgulv i gult og turkis, som også kan ses i såvel boligens som tegnestuens forstuer, om end i sort/hvide nuancer. Ydermere har man bevaret opholdsstuens sorte Tasso-pejs, spiseafdelingens indbyggede vinduesbænk, tegnestuens blåmalede skabs- og skuffeinventar samt køkkenets malede inventar. Og sidst, men ikke mindst har man bevaret skabs- og skuffevæggen med hejselem mellem køkken og spiseafdeling, hvis meget dekorative udformning med pastelfarvede felter i blåt, gråt og gult ligesom indgangspartier tydeligt refererer til Mondrians samtidige, abstrakte malerier.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links