Fra en vindeltrappe ved Norske Hus i Sophienholms park bevæger man sig fra eremittens tomme modernistiske stol udformet af Gerrit Rietveld (1923) ned til søen. På vejen passeres Bjergbestigersken på et fremspring, nærmest på vej op. To modsatrettede bevægelser.

.

Det tidligere landsted Sophienholm har siden 1967 været udstillingsbygning for Lyngby-Taarbæk Kommune, og i 1970 etableredes en kommunal kunsthal. I dag er Sophienholm Lyngby-Taarbæk Kommunes centrale udstillingssted for billedkunst.

Sophienholm blev opført i 1768, men fik sit nuværende klassicistiske udseende ved en ombygning i 1800-tallet foranlediget af Constantin Brun. Bruns hustru, Friederike, var selv digter, og hun trak kunstnere og forfattere til Sophienholm i 1800-tallet for at dyrke salonkulturen. Landstedet blev således i 1800-tallet centrum for besøgende danske og udenlandske forfattere, komponister og billedkunstnere. Her var både maleren J.L. Lund og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen betaget af husets datter Ida de Bombelles’ skønhed, hvilket bl.a. ses af Thorvaldsens buste fra 1809.

I 1963 overtog kommunen stedet, som i dag stadig er indrettet til kunsthal. Udstillingerne spænder fra historiske temaudstillinger til aktuel samtidskunst.

I Sophienholms tidligere staldbygning findes Cobra-loftet, udført af den internationale Cobra-gruppe i 1949. De medvirkende danske kunstnere var Asger Jorn, Carl-Henning Pedersen, Vibeke Alfelt og Mogens Balle.

I parken findes en række væsentlige skulpturer, hvoraf flere går i dialog med stedets historie. Ved indgangspartiet står Eli Benvenistes marmorskulptur Balance fra 2000, der ser ud til at vokse op af jorden og danner en bue, som indrammer det omkringliggende landskab. Bag hovedbygningen i skovbunden og mellem træerne står flere, mindre granitskulpturer, der er en del af værket Skulpturskoven fra 2015 af Kirsten Lockenwitz. Skulpturernes glatte overflade og enkle udtryk står i kontrast til træernes organiske og dynamiske karakter.

I parken ved Norske Hus har Hein Heinsen og landskabsarkitekt Torben Schønherr i samarbejde med civilingeniør Erik Reitzel i 1993 skabt det imponerende værk Eremitagen og Bjergbestigersken, som danner forbindelse mellem Norske Hus og Bagsværd Sø. Hein Heinsens irrede bronzeskulptur Bjergbestigersken står ved Schønherrs svungne trappes nederste plateau og skaber sammenhæng mellem skulptur, arkitektur og kultur.

I sommerhalvåret afholder Sophienholm desuden en række koncerter med overvejende klassisk musik.

Videre læsning

Læs mere om kunstinstitutioner i Lyngby-Taarbæk Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Billedkunst