Sophienholm, Ny Frederiksdal

Hele strækningen langs Bagsværd Søs nordside – det såkaldte Ny Frederiksdal – hørte oprindeligt til Frederiksdal slot, men blev i løbet af 1700-tallet udstykket til en række landsteder. Af disse er Sophienholm det vestligste og største. Landstedet blev opført i 1768 af Theodorus Holm, der var generaldirektør i postvæsenet og senere blev adlet under navnet Holmskiold. Ejendommen blev opkaldt efter hans hustru Sophie Magdalene – født Schrödersee.En af de ganske få kilder til, hvordan Holmskiolds landsted så ud, er en tegning fra 1798 af maleren J.L. Lund. Det fremgår heraf, at der var tale om en midterbygning med kælder og stueetage samt to sidebygninger i én etage uden kælder, beliggende på linie i retningen øst-vest og forsynet med høje tage. Denne ejendom blev i 1790 købt af storkøbmand Constantin Brun, der udvidede dens areal og beholdt den til sin død i 1836, og det var under denne ejer, at Sophienholm havde sin storhedstid og fik sit nuværende udseende. Constantin Brun var en af de rigeste mænd i Danmark i den tid, man kalder "den florissante handelsperiode" – årene omkring 1800, hvor det neutrale Danmark tjente store penge på handel med de krigsførende europæiske stormagter, og hvor mange af de rige handelsfolk byggede sig landsteder i Københavns nordlige omegn. Da Danmark i 1807 blev inddraget i krigen, var de gode tider forbi, og da senere alle de øvrige store handelshuse gik fallit, var Constantin Brun den eneste, der klarede sig igennem.I 1802-03 lod Constantin Brun den franske arkitekt Joseph-Jacques Ramée ombygge Sophienholm og nyanlægge den tilhørende park. Ramée havde efter revolutionen måttet forlade Frankrig og boede i årene 1792-1811 i Hamburg, hvor han tegnede interiører efter nyeste parisermode og anlagde haver i engelsk stil. Samtidig virkede han lejlighedsvis også i Danmark, hvor han foruden ombygningen af Sophienholm opførte Frederikslund i Holte samt Hellerupgård og Øregård i Hellerup. På Sophienholm forhøjede Ramée hele Holmskiolds anlæg, således at midterbygningen fik tre og sidebygningerne to etager, alle med næsten flade tage i italiensk stil. Ramées Sophienholm var til at begynde med malet i pompejansk rød farve; men senere i Bruns ejertid blev bygningen malet hvid, som vi kender den i dag. Ramée skabte også den ruminddeling, som fandtes på Sophienholm frem til 1964. Der var ikke indvendig gennemgang mellem hovedbygningen og de to sidebygninger, og Constantin Bruns private lejlighed øverst oppe på 2. sal var bevidst afsondret fra resten af hovedbygningen.I salen i kælderen ud imod haven var der indrettet spisesal, og som noget ganske usædvanligt og helt moderne havde Brun desuden et badeværelse i kælderen, mens toilettet fandtes i det lille hus ved vestgavlen. I vestfløjen, hvor Baggesen en overgang i begyndelsen af 1790erne boede i to stuer, er de smårudede vinduer fra Holmskiolds tid bevaret, mens Ramée efter nyeste franske skik har sat vinduer med store ruder alle andre steder i bygningen. Således må man forestille sig, at Sophienholm har set ud i Constantin Bruns ejertid. Hertil skal føjes, at også det lille toilethus samt staldbygningen med tilhørende svinehus (den lille bygning ved staldens nordgavl) og gartnerhuset, portnerboligen og det norske hus går tilbage til Bruns tid.Efter Constantin Bruns død i 1836 blev Sophienholm købt af landsoverprocurator Ph. Jul. Knudsen, i 1843 af ritmester, greve Siegfred Raben, i 1855 af grosserer Claus Moltzen og i 1863 af kammerherre Roger Føns. I 1883 købtes ejendommen af Carl Aller, der ejede Sophienholm, til Lyngby-Taarbæk Kommune i 1963 overtog ejendommen.Endnu på dette tidspunkt stod Sophienholm helt uforandret fra Ramées tid. Dette usædvanlige forhold, der skyldtes familien Allers enestående troskab. I 1964 gennemgik hovedbygningen en restaurering ved kgl. bygningsinspektør Peter Koch, der i høj grad tog hensyn til bygningens oprindelige udseende og foretage nogle få ændringer, der var nødvendige for bygningens anvendelse til offentlige formål. Den væsentligste af disse ændringer er, at sidebygningerne er blevet sat i indvendig forbindelse med hovedbygningens stueetage med trapper, hvor man tidligere måtte gå igennem kælderen eller udendørs for at færdes mellem de tre dele af bygningen. Ved renoveringen i 1994 blev bl.a. alle gulvene udskiftet med hvidskurede planker af dansk douglasgran.Beskrivelse af Stadsarkivar i Lyngby-Taabæk Kommune Jeppe Tønsberg.

Sophienholm ligger i skoven syd for Frederiksdal. Hovedbygningen ligger trukket tilbage fra vejen ned til Bagsværd Sø og er omgivet af en mindre park. I parken er placeret flere små pavilloner og vest for hovedbygningen er flere avlsbygninger, disse er dog ikke omfattet af fredningen, og er derfor ikke nærmere beskrevet. Hovedbygningen består af en høj etagers midterfløj med høj kælder, og et fremspringende parti mod havesiden, samt to sidefløje i to etager. Bygningen har gråpudset sokkel og hvidkalkede mure, der afsluttes af en enkel hovedgesims, der er udført i træ og bemalet svagt lyserød. Tagene, der er udført som lave pyramidetage, er belagt med kobberplader ligesom alle tagrender og nedløb er af kobber. I hver pyramidespids findes en muret skorstenspibe. Midt på midterfløjens gårds- og havesiden ses en sandstens toløbstrappe op til tofløjede døre med overvindue. Under hver trappe findes en indgang til kælder, hvoraf døren mod haven består af en tofløjet havedør. Dørene i sidefløjene er ældre fyldingsdøre med overvindue samt en nyere havedør. Vinduerne er alle ældre, mørkegrønne og opsprossede samt har sålbænke af zink. De fleste vinduer i stueetagen er firerammede, mens de øvrige er torammede i forskellige størrelser. Indvendigt er den oprindelige, symmetriske grundplan delvist bevaret med de største stuer anlagt en suite mod haven. Sophienholm benyttes i dag som galleri og museum med restaurant i den vestlige sidefløj samt personalerum og teknikrum i den østlige sidefløjs stueetage. De ældre bygningsdetaljer er bedst bevaret i midterfløjen, herunder brystnings- og lysningspaneler, fyldingsdøre og gerichter, pudsede lofter med enkel stuk og rosetter samt trapper. Gulvene er nyere men traditionelt udført med brædder. De to sidefløje fremtræder med flere nyere materialer, specielt i restauranten, men også i det nye køkken i kælderen. I kælderen findes endvidere flere gulve med ølandsfliser.

Den miljømæssige værdi ved Sophienholm knytter sig til hovedbygningens placering i det naturskønne område nord for København, hvor det stadigt er muligt at fornemme den tidligere sammenhæng mellem Sophienholm og Frederiksdal Slot, da kun skoven uden øvrig bebyggelse afskiller de to. Den solitære og højtliggende placering understøtter den elegante bygning, og tildeler en helt unik udsigt fra bygningen ud over Bagsværd sø. Tillige har den planlagte have på skråningen ned til søen en slående værdi med de mange ældre, små pavilloner samt stier, kanaler og en bro, der tilsammen danner en udsøgt romantisk og idyllisk helhed. I kontrast til haverummet, danner de mindre staldbygninger, vest for hovedbygningen, et lukket gårdrum, der vidner om det tidligere indbyrdes og nære forhold mellem de forskellige funktionsbetingede bygninger.

Sophienholms kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et landsted, der har bevaret sin oprindelige, statelige fremtræden. Placeringen og bygningens, for sin samtids, ret lille størrelse afspejler tendensen, der satte sig igennem i 1700-tallet, hvor et stort antal landsteder voksede frem nord for København. Landstederne blev opført af den københavnske overklasse, efter det franske ideal maison de plaisance og som efterligning af den enevældige konges eksempel, herunder Sorgenfri, Frederiksborg og Fredensborg. Man ønskede at flytte fritidslivet ud i det smukke og afvekslende landskab som supplement til boligen i hovedstaden. Det var samtidig vigtigt, at landstedet lå i en overskuelig radius fra byen med kongemagten og regeringen, så man til hest kunne komme hurtigt frem og tilbage. Tillige knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens udprægede klassicistiske udseende, der blev skabt under Ramées ombygning i 1805, og som på daværende tidspunkt var en nyskabelse i Danmark. Den klassicistiske stil optræder tydeligt ved bygningsvolumenets geometriske former, lave tage, hvide mure med enkle vinduer samt pilastre omkring vinduerne på øverste etage. I vestfløjens gavl er de småt opsprossede vinduer bevaret som et spor efter Holmskiolds tid og bygningens oprindelige udseende.I modsætning til tidligere tiders normer foretrak man det intime frem for det repræsentative, hvilket afspejles i de relativt små stuer, der alle vender mod haven, så man herfra kunne nyde udsigten. Etagernes oprindelige opdeling kan aflæses i materialernes hierarki, i lofthøjderne og i størrelsen af vinduer. Den høje stueetage fremstår som den mest repræsentative med paneler, brede døre og stuk, mens de øvre etager er mere beskedne, idet de har været forbeholdt de mere private rum. Hertil kommer kælderen, der ligeledes fremtræder nøgtern og enkel med de praktiske rum.

Den arkitektoniske værdi relaterer sig til den velproportionerede, klassicistiske og elegante bygning, der næsten er renset for udsmykkede elementer. De hvide mure, og springet i bygningshøjden mellem midterfløj og sidefløje dominerer udtrykket, mens de flade tage opfattes som enkle og underordnede elementer. De mange spring imellem bygningsvolumenerne er særlig tydeligt mod haven, hvor hierarkiet forstærkes ved midterfløjens fremtrædende midterfag, der ved proportioneringen næsten fremstår som et højt tårn. Symmetrien er tillige let aflæselig ved vinduessætningen omkring de centrerede indgange, hvor de to markante trapper tillige fremhæver midterfløjen. Trods de forskellige tagkonstruktioner og etagehøjder fremstår hovedbygningen visuelt som én samlet geometrisk form. Den helstøbte fremtræden skyldes især den homogene farveskala i hvid, mørkegrøn, grøn kopper og rosa sandsten, eller rosa maling på gesimsen, så denne illudere sandsten. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig især til den oprindelige, symmetriske grundplan. Symmetrien videreføres på elegant vis i stuernes enkle udsmykning med paneler, døre, gerichter og stukkatur med rosetter og hulkehl. Flere steder er tillige bevaret detaljerede dørgreb og kroge ved vinduerne.

Læs videre om

• Sophienholm, Trap Danmark

Læs også om

• I.H. Mundtsvej 4B, Sorgenfri
• Lystoftegård, Brede
• Nybrovej 116, Kongens Lyngby

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen