Stærekassen ligger på August Bournonvilles Passage 5 (tidl. Tordenskjoldsgade 5) i Københavns Kommune. Bygningen er fredet.

Beskrivelse

Stærekassen består af to bygningsafsnit, hovedbygningen på ni etager og det lidt højere scenetårn. Bygningen er opført som en jernbetonkonstruktion med pudsede facader. Hovedbygningens 1. – 7. etage rummer foyer, med indgang fra Tordenskjoldsgade, bar og teatersal. Teaterafsnittet optager to tredjedele af etagearealet. I den resterende tredjedel samt i de øvre etager var oprindeligt placeret radiofoniens administration og studier. Scenetårnets placering som portalbygning over Tordenskjoldsgade giver adgang til den ældre teaterbygning. Scenetårnet rummer scene og snorehus. Stærekassens facader mod Tordenskjoldsgade og Heibergsgade består af store pudsede flader, disponeret over et klassicerende facadeskema: Scenetårnets hovedfacader præges af en næsten monumental klassicisme med hjørnepilastre, der strækker sig op i hele bygningens højde og med en tredelt skulpturudsmykning indrammet af pilastrene. Mod Tordenskjoldsgade og Heibergsgade samt facaden mod Charlottenborg er den nederste del af facaderne pudset i et diagonalt krydsmønster, der med mellemrum opdeles af vertikale bånd. De enkelte facadeelementer er gennemarbejdet i detaljen. Som f.eks. endemurens udluftningskanaler, der er formet som kantede søjler. I interiøret er de dekorative tendenser markante. Teaterafsnittets rum er domineret af art decobevægelsens mere skinnende og ornamentale materialevirkninger og -overflader, ikke mindst foyerens spejlloft. Disse art decotræk kombineres med klassicistiske elementer. Teatersalen præges dog af et barokindslag i det store paletformede stukloft. Stærekassen er rent arkitektonisk bygget op over flere varierende temaer i både eksteriør og interiør. Scenetårnets mørke pilastre modsvares af mørke massive betonpiller i hjørnebygningens kolonnade mod Heibergsgade og i portalrummets kolonnader. Herfra fortsætter kolonnaden ind gennem indgangspartiet i form af en søjlerække og dernæst en pillerække. Videre inde i foyeren fører en "søjleskov" frem til hovedtrappen. Dette skiftende motiv, pillen der forvandles til pilaster eller søjle, gentages og afveksles igennem hele teatrets publikumsområde. Trappeløbene indrammes af piller, og fordelingsarealernes vægge har en spinkel klassicistisk panelering i stuk. Eksteriør og interiør bindes også sammen gennem bearbejdningen af farveskalaen. Scenetårnets mørkere facadepuds på de nedre etager afløses over skulpturudsmykningen af en lysere brun nuance, og alt indrammes af de næsten sorte pilastre. Det samme farveforløb gentages i hjørnebygningen, hvor den mørke betonkolonnade glider over i det lysere, mønstrede facadepuds for endeligt at afsluttes i de helt lyse øvre etager. Den samme farvebehandling dominerer teatrets indre. Foyeren med spejlloft er holdt i mørke toner. Sorte piller og søjler samt brune glittede vægge afløses på anden etage af grønt, på tredje etage af rødt og på fjerde etage (galleriet) af gult. Farveskalaen gentages på lofternes synlige betondragere, der danner kassetteloft. Kassetterne udfyldes af skarpt foldede stjerneformer i samme farve. I selve teatersalen er der ligeledes tale om et vertikalt skift i farver, fra mørkerøde vægge, balkoner og stole til gule på galleriet. Detaljerede håndlister i messing afrunder farvetonerne i rummet. Udover farverne indgår de klassicistiske former i det totaldesign, der præger Stærekassen. For eksempel er næsten alle vandrette linjer i teatersalen udformet som profilerede gesimser, f.eks. loftets krongesims, lysafskærmninger og brystninger. Det gælder også de små detaljer som håndlister og vaskekanter. Stærekassen adskiller sig fra samtidige byggerier ved i vidt omfang at integrere billedkunst i arkitekturen. Den kunstneriske udsmykning præger såvel eksteriøret som interiøret, og den er resultatet af et tæt samarbejde mellem arkitekt og adskillige kunstnere. Scenetårnets lueforgyldte figurgrupper, der fremtræder på baggrund af et kobberdraperi, er udført af E. Utzon-Frank. Mod Kongens Nytorv står Apollon, flankeret af Komediens og Tragediens Muse, og mod Heibergsgade er Eros og Svanen flankeret af Mozart og Shakespeare. Portalrummets loft bærer en af periodens få mosaikudsmykninger, udført 1932-39 af maleren Ejnar Nielsen i venetianske mosaikstifter. Mosaikkens figurgrupper er alle emnemæssigt knyttet til radiofonien og teatret: H.C. Andersen, Carl Nielsen, Oehlenschläger og Johs. V. Jensen samt scener af det danske folk. Med reference til radio og fysik er desuden Ole Rømer, H.C. Ørsted, Niels Bohr og Valdemar Poulsen. I foyeren er opstillet marmorskulpturen "Radioens gang over jordkloden" af billedhuggeren Jean Gauguin. Hovedtrappen er overdækket af en kuppel med al frescomaleriet "Havet med Neptun bag sit spand" af maleren Harald Hansen. I trapperummene er tredive bemalede loftsfelter med skystemninger, udført af malerne Johan Behrens, Rostrup Bøyesen, Ebba Carstensen, Niels Hansen, Axel P. Jensen, Oluf Høst, Ludvig Jacobsen, Knud Kyhn, Mogens Lorentzen, Albert Naur, Henrik Nielsen, Olaf Rude, William Stuhr, Jens Søndergaard og Sigurd Swane. Lofterne over teatersalens balkoner er udsmykket med otte malerier: Digtekunsten og Skuespilkunsten af Henrik Schousboe, Musikken og Dansen af William Scharff samt fire bystemninger af Kræsten Iversen. Desuden er der opsat fire marmorrelieffer med digtningens, skuespillets, musikkens og dansens symboler, udført af Mogens Bøggild, Axel Poulsen, Svend Jespersen og Svend Rathsack. Stærekassen står som Holger Jacobsens hovedværk. Mens han i de tidlige år arbejder ud fra et historicistisk udgangspunkt, f.eks. Bispebjerg Krematorium (1906) og Østre Kapel på Vestre Kirkegård (1912), nærmer han sig i 1920'erne stadig mere klassicismen. Efter Hack Kampmanns død forestår han sammen med Aage Rafn og Anton Frederiksen opførelsen af Politigården (1920-29). I hans enfamiliehuse fra samme årti er klassicismen også fremherskende. I de efterfølgende år er det især enfamiliehuset på Henningsens Allé 45 (1923), der markerer sig, men denne gang er den internationalt orienterede funktionalisme afløst af den danske funktionelle tradition. Stærekassens arkitektoniske udtryk afspejler 1920'ernes brydning mellem det ældre historisk refererende udtryk og det nye funktionelt saglige arkitektursyn. Samtidig er bygningen også en meget personlig løsning på tidens krav om modernitet. Holger Jacobsens egen vurdering lyder: "Jeg mener, at det rigt profilerede Kongelige Teater kontra det høje Flade-Hus er en stærk moderne Virkning..." I arkitektursynet knytter Stærekassen sig inden for Danmarks grænser til bygninger som Edvard Thomsen og G.B. Hagens Øregårds Gymnasium (1922-24), Ordrup Station af Knud Seest (1924) og Carlsberg maskinhal af C. Harild (1924-27). De samme egenskaber forbinder den i en bredere, international sammenhæng med byggerier af f.eks. Adolf Loos og Gunnar Asplund. Samtidens vurdering af Stærekassen faldt meget forskelligt ud og afspejler netop den brydningstid, som teatret blev opført i. Fra flere sider lød der protester mod både udformningen og placeringen af den nye bygning. Inden for arkitektstanden deltes meningerne i to. Akademisk Arkitektforening, Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse og flere arkitekter fra den ældre generation bifaldt opførelsen og formentlig det mere traditionelle arkitektursyn, som bygningen videreførte. De kulturradikale og funktionalisterne, især Poul Henningsen, protesterede derimod imod den borgerlige monumentale og utidssvarende opfattelse af en teaterbygning, som det dekorerede og monumentale gav udtryk for. Bygningen står i hovedtræk, som den blev opført. Den væsentligste ændring vedrører inventarets farvesætning. Teatersalens røde og gule etager blev oprindeligt modsvaret af røde og gule garderobeskranker i foyeren. På samme måde var de forskellige etagers publikumsarealer belagt med løbere i henholdsvis grønt, rødt og gult, hvilket – sammen med billetternes henholdsvis grønne, røde og gule farve – bidrog til, at publikum kunne orientere sig i bygningen. Udover den ændrede farvesætning er lamperne i publikumsarealerne udskiftet i 1960'erne. De oprindelige væglamper opbevares i Vestindisk Pakhus. Spejlvæggen bag baren er opsat omkring 1966. Glasdørene i indgangspartiet er også nye. Stærekassen er i arkitektonisk henseende en modsætningsfyldt bygning; men, hvor modsætninger bringes i dialog, opnås en artistisk spænding. Stærekassens ydre afspejler mødet mellem en klassicistisk og en funktionalistisk formopfattelse, der af arkitekten er søgt forenet i samme bygning. Facaderne befinder sig i et spændingsfelt mellem det monumentale og det nøgterne. Det monumentale understreges af scenetårnets placering henover Tordenskjoldsgade, figurgrupperne og det svagt krummede tag. Derimod fremtræder hovedbygningens glatte, næsten vinduesløse facader enkle, grænsende til det simple. Facadepudsen forbinder de forskellige udtryk og fastholder bygningens helhed. Samtidig bidrager den nuancerede anvendelse af pudsen til en forfining af husets ydre. Scenetårnets facader opnår således en opadstigende lethed ved brug af lysere puds øverst, en virkning, som også det indlagte diagonalmønster bidrager til. Hvor bygningens ydre umiddelbart opleves asketisk i hovedform og materialekarakter, er det indre, i de områder, hvor publikum færdes, overdådigt rigt på forskelligartede synsindtryk. Dette opnår arkitekten ved at bruge endnu et af tidens formsprog: art deco. Foyerens søjleskov og spejlloft, hovedtrappen med sin kuppel og de øvre trapperums kassettelofter tilsat stærke farver på glittede overflader og med blanke messinghåndlister er en "publikumskulisse". I denne ramme indgår de talrige billedkunstneriske elementer som en uadskillelig del. Et besøg i bygningen åbner således mulighed for, at publikum – udover teateroplevelsen – får en arkitektonisk og billedkunstnerisk oplevelse. Et væsentligt arkitektonisk motiv er publikums ankomst og bevægelse op gennem bygningen frem til tilskuerrummet. Fra ankomstpladsen under scenetårnets bue med Ejnar Nielsens mosaik føres publikum videre gennem foyeren frem til hovedtrappen og videre op mod Jean Gauguins Radiogud. Herfra fortsætter opstigningen ad de trange trapperum til tilskuerrummet, som åbner sig mod scenen. Trapperummenes klemthed bidrager til oplevelsen af tilskuerrummets åbenhed. Den arkitektoniske gennemarbejdning af helhed og detaljer giver bygningen særlig kvalitet. Stærekassen betragtes således som Holger Jacobsens hovedværk. Derudover indtager bygningen en særstilling i dansk arkitektur som et intakt bevaret totaldesign, hvor en hel generations betydende billedkunstnere er repræsenteret. Som en del af nationalscenen har bygningen desuden en særlig kulturhistorisk værdi.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links