Strandgade 29, Helsingør

Samtidig med indførelsen af Øresundstolden i 1425 opførte Erik af Pommern borgen Krogen på den yderste del af næsset for bedre at kunne håndhæve sin kongelige myndighed og sikre gode betingelser for opkrævningen af tolden. I 1577 lod Kong Frederik d. 2 Krogen nedrive og opførte i stedet det nuværende Kronborg. Erik af Pommern udlagde også byplanen, hvis hovedstruktur er bevaret til i dag, og som er kendetegnet ved en regulær inddeling i nogenlunde regelmæssige firkantede karreer. Karreerne har været lette at opdele i gode byggegrunde; med smalle grunde, der kunne anvendes til gavlhuse med side- og baghuse, samt brede grunde til huse med langsiden mod gaden. Fra byens centrale gade, Stengade, anlagde man en række smalle stræder ned mod stranden, hvor Strandgade senere blev anlagt. I dag er husrækken på Strandgade et eksempel på, hvordan velhavende borgere havde råd til at opføre prægtige bygninger.

Strandgade 29 blev opført i 1760 af borgmester, Gabriel Ferdinand Milan, som købte grunden med tilhørende ældre hus af færgemanden Lars Børgesen. Milan lod huset brandtaksere i 1761 og fra denne beskrivelse kan det nuværende hus opbygning og udstrækning genkendes, bortset fra sidehuset, der først er nævnt i 1771. I 1795 solgte enkefrue Milan gården til skipper Mogens Nielsen, der foretog en hovedreparation på bygningerne. Fra 1801 frem til 1852 var der en port i bygningens nordre ende, men denne lod brygger og brændevinsbrænder B.P. Bossen erstatte med den nuværende forstueindgang. Samtidig forsynedes bygningen med tagkviste, hvilket må betyde, at tagetagen var blevet indrettet til bolig. I dette århundrede er facaden blevet temmelig stærkt restaureret: blandt andet er overgangfodens oprindelige snitværk blevet fjernet, og en udskåret fyldingsdør er blevet erstattet med den nuværende indgangsdør. Baghuset er opført mellem 1801 og 1811 for enkemadam Nielsen. Både forhus, sidehus og baghus blev gennemgribende istandsat både udvendigt og indvendigt omkring 1990.

Strandgade 29 ligger med facaden langs Strandgade og indgår i bindingsværkshusrækken med begge gavle op mod nabohusene. Bindingsværksbygningen er to stokværk høj over en kælder og har en udnyttet tagetage. Huset er seks fag langt. Over den murede, sorttjærede kælderetage er den enkle bindingsværkskonstruktion kalket i en lys sandfarve over stok og sten, det vil sige over tavl og stolper. En profileret træliste skjuler overgangsfoden mellem første og anden etage og op mod taget er en klassisk profileret trægesims. Taget er et heltag med røde tegl og i rygningen er en køkkenskorsten med sokkel og krave. Der er tre rundbuede kviste mod gaden og to mod gården; her er også to GVO-vinduer samt en taghætte. Indgangsdøren er en ny firefyldingsdør med overvindue. Alle vinduerne bortset fra tre vinduer mod gaden i stueetagen, hvis karme kan være fra 1795 – er fornyede, udført med hulpost og koblede rammer med termoruder inderst. Foran døren er en gammel granittrappe på to trin. På gårdsiden er døren en ny revledør; også her er to ældre granittrin. Kældernedgangen ved siden af er dækket med to skråtstillede luger. Alt træværk er hvidmalet. Et lille skilt på facaden oplyser: "ÅRETS HUS 1989. Borgmester Milans Gaard. Opført år 1760 for hofforgylder Gabriel Ferdinand Milan, borgmester i Helsingør 1750-1762. Helsingør Cityforening".

Sidehuset, hvoraf den del, der er nærmest forhuset, er fredet, er en enetages bindingsværksbygning med bagmuren i skel og med et tegltag med ensidig, lidt lav taghældning. I sidehuset er en stor skorsten med sokkel og lille krave. Alt er hvidkalket og hvidmalet. Bindingsværket er fuldkommen fornyet med maskinskåret fyr, og taget rager en kraftigt ud over murflugten.I det indre er forhuset opdelt således, at en smal gennemgående forstuegang med nye overflader fører gennem huset ud til gården samt ind til lejligheden i stuen og bagest mod gården til en nyere, lille halvsvingstrappe. På førstesalen og i taget er hver en lejlighed. Alle lejligheder består af to rum mod gaden og mod gården et kammer samt køkken og bad. Overfladerne er helt overvejende nye: bræddegulve, pudsede vægge, glatte lofter. De indvendige døre er overvejende nye fyldingsdøre, dog er der enkelte tofyldingsdøre på førstesalen, som kan være fra 1800-årene. I stueetagen er køkkenildstedet med hammer og smedet hjørnestøtte bevaret. I denne lejlighed er også bevaret riflede lysningspaneler, som kan lukkes som indvendige skodder i vinduerne mod gaden dateringsforsøg omkring 1795, hvor huset ombygges. I den pigstenslagte kælder er den nederste del af murene af kampesten, mens der øverst er en række ældre, røde murstensskifter. Bjælkelaget er tydeligvis øksehugget og under midten af huset er en drager, der understøttes af en kraftig stolpe med skråstivere og en overligger. Stolpen står på en sten. Denne konstruktionstype antyder, at kælderen kan være indrettet omkring år 1600. Tagværket er et ældre, men for en stor del fornyet eller forstærket hanebåndstagværk. Der er banevareundertag. Sidehusets nærmeste fag er indrettet til et enkelt værelse med helt nye overflader, der hører til lejligheden i stuen, men ellers er sidehuset forbeholdt redskabs- og skralderum. Der er bevaret et åbent ildsted med skorstenshammer samt en del rester af bindingsværk. Bagerst på grunden er et baghus, der ikke er fredet. Gården har en ældre pigstensbelægning.

Som den københavnske Strandgade var også Strandgade i Helsingør en gade med oprindeligt kun én husrække, der vendte ud mod byens havn. Her blev skibene lastet og losset ud for de mange købmandsgårde, og gennem disse samt de mange småstræder foregik den videre varetransport til byens hovedstrøg, Stengade, der altså på en måde fungerede som bagstræde til Strandgaden. Karrernes nuværende matrikelskel afspejler tydeligt de oprindelige, middelalderlige grunde, der som smalle strimler strakte sig fra gade til gade. Nær byens sydvestlige udkant, hvor Strandgades mere ydmyge del er, ligger Strandgade 29 og da denne del af Strandgade har adskillige bindingsværkshuse, både store og små indgår Strandgade 29 på harmonisk vis i disse sammenhængende, historiske omgivelser.

Bygningens kulturhistoriske værdi ligger i den traditionelle byggeteknik og byggematerialer samt til dels i planløsningen med forhus og sidehus, der stadig har hovedtrækkene fra den tidligste tid bevaret. Bygningen er én af Helsingørs mange, gamle bindingsværkshuse, som har fungeret som bolig med tilknyttet erhverv gennem århundreder. De ændringer, der er foretaget ændringen af portfaget til indgangsfag – kan delvis erkendes ved, at der er to store stabler bevaret på den yderste stolpe mod gården. Der ligger også en kulturhistorisk værdi i, at det er en af Helsingørs berømte borgere, viceborgmester og hofforgylder Gabriel Ferdinand Milan, som har opført huset i 1760. Milans egen bolig lå i Stengade 22, hvor den meget store bygård med tilhørende sidehuse og baghus strakte sig fra hovedgaden ned mod stranden, hvor Strandgade 29 kom til at ligge.

Bygningens arkitektoniske værdi ligger bindingsværkets diskrete opdeling af facaden og deraf afledte proportioner, som går godt i spænd med den øvrige, historiske bebyggelse på stedet I det indre er det rummenes enkelhed, de traditionelle materialer, få farver og de enkle rumforløb, der lægger sig omkring den store, centralt placerede køkkenskorsten, som er væsentlige arkitektoniske værdier. I stueetagen er der fuldpanellerede vægge mod gaden og riflede lysningspaneler og indvendige skodder, samt i køkkenet et gammelt ildsted bevaret, der er af arkitektonisk værdi.

Læs videre om

• I.C. Tegners Gård, Helsingør
• Rådmand Davids Hus, Helsingør
• Strandgade 71, Helsingør

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen